Spændende nyheder på Instagram og Facebook!

Slut på sukkerfriapril: men hvad tæller egentlig som “sukker”?

En hel måned er gået med sukkerfriapril som jeg næsten har overholdt 😉 Status er nu, at jeg fortsætter min kostplan, der er sukkerfri i alle hverdage, men hver lørdag giver plads til et frimåltid med dessert. Jeg har lavet flere sundere alternativer til desserter, fx. sund chokoladekage med peanutbutter eller en lækker dadelkage med bær. Og så en gang i mellem tager min indre sukkergris over, skynder sig ned i slikbutikken og blander en alt for stor pose slik, der tømmes samme aften 😀

Jeg fik en kommentar til et af mine tirsdagstip, der handlede  om skjult sukker. Ida spurtge om ikke agavesirup var frugtsukker, underforstået: mere okay end raffineret hvidt sukker. Det satte en række tanker i gang , for hvor går grænsen for hvad sukker er? Og er det bedst at spise naturligt eller kunstigt når det kommer til sukker?

 Jeg vil gerne understrege, at dette jo er et sprængfarligt emne og forskning kan modsige hinanden (og sig selv), så der er ligeså mange meninger som der er mennesker. Kost er 100% individuelt og jeg gør mig ikke til dommer over dine valg. Herunder er mit syn på sukker og jeg vil rigtig gerne høre dit! 🙂

Hvilke slags sukkerarter er sundest?

Her er der mange meninger. Nogle mener, at frugt (og dermed frugtsukker) kan spises ad libitum fordi det er naturligt. Andre mener, at frugt bør begrænses til et absolut minimum i kosten, da de indeholder mange kulhydrater.

Der er mange “sundere” udgaver af sukker, fx. anses agavesirup af mange for at være et sundere alternativ fremfor raffineret sukker. Agavesirup er en form for frugtsukker, men i meget høj koncetration. Det kan være en lang diskussion om hvor grænsen går mellem “usundt” og “sundt” sukker, da alle former for sukker jo et eller andet sted er udvundet af noget naturligt – hvis vi her udelader de kunstigt fremstillede sødemidler, der ikke påvirker blodsukkeret på samme måde. I små mængder kan man argumentere for, at agavesirup er bedre end det hvide sukker, idet agavesirup ikke påvirker blodsukkeret helt ligeså meget som raffineret sukker gør. Derfor er det nok en bedre løsning at søde med, men efter min mening bør det stadig begrænses til særlige lejligheder. Det samme gælder honning eller frugt i store mængder, da det er simple former for kulhydrater og ikke bidrager væsentligt med næring.

Hvad så med sødemidler?

Nogle vælger her naturlighed fremfor kalorier eller blodsukkerpåvirkning. Jeg vælger, at anvende sødemidler og stevia for at stille min søde tand i hverdagen. Det har jeg valgt fordi jeg ved, at jeg har svært ved at styre et “moderat” sukkerindtag . Det fungerer simpelthen ikke for mig at tage ét stykke kage eller 2 stykker chokolade – jeg spiser hele pakken eller ingenting! Det er noget jeg arbejder med ved at justere i min kost til daglig og  give plads til lækkerier i weekenden, men som udgangspunkt er jeg meget sensitiv overfor store mængder kulhydrat (mere vil have mere – og jeg ender med at spise hele pakken med fx. riskiks).

Men jeg vil gerne understrege, at det er helt op til hver enkelt at definere hvad der fungerer bedst 🙂

Hvor meget sukker må man spise?

Hvilke sukkerarter du mener hører hjemme i din kost afhænger meget af  dit syn på mad. Spiser du efter kostprincipper hvor en energifordeling med lav kulhydrat og meget fedt virker bedst for dig? Jamen så bør du nok begrænse dit indtag af alle typer kulhydrater – herunder sukkerarter.

Jeg tror, at det gælder om at lære sig selv og sin krop at kende. Har du det mentalt svært med at stoppe igen hvis du har taget det ene stykke kage på kontoret, eller kan du sagtens nyde ét stykke og så vende tilbage til din sunde kost resten af dagen? Reagerer dit blodsukker meget på hurtige kulhydrater eller påvirkes du slet ikke hvis du spiser forskellige mængder kulhyrater på forskellige dage?

Er du i tvivl om hvad der virker bedst for dig?

Prøv dig frem! Tag en uge med én næringsfordeling i din kost og prøv ugen efter at vende den fordeling helt på hovedet. Falder dit blodsukker hurtigt, reagerer du kraftigt på udsvingene i kosten eller mærker du ingen forskel om du inkluderer simplere former (eller blot flere)  kulhydrater? Skriv eventuelt dine reaktioner ned og find derefter den optimale fordeling for DIG.

ALLE kroppe er forskellige og derfor er generelle anbefalinger ikke noget jeg som udgangspunkt anbefaler. Jeg kan naturligvis henvise til Sundhedsstyrelsen, der skriver, at: “Det anbefales, at en sund kost højst bør indeholde tilsat sukker svarende til 10% af kostens energiindhold. Denne mængde svarer til max 30 g sukker om dagen for et børnehavebarn, for et skolebarn 45-55 g, for en voksen kvinde max 55 g og for en mand max 70 g sukker”. Læs mere HER.

Her kan man så være enig eller uenig i de officielle anbefalinger. Jeg vil ikke gøre mig til dommer overfor hverken dem der lever efter disse, eller dem som ikke gør. Det gælder om at finde det der virker for DIG!

Har du lyst til at læse mere om dette kontroversielle emne, så er særligt debatten om børn, offentlige institutioner og sukkers rolle heri, en varm kartoffel i medierne for tiden. Jeg har her fundet nogle links til artikler med forskellige synspunkter:

Hvordan har du det med sukker? Hvad er din sukker holdning?

   

8 kommentarer

  • Simone

    Rigtig godt emne at tage op Anna! og en rigtig god tekst 🙂
    Jeg er nok den der tillader mig selv at spise alt det frugt jeg vil. Jeg synes ofte jeg er sulten, til trods for at jeg har fået et ordentlig måltid mad. Også bilder jeg nok mig selv ind at frugt sker der ikke så meget ved at spise, men hvad kan man ellers spise uden alle de kulhydrater? men som stadig har et okay lavet kalorie indtag? 🙂
    Vi har jo altid lært fra barns ben at frugt er sundt og godt – det er det også, men du har fuldstændig ret i det med frugtsukkeret, rigtig gode ting at tage op til overvejelse 🙂

    Hilsen
    Simone
    http://fitandlovinit.bloggersdelight.dk

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Wonderwomanwannabe

      Hej Simone. Tak for din kommentar, det er fedt du vil give din mening til kende i hele sukker debatten! 🙂
      Jeg spiser personligt også frugt, da min krop godt kan tåle kulhydrater (forstået som at jeg ikke er hyper sensitiv overfor blodsukkerudsving som nogle er) og jeg tror netop også, at de er fyldt med en masse gode vitaminer. Frugt er en god måde at opnå ekstra mæthed, have et let mellemmåltid med på farten eller forsøde en eftermiddag/aften hvor man har lyst til noget lækkert. Er man ikke på en streng diæt, så mener jeg bestemt ikke at frugt skal udelukkes fra kosten. Naturligvis bør man tænke over om man spiser 10 stykker frugt om dagen, men det kan også blive for hysterisk, og når vi snakker livslang sundhed så er der (i min optik) stor forskel på at spise et æble og nogle bær – og på at spise en marsbar 🙂

      Kh Anna

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida M.

    Super godt og relevant indlæg!
    Jeg lever selv low-carb, og hvis jeg så indtager kulhydrat – hvad enten det er stivelse, frugtsukker ell. lign (nogle gang ved bare et enkelt stykkr frugt) – går mit kredsløb totalt i selvsving og mine blodårer på især hænder og fødder bliver enormt fremtrædende, store og medfører varme og rødme. Super irriterende og til tider ubehageligt.. 🙁

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Wonderwomanwannabe

      Hej Ida 🙂 Mange tak for det, jeg synes også selv det er et vigtigt emne at tage op – særligt nu hvor så mange forskellige måder at leve på er blevet oppe i tiden. Det lyder som om du har fundet en rigtig god balance med den måde du spiser på, det gælder jo om at du er glad og at din krop fungerer. Hvis jeg reagerede på den måde overfor kulhydrater, så havde jeg også skruet voldsomt ned for dem i min kost. Nu bliver jeg nysgerrig, lever du så high protein low carb eller high fat low carb?

      Kh Anna

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Ida M.

      Jeg lever high protein low carb – har gjort det i nogle år og trives super godt sådan 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Wonderwomanwannabe

      Spændende! Og super fedt det virker for dig! Jeg kan nok ikke undvære min havregrød 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hej Anna

    Faldt tilfældigt over din blog og dette indlæg. Spændende læsning 🙂 Jeg er selv netop i dag startet på en personlig udfordring. Ingen sukker (chokolade, slik og chips) til mig i hele maj. Tror det bliver svært, men er fast besluttet på at gennemføre 🙂 Det er sejt, at du har kunne holde det i en hel måned!

    Kh. Anita
    http://www.anitalorenzen.dk – en blog om løb og vægttab

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Wonderwomanwannabe

      Hej Anita! Jeg er super glad for at du har fundet dig vej til min lille blog og håber du får lyst til at læse med fremover 😀 Det lyder super sejt med en sukkerfri maj, jeg hepper på dig gennem skærmen! Jeg “faldt i”, eller rettere, valgte at udnytte mit frimåltid én aften i løbet af måneden og spiste slik fremfor et sundt alternativ, men det var et valg jeg selv tog og det gider jeg ikke have dårlig samvittighed over. Generelt gik måneden rigtig godt og jeg lærte mig selv og mine sukkercravings lidt bedre at kende, på godt og ondt 😉
      Rigtig meget held og lykke med din maj udfordring, jeg tjekker lige din blog 🙂

      Kh Anna

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Spændende nyheder på Instagram og Facebook!