Farvel Danmark - vi ses snart igen!

Personligt indlæg: Et nyt liv uden smerter – giv aldrig op!

Hvis du tager et hurtigt kig på min blog eller instagram, så ligner jeg enhver anden studerende med fokus på sund livsstil. Men bag mine svedige træningsbilleder, store smil og opskrifter der vidner om overskud, der gemmer sig en årevis kamp mod min egen krop.

Når jeg uploader billeder af mig selv i bikini for at vise dagens resultater fra træningscenteret, så er det ikke (kun) for at vise min form, men også for at vise hvor langt jeg er kommet. Måske kan du ane nogle ar på billederne og måske har du læst, at jeg er tidligere hoftepatient. Det har ikke været mit fokus at skrive om før, men da Christina spurgte om jeg havde lyst til at dele min historie, så var jeg klar. Dette indlæg er bragt som gæsteindlæg på hendes blog som en del af #femstærkehistorier.

Det er utrolig personligt, men jeg håber det kan inspirere andre til aldrig at give op – uanset hvad deres kamp handler om. 

En hverdag med smerter

Jeg har flere gange været tæt på at give op. Ikke på en sundhedsdille, en kur eller et nyt træningsprogram, men på lysten til at være glad i livet. Sådan rigtig tæt på. Min hverdag var i 10 år præget af stærke smerter i begge hofter og selv dagligdags aktiviteter var en kamp. Jeg måtte have hjælp til meget og jeg har nok taget stort set alt slags smertestillende medicin.

Jeg har ligget med så stærke smerter, at min bevidsthed flere gange har adskilt sig fra min krop. Det føltes som om jeg var en tom skal og mit rigtige jeg forsvandt. Når dagene var så mørke som her beskrevet, så drømte jeg om at forsvinde. At lade min trætte og smerteplagede krop blive opslugt. Det lyder mørkt og tungt, og jeg er næsten bange for at skrive det – men det er sandheden. Så hvor kommer min styrke fra til ikke at give op? Til endnu en gang at rejse mig, prøve igen og kæmpe videre. Jeg ved det ærlig talt ikke, men jeg har altid haft en grundlæggende håbefuld og positiv indstilling.

Når jeg kom hjem og tømte postkassen var det med håb. Et håb om, at der denne gang lå et brev fra hospitalet med en indkaldelse til en operation. Min 24 årige krop har i dag været igennem 9 operationer i hofter og ryg. 9 gange har jeg vågnet af narkose uden at kunne bevæge mig med et hårdt genoptræningsforløb foran mig og 9 gange har jeg indstillet mig på at kæmpe det bedste jeg havde lært for at komme ovenpå igen.

Træning blev min vej ud

Jeg var altid hende som sad ned i bussen fordi jeg ikke kunne holde ud at stå op længere. Hende som altid lagde mærke til hvor den nærmeste bænk var og som planlagde alle udflugter med mulighed for at sidde ned. Det var hårdt at se andres uforstående blikke når jeg igen var for træt til at deltage eller blev nødt til at sidde. Men det var endnu hårdere at føle mig forkert i min egen krop. Jeg følte ikke den var min, eller at jeg havde kontrol over den – så jeg tog kontrol over maden.

Det er utrolig hårdt som teenager og ung voksen at skulle bede andre om hjælp til alt. At være afhængig af andre til at hente en kop te, gå i bad eller tage sokker på. Simple opgaver som andre ikke tænker over, de får pludselig stor betydning når du ikke kan selv. En kombination af træthed, kvalme fra medicin og et mentalt behov for kontrol, medførte et vægttab efter hver operation. Noget ændrede sig i efteråret 2012; jeg ønskede ikke længere at være hende den tynde eller hende den svage. Jeg ville være stærk!

Min genoptræning efter operationerne i oktober 2012 og oktober 2013 blev med et helt anderledes fokus end før. Jeg spiste mere, trænede langsomt og efterhånden blev jeg bidt af styrketræningen. Det var fantastisk at mærke min krop blive stærkere, tage ansvar for dens udvikling og mærke smerterne aftage!

 Nyt liv – nye mål

I dag er jeg næsten smertefri. Jeg har stadig dårlige dage og skal resten af mit liv tage hensyn til mine hofter, men det begrænser ikke længere min hverdag. Nu kan jeg træne 6 gange om ugen og jeg er stolt af hvor langt jeg er kommet.

Mit nye mål er at stille op i bikinifitness 2015. Er formen eller hovedet ikke klar, så bliver det 2016 eller 2017. Det er IKKE årstallet der er vigtigt for mig, men processen derhen. Jeg ønsker at blive den bedste og stærkeste version af MIG, men vigtigst af alt ønsker jeg at have det godt. De andre atleter ender sikkert med en bedre sixpack end mig, større bryster og hvidere tænder. Men den dag jeg står på scenen, der er JEG det sejeste menneske i verden.

Jeg vil gerne opfordre alle til at kæmpe videre. Uanset hvad du kæmper med, så kan og vil det blive bedre. Ikke i dag og sikkert heller ikke i morgen, men stille og roligt – så længe du ikke giver op!

bloglovin_annawarrington
   

2 kommentarer

  • Morten

    Hvor er du sej, på grund af den kamp du går igennem og som har givet dig noget indsigt i livet som andre ikke kender til, du lyder som et af de sejeste mennesker jeg endnu ikke kender 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anna Warrington

      Sikke en overvældende kommentar, mange tak for de søde ord Morten 🙂 Jeg tror vi hver især har vores baggrund og historie som giver os en indsigt i livet. Min historie blev så én med fysiske smerter, men vi tumler jo alle med hver vores. Tak fordi du læser med, det er jeg rigtig glad for 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Farvel Danmark - vi ses snart igen!