Glutenfri opskrift: Black Bean Brownie Cookies

At være hende der går tidligt hjem – hver gang

“Fortsæt go fest!” Ordene fylder mig med ambivalente følelser imens jeg går rundt og giver knus, finder min jakke og smiler på vej ud af døren. Endnu en fest med folk jeg rigtig godt kan li at bruge tid sammen med, men som slutter stort set før den er begyndt for mit vedkommende. Det er stort set den situation der udspiller sig ca. hver anden weekend for mig. I dag er det fredag og spørgsmålet er; skal der kolde drikkes drinks eller kolde Pepsi Max?

Det er ikke øllene, men fællesskabet som jeg savner.

Det rør mig sådan set ikke at se andre hælde lækre cocktails i sig eller snacke på de salte chips på bordet. Det betyder heller ikke noget for mig om det er Cola Zero, sukkerfri energidrik eller hvidvin i mit eget glas. Dér hvor det gør lidt ondt og hvor jeg mærker en ikke helt afklaret mentalitet i mig selv, er når jeg sidder ved et bord med skønne mennesker og alle griner, men jeg ikke heeeelt forstår hvad de griner af. Når jeg føler mig som en del af selskabet – og alligevel ikke helt. Misforstå mig ikke, man kan sagtens have det sjovt uden at drikke og man kan sagtens snakke, grine og danse uden promiller i blodet. MEN: der ér bare en form for fællesskab når man er fulde sammen. Eller, det føler jeg i hvert fald. Jeg ville ønske, at jeg ikke havde det sådan. At jeg var helt cool med mit valg om ikke at drikke alkohol. Det er ikke de sene nætter, de lange morgener med kvalme eller de dumme beslutninger der kan indtræffe efter 5 shots som jeg savner, men selve fællesskabet i at give den gas sammen med mine veninder.

“Du skal da give den gas mens du er ung!”

Har du hørt den før? Det er nogenlunde den tanke som en lille ond stemme hvisker i mig mens jeg sidder og sidder min Cola Zero. Jeg får da vildt meget lyst til bare at hælde drinks i mig ligesom alle de andre, men noget i mig siger alligevel nej tak. Jeg har tidligere skrevet om, at det er vigtigt ikke at leve med følelsen af afsavn og være glad for den livsstil man selv har valgt. Det står jeg 100% ved og prøver at huske på når jeg cykler hjem gennem de københavnske gader mens andre bevæger sig ud i nattelivet.

Jeg har et mål om bikinifitness 2015, men jeg har også et mål der er endnu vigtigere: en stærk og glad krop. Hvad det indebærer har jeg besluttet at lade være op til mig selv, da det jo er mig der skal føle mig glad og stærk, ikke alle andre. Derfor er der i min livsstil plads til en slikaften med veninderne i ny og næ, bare ikke hver lørdag. Der vil også være plads til nogle lækre cocktails og kolde øl, men det bliver få gange om året, ikke om ugen eller måneden.

Har du valgt alkoholen til eller fra? Og hvad er dine tanker om at feste ædru?

bloglovin_annawarrington
   

14 kommentarer

  • Godt indlæg og helt klart stof til eftertanke! 🙂

    Jeg går selv til den, når jeg er ude. Men jeg har i stedet valgt at tage færre ture, så jeg “kun” er afsted en gang om måneden, hvor jeg før godt kunne være afsted 2-3 weekender ud af en måned 🙂 Jeg nyder det langt mere, når jeg så er afsted!

    – Trine
    http://trines-closet.dk

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Wonderwomanwannabe

      Hej Trine. Tusind tak, det er jeg rigtig glad for at du synes 🙂 Det lyder som en super go taktik du har med hensyn til byture, det giver en langt sundere balance mellem sundhed og nydelse når man selv er glad for sine beslutninger! Og jeg er også meget mere til at give den gas når man giver den gas med fuld nydelse, uanset om det er alkohol, sukker eller hvad man nu er til 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hej søde Anna,
    jeg har ikke valgt alkoholen fra, men det hører til sjældenheder at jeg drikker. Jeg plejer at sige “I dont drink that often. But when I do – I drink myself down!” 😀 Så, når jeg tager afsted, så giver jeg den gas. Hvis altså stemningen er der. Var forleden til en fest, hvor jeg havde bestemt mig for, at det var ok at drikke sig fuld, jeg skulle bare ikke for sent hjem da jeg jo sidder med speciale. Men der var faktisk mange, der ikke drak eller ikke drak særlig meget, og så stoppede jeg egentlig med at drikke alkohol ret tidligt og gå over til vand i stedet for.

    Jeg tror bare jeg er kommet dertil, hvor jeg vælger mine byture med omhu. For jeg er skam ikke færdig med byture og alkohol trods mine 27 år;)
    Hilsen Nana
    http://www.nana-regalah.dk

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Wonderwomanwannabe

      Ha ha, den tilgang er jeg faktisk ret meget fan af Nana! Jeg har bestemt heller ikke udelukket alkohol for altid, men vælger en bytur med omhu og helst kun få gange om året hvor jeg kan give den max gas – ikke få gange om måneden som tidligere 😉 Det er egentlig ret fedt at høre flere ikke drak, eller blot drak mindre mængder. Ofte synes jeg det bliver den der “alt eller ingenting” og det er også meget tit den taktik jeg selv går efter. Men træner man ikke mod et bestemt mål med en bestemt tidsramme, så er det da helst sikkert sundest bare at nyde lidt alkohol når man er ude. Eller give den mega smadder i ny og næ 😉

      Hey hey, man er aldrig for gammel og 27 er ingen alder du! 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Asta

    Kender det så godt1 Især det med at gå fra en fest, som man egentlig gerne vil være til, men som ikke er heeeelt så sjov at være til, når man ikke er fuld med de andre. Jeg prøver at sige til mig selv, at jeg ikke fortryder det, men ind i mellem er det nu hårdt at mødes med pigerne efter en fest og ikke kunne være med i samtalen, fordi man gik inden alt det sjove skete….

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Wonderwomanwannabe

      Hej Asta 🙂 Åh, den følelse når man møder folk dagen efter og man ikke heeelt forstår det sjove i det de siger og ikke kan være med på hele “gud hvor har vi bare tømmermænd og hygger” snakken, det er ikke nemt! Til gengæld får man jo så meget andet, men jeg er glad for, at jeg ikke er den eneste som bare er super glad for at feste ædru :p Tusind tak fordi du deler dine tanker, det er rigtig fedt!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Jeg må nok erkende, at der er jeg noget modsat. At tage i byen, danse til langt ud på natten, gerne. Det er jo sjovt -engang imellem. Dog nyder jeg mine træninger lørdag formiddag meget mere. Det samme med mange arrangementer. Jeg melder mig tit og ofte til fest eller lignende f.eks med studiet, men når det kommer til stykket, så vil jeg hellere squatte fredag aften med de andre tosser, og ender med at vælge fest fra. Hvorfor? tja, det andet gør mig bare gladere. Både træningen, men også selvskabet. Når den så endelig står på fest, så bliver det ædru, fordi, tja sådan er det bare. Jeg har intet behov eller lyst til at drikke, det er lige sjovt uanset hvad, plus jeg ikke kan fordrage alkoholsmagen, ej heller øl. dog møder jeg tit spørgsmål om, hvorfor jeg vælger, som jeg gør. Er det pga. træning? Næh, selvom jeg tit bruger undskyldningen, at jeg skal tit træne tidligt næste morgen/formiddag. Jeg nyder bare min tilværelse, som den er 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Wonderwomanwannabe

      Hej Maria 🙂 Sikke en dejlig kommentar at få! Du lyder virkelig glad helt ind i hjertet og som om du har fundet en balance mellem træning, det sociale og fester! jeg tror det er utrolig sundt netop som du gør, at lytte efter hvad man selv har lyst til og så gøre hvad der gør én glad – uanset om det så er at danse på bordene hele natten eller give den gas med squats om morgenen 😀 Hav en dejlig weekend!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg drikker slet ikke alkohol og har aldrig gjort det – det bunder i at jeg som helt ung valgte ikke at begynde på det, og så har det bare hængt ved. Men nøj, hvor møder man mange folk som ikke helt forstår ens holdning omkring nul alkohol. På en måde er det rigtigt træls ikke fuldstændigt at deltage i en fest – for lets face it – man er ikke med på samme måde når først alkoholen indtager sin virkning, men samtidig er jeg også ret ligeglad med hvad andre mener om mit valg. Hvis ikke folk respekterer det, så kan jeg ikke bruge de folk til noget – de vil jo aldrig forstå det alligevel. Så jeg synes du er sej, når du cykler hjem fra en fest og du skal kun have god samvittighed omkring det – jeg ved om nogen, hvordan det er at gå fra en fest lidt tidligt og så føle at man går glip af noget, men så tænker jeg på hvor meget bedre jeg har det end alle de andre i morgen – og jeg i hvert fald ikke kommer til at gøre nogle dumme og uovervejede ting pga. alkohol 🙂 ..

    KH Kathrine

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Wonderwomanwannabe

      Stor respekt for din beslutning Katrine! Det kan virkelig ikke have været nemt som meget ung at vælge alkohol fra. Jeg synes især, at der er meget stærk kultur omkring alkohol i Danmark hvor det jo er helt normalt at have vin/øl til maden, feste hver weekend osv. Det bliver hurtigt en stor del af et ungt menneskes sociale liv og det må virkelig have krævet mod at mærke efter og vælge, at det ikke var det rigtige for dig med alkohol. Og du har jo ret helt; man skal glæde sig over de andre ting man så har, for eksempel et friskt hoved morgenen efter 😉 Så længe man er glad for det man selv vælger, så er alt andet jo ligegyldigt 🙂 Tusind tak for din kommentar og rigtig god alkoholfri weekend 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emma

    Jeg har ikke valgt at jeg ikke vil drikke – jeg kan ikke. Jeg ville elske bare at kunne gå til med mine venner, men da jeg er på antidepressiv er det umuligt for mig at drikke ret meget mere end blot en enkelt genstand. Og da jeg er 16 er alle mine venner et sted, hvor de mener at man skal feste og drikke hele tiden, og jeg har ikke lyst til at skulle med og så bare se dem drikke sig i hegnet.
    Men jeg tror på, at det er noget, man bare lige skal bruge lidt tid til at vænne sig til.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Wonderwomanwannabe

      Hej Emma. Jeg starter lige med at sende et stort knus til dig gennem skærmen. Det lyder som om du virkelig har dit at kæmpe med her i livet! Og alkohol er jo ikke en nødvendighed for et godt liv, det er langt vigtigere at man har det godt psykisk! Det er sikkert utrolig svært for dine venner og veninder at forstå, da meget af livet som 16 årig drejer sig om fest og farver – det gjorde det i hvert fald for mig. Du er super sej at du står ved dig selv og din udvikling for at få det bedre. Jeg er helt sikker på, at du vil glæde dig over dit valg om at holde fast i den antidepressive medicin fremfor alkoholen. Du har hele livet til at feste og det er langt vigtigere at du får det godt og er glad 🙂 Der kommer mange fester senere – både med og uden alkohol! 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • B

    Jeg drikker også sjældent, sidst var 1 drink til nytår.
    Der er meget jeg ikke kan lide og så vil jeg helst kun drikke når jeg er i byen med dansegulv, da jeg efter et par shots gerne danser i offentligheden og nyder det 😉 men oftest (læs: 95%+ af tiden) ender det med Netflix i weekenderne…sååå.
    Jeg bryder mig ikke om at drikke på barer og hjemmefester eller middage af en eller anden grund så jeg gemmer det hellere til andre anledninger.
    Heldigvis får jeg det ikke skidt dagen efter, ingen hovedpine, kvalme eller udpræget træthed, men kan godt mærke kroppen ikke kan yde særlig godt til træning dagen efter selv bare med 1 drink.

    Jeg hader den kultur med at man SKAL drikke/spise det som alle andre gør. Ellers er man nærmest en terrortrussel mod samfundet… Synes det en trist holdning at alle skal være ens. Føler mig tit tvunget til at indtage ting jeg ikke vil have, også selvom jeg er sådan en “uhøflig trussel mod samfundet” der for det meste siger pænt nej tak med god samvittighed, da min holdning er at det er meget uhøfligt af folk at presse andre til noget de ikke vil (hvilke andre ting synes de også det er okay at presse folk til??).
    Men føler ofte jeg bliver nødt til at tage en cola zero eller noget for at holde lav profil og undgå forhør. Når jeg drikker cola uden mad skal jeg tisse hvert 20. minut og det er irriterende. Folk er ligeglade med jeg får det ubehageligt med at skulle stå i toiletkø det halve af aftenen og ender med at tage hjem tidligt da jeg ikke kan have det sjovt på den måde, Ja jeg fortæller også folk med et smil at jeg ikke vil drikke cola på tom mave da jeg så bare skal tisse konstant, det er folk ligeglade med da det ikke er deres problem men mit… de vil bare have jeg drikker noget der ligner det de drikker. Når man tager små slurke uden at drikke det hele bliver man udspurgt om hvorfor man ikke drikker sin drink..
    Tror jeg vil begynde at bestille vand og sige det er vodka/danskvand, ved ikke om det hjælper eller om det er det samme som når man bestiller cola, det må tiden vise 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Wonderwomanwannabe

      Hej 🙂 He he, jeg kan godt genkende den type weekend med netflix og sofa fremfor øl og dansegulv 😉 Det er super interessant du omtaler den “kultur” der er omkring alkohol. Den gælder nemlig for mange andre ting også, og det er sjovt som det bliver til en social norm at spise og drikke det samme som alle andre. Det kan være utrolig svært at stikke udenfor normen, men ja.. i virkeligheden burde man jo sagtens kunne hygge sig sammen en stor flok mennesker og blande sig helt udenom hvad der er i glasset hos de andre gæster – alkohol eller ej. Jeg gør faktisk ofte også det at jeg tager en cola zero selvom jeg egentlig ikke har lyst, men det er socialt påkrævet i mange situationer at man har en drink eller noget i hånden. Det er egentlig lidt mærkeligt! Og godt at snakke om nogle gange, for de fleste sociale normer tager man jo bare for givet!

      Held og lykke med dine fremtidige fester uanset om du har vodka/danskvand, cola eller ingenting i dit glas! Og tusind tak for din kommentar, det er nogle rigtig fede tanker om emnet du har gjort dig! 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Glutenfri opskrift: Black Bean Brownie Cookies