Personligt indlæg: Mine ar er en del af mig

En dag i mad: uden sødemidler eller proteinpulver

Nogle gange har maven bare brug for en pause. Andre gange kan det være hovedet der har brug for en pause. Jeg indrømmer gerne, at jeg er en super duper sukkergris. Jeg ELSKER at min havregrød om morgenen smager af chokolade grundet mit proteinpulver og jeg ELSKER alle slags light sodavand, tørret frugt og sjove sunde snacks. Det er der jo ikke noget umiddelbart galt i, der kan laves mange sunde desserter uden sukker og der findes et hav af muligheder for søde snacks. Problemet er, er at jeg ind i mellem kan mærke, at den søde smag “tricker” trang til flere kulhydrater og til mere sødt. Mere vil have mere!

I min hverdag har jeg ikke noget problem med brugen af sødemidler. I den ideelle verden ville jeg naturligvis leve af skyr, grønt, nødder og kød, men jeg er kun et menneske og for mig er der livskvalitet og glæde i at drikke en Pepsi Max eller spise en proteinbar. Også selvom det indeholder kunstige sødestoffer.

Her den anden dag tog jeg dog helt bevidst en hel dag uden sødemidler, proteinpulver eller andet fancy. Det var bare simpel mad og det kommer her:

Morgenmad kl ca. 7

Glutenfri havregryn kogt op med vand og 1 æggehvide for proteinernes skyld. Det blev toppet med blåbær og kanel, og smagte overraskende godt og cremet. Det blev suppleret med mine kosttilskud og kulsort kaffe. Altid kaffe 😉

Frokost 1 og frokost 2, der blev indtaget kl 12 og 15.30

Ovnbagte grøntsager med frisk spinat, en dåse tun og æg. Hvert måltid blev toppet af med en af mine hjemmebagte “stenalder” muffins med hytteost.

Efter træning kl 18.

Normalt drikker jeg en proteinshake og spiser 3-5 riskiks efter træning, hvilket jeg også vil fortsætte med fremover, men denne dag blev jeg sent færdig med træning og spiste bare et æble og lidt skyr mens jeg fik taget et bad og forberedt aftensmad.

Aftensmad kl 19

Denne aftensmad var uhyggeligt nemt at lave, men blev virkelig lækker! Jeg lagde en torskefilet i sølvpapir sammen med hakket hvidløg, rød peber og salt/peber. Det blev bagt i ovnen i ca. 20 min ved 180 grader varmluft.

Tilbehøret var bønnefritter og andre ovnbagte grøntsager, samt spinat. Jeg er vild med aftensmad, der laver sig selv i ovnen!

Aftendessert kl 21 

Hver aften får jeg en form for proteinrig dessert. På min kostplan står skyr, frugt og nødder, men ind i mellem varierer jeg selv med proteinpandekager, hytteost med bær eller sukkerfri koldskål med tørrede æbletern hvis jeg bliver træt af skyr 😉 Denne aften var det ret simpelt: skyr med mandler (de ligger i bunden), friske blåbær og tørrede æbletern fra Urtekram. De er seriøst geniale, indeholder ingen sukker (udover naturligt frugtsukker), knaser dejligt og er perfekt som topping.

Har du fået noget lækkert at spise i dag? Og hvad er dine tanker om sødemidler?

 

   

4 kommentarer

  • Mette

    Hej Anna 🙂

    Dejligt indlæg. Og skønt at se et eksempel på en dag med en kost udelukkende bestående af (det jeg vil kalde for) rigtig mad. Og tak for en god blog i øvrigt 🙂

    Jeg har det svært med sødestoffer, og jeg synes også, at brugen af proteinpulver har taget overhånd. Især indenfor fitnesskulturen. For nogle virker det næsten som om, at maden bliver sundere af at indeholde proteinpulver. For der er jo masser af protein i og ingen sukker? Jeg er ikke modstander af proteinpulver, men jeg opfatter det heller ikke som en sund og nærende fødevare.
    Især på Instagram ser jeg for eksempel masser af morgenhavregrød med proteinpulver i, og alle er lykkelige, fordi det kan lade sig gøre at spise en morgenmad, der smager af slik og samtidig bare er super sund. Jeg ville aldrig overhælde min morgengrød/skyr med chokolade og sukker, og derfor putter jeg heller ikke chokoladeproteinpulver og sødemidler i, selvom det kan give mig samme smag for færre kalorier og med mere protein. For det er ikke meningen, at min mad skal smage af slik og kage hele tiden, og jeg vil gerne vænne min krop til at stille sig tilfreds med rigtig mad og dermed undgå at fodre den søde tand.

    Min opfattelse er, at det er kommet til at handle for meget om kalorier. Altså en Pepsi Max er ‘gratis’, fordi den er kaloriefri, og så er det måske ikke så vigtigt, om den er fyldt med alt muligt andet(lort). Det kan være svært ikke at fokusere på kalorier, men jeg prøver virkelig at fokusere på at spise masser af nærende og god mad og ikke så meget på at få kalorieregnskabet til at gå op.
    For så bliver eksempelvis en avokado reduceret til at ‘koste’ 200-300 kalorier, mens en sukkerfri sodavand koster 0 kalorier. Og på den måde synes jeg, den overdrevne fokus på kalorieindhold skævvrider sundhedsbegrebet.
    Fra naturen indeholder alt mad og drikke(på nær vand, vel?) en vis mængde energi. Men mon ikke det er meningen med det hele? Altså at mad skal indeholde kalorier. For hvis ikke der er kalorier i, hvad har man så fyldt i i stedet? Her tænker jeg for eksempel på produkter fra Walden Farms, som er så populære. Tænk sig, chokoladesovs helt uden sukker og kalorier. Det lyder godt, men hvis det skal være, så spiser jeg hellere en chokoladesovs lavet på chokolade(!?!) og sukker. Det ved jeg, hvad er 🙂

    Ovenstående skal ikke opfattes som en kritik af din eller andres brug af proteinpulver og sødemidler. Det er bare mine tanker. Du spurgte efter dem, og her er de så 🙂

    /Mette

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Wonderwomanwannabe

      Hej Mette. Tusind tak for din kommentar, den er helt utrolig værdsat og jeg synes du kommer med nogle meget relevante pointer om hvad der opfattes som “sundhed”. Super godt indspark til debatten om sødemidler!
      Jeg må indrømme, at jeg står lidt med et ben i hver lejr. Måske er det min fornuft på den ene side og min søde tand på den anden? Jeg er helt enig med dig i, at kalorier bestemt ikke er en dårlig ting og mad primært skal være… ja, mad! Alt det andet bør, i min optik, opfattes som supplement og aldrig erstatning for rigtige råvarer. Jeg drikker selv Pepsi Max fordi jeg ærlig talt ikke er stærk nok til at lade vær. Det giver mig en øget livskvalitet i min hverdag at indtage lidt sukkerfri lakrids, en light sodavand eller lignende og det gør, at jeg kan undvære det rigtige sukker i lange perioder af gangen. Det er bestemt ikke optimalt eller sundt, men det er sådan jeg har lavet min balance i hverdagen. Jeg er dog meget opmærksom på, at det ikke tager overhånd. livet skal nemlig ikke altid smage af kage – mere vil jo have mere 😉 Og jeg er helt enig med dig i, at smagsløg gerne må vende sig til mange smagsnuancer – ikke kun det helt, helt søde. Det er også derfor jeg ind i mellem holder 100% pause fra alle sødemidler og så langsomt introducerer dem igen i mindre mængder.
      Jeg vil nok aldrig undvære dem helt, men jeg håber det hjælper min krop, at jeg er bevidst om de valg jeg tager når jeg så vælger at nyde en kold Pepsi Max.

      Tak for dine tanker og mange tak fordi du læser med. Hav en dejlig weekend 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg er meget enig med Mette – tror ikke jeg kunne have formuleret det meget bedre! 😉
    Jeg er også tilhænger af “rigtig” mad og vil ikke forsøge og erstatte det med noget andet. Jeg bruger dog proteinpulver – men drikker det som en shake efter fitness træning og ikke i maden for at gøre det sødt eller lign. Light sodavand er efter min mening noget af det værste der findes – ren kemi! 😉 Jeg drikker vand og danskvand og hvis det mangler smag tilføjer jeg citron, ingefær, mynte eller lign.

    Men det er jo et dagligt (og individuelt) valg og hvis det er en “treat” og med til at give “livskvalitet” – så er det jo også en vigtig faktor! Vi er “kun” mennesker og skal leve og jeg tror ikke det er sundt at leve i ren fornægtelse! 🙂

    Tak for en god blog og god weekend!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Wonderwomanwannabe

      Hej Lene. Tusind tak, det er skønt du har lyst til at læse med og rigtig fedt du også kommenterer 🙂

      Jeg giver dig helt ret; light sodavand er noget skidt for kroppen! Og jeg sender en stor applaus efter din viljestyrke til at holde dig til vand og citron, det er skide sejt! Det er jeg også begyndt at gøre, da jeg har skåret kraftigt ned på mit indtag af Pepsi max og Cola zero, netop fordi det jo er noget bras at komme i kroppen. Desværre må jeg også blankt erkende, at jeg ikke er stærk nok mentalt til at undvære dem helt. De giver nemlig lidt et “treat” efter en lang dag og på den måde vælger jeg at gå på kompromis med kvaliteten af det jeg indtager, men får en lidt glædere sjæl. Det er en balance og jeg synes, at så længe det ikke tager overhånd, så kan få sødemidler godt indgå i en sund kost. Men jeg giver dig og Mette helt ret, det er bestemt ikke helt optimalt! 🙂

      Hav en dejlig aften.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Læs næste indlæg

Personligt indlæg: Mine ar er en del af mig