Nutramino Cooking Class: Proteinkager, iskaffe og rawkugler!

Kage behøver ikke kun høre til på fødselsdage, helt særlige hyggedage eller på de rigtigt dumme dage. Kage kan nydes som en del af en balanceret kost – hvis de indeholder fornuftige ingredienser som bidrager til mæthed og næring. Det er i hvert fald holdningen hos Cecilie Lind og den er jeg personligt kæmpe fan af!

I går var jeg inviteret til Nutramino Cooking Class i anledning af relanceringen af Nutraminos nye proteinpulver. De har optimeret både smag og konsistens uden at gå på kompromis med kvaliteten. Det er altså stadig high protein og meget low carb. Jeg har personligt aldrig oplevet problemer med maven i forbindelse med det lave glutenindhold som proteinpulver kan have, men vær opmærksom hvis du er meget glutensensitiv.

Jeg var afsted med søde bloggerdamer (Caroline, Mathilde, Cecilie og Marie Louise) og vi var så heldige at bage en hel eftermiddage med Cecilie!

Jeg har fået lov til at dele Cecilies opskrifter som alle er relativt nemme at supplere/erstatte/variere i forhold til både mængder og ingredienser. Hun anbefaler, at det nok en idé at holde dig til de angivne mængder hvis det er første gang du bager med proteinpulver, men kast dig endelig ud i at eksperimentere med opskrifterne!

Kokos lime muffins

  • 60 gram Tasty Vanilla proteinpulver
  • 1 helt æg
  • 2 æggehvider
  • 100 gram kokosmælk light
  • 1 banan
  • 70 gram havregryn (køb evt. glutenfrit)
  • 30 gram kokosmel
  • 5 gram sødemiddel
  • Saft fra 1 lime

Det hele blendes i en blender (eller mikses super godt sammen i en skål) og hældes i muffinsforme. De skal bage ca. 20-25 min ved 200 grader, men kig til dem undervejs.

Proteinrig iskaffe!

Sommeren er muligvis ved at være slut og sandsynligheden for brandvarme eftermiddage i solen er nok også rimelig lav. Alligevel vil jeg opfordre dig til at prøve denne iskaffe – den er så god, at den også bør laves i regnvejr!

  • 2 scoop stracciatella proteinpulver
  • En stor håndfuld isterninger
  • 1 spsk instant kaffe
  • Et lille (her lavede jeg en fejl og tog for meget i, så start med LIDT!) glas vand

Det hele blendes og nydes umiddelbart efter!

Rawkugler med kakao og peanutbutter

  • 2 scoop chokolade proteinpulver
  • 1 spsk ren kakao
  • 1 spsk peanutbutter
  • 70 gram havregryn (kan sagtens udelades hvis du vil lave dem lowcarb)
  • 2 spsk instant kaffe blandet med vand (et meget lille shot meget stærk kaffe)
  • 30 gram kokosmel

Kuglerne trilles og sættes i fryser eller på køl indtil de er helt hårde. De kan trilles i hakkede mandler, kokosmel eller frysetørrede bær. Ingredienserne kan varieres i det uendelige, men dette er en god basisopskrift til rawkugler uden de typiske dadler eller figner (ikke at der er noget galt med dem, dette er bare et alternativ).

Jeg var hjemme mæt, glad og med ret stor bagelyst 😉

Du kan selv få fingrene i det nye proteinpulver fra Nutramino lige HER og er du blevet fristet af Cecilies lækre opskrifter, så kan hendes bog købes HER.

bloglovin_annawarrington

Repost: Glutenfri madboller med spinat og oliven!

I går sad jeg og kiggede gamle indlæg igennem fra bloggens spæde begyndelse. Her fandt jeg denne opskrift som har været udgivet engang i start november, men jeg synes egentlig det er synd hvis den bare bliver glemt og gemt. De smagte nemlig, så vidt jeg husker, virkelig lækkert!

Den sundhedsmæssige værdi af en opskrift kan jo altid diskuteres og denne er ikke lowcarb, men den indeholder ikke noget hokus pokus, sukker eller gluten. Jeg ville nok kalde det lidt en weekend-opskrift eller “nu skal det være lidt lækkert i hverdagen”, men det afhænger af hvordan du sammensætter din kost til daglig. Uanset: de er gode!

Madbrødene her er lavet med inspiration fra SundMums opskrift på pizzaboller, hvor jeg selv har ændret og tilpasset efter hvad jeg havde og plejer at kunne li i mit brød. Resultatet blev 8 relativt store madbrød. Hvis du bruger muffinsforme skal du nok regne med ca. 12 ud af portionen.

Min opskrift endte med at blive;

  • Rør 2 spsk Fiberhusk ud i 4 dl. lunkent vand. Lad det stå i 2-3 min.
  • Tilsæt en knivspids salt, 1 tsk bagepulver og 1 spsk olie (kan udelades)
  • Rør dejen godt rundt og tilsæt 1 dåse tomatkoncentrat, 2 spsk. skyr og en god portion oregani, salt/peber og basilikum.
  • Når dejen igen er rørt godt rundt, så røres langsomt de forskellige typer mel i dejen: Ca. 2 dl. boghvedemel, 2 dl majsmel og 1 dl kikærte mel.
  • Dejen burde nu have en lind, men ikke fast, konsistens. Den er mere vandet end normal dej til brød, men det må den gerne være. Den skal bare føles let fast at røre rundt i
  • Til sidst røres et par håndfulde frisk spinat i dejen og en håndfuld oliven. Du kan også tilføje feta eller andre typer ost hvis du er til det.

Dejen puttes i enten brød eller muffinsforme og bages ca. 25-35 min (alt efter hvor store formene er, kig til dem undervejs) ved 180 grader varmluft.

De smager ret så lækkert til både frokost med pålæg eller som tilbehør til aftensmaden. Og holder sig friske i 3-4 dage i køleskabet, men jeg ville nok ikke anbefale dig at fryse dem grundet den friske spinat og eventuelle ost der er i.

Haps!

Guide: Find de sunde alternativer i Københavns lufthavn!

I sidste uge var jeg så heldig at blive inviteret til morgenmad i Københavns lufthavn. Formålet med mit besøg var at se de mange steder som tilbyder alternativer til den traditionelle (og kedelige) sandwich med hvidt brød og mayo som kan smides i håndbagagen på farten. Der er nemlig rigtig mange muligheder for at tilpasse sin mad på farten til alverdens forskellige kostprincipper – hvis man ved hvor man skal lede!

Salater der mætter – uanset om du spiser lowcarb, paleo eller vegetarisk!

Du er på farten, du er sulten og du køber en salat. Og du bliver slemt skuffet. Godt nok brænder dit dankort som vidne på at du har købt noget der skulle svare til et aftensmåltid, men din stadigt rumlende mave er uenig. Salaten bestod af en håndfuld iceberg salatblade, en kvart agurk, lidt tørt tun eller kylling og (hvis du var heldig) to små skiver tomat. Lyder det bekendt?

Du behøver IKKE nøjes med kedelige salater uden mæthed! I Københavns lufthavn er der andre muligheder hvis du går på jagt. Hos Joe & the Juice kan du for eksempel sætte tænderne i ven velvoksen kyllingesalat med spidskål, mandler, granatæble, æble og godt med kylling. Det kan vi li!

Hvis du gerne vil have lidt flere grov kulhydrater (og din mave er okay med gluten), så har de også et bredt udvalg af sandwich.

Hos Lagkagehuset kan du sætte tænderne i deres stenalderboller hvis du gerne vil undlade korn i din kost og ellers bugner deres udvalg naturligvis af lækre brød og boller – nogle grovere end andre. Et sjovt fact om Lagkagehuset i lufthavnen er, at de faktisk har deres eget bageri og dermed kan garantere absolut friskhed! De serverer også lækre salater hvor der både er proteinrige muligheder med tun og bønner, men også en vegetarisk salat med nødder og ost.

Den sidste salatanbefaling herfra går til nok den nemmeste af slagsen. Hos 7/11 kan du nemlig få en færdiglavet paleosalat til den nette sum af 25 kr. Den indeholder oksekød, sesam, spinat og kikærter. Derudover begynder de fleste større butikker at føre sandwich og lette retter fra det vietnamesiske køkken i form af et samarbejde med LéLé Streetkitchen. Der er både lowcarb, highcarb og vegetariske muligheder. Vil man undgå gluten, så er paleosalaten det bedste bud.

Skal det være mere luksus og LCHF præget, så ligger der en sand perle som man skal lede lidt efter, men som bestemt er et besøg værd hvis tiden (og økonomien) er til det. Jeg fik den bedste og absolut møreste laks i mit liv på Cavier House som er en familieejet kæde af restauranter med mange traditioner og hemmelige metoder til at lave den bedste røgede laks. Du kan læse mere HER. Det er et sted man sidder og nyder sin mad, så hvis du har en lang tur i vente og gerne vil starte rejsen med super lækker laks (eller andet seafood) i maven, så kan det anbefales!

Søde sager uden sukker!

Lufthavnen kan være et farligt sted at blive lækkersulten, især hvis du også er træt efter en lang rejse (eller spændt på den rejse der skal til at ske). Så kan feriestemningen hurtigt tage over og chokoladebarer finde deres vej ned i tasken. Du kan selvfølgelig vælge at nyde din rejse, give den gas og snacke de ting du har lyst til. Du kan også svinge forbi 7/11 og nyde en af deres nye rawkager til sølle 15 kr.

Der er to varianter: kakao og kokos og de er ikke ret store, hvilket naturligvis retfærdiggør, at man smager én af hver 😉

Du kan også smutte forbi det store “Foodmarket” og nuppe en frisk juice. Vær opmærksom på ingredienslisterne hvis du gerne vil undgå raffineret sukker. De fleste af lufthavnens kølediske fører nu forskelligt udvalg af juice og smoothies der kun er sødet med naturligt frugtsukker.

 Hvad vælger du på farten?

 

bloglovin_annawarrington

Stenaldermuffins – nu med hytteost!

Når jeg går i køkkenet er der sjældent en decideret plan og det er meget sjældent, at jeg rent faktisk følger en opskrift. Derfor er det nogle gange nogle kiksere der kommer ud af ovnen, men sådan er det jo når man prøver sig frem 😉

Andre gange bliver små og meget simple ændringer rigtig gode, og så fortjener de at blive delt! De fleste kender efterhånden de klassiske stenalderbrød lavet af kerner, frø, nødder og æg. Jeg har selv tidligere blandt andet bagt kerneboller som blev en slags stenalderboller hvor der var tilføjet havregryn for ekstra mæthed. Denne omgang prøvede jeg at droppe havregrynene, holde dem lowcarb og i stedet tilføje 250 gram hytteost til portionen med 350 gram nødde og kernemix (kan købes eller laves selv) og 2 hele æg. Så ryger betegnelsen “stenalder”, men det betyder heller ikke så meget for mig med de betegnelser og bollerne blev meget velsmagende!

De røg en tur i fryseren efterfølgende og nu har jeg 5 poser med 2 stk i hver – lige klar til madpakken!

bloglovin_annawarrington

Nye træningssko: Fivefingers!

Jeg har længe manglet nye træningssko, da mine gamle Nike var ved at være godt slidte 😉 Mange har talt godt om Fivefingers sko som er såkaldte “barfodssko” som har meget tynde såler og følger fodens naturlige bevægelighed. Det skulle efter sigende være en fordel under bentræning

Der er mange delte meninger om de mest optimale sko til squats og dødløft, men der er generel enig om ikke at have for meget sål i skoene. Nogle mener, at det er bedst at squatte i bare fødder og andre ser fordele i en lille sål. Jeg skal ikke gøre mig klog på hvad der er bedst, da jeg hverken er uddannet fysioterapeut eller har omfattende viden om anatomi, så den lader jeg de uddannede om. Jeg har dog min egen erfaring at skrive ud fra og mine sidste 3 bentræninger har jeg givet den gas med barfodssko – og jeg er positivt overrasket!

Jeg var lidt skeptisk overfor konceptet, så jeg besluttede mig for at købe et par brugt (de kan sagtens smides i vaskemaskinen) og prøve dem af før jeg selv investerede i et par. De sidder super fint på foden, men man skal liiige vænne sig til det med at have “tæer” i skoene på den måde 😉

De fungerer ikke super godt for mig under cardio opvarmning, da mine hypermobile led har det bedst i sko med mere støtte og stødabsorbering. Det var dog en ganske anden oplevelse da jeg trådte ind under stangen i squatstativet. Mine løft gav mig en følelse af en anden tyngde og stabilitet end jeg tidligere har prøvet i andre sko, da jeg kunne mærke vægtfordelingen af min krop på en anden måde. Jeg er i hvert fald fan til kommende bentræninger!

Har du erfaring med barfodssko? Og hvad squatter du i?

bloglovin_annawarrington