Kreativ oktober: Klassisk broccoli salat i nye klæder!

Hvilke sjove/sære/fjollede slankekure har du prøvet?

Det er sundt at gøre grin med sig selv. Det er faktisk sundt at grine generelt og hvorfor så ikke tage udgangspunkt i sig selv? Derfor åbner jeg i dag op for godteposen i form af alle de skøre (læs: idiotiske) slankekure jeg i teenageårene udsatte min krop for… Måske kan du genkende et par af dem?

Hvidkålssuppe og prutter i store mængder…

I mine teenageår har jeg været på de fleste slankekure. Har det været omtalt i et dameblad, så har jeg prøvet den! Stenalderkost, vegetarisk kost, “ingen kulhydrater overhovedet” kost – been there, done that.

Lad mig give dig et billede: Jeg er 16 år gammel og står i min mors køkken. Foran mig er en kæmpe gryde med en utrolig mærkeligt duftende suppe. Køkkenbordet er fyldt med rester af hvidkål og suppen dufter (læs: lugter) meget af kål, vand og tabasco. Muligvis fordi det var de primære 3 ingredienser i den!

Billedet er lånt fra Alletiders Kogebog og er faktisk et eksempel på den berømte “suppekur”.

Den (klamme) suppe skulle jeg leve af i 7 dage. Når min familie satte sig ved aftensmåltidet gik jeg ud og varmede en portion (klam) suppe i mikroovnen. Når veninderne købte en sandwich på gymnasiet, så spiste jeg kold (klam) suppe fra en tupperware. Jeg holdt i 4 eller 5 dage og havde det SÅ elendigt. Al den kål fik mig til at ligne en gravid og jeg pruttede hele tiden. Derudover var jeg træt og virkelig irritabel, så det var IKKE en charmerende udgave af mig selv der rendte rundt.

Jeg lyver ikke når jeg skriver, at min mor fandt poser med den suppe i flere måneder efter i fryseren!

Virker alle de slankekure så?

NEJ! Resultatet af de mange år med op og ned ture på vægten (som reelt aldrig drejede sig om meget mere end 5 kg) har hverken gjort mig tyndere eller gladere. Derfor har jeg som ung voksen arbejdet hårdt med at acceptere min krop og droppe kurene.

Ordet “livsstil” er efterhånden synonym med irriterende, men jeg kan ikke finde et andet der passer. Det er blevet min livsstil at leve sundt, at finde en balance hvor der er plads til slik og kage, men hvor grøntsager, kylling, ris og skyr fylder størstedelen af min kost til hverdag. Dertil naturligvis tilsat en kæmpe portion træning!

Kropsopfattelser og vægt er alvorlige emner. Det samme er unge kvinders fysiske og mentale sundhed, ingen tvivl der. Nogle gange behøver det dog ikke være top alvorligt altsammen og jeg tror det er vigtigt at kunne grine lidt af hinanden og altid (!) af sig selv. MEN:  har du eller en i din omgangskreds et problem med mad, så vil jeg anbefale at kontakte Landsforeningen for Spiseforstyrrelser.

 Har du været på nogle fjollede kure i årenes løb?

   

7 kommentarer

  • Andrea

    Haha det første jeg tænkte var SUPPEKUREN! Bin there done that og fy for en skefuld. Det var for 2 år siden, hvor jeg synes jeg trængte til at få renset lidt ud, tabe mig lidt og på en måde starte forfra. Det var jo trods alt “kun” 7 dage. Holdte kun 3 dage og det var skrækkeligt. Det smager.. Lad mig sige .. Acceptabelt den første dag lige når det er lavet og man tænker det her kan jeg da godt. Men nej! Og endnu værre var det da jeg skulle smide den resterende kolde lugtende suppe ud. Føj det var næsten det værste haha.
    Ellers også alt det klassiske som ingen kulhydrater, detox, virkelig meget protein, palæo, LCHF osv. Har bare efterhånden fundet ud af at lidt af det hele med fokus på protein uden nogle overdrivelser fungerer bedst for mig. Holder øje med mit kalorieindtag og det har jeg det fint med 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Wonderwomanwannabe

      Ha ha, hvor er det fedt at det ikke kun er mig! Nemlig, det er jo “kun” en uge og hvor slemt kan det være? Meget slemt når man først står i det 😉 Jeg havde det præcis på samme måde som dig, den smagte jo forfærdeligt og det gavnede på ingen måde min krop!
      Jeg er så glad for at læse at du har fundet en sund balance der virker for dig og din krop på længere sigt end de 7 dage som de typiske lynkure varer. Det er virkelig fedt at droppe de hurtige løsninger, selvom de jo frister! De holder bare aldrig og man har det ikke særlig godt undervejs 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • heidi

    jeg ved ikke hvor mange gange jeg har købt mig fattig i det forbandet skidt af nupo. det smager sååå godt de første 2-4 shakes og så er det bare kvalm syntetisk og puha adr. så et program for nylig netop om måltids erstaning. man taber sig ja ja, men det er muskel og væske ikke fedt. fordi det er så få kalorier i produkterne går kroppen i hungersnød og bare spare på alt det lager man har. dog ikke fedt, mærkelig nok. der er kun en løsning til vægt tab og det er mad lidt og ofte. bum så sker der ting og sager på en god måde

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Wonderwomanwannabe

      Uh, ja Nupo er også en klassiker! Jeg elsker selv nupobarer, men kun fordi de smager så sørens godt og jeg spiser dem med samme tanke som hvis det var en almindelig chokoladebar. Det er aldrig noget jeg ville basere hele min kost på, netop af de årsager du selv siger. Jeg tror personligt heller ikke på et varigt vægttab eller en stærk krop kommer af pulver! Men vi har jo alle været der og prøvet alle de hurtige løsninger 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Johanne

    Haha, jeg har også prøvet suppekuren! Min tvillingesøster og jeg gik på den inden studenterugen for efterhånden 4,5 år siden. Jeg holdt den, men de sidste par dage var det simpelthen næsten umuligt at få suppen ned. Helt ærligt syntes jeg, den smagte lækkert de første par gange, men når man spiser så meget af den i flere dage, så bliver det altså nok! Heldigvis var der også andre (forskellige) fødevarer, man skulle/måtte spise på den de forskellige dage, på den kur jeg var på – ved ikke, om det er en anden end din 😉
    Jeg tabte mig, men tog mere på bagefter, da jeg begyndte at spise normalt (måske en kombi med studenterugen) 😉 Så det var en øjenåbner for, at det var noget pjat med de kure!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helena

    Grøntsager, kylling, ris og skyr…hvorfor så fedtforskrækket? Fedt stabiliserer blodsukkeret og holder dig mæt længere tid end alt andet..for meget protein i kroppen bliver alligvel omdannet til sukker….

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anna Warrington

      Hej Helena. Jeg er skam heller ikke fedtforskrækket og spiser masser af nødder, peanutbutter og avocado i stort set alle mine måltider, hvilket de fleste opskrifter herinde også bærer præg af. Det har jeg muligvis ikke skrevet i lige dette indlæg, men min kost er skam ikke fedtfri – langt fra 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Læs næste indlæg

Kreativ oktober: Klassisk broccoli salat i nye klæder!