Projekt pullup – nu med hjemmetræning!

Det kan være svært at bevare tålmodigheden og motivationen til træning når de store mål er langt ude i fremtiden eller man bare ikke synes der sker særlig meget… Mit delmål om at kunne lave 5 pullups uden elastik lever endnu og det motiverer mig hver uge til at give den gas med rygtræningen.

At kunne tage en ren pullup uden nogle former for hjælpemidler (her snakker jeg elastikker, ikke ulovlige stoffer) er ikke barnemad, det kræver ren råstyrke og det tager tid at bygge op.

Hav tålmodighed – resultaterne kommer!

Jeg er ikke verdens mest tålmodige sjæl, så derfor sørger jeg for at tage en masse billeder og videoer løbende igennem mine ugentlige træningspas for at have synlige indikatorer på hvor meget (eller hvor lidt) jeg har udviklet mig.

For 4 måneder siden så mine pullups således ud og de blev udført med grøn elastik som er ca. 5 cm tyk.

For et par dage siden så mine pullups en smule anderledes ud… Der mangler stadig en del styrke og der er også et hyggeligt lag fedt udenpå musklerne, men jeg er rykket fra den grønne til den noget tyndere lilla elastik på ca. 3 cm og jeg kan se der gemmer sig muller derinde!

 

Nu kan træningen fortsætte derhjemme!

Jeg træner pt. kun ryg én gang om ugen og får dermed også kun øvet mine pullups den ene gang. Derfor var jeg ikke sen til at takke ja da Abilica spurgte om jeg ville teste deres pullup bar  til at hænge hjemme i stuen. Nu skal jeg bare lige have den samlet og sat op, så kan der øves hver dag inden morgenkaffen!

Hvor mange pullups kan du tage?

 

bloglovin_annawarrington

Lad os snakke om Nupo!

Nupo er lidt den frække fyr i klassen som alle godt kan li, men som ingen rigtig vil snakke om. Er det ikke rigtigt? Indenfor fitnessverden har jeg oplevet at Nupo har et smådårligt ry som værende alt for unaturligt, proppet med tilsætningsstoffer og mest til forstadsmødre og teenagerpiger som bare vil have en hurtig lynkur.

Men er det fair at skære alle Nupo produkter over én kam?

Jeg var i mandags til Beauty PR messe hvor der blandt andet var en Nupostand med smagsprøver på alle deres barer, samt prøver på deres supper og shakes.  Deres barer var stillet yderst fristende op og jeg var også henne og få en smagsprøve.. Eller 4…

Hvad er Nupo?

Nupo er en produktserie for mænd og kvinder der ønsker vægttab. De har både shakes, supper og barer som ifølge dem selv er måltidserstatninger med højt indhold af fibre og protein. Hvert produkt indeholder ca. 200 kcal og på en anbefalet Nupokur hvor kosten udelukkende består af Nupoprodukter får du omkring 700 kcal hver dag, hvilket kategoriseres som “very low calorie diet”.

Nupo blev udviklet på Hvidovre hospital i 1981 af fedmeforskeren Dr. Flemming Quaade. Det er altså produkter som primært henvender sig til overvægtige med ønske om kraftig at reduceret deres daglige kalorieindtag og få kickstartet et vægttab. I dag markedsføres Nupos produkter til alle som ønsker en let snack på farten, en hurtig kur inden en ferie eller en overskuelig start på et længere vægttab.

Er det sundt at gå på Nupokur?

“Du får 100% af de vitaminer, mineraler og næringsstoffer, som din krop har brug for – og du får et minimum af kalorier ift et effektiv og sikkert vægttab” Nupo har en lang række videnskabelige artikler der viser resultaterne af Nupokure uden negative fysiske konsekvenser. Læs mere HER.

De såkaldte “very low calorie diets” har været meget omdiskuteret indenfor sundhed og studier på området har ikke entydige svar. Henrik Duer har på sin blog aflivet myten om at forbrændingen går i stå ved meget lavt kalorieindtag, men han anbefaler ikke dieter med meget lavt indtag af kalorier, da det er svært at overholde og ikke specielt motiverende.

Det lader ikke til at det er decideret farligt for kroppen i en kortere periode kraftigt at reducere det daglige indtag af kalorier, men det kan anses for tvivlsomt om det er en holdbar løsning hvis et større vægttab ønskes.

 

Hvad er min holdning?

Jeg ville personligt aldrig gå på en Nupokur. Det bunder både i min grundlæggende kærlighed til det at være mæt, men også fordi jeg foretrækker at spise mine næringsstoffer fra mere naturlige kilder til mine hovedmåltider.

Når det så er sagt, så er jeg bestemt ikke for fin til at spise en Nupobar. Jeg drikker også proteinpulver, drikker light sodavand og spiser en proteinbar i ny og næ, så jeg er ikke hellig i forhold til hverken sødemidler eller tilsætningsstoffer. For mig er Nupo slik, en snack der kan spises i weekenden og nydes fordi den smager godt. Jeg synes nemlig alle Nupobarer smager fuldstændig fantastisk, men de vil aldrig komme til at erstatte måltider for mig.

Hvad mener du om Nupo?

Husk min konkurrence hvor du kan vinde 2 billetter til teaterstykket “De 3 musketerer” på Østre Gasværk i København. Jeg finder en vinder på tordag kl 18. Deltag HER.

bloglovin_annawarrington

Proteingrød bliver til gulerodskage!

Projekt “kan havregrød blive til gulerodskage” er lykkedes! De noget smattede muffins fra første forsøg er nu fortid og denne version blev noget af en succes hvis jeg selv skal sige det! Det er strengt taget ikke grød der bliver til kage, men det er stort set de samme ingredienser som min morgenmad normalt indeholder – blot i en pimpet version med ekstra meget smag og lækkerhed! Win win.

De er gluten og sukkerfri (alt efter hvilket proteinpulver du bruger) og kan sagtens fryses hvis du ved der kommer travle dage hvor det er rart at have morgenmaden med i tasken.

9 muffins (2x morgenmad for sådan en som mig)

  • 100 gram (glutenfri) havregryn
  • 1/2 tsk kanel
  • En knivspids kardemomme
  • 1 tsk bagepulver
  • 2 æggehvider
  • 1 scoop proteinpulver med vaniljesmag
  • 2 revne gulerødder
  • Lidt sødemiddel (efter behov)
  • Saften fra 1 appelsin
  • 1 spsk. Fiberhusk
  • Evt. en smule vand hvis dejen mangler væske

Blend dine havregryn og rør dem sammen med bagepulver, kanel, kardemomme og proteinpulver. Tilsæt de to æggehvider, saften fra appelsinen, evt. en smule sødemiddel og Fiberhusk. Rør dejen godt sammen med de revne gulerødder og lad den stå i ca. 5 min. Herefter kan du røre lidt igen og vurdere om den mangler en smule væske.

Hæld dejen i muffinsforme og bag i 25-30 min. ved 180 grader varmluft. Jeg spiste mine muffins med en topping af skyr rørt med lidt appelsinsaft. Dertil fik jeg lidt mandler ved siden af, men de kan fint blendes i selve dejen hvis du skal have morgenmaden med dig på farten.

Husk min konkurrence hvor du kan vinde 2 billetter til teaterstykket “De 3 musketerer” på Østre Gasværk i København. Jeg finder en vinder på tordag kl 18. Deltag HER.

bloglovin_annawarrington

En dag i mad – Når det skal gå stærkt!

En dag i mad er endnu engang på banen. Denne gang med fokus på hvor (relativt) let og hurtigt det kan være at spise sundt, varieret og samtidig forberede sig til flere dage. Det er jo ikke hver aften man har tid (eller lyst) til at stå i køkkenet og snitte grøntsager i flere dage, hvilket primært er min motivation til at planlægge min mad i flere dage frem. Rester behøver nemlig hverken være tørre, kedelige eller uden smag!

Morgenmad kl. 07.30

Denne morgen var startskuddet på mit projekt “havregrød ala gulerodskage” hvor min sædvanlige grød blev kogt med 1 æggehvide og derefter rørt med med kanel, kardemomme, sødemiddel og 1 revet gulerod. Dertil naturligvis kaffe!

Efter træning kl 9

Her blev der bare drukket en hurtig proteinshake…

Frokost kl. 12

Det var sådan en “jeg har lyst til lidt af det hele” dag og eftersom jeg ikke var på studiet, så kunne jeg gå på rov i skabene. Det blev til torskerogn, æg, riskiks, avocado og rå grøntsager.

Eftermiddag kl. 15

En af mine nye favoritter i køkkenet, er æggewraps. Jeg laver typisk en stor portion bestående af 3 hele æg, 2 æggehvider, 1 spsk Fiberhusk, 2 revne gulerødder og salt/peber som røres godt sammen og bages på en bageplade i 15.-20 min ved 180 grader varmluft. Det giver 2 wraps som kan fyldes med grønt, hytteost, kød (gerne rester) eller hvad man nu har. De smager skønt både varme og kolde som medbragt madpakke, og de holder sig glimrende et par dage i køleskabet.

Aftensmad kl 18.30

Det skulle gå hurtigt for jeg var utålmodig og sulten, så pakken med oksekød blev lynhurtigt tryllet om til oksekødsfrikadeller (rørt med chilli, oregano, salt/peber) og bagt i ovnen. De fik selskab i ovnen af en sørens masse grøntsager og så var der måde aftensmad og frokost til dagen efter.

Dessert kl 21

Min aftensnack plejer at bestå af skyr, frugt og nødder, men denne aften blev det til en lidt frækkere omgang… Superbest er nemlig begyndt at forhandle mine elskede Questbarer og det kunne jeg ærlig talt ikke stå for sidste gang jeg handlede! Jeg bagte baren 5 min i ovnen og serverede den med en klat ren skyr og (småkedelige) blåbær. Smagen af lun æblekage var lige i øjet og jeg gik meget glad og mæt i seng!

 Hvad er dit forhold til planlægning af mad?

bloglovin_annawarrington

Konkurrence: Vind aften i teateret – det er sundt for sjælen!

Denne konkurrence har intet med kost eller træning at gøre, men da jeg fik mulighed for at udlodde de her billetter, så kunne jeg altså ikke sige nej. Er du slet ikke til teateret, så kan du bare skippe dette indlæg. Elsker du derimod en fed oplevelse live og er du til svedige 80erhits? Så har du her mulighed for at vinde en aften med masser af grin og det er sundt for sjælen!

Hvad kan du vinde?

Den heldige vinder får 2 billetter til forestillingen “De 3 musketerer” på Østre Gasværk i København:

“Helte-klassikeren over dem alle får et rap over nallerne med svedige rockstars, sexede chicks og uforglemmelige 80’er-hits. De 3 Musketerer er rockband i årtusindets frækkeste, skæggeste og mest nitte-klædte musical”

Forestillingen løber fra d. 20 november 2014 frem til d. 1. februar 2015 og du vælger selv frit hvilken forestilling du vil bruge billetterne til. Bor du ikke i København er det her en oplagt mulighed for at invitere din kæreste, veninde eller mor med på en oplevelse i Hovedstaden. Læs mere om spillesteder og datoer lige HER

Hvordan vinder du? 

Det eneste du skal gøre for at vinde, er at skrive hvem du ville tage med i teateret hvis du vandt – og hvilket 80er hit du elsker at danse til 😉

Jeg finder en vinder torsdag d. 27/11 kl. 18