Sukkerfrit fredagsslik!

3 x sund og lækker aftensmad der kan laves i en fart!

Nummeret til pizzamanden kan virke meget lokkende når det er sent på eftermiddagen og trætheden sætter ind, men kroppen har jo bedre af hjemmelavet mad med næringsrige ingredienser… Det kan være en kamp at være evig kreativ i køkkenet, så nogle gange er simple retter vejen frem og de kan heldigvis også smage usandsynlig godt!

Her er mine 3 hverdags favoritter til sund og lækker mad – som kræver minimum af både tid og indsats i køkkenet.

Ovnbagt torsk med sellerichips og bønnefritter

Jeg elsker frisk fisk (særligt torsk) og tilbereder det altid utrolig simpelt så smagen ikke overdøves, men det er jo smag og behag. Min torsk kom i ovnen i en pakke af staniol og let krydret med salt og peber. Den hyggede sig i ovnen sammen med grønne bønner, groft hakket broccoli og tykke skiver squash i 20-25 min. De sprøde sellerichips blev lavet af fintskårede skiver af knoldselleri som blev krydret godt med timian, salt og peber og bagt i ovnen ca. 5 min på hver side så de blev sprøde.

Hverdagstapas på stenalderbrød med laks og rejer

En klassiker på dage hvor kreativiteten mangler, er tapas. Det er egentlig bare et mere fancy ord for smørrebrøds lignende små retter og en undskyldning for at have en masse forskelligt på din tallerken. Det fungerer dog glimrende både når man (læs: jeg) har glemt at købe ind eller bare har lyst til lidt af hvert. Jeg tager udgangspunkt i kilder til protein som her er et æg, rejer og en skive god laks som spises ovenpå et stykke hjemmebagt kernebrød. Dertil skar jeg grøntsager i mundrette bidder og krydrede det hele godt med salt og peber. En god frokostret, men bestemt også værdig som aftensmåltid.

“Alt godt fra køleskabet” med spicy kylling, røræg og grønt

En sikker vinder er at åbne køleskabet, se hvad du har og langsomt bygge en tallerken op med en fornuftig næringsfordeling. Jeg startede med at have en rest kylling som blev stegt i limesaft og frisk chilli, men der var ikke helt kylling nok til at mætte min sulte mave, så det blev suppleret med en hurtig gang røræg for at få nok proteiner. Det samme var tilfældet med min fedtkilde som blev en kvart avocado og en lille klat pesto. Derudover blev grøntsagsskuffen tømt og fintsnittede porrer, gulerødder og squash fik en hurtig tur på en meget varm pande. Det hele endte med at smage overraskende godt og jeg blev både mæt og glad.

Har du nogle gode bud på nem aftensmad?

 

bloglovin_annawarrington
   

2 kommentarer

  • Hold da op, hvor ser det godt ud. Jeg vil bestemt også hellere sætte tænderne i nogle af de ting du har sat sammen her, end en pizza nede fra den lokale 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anna Warrington

      Sikke et skønt kompliment, tusind tak Lars! 😀 Alle 3 retter her er i hvert fald både hurtigere (tror jeg :p) og sundere end den lokale pizzabiks! 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Læs næste indlæg

Sukkerfrit fredagsslik!