Preworkout - godt, skidt eller ligemeget?

Er jeg hysterisk og fanatisk?

Madvaner kan være et sprængfarligt emne og alle har efterhånden en holdning til sundhed og kost. Det kan også være et sårbart emne hvor følelser og holdninger oftes blandes sammen. I kølvandet på min medvirken i programmet DR3 bestemmer har jeg fået en del reaktioner, hvilket jeg er rigtig glad for – både dem der var enige og dem der var uenige. På tv er det svært at sige noget nuanceret fordi du kun har begrænset tid, derfor skriver jeg her et uddybende indlæg om min holdning til det spørgsmål som programmet tog op;

“Er det uhøfligt at tage sin egen mad med som gæst?”

Grænsen mellem balance og fanatisme er hårfin…

I programmet blev jeg kaldt fanatisk, hvilket er et ord jeg tager stor afstand til, da det klinger utrolig negativt og sygeligt i mine ører og så mener jeg mener ikke selv, at jeg lever fanatisk. Holdninger er altid subjektive og hvad der er sundt for mig kan være fanatisk for andre. Ligesom hvad nogle opfatter som “normal mad” ville jeg anse for at være junkfood.

For lige at gøre det klart; jeg vejer IKKE alt min mad og jeg medbringer IKKE min egen mad overalt. Det er på nuværende tidspunkt med mine nuværende mål ikke nødvendigt. Det er dog ofte at jeg er på farten en hel dag og for mig er det utrolig vigtigt at min krop har energi og næring at fungere på, så jeg forbereder store måltider og pakker dem som madpakker. Det er både praktisk og nemt.

Jeg har endvidere aldrig oplevet problemer som gæst og har heller ikke tupperware med alle steder. Det er kun hvis jeg ved, at der slet ikke er noget mad jeg vil spise. Ellers fungerer det fint for mig at medbringe lidt supplerende salat eller foreslå sammenskudsgilde med veninderne. Mine små “nødpakker” kan fx. være rå grøntsager, nødder eller kogte æg i tasken som kan supplere den menu hvor jeg er.

Nogle vil mene at jeg lever alt for løst og andre vil mene at jeg lever for restriktivt. Jeg spiser ikke efter andres definitioner af sundhed, fanatisme eller balance. Jeg spiser efter min krop og min velvære.

Hvorfor så tage debatten?

Formålet med min medvirken var at skabe debat om madvaner, da jeg synes diskussioner om kost ofte handler om næringsindhold, makrofordelinger og lignende, men overser alle sociale normer om mad. Et måltid kan have stor social værdi og derfor er normerne om maden ikke ligegyldige i debatten, mener jeg.

Diskussionen i programmet var af principiel karakter og jeg sagde ja for at udfordre nogle af de normer som ellers altid tages for givet. Normen om at “vi skal allesammen have det samme på tallerkenen for at hygge os” er jeg personligt meget imod. Mad ER hygge og vil altid kobles til socialt samvær, men behøver ethvert samvær være betinget af mad? Er det ikke et skråplan når fællesskab afhænger af fælles indtag af samme madvarer?

bloglovin_annawarrington
   

6 kommentarer

  • Jeg tror der er en tendens til at større åbenhed overfor andres kostvaner, når man selv efter nogle principper. Om det så er en kostplan eller blot en livsstil, man lever efter er jo sådan et sekundært. Jeg synes slet ikke det bør være nødvendigt at skulle forsvare at man behandler sin krop sundt. Jeg kunne forstå irritationen omkring fanatismen, hvis det var således at “fanatikerne” blandede sig i hvordan andre spiste. Min forståelse er at dem, der lever restriktivt efter principper, blot gerne vil, at omverden accepterer ens valg. Det er selvfølgelig baseret på subjektive meninger, men de fleste, der lever sundt og fanatisk, har ikke brug for at skulderklap over ens sunde livsstil. Det er et personligt valg, at man giver ens krop de optimale næringsstoffer, for at fungerer bedst muligt. Og hvis man føler kroppen arbejder super fint på en hotter, jamen, så er det måske optimalt for denne person. Personligt, ville jeg ikke blive stødt eller sur, hvis én valgte at medbringe en burger til mit middagsselskab, fordi de ikke følte for den salat, jeg serverede. Der burde i høj grad være større forståelse for medmennesker og accept af deres valg. Og ikke mindst større fokus på det sociale samvær. Måske er det nye middagsselskaber, hvor hver medbringer hver sin mad – så kan alle få lige hvad de lyster, og koncentrere sig om socialt samvær.
    Egentligt kunne man godt slå et slag for at omdefinere ordet fanatisk. I stedet for at forbinde det med noget negativt, bør det i højere grad betyde at man blot er selektiv med at give ens krop de fantastiske næringsstoffer den fortjener. Rigtig fedt indlæg

    – Linnea 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anna Warrington

      Sikke en fantastisk kommentar Linnea, tusind tak! Du sætter rigtig fint ord på nogle af de tanker jeg også selv har gjort mig. Det er nogle gange utroligt hvor simpelt tingene kunne være, men bare ikke er det. Hvis vi alle netop fandt bare lidt mere forståelse, medmenneskelighed og tålmodighed frem, så kunne vi komme langt. Det er jo SÅ subjektivt hvilke valg man træffer og hvad der er godt for mig er måske ikke godt for dig – og omvendt. Vi skulle gerne kunne tale sammen, hygge os og netop ikke behøve at forsvare hver vores valg. Om mad eller noget andet for den sags skyld 🙂
      Det kunne være super cool med en redefinition af begrebet “fanatisme” for det har unægteligt en noget sygelig klang som det anvendes i dag, det giver jeg dig helt ret i! Tak for din ros og din kommentar, det var et dejligt indspark til debatten 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jan Madsen

    Jeg overvejede følgende tankeeksperiment, set fra værtens synspunkt. To scenarier:

    1) Du inviterer din mor på middag. Du ved, at din mor spiser hvad som helst, du laver til hende, fordi hun er din mor.
    Dette er det ene ekstrem.

    2) Michael Phelps kommer til middag hos dag dagen før han skal svømme om endnu en guldmedajle til endnu et OL. Det er af afgørende betydning, hvad han spiser dagen før, og derfor overrasker det selvfølgelig ikke dig som vært, at han sin egen mad med. Du forventer det sågar.
    Dette er det andet ekstrem.

    Ét eller andet sted mellem de to ekstremer ligger alle andre. De fleste af os er nok tættere på mor end på Michael Phelps, men hvor svært er det acceptere, at nogen i ens omgangskreds har mål, der går lidt mere i retning af Phelps? Det kan man da kun være glad for og så i øvrigt støtte op om.

    Vh

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anna Warrington

      Sikke et fedt eksperiment Jan, super fedt stillet op! Du har helt ret i at det er ekstremerne du der stiller op, men pointen er jo netop at vise de forskelle i vores forventninger til hinanden og derved de normer det er okay at spille efter. Nu er jeg langt fra nogen Phelps og bliver det heller aldrig hverken i præstationsniveau eller grad af selvdisciplin, men jeg synes det er en vigtig debat at tage hvornår vores madvaner er så faste at de slet ikke kan diskuteres. For hvor går grænsen for hvornår din gæst er “seriøs nok” til at det er ok at hive et æg frem af tasken når de andre spiser kage?
      Tak for din kommentar 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hej Anna (:
    Så programmet på DR3, hvor du var inde med en veninde omkring et dilemma omkring, om det er i orden at tage sin egen mad med. Jeg kan godt forstå, at din veninde måske ikke synes det er det sjoveste, men det hænger muligvis sammen med, at hun gerne vil forkæle dig med noget mad, som hun synes er virkelig lækkert. Og hun muligvis for en følelse af, at hendes mad ikke er god nok, eller sund nok til dig, og derfor bliver skuffet og tager det til sig som noget personligt mod den måde hun lever og spiser på. Men når det er sagt, så kan jeg også godt forstå det fra din side, nu hvor du netop har det mål – og hvor det kræver en del for at opnå det. Men det havde nok set bedre ud, hvis du var gået ud i køkkendet, og havde kommet det over på din tallerken, istedet for ved bordet, men det er jo bare små ting 😉 Jeg tænkte lidt på, om det for jer evt kunne være en mulighed, hvis I mødes og laver maden sammen (det er jo også super hyggeligt), eller hvis i laver nogle “aftaler” omkring, hvad der kommer på bordet? 🙂 Det skal selvfølgelig ikke være sådan, at dine veninder føler, at de bliver sat i bås, med hvad der må blive serveret, men det burde da være muligt at lave noget, som I alle kan spise? 🙂
    Men puha ja, jeg kender kun alt for godt til det med at have sin egen madpakke med, når man er ude til sociale sammenkomster. Jeg har selv haft en lang periode, hvor det var en nødvendighed for mig, grundet en spiseforstyrelse – så det er en lidt anden situation end din, men alligevel, det er stadig dilemmaet om at medbringe egen mad. Det var for mig, ikke fordi jeg ikke ville spise den mad, som der blev serveret, men jeg kunne simpelthen ikke spise det, hvis jeg ikke var tryk ved det. Jeg var 14-15 år på det tidspunkt, og syntes bestemt ikke, at det var sjovt at være anderledes, og have min egen mad med, men det var en nødvendighed. Så det var nok mere mig der havde det dårligt med det, end dem som havde inviteret – de var bare glade for, at vi kom, mine forældre og jeg 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anna Warrington

      Hej Andrine 🙂 Tak for din kommentar, det er super fedt at høre en andens mening om min veninde og jegs situation 🙂 Det var en rigtig god idé at lave mad sammen og derved både få talt mere om maden, men også om de følelser der hører med. Som regel handler socialt samvær jo netop om de følelser af forkælelse vi lægger i maden og det forstår jeg også godt man kan blive såret og føle sig afvist over hvis en anden ikke spiser med. Når jeg er ude blandt mine veninder plejer vi typisk at lave mad hvor det er muligt at vælge lidt til og fra og så er min mad ikke så anderledes end deres, der er blot en lidt anden fordeling på tallerkenen 🙂
      Jeg er ked af du har gennemlevet en spiseforstyrrelse, men glad for at høre det lyder som et overstået kapitel. Det må være forfærdeligt ikke at kunne få sig selv til at spise andres mad og den følelse af dårlig samvittighed kan ikke have været særlig god for din bedring ift. spiseforstyrrelsen. Jeg håber du har det bedre i dag og har fundet en god balance når du er ude at spise 🙂
      Hav en rigtig dejlig weekend.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Preworkout - godt, skidt eller ligemeget?