Skal juleflæsket væk? Prøv en plankeudfordring!

Personligt indlæg: Når det hele ikke altid går bedre…

Hvis du læser sundhedsblogs og følger fitnessprofiler på sociale medier, så er der en overvejende stor sandsynlig for, at du allerede i dag er blevet præsenteret for adskillige motiverende før/efter billeder, svedige ansigter der glædestrålende dokumenterer deres morgentræning og sikkert også op til flere smukt anrettede morgenmadsskåle. Det ER fedt at se andres positive udvikling og det er bestemt også inspirerende, men det er ligeså vigtigt at huske på, at ingen udvikling altid kun går fremad.

“Bare ingen tror, at jeg er doven…”

Den sætning kører rundt i mit hoved når jeg (igen) aflyser en aftale med gode veninder, holder mere end 2 hviledage fra træningen eller  beder andre om hjælp til at bære min taske. Jeg ser jo sund og rask, måske endda en smule stærk ud? Så hvorfor søren opfører jeg mig pludselig som en ældre dame på 85?

Når jeg har en dårlig dag og føler mig som en doven sofakartoffel sammenlignet med alle andre, er det afgørende, at jeg husker hvordan en dårlig dag så ud for bare 2 år siden. Sommeren 2012 tilbragte jeg i en kørestol, på sofaer eller i min seng. Jeg rejse til canada og besøgte min familie. Jeg var i sommerland og jeg deltog i fester med mine veninder. Jeg smiler også på langt de fleste billeder, men jeg er ikke glad.

Min krop er pumpet med morfin og jeg kæmper med smerter og træthed konstant. Udsigterne til en operation lå måneder ude i fremtiden og der var ikke andet at gøre end holde ud.

Det gør ondt at se på de her billeder, men samtidig bliver jeg også rigtig stolt. Stolt over hvor langt jeg er kommet.

Når jeg i dag ikke kommer afsted til træning eller når det gør ondt at cykle til mit studie og jeg tager bussen, så husker jeg tilbage på hvor slemt det var engang. Det er let at miste sig selv i motiverende instagrambilleder af (seje!) mennesker som træner hver morgen kl 5, forbereder al deres mad og altid smiler igennem deres hårde dage. Jeg kan føle mig som verdens største fiasko efter 3 dage på sofaen, men sandheden er, at jeg burde være taknemmelig for de dage hvor jeg KAN træne – og ikke tælle dem hvor jeg ikke kan.

Jeg skal IKKE tilbage i den kørestol! Jeg skal passe på mig selv og min krop, og ikke miste mig selv i hele den her fitnessverden. Mit kriterie for succes er ikke det samme som de andres og selvom jeg aldrig bliver hende der squatter mest i fitnesscenteret eller løber hurtigst på løbebåndet, så kan jeg stadig få en sund og stærk krop – i mit tempo.

Hvad er dine tanker om fitnessverden online?

bloglovin_annawarrington
   

5 kommentarer

  • Trine M K

    Dejligt indlæg. Tak for det! Er helt enig. Sammenligning med andre kommer der ikke noget godt ud af. Man skal gøre det, der er godt for en selv, i lige netop det tempo ens egen krop kan følge med i 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anna Warrington

      Tusind tak Trine 🙂 Det er nemlig så vigtigt at huske på, men det kan ind i mellem være svært 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ditte

    hej Anna.

    Hvor er jeg glad for at du skriver dette indlæg, du beskriver præcis min situation. Jeg har leddegigt og for bare få år siden kunne jeg knap nok klæde mig selv på eller smører en rugbrød. Men på trods af det får jeg i dag dårlig samvittighed over at springe en træning over. Jeg har tit kigget på min krop og hader den, fordi den aldrig bliver helt vil sin jeg vil. Jeg glemmer hurtigt hvor meget jeg kan i forhold til den gang og at jeg bare skal være glad for at jeg fik min medicin, så jeg ikke endte i den kørestol. Lige nu er min krise min overkrop, blev for 7 uger siden opereret i armen, så mp ikke træne overkrop den næste tid. Men hold nu op hvor er det svært, når nu man bare vil være lige så “sej” som alle andre. Vi skal vist lære at værdsætte det vi kan og ikke kigge på alle andre. Som en af mine fitness instruktør siger. Husk det er kampen imod dig selv 🙂 God jul til dig. Husk du er for sej 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anna Warrington

      Hej Ditte. Tusind tak for dine søde ord, de varmer meget og jeg er rigtig glad for at du kunne bruge mit indlæg til noget 🙂 Det gør mig ondt at læse du har gigt, det er en forfærdelig sygdom og jeg kan levende sætte mig ind i dine smerter og tanker om din krop. Du kan tro jeg kender det med at være vred på sin krop; hvorfor virker den ikke??? Men der er nemlig ikke andet at gøre end tage kampen mod sig selv i det tempo som kroppen vil være med til. Det er ikke fedt at føle sig svag og doven sammenlignet med alle andre, men man ved jo faktisk aldrig hvad andre kæmper med og så længe man selv lytter til sin krop og får det bedste ud af den, så kan man ikke gøre andet. Selvom det er rigtig svært!
      Tusind tak for din kommentar 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • […] Læs mere om Anna’s forløb her.  […]

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Læs næste indlæg

Skal juleflæsket væk? Prøv en plankeudfordring!