Fuck af forkølelse - hvordan styrker jeg mit immunforsvar?

Debat: Er du et bedre menneske fordi du spiser sundt?

Sundhed handlede i tidernes morgen om at få spist nok. At give kroppen tilstrækkeligt med kalorier, så den kunne udføre dagens gøremål og i øvrigt overleve til i morgen. Vi skal faktisk ikke sååå langt tilbage i historien før at det mere var reglen end undtagelsen at mange børn i Danmark gik småsultne i seng. Sundhed er i dag alt fra ren overlevelse for nogen til en livsstil for andre eller sågar noget nær en besættelse. De sociale medier giver os mulighed for at dele hvert et øjeblik med hele omverden. Spørgsmålet; Hvad har du spist til morgenmad  bliver pludselig til; Hvem er du?

Den seneste tid har der været nogle rigtig interessante blogindlæg om hele sundhedsdebatten og hvordan sundhed tit kobles til identitet. Jeg har blandt andet læst med hos Trine og Maya og har nu fået lyst til selv at sætte ord på nogle af mine tanker.

Vis mig din tallerken og jeg skal fortælle dig hvem du er…

Din person udtrykkes ikke kun af det tøj du har på, de ord du siger eller de handlinger du udfører. Nej, i dag kan du også vise omverden hvilket menneske du er igennem noget så simpelt som den mad du spiser. Både den mad du spiser derhjemme, men særligt den mad du (måske) vælger at dele på sociale medier. Sundhed er blevet en markør af hvem vi er.

Men kan det ikke være farligt at koble mad og identitet på den måde? Det er naturligvis langt fra alle mennesker der overhovedet skænker sådan en kobling en tanke, men når man som jeg bevæger sig meget på de sociale medier og indenfor det noget spøjse “fitnessunivers”, så kommer tankerne snigende… Med de billeder du vælger at lægge ud til omverden sender uvilkårligt nogle signaler om dig selv. Hvem vil du gerne fremstå som? En profil på sociale medier vil altid være en redigeret virkelighed og de fleste profiler har en form for “tema” som de bevæger sig indenfor. Det ser jeg personligt ikke noget i vejen for, men når den fremstilling kommer for tæt på den identitet vi forbinder os selv med, så tror jeg, at det kan blive farligt.

Det er ikke kun indenfor den snævre “fitnessverden” at dette er aktuelt. Information bragte sidste år et interessant tema om mad hvor blandt andet artiklen med denne titel blev udgivet, “maden viser de klasser vi ellers ikke vil se”. Men kan det være rigtigt? Skal vi virkelig dømme hinanden på hvordan vi er som mennesker ud fra hvad vi vælger at putte i munden?

Du er modig hvis du spiser usundt!

Sund mad giver likes, ingen tvivl om det. Men omvendt ser jeg også ofte kvinder der bliver hyldet på sociale medier fordi de “tør” viser billeder når de spiser usundt. Det er pludselig sejt og modigt at “give slip”.

Definitionen på “modig” er, ifølge den danske ordbog, at; ikke være bange for at udsætte sig for farer, løbe en risiko eller blive udsat for misbilligelse; som har eller udviser mod Umiddelbart leder den betegnelse mine tanker hen på ekstremsport, at være redningsmand eller på lignende vis kaste sig ud i vilde bedrifter, men ikke ligefrem hvilket valg af frokost du poster på Instagram, men det er måske bare mig?

groent1

Se mig, jeg spiser en kage. Er jeg modig nu? Eller et dårligere menneske end jeg var for 10 min siden? Nej vel?

Jeg har ingen konklusion på dette indlæg. Det er bare mine tanker her inden min egen diætstart hvor kosten kommer endnu mere i fokus i min hverdag. Hvad tænker du om koblingen mellem sundhed og identitet?

bloglovin_annawarrington
   

8 kommentarer

  • Ida

    Rigtig godt indlæg! Jeg ser samtidig også ofte at jeg ‘dømmes’ lidt på mit valg af mad, når jeg til en buffet fx vælger brød og pasta fra konsekvent. Og da en ven forleden spurgte hvad jeg ville have af guf hvis jeg virkelig skulle forkæle mig selv, og jeg dertil svarede ‘mørk chokolade og tørrede abrikoser’, synes han nærmest jeg var mærkelig. Well. Det er bare bemærkselsværdigt hvor meget vi bedømmer hinanden ud fra madvalg, og tager stilling til hinandens valg. Forstår ikke hvorfor vi alle ikke bare passer vores egen tallerken 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anna Warrington

      Hej Ida 🙂 Åh, du kan tro jeg kender det! Det er utrolig så svært det kan være at leve bare en smule anderledes end størstedelen af befolkningen og det er rigtig ærgerligt at madvalg skal følges op af et forsvar på den måde. Det er nok på sin vis uundgåeligt som mennesker at dømme hinanden, det gør vi jo allesammen, men jeg tror netop det er vigtigt at være opmærksom på det overfor mad – ellers får mad bare alt for stor betydning og kan ende med at skabe stor afstand mellem folk. Tusind tak for din kommentar 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Kort og godt, handler den sundhed som mange bloggere i disse dage debatterer vel om at have et afslappet forhold til mad. I min optik handler det i debatterer ikke så meget om, hvad man putter indenbords, men om tankerne bag det man putter indenbords…
    At kunne sætte sig til bords, fylde sin tallerken på fornuftig vis og spise indtil følelsen af mæthed opstår, for derefter at forlade bordet mæt og tilfreds uden yderligere tanker om hvad man har spist (og ikke mindst om hvad sidemanden har spist), er vel i bund og grund det aller sundeste.

    Blot nogle tanker diverse sundheds-balance-altmedmåde-indlæg har sat i gang ved mig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anna Warrington

      Hej Line. Super fedt at høre dine tanker om det her emne! Jeg giver dig helt ret i at den naturlige mæthed og tilgang til sundhed er langt at foretrække fremfor alle de mange tanker og følelser der hurtigt kobles til mad, men for søren hvor er den naturlighed efterhånden svær at finde!
      Tak for din kommentar og rigtig god aften 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie

    Det er tankevækkende, at vi klassificerer hinanden efter hvad, vi putter på en tallerken. Jeg spiser hver dag i en virkelig lækker kantine, hvor der er mange forskellige folk, der kommer forbi. I fredags havde jeg lavet mig en virkelig lækker tallerken med masser af kålsalat og et stort og saftigt stykke kød og 3 små kartofler. Derefter valgte jeg at købe et stykke kage… og det er virkelig lang tid siden jeg havde gjort det, men det havde jeg lyst til den dag. Men da jeg havde taget stykket, så kiggede jeg op og mødte det mest fordømmende blik af en pige, som havde valgt at købe et lille glas med agurke- og gulerodsstave, som skulle gøre det ud for hendes frokost (hvordan hun blev mæt, det er mig en gåde). Det irriterer mig, fordi hun dømmer mig på noget, som jeg kun gør af og til… og jeg må indrømme, jeg dømmer også hende, fordi hun tror, hun fejlagtigt kan blive mæt kun ved at spise grøntsager… åh, bare vi kvinder kunne lade det slippe! Men jo mere vi snakker om det, jo mere afslappede bliver vi på længere sigt, forhåbentlig. Held og lykke med din diæt, jeg glæder mig til at følge med!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anna Warrington

      Hej Sofie 🙂 Jeg giver dig helt ret, det er super tankevækkende hvordan mad kan blive en markør for hvordan vi ser hinanden som mennesker! Hvor er det utroligt at du ikke kan nyde et stykke kage uden at føle andres blikke hvile på dig. De aner jo ikke hvornår du sidst har spist kage – og det er vel egentlig også irrelevant for dem? Du skal da spise et stykke kage hvis du har lyst! Men jeg kender det godt fra mig selv, jeg ville også dømme en anden hvis de spiste for lidt, selvom jeg jo ikke kender deres spisevaner resten af dagen eller ved hvordan de har det. Det er virkelig svært at slippe og ingen kan sige sig fri fra det, men hvor ville det være dejligt hvis vi mennesker kunne blive bare lidt bedre til ikke at dømme hinanden 🙂 Tusind tak for din kommentar, jeg er rigtig glad for at du læser med!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • B

    Meget relevant indlæg (som altid).

    Jeg bryder mig desuden ikke om folk der kommenterer og dømmer på mad, f.eks. “Hvordan kan du være så slank når du spiser X” og det viser bare folks fordomme omkring ernæring. Hvis man er slank må det betyde man stikker til sin salat til frokost og aften, og drikker the til mellemmåltid og lever sit liv i askese. Der er ingen gylden mellemvej, og det er denne “alt eller intet” mentalitet jeg tror er grund i mange fiaskoer. Når folk begynder deres nye sunde livsstil går de all in fra dag 1 både med kost og motion, og hvis der så ryger en pizza ind en fredag aften har de ødelagt hele molevitten og kan ligeså godt opgive. Jeg går ind for at ændre én vane af gangen, og hvis den smutter er der en dag i morgen.

    Jeg hader også når folk siger at jeg må være genetisk heldig siden jeg er slank…Der er ikke noget hokus pokus mirakelgen her. Kun den der fantastiske normale genetik der hurtigt tager 5 kilo på hvis ikke jeg spiser og bevæger mig ordenligt, præcis ligesom dem selv.

    Jeg har også oplevet folk der giver mig en identitet som anderledes og hele tiden spørger ind til min kost. Jeg går ikke som sådan op i mine kostvalg og jeg gider ikke snakke om dem.Jeg har måtte opgive venskaber fordi folk bliver ved med at snakke om min kost (jeg spiser ikke kød, mælk, æg osv., jeg forstår ikke hvorfor folk bliver ved med snakke om det når de har kendt mig i 2 år). Det er okay hvis folk spørger når de først møder mig og er nysgerrige, helt fint, men folk kan snakke i årevis om mine kostvaner. De tænker mere over dem end jeg gør. Jeg får tvangs-påduttet en eller anden identitet som jeg ikke er interesseret i. Folk synes også jeg burde læse ernæring, selvom det for mig lyder som et mareridt og jeg absolut ingen interesse har for det. Bare fordi man lever lidt anderledes betyder det ikke at hele ens hverdag går op i ens kostvalg. Jeg tænker aldrig over mine, det er ligesom om hvis folk snakkede i årevis om at jeg har brune øjne..røvkedeligt at blive ved med at snakke om 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anna Warrington

      Hej! Tusind tak 🙂 Jeg giver dig meget ret i den “alt eller intet” mentalitet som florerer mange steder, den er utrolig negativ og kan næsten også kun udmønte sig i negative tanker og kommentarer mod andre – fordi ens eget syn på sundhed bliver meget sort/hvidt i korte perioder. Det er utrolig interessant (og trist) at dine madvalg tillægges så stor betydning for andres side når du ikke selv kobler din identitet til dine valg af mad. Det bliver på en måde andres forventninger til hvordan de tror du er når du spiser anderledes end gennemsnittet, men i virkeligheden betyder det mad jo ikke betyde alverden for hvordan vi ser os selv eller hvordan vi er sammen med andre. En positiv dialog om forskelle kan naturligvis være godt ind i mellem, men hvor ville det være rart hvis alle bare blev bedre til at acceptere forskellighed og så i øvrigt netop som du siger; snakke om noget andet :p

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Fuck af forkølelse - hvordan styrker jeg mit immunforsvar?