En dag i mad - på diæt!

Jeg planlægger min dag ud fra træning – og hvad så?

Er jeg egoistisk fordi min dag (for det meste) er struktureret omkring min træning? Og i så fald, er det forkert at være egoistisk? De spørgsmål har jeg tænkt meget over på det sidste.

Mine aftaler med veninder planlægges ud fra træning og det samme gør aftaler med min kæreste. Hvis jeg er på weekend hos min familie i Jylland, så prioriterer jeg at stå tidligt op og køre til træning inden morgenmad, eller jeg smutter en times tid i løbet af dagen. Nogle vil nok mene at jeg burde prioritere socialt samvær fremfor træning, men jeg ser det ikke som enten/eller. Jeg ser det som en anden måde at leve på og derfor en anden måde at være social på.

Jeg indrømmer gerne at det kan være svært at sige sætningen “nej, jeg skal liiige træne først.” Eller under eksamenstiden; “kan vi mødes kl 9 i stedet for? Så træner jeg inden..”. Det kan føles forkert nede i maven at vælge mig selv fremfor andre, og især i starten af hele mit fitnesseventyr havde jeg rigtig svært ved det. Det er langt nemmere nu, da de fleste i min omgangskreds støtter og respekterer mit valg om at leve på denne måde. Forståelse behøver jeg ikke, men jeg ville aldrig kunne træffe de valg jeg gør i min hverdag uden respekt og støtte.

Hvad med det sociale?

Mine veninder, familie og kæreste betyder naturligvis alverden og jeg vil ikke ende med at være socialt isoleret. I ved, hende der lever i træningscenteret, men ikke snakker med andre. Så kan du sidde derhjemme med din sixpack – alene! Og hvem gider det?

Heldigvis behøver en hverdag fyldt med træning ikke være en ensom hverdag, men det kræver åbenhed, gensidig respekt og ikke mindst planlægning. Det kræver at jeg er villig til at sluge nogle kameler og være der ekstra meget for min omgangskreds når de har brug for mig, for jeg kan ikke altid takke ja til alle aftaler og der vil være tidspunkter hvor jeg vælger dem fra til fordel for træning. Det er vilkårene ved at have sat sig et stramt mål, så det betyder jeg må arbejde ekstra i den anden ende. Jeg mener dog stadig, at jeg kan være en god veninde, datter og kæreste – måske bare på nogle lidt andre præmisser end de fleste.

Hvor meget fylder træning i din hverdag?

bloglovin_annawarrington
   

13 kommentarer

  • Ragnhild

    Træningen fylder også en del for mig, og og tilrettelægger også mine dage, så jeg kan få trænet 2 timer 6 dage i ugen. Det lykkes ikke altid – min familie bor i Tyskland, så når jeg er dernede er der kun mulighed for løbeture og lidt hjemmetræning med pullupbar og elastikker.
    Mit studie og pendlerliv besværliggør det hele lidt, men jeg prioriterer min træning og tager de meget lange dage med i købet, fordi jeg ved, at jeg ikke er tilfreds, hvis jeg skipper et træningspas. Jeg bruger også sætninger som “så kan jeg lige nå at træne inden”, og Ja, det er næsten pinligt. Men sådan er det, når man vil se resultater 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anna Warrington

      Hej Ragnhild 🙂 Det lyder som om du har lavet nogle gode vaner for dig selv hvor du får trænet i det omfang det er muligt, det kan jo være svært når man ofte er på farten! Jeg hader den sætning, føler mig altid så egoistisk, men er blevet bedre til at sige den uden dårlig samvittighed 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Clara

    Hej Anna, jeg kommenterer aldrig på blogindlæg, men jeg er for nyligt begyndt at læse din blog. Jeg synes, at du har nogle fantastisk gode indlæg, som stikker dybere end ‘de sædvanlige’ træningsblog.

    Jeg tænker selv over, hvordan kost og motion passer ind i arbejde, kæreste og venner, og prøver altid at inkorporere de to. Fx ved at træne med en veninde, løbe en tur med sin kæreste i et tempo, hvor man stadig kan snakke, eller have spist hjemmefra når man skal til brunchaftaler, og så bare holde sig til kaffe. For du har helt ret: hvad nytter det, hvis man har den bedst mulige krop, men er isoleret fra sine omgivelser.

    Herudover tror jeg, at jeg er en bedre veninde, kæreste, datter, når jeg træner og spiser sundt, for der har jeg det bedst med mig selv, og så har jeg også mere at give til andre.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anna Warrington

      Hej Clara. Tusind tak for dine søde ord, dem tager jeg virkelig til mig og værdsætter 🙂 Jeg håber du fortsat har lyst til at læse med herinde 🙂 Du har helt ret i dine ord med at være i stand til at give mere når man også passer på sig selv. Hvis man ikke prioriterer sig selv, så har man jo heller ikke noget at give andre og det er virkelig vigtigt at huske! Hav en dejlig dag og god træning hvis du skal afsted 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sabrina

    Synes på ingen måde det er egoistisk – jeg mener man skal gøre hvad der gør en glad:-) min familie og min kæreste ved at min træning betyder ekstremt meget. Jeg træner altid om morgenen – og det er tjenlig sjældent at jeg er færdig senere end kl 9.00, og ellers planlægger jeg at være færdig før 🙂 de fleste familie aktiviteter sker skældent så tidligt;)!
    Jeg er hende der også står op kl 6 når vi er sydpå for at træne – fordi jeg elsker det. Det er ren vanesag, at stå op, springe i træningstøjet og afsted. Andet føles unaturligt for mig – jeg har dog tit fået afvide at jeg skulle slappe af og nyde ferien, og det er måske desværre der De ikke forstår AT jeg nyder ferien – og at det ville stresse mig/gøre mig ked af det hvis jeg ikke kan træne :)! Alt i livet handler jo om prioteringer og jeg er sikker på, at nogle fx også priotere at sove til kl 9 og derfor ikke kan mødes kl 8 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anna Warrington

      Hej Sabrina 🙂 Rigtig fine ord du kommer med, dem vil jeg klart huske. Det er jo netop vigtigt at gøre det hvad man bliver glad af og forsøge at planlægge det ind i den hverdag man nu engang har. Jeg står også gerne tidligt op for at klare træningen inden dagen for alvor går i gang 🙂
      Og du er bestemt ikke den eneste der også gør det på ferier! Veninder og familie synes vist det er lidt småskørt, men jeg har det som dig; det er en nydelse at gøre og dagen ville mangle noget uden træning! Så er det jo nogle der elsker at sove længe eller bruge deres fritid på andre ting og det er netop helt cool, vi er alle forskellige 🙂
      Go træning! 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla V

    Det er måske lidt egoistisk – MEN, det synes jeg også, at der skal være plads til! Der er jo en mening med det! Du har et mål du gerne vil opnå og derfor behøver du at planlægge din tid ordentlig, netop så du har tiden og overskuddet til faktisk at være sammen med din kæreste, venner eller familie.

    Jeg synes det er helt OK, at være egoistisk. Så længe der er en mening med det.

    Derudover synes jeg det er ret cool, at du stadig formår at få det til at fungere! 😀

    Du mega sej! <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anna Warrington

      Tak Camilla, det sætter jeg stor pris på at du skriver! Det er bestemt ikke altid let, men jeg forsøger at få det hele til at gå op i en højere enhed 🙂 Jeg vil give dig helt ret i, at dét at prioritere sig selv naturligvis altid vil være egoistisk, men at det netop ikke nødvendigvis er en dårlig ting. Det er nok en hårfin balance og jeg rammer den skam ikke altid selv, men jeg tror på at det godt kan fungere med en god dialog med omgangskredsen og hvis man selv er lidt fleksibel og fx gerne står tidligt op og træner om morgenen.
      Rigtig god træning og tak for din kommentar 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Jeg kan så godt følge det! Jeg planlægger min træning i overensstemmelse med hvornår jeg skal andre ting i løbet af dagen fx arbejde eller studie. Derfor træner jeg nogen gange morgen (sjældent dog), formiddag, eftermiddag eller aften. Hver anden søndag aften kan jeg fx ikke ses med veninder, da jeg arbejder 9-17 og skal nå at træne bagefter. Nogle ville måske kalde det egoistisk ja, men sådan tænker jeg ikke på det. Jeg skal ikke stille op el.lign., men prioterer stadig min træning højt. Når jeg er hjemme i Jylland ved mine forældre er det straks værre, de forstår det ikke – slet ikke! Specielt ikke den del med kosten. De lever generelt sundt, men spiser (som så mange andre familier) en masse kulhydrater. Helt fint hvis det fungerer for dem, men gør det ikke for mig. Groft sagt bliver der set ned på hvis jeg siger jeg tager over i fitnesscenteret for at træne (hvorfor jeg aldrig gør det når jeg er hjemme), men ville jeg derimod løbe en tur (som stort set aldrig sker) er det en helt anden historie. Det er nok noget af det der gør mig mest ked af det ved at leve på den måde jeg gør.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anna Warrington

      Hej Mette 🙂 Det må være rigtig hårdt at du ikke møder forståelse fra din familie. Det er måske en anden tankegang omkring sundhed som kendetegner dem? Har du prøvet at tale med dem om hvorfor træning er vigtig for dig? Det har i hvert fald været en hjælp for mig, at være ærlig om hvorfor træning betyder noget for mig og hvordan jeg bestemt ikke ønsker det skal opfattes som et fravalg af andre. Det er til gengæld super dejligt at du får tid og overskud i en hverdag med arbejde til at træne når du er hjemme hos dig selv, det lyder som om det giver dig meget glæde i hverdagen og det synes jeg bestemt du skal holde fast i! 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sandra

    Træning fylder rigtig meget i mit liv. Faktisk så meget at jeg i lang tid ikke så mine veninder.
    Vi har dog fundet en løsning, hvor vi træner sammen, mødes til en lang gåtur eller noget lækker raw-food. Jeg var vant til mest at se dem til øl og G&T, efterfulgt af tømmermandsmad i weekenderne – og det passer desværre slet ikke ind i min livsstil mere.
    Det har taget tid for både mig og dem at få venskaberne tilpasset mit liv.

    I forhold til kæresten, så træner vi begge i løbet af ugen, hvor vi alligevel sjældent ses. Derudover finder jeg tit på at stå en time tidligere op end ham, så jeg lige kan nappe en løbetur eller en tur i fitnesscenteret, inden den står på morgenhygge og kæresterier.

    Det er et puzzlespil, men det hele værd – ellers ville vi jo ikke gøre det 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anna Warrington

      Hej Sandra. Du har helt ret; det ER et puslespil! Men netop når træning giver én så meget glæde, så vil man jo gerne stå på hænder for at planlægge sin dag hvor det kan lade sig gøre. Det lyder som en hård tilpasningsperiode, men jeg er rigtig glad for at du har fået snakket med dine veninder og fået en ny form for venskab, baseret på andre præmisser, stablet på benene. Vi udvikler jo os hele tiden som mennesker og det kan være svært hvis man selv gerne vil noget andet end omgangskredsen, det kender jeg bestemt godt fra mig selv.
      Fedt du får trænet med din kæreste, det lyder rigtig hyggeligt! 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • […] indlæg om det med at prioritere sin træning fremfor sociale arrangementer i dette indlæg her, og reaktionerne var meget forskellige- der var dem, der ligesom Anna også fik dårlig […]

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En dag i mad - på diæt!