En dag i mad: På farten!

Diæt uge 5 – Fuld fart frem!

Uge 5 på min lille diæt er gået og den er gået lynende hurtigt! Kender du de uger som bare flyver afsted og pludselig er det fredag? Det hænger muligvis sammen med at jeg var i Paris i weekenden og først landede mandag eftermiddag, hvilket betød en start på ugen med fuld fart fremad og drøn på hverdagen.

Hvordan er ugen gået?

I sidste uge var en god uge med højt humør, gode træningspas og masser af energi. Nu er det allerede fredag igen og tid til en status. Jeg valgte jo at give lidt los på det hele i Paris og nyde en ret stor og lækker flødeis, samt snacke mig igennem dagene rundt i de historiske gader.

Det var med en smule uro i maven at jeg landede i Kastrup mandag eftermiddag og stod med en sukkerkold krop, en tung taske og en aftentræning forude. Ville jeg undgå lede cravings de næste dage efter en hel weekend med frie rammer for kosten? Det viste sig dog ikke at være noget problem, da jeg hurtigt fandt ind i en rytme med at handle ind, foodpreppe og have mine velkendte tupperware med i tasken. For at være helt ærlig (og en smule freaky måske) havde jeg virkelig savnet min normale mad og især min havregrød om morgenen!

Men hvad kan jeg sige? Jeg kan helt oprigtigt godt li at leve på denne måde! Derfor er det også utrolig vigtigt for mig under denne diæt at have mig selv med og formidle til min omverden, at det her ikke er en straf eller noget jeg skal – det er noget jeg selv vælger. Det betyder også, at alle tanker og ord i retning af, at det er “synd” for mig bliver skydt ned før de overhovedet undslipper min mund. Jeg stopper også andre hvis de italesætter min situation på den måde.

Det er IKKE synd for mig, det er 100% selvvalgt og jeg lider ikke. En diæt er en personlig udfordring og derfor skal jeg ikke indtage nogen offerrolle. Og især ikke på en mini-diæt som min hvor jeg faktisk får rigeligt med mad. Atleter på rigtig konkurrencediæt må efter min mening gerne undslippe et par tårer selvom det er selvvalgt, for hold op en hård omgang det lader til at være!

Hvad er der sket med kroppen?

Jeg havde ærlig talt frygtet en oppustet og lidt træt krop denne uge som i bedste fald havde holdt vægten, men sandsynligvis havde taget lidt på efter mine dage i Paris. Til min store overraskelse har min krop dog fundet lynhurtigt tilbage i den gamle rytme og har tilmed smidt 400 gram!

  • Bryst: 82 cm
  • Talje:  64,5 cm (-0,5 cm siden sidste uge, -4 cm siden start)
  • Hofte: 86 cm (samme som sidste uge, -1 cm siden start)
  • Lår:  49 cm (samme som sidste, -3 cm siden start)
  • Bicep: 29 cm

Vægt: 54,1 kg. (-400 gram fra sidste uge). Jeg er 163 cm høj.

Alt i alt har det været en god uge som viser, at en smule afvigelse fra planen ikke betyder at det hele er smidt på gulvet. De gamle “alt eller intet” tanker holdes i skak og jeg holder fortsat fokus på sund fornuft, plads til lidt nydelse og så bare tilbage på sporet med at følge planen.

En ny uge venter og jeg glæder mig!

bloglovin_annawarrington
   

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Læs næste indlæg

En dag i mad: På farten!