Giveaway: Vind et lækkert sommerlook fra Hummel!

Tanker om smerter, trøstespisning og kampgejst (Diæt uge 6)

Jeg får tit at vide, at jeg er sej. Det er ord jeg virkelig bliver glad for og meget stolt over at høre. Men sandheden er, at jeg bestemt ikke altid er sej og inspirerende. Jeg har også dage hvor det hele ramler, hvor jeg trøstespiser og hvor jeg bander det hele langt væk. Ligesom alle andre.

I morgen kl 6.30 er jeg i lufthavnen på vej mod London, så denne uges status på min lille diæt kommer i dag. Jeg er nu halvvejs i forløbet på 12 uger. Min kostplan er let, overskuelig og giver mig fin energi til dagens gøremål. Det betyder, at fedtet ikke bare rasler af mig og jeg præsenterer ikke hver uge et fantastiske vægttab, men det betyder, at jeg stille og roligt kan følge med – både fysisk og mentalt. Og det er sådan jeg kan li det!

Hvordan er ugen gået?

I sidste uge var jeg lige landet fra Paris med flødeis i maven, fuld fart frem på hverdagen og overraskende få cravings. Min krop fulgte ganske pænt med og selvom det havde været en weekend med ustruktureret kost, så havde jeg tabt mig 400 gram og følte mig godt tilpas.

Denne uge har været svær. Jeg har drønet rundt til frivilligt arbejde, forsøgt at finde hoved og hale i min bacheloropgave og mine hofter har brokket sig.  Jeg har derfor revet eftermiddage/aftener ud af kalenderen hvor jeg blev liggende på sofaen. Når jeg har sådan en dag er det svært at forklare hvad der sker med mit hoved. Det er som om hele min krop lukker ned, mine tanker stopper med at være sammenhængende og jeg bliver en slags zombie. Smerterne har jeg efterhånden lært at lukke af for, men når jeg ikke kan mærke dem, så kan jeg heller ikke mærke noget andet. Det er en forsvarsmekanisme og jeg lukker mig helt inde. Bare mig og min sofa.

Desværre er det også en del af min forsvarsmekanisme at spise. Jeg kan ikke sige mig fri fra at ty til mad når tingene er svære og jeg på ingen måde fulgt min plan 100%. Der er røget et par rawbarer, nogle vingummier og et par omgange havregrød ned fordi jeg ikke kunne overskue madlavningen.

Tag selv ansvaret når det går den forkerte vej…

Det er naturligvis ikke min skyld at jeg får smerter. Det er sådan min krop er skruet sammen (desværre) og selvom jeg har fået en sørens masse operationer og sørger for at træne mine muskler dejligt stærke, så er der også dårlige dage. De kommer typisk hvis jeg laver for meget, men de kan også bare komme ud af det blå. Midt på ugen var der meget modvind i København og det betød, at mine cykelture var hårde. Upti vupti, så var smertene tilbage. Røv.

Det er noget lort med dårlige dage som betyder en aften på sofaen, men i det store hele er jeg heldig. Mine smerter kommer sjældnere end nogensinde og de kan som regel stoppes med en enkelt dag uden aktivitet. Der var engang hvor det krævede store mængder medicin at komme ovenpå, men sådan er det heldigvis ikke mere.

Jeg tager selv det fulde ansvar for min trøstespisning, der er et gammelt mønster som er svært at bryde og helt sikkert noget jeg skal arbejde med. Det ødelægger ikke hele mit forløb og jeg vælger at se fremad. Jeg KAN træne og jeg er kommet rigtig langt. Op på hesten igen og alt det der!

Hvad er der sket med kroppen?

  • Bryst: 82 cm
  • Talje:  65 cm (+0,5 cm siden sidste uge, -3,5 cm siden start)
  • Hofte: 86 cm (samme som sidste uge, -1 cm siden start)
  • Lår:  49 cm (samme som sidste, -3 cm siden start)
  • Bicep: 29 cm

Vægt: 54,6kg. (+500 gram fra sidste uge). Jeg er 163 cm høj.

Af åbenlyse grunde er der ikke rigtig sket noget med kroppen. Jeg er oppustet, træt og har taget lidt på. Sådan er det nogle gange og jeg er helt med på hvorfor min krop reagerer som den gør. I weekenden drager jeg til London hvor Model United Nations kræver al min opmærksomhed, men jeg har naturligvis havregryn, mandler og proteinpulver i tasken, det skal jo ikke gå helt op i hat og briller!

bloglovin_annawarrington
   

2 kommentarer

  • Rikke

    Hej Anna, et liv med mange smerter er en kæmpe udfordring. Jeg er selv førtidspensionist og lever i en dagligdag med mange smerter og må også have morfin for at kunne få lidt indhold i hverdagen. Men ligesom dig tager jeg også selv et kæmpe ansvar for at få det bedste ud af den situation jeg er i. Det handler om at passe på sig selv, men også at presse sig selv lidt. Træne i det omfang man kan klare. En “”syg” krop skal bruges. Selvfølgelig med respekt for ens skavanker. At leve sundt ca. 80% af tiden, gør at jeg, når helbredet dykker ekstra meget, er bedre rustet til at takle det og komme igennem. Humøret er også bare meget bedre når, jeg føler mig tilpas både med og i min krop. Og jeg insisterer på, at jeg vil stadig gerne være lykkelig, selvom det er svært og drøn hårdt. Men det er jo mit liv nu og jeg får ikke et andet. Du er en inspiration for andre, som slås med sygdom. Man kan ofte meget mere end man tror og du er et bevis herpå. Du er pisse sej:-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anna Warrington

      Hej Rikke 🙂 Hvor gør det mig bare ondt at høre om din hverdag med smerter og medicin. Det er bare SÅ begrænsende for livskvaliteten både fysisk og mentalt. Jeg giver dig helt ret i, at alle kroppe har godt af bevægelse og at det netop blot skal tilpasses den enkelte krop og de skavanker den nu har. Dit ønske om at være glad skal du helt bestemt holde fast i, det fortjener alle!
      Tak for de søde ord, jeg er rigtig glad for at du læser med 🙂 Hav en dejlig mandag.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Læs næste indlæg

Giveaway: Vind et lækkert sommerlook fra Hummel!