Dagens træning: Legday med opvarmning og udstræk!

Det lyder bare på en måde sejere på engelsk, gør det ikke? Legday! Jeg får straks associationer til diverse Youtube videoer af amerikanske bodybuildere med flere kilo på vægtstangen end en elefantunge efter morgenmad. Hvorimod ordet bentræning nærmere får mig til at tænke på genoptræning med noget halvgammelt popmusik i baggrunden.

Min egen bentræning varierer meget alt efter hvordan mine hofter har det. Før i tiden var jeg meget “alt eller intet” og trænede enten 100% til jeg fik smerter i dagevis – eller også lå jeg på sofaen i flere dage. Særlig sundt eller muskelopbyggende? Næppe. Nu prøver jeg at lytte til dagsformen og har ikke mere end 1 træningspas med ben om ugen, til gengæld giver jeg mig god tid til ugens bentræning og får altid maksimalt udbytte gennem fokus på “mind/muscle” forbindelsen.

Dagens bentræning (klik på linket for at se video af øvelse)

  • Opvarmning på løbebånd med hastighed mellem 6 og 6,5 km i timen i 15 min med en langsom forøgelse af stigningen fra 5-10%.
  • Opvarmning med udstrækning
  • Cable kick back med let vægt og mange gentagelser (for at aktivere ballerne)
  • Back squat med stigende vægt. Jeg tog 5 set i alt og startede bare med stangen på 20 kg, men øgede langsomt vægten i hvert sæt
  • Deadlift med stigende vægt. Her blev det til 4 sæt i alt.
  • Leg extensions 4 set.
  • Afslutning med foam roaller
  • Afslutning med 10 min på løbebåndet med 6 km i timen og stigning på mellem 5 og 8%

Træningen fik ramt både forlår, baglår og baller. En dejlig all around bentræning hvor jeg virkelig arbejdede med tålmodigheden og kontakten til musklerne i alle øvelser.

 

Hej Selvhad. Gider du skride?

Jeg var helt ovenpå til søndagens photoshoot. Jeg havde en skide go dag, hvilede i mig selv og min blege krop i undertøj og fortalte vidt og bredt om det gode budskab med en masse kvinder der bare har det godt i deres krop.

Og hvad sker der så da jeg ser det første billede fra dagen som skal godkendes af os kvinder til selve kampagnen? Jeg får den der barnlige og latterlige følelse der gør ondt helt nede i maven. Jeg følte mig tyk, grim og helt forkert. Alle de rationelle ord om at hvile i sig selv røg ud af vinduet og jeg fik lyst til at kaste min computer ud af vinduet, krybe under dynen og føle mig tyk og træls. Men helt ærligt; hvad er det for noget pis?

Hvordan kan mine følelser tage over på den måde? Jeg blev ærlig talt vred på mig selv. Jeg er jo for fanden kommet videre end da jeg var 15 og vildt usikker på mig selv. Det selvhad kan jeg på ingen måde bruge til noget. Og jeg ved da godt at langt de fleste kvinder har større deller end mig (og er død lækre alligevel), så vil jeg helt seriøst lade det ødelægge min dag at jeg har en synlig delle når jeg drejer kroppen på et billede? Gud vil jeg da ej!

Det er muligvis et rodet indlæg som er alt for ærligt og faktisk næsten pinligt at skrive. Jeg vil jo hellere være inspirerende og have overskud end Bridget Jones ynke agtig over en åndssvag lille delle. Det gider jeg da ikke bruge mit liv på. Så det gør jeg ikke. Jeg har lagt al kontrol over alle billederne i hænderne på de dygtige mennekser bag Inside Fitness og så hanker jeg op i mig selv. Budskabet med kampagnen er jo netop at have det godt i egen krop og det har jeg også langt de fleste dage. Ind i mellem bliver jeg en usikker 15 årig indeni, men heldigvis er jeg efterhånden i stand til at stoppe de negative tanker om mig selv og bare bede dem om at skride.

Det er pinligt at indrømme, men jeg er forhåbentlig ikke den eneste der bliver barnligt usikker på sig selv ind i mellem?

bloglovin_annawarrington

Knæk afgiften på nødder i Danmark!

Sund mad er dyrt og usund mad er billigt. Det er den samme gamle sang igen og igen. Vi gider næsten ikke høre mere om det, men sundheden i Danmark har det sgu ikke alt for godt, så skal vi ikke snart få gjort noget ved det?

Jeg har sagt ja til (ikke sponseret) at støtte kampagnen “Knæk afgiften” som kæmper for at afskaffe den (latterlige!) afgift der er på nødder i Danmark. Nødder er sunde, skønne og smager fantastisk, så det giver ingen mening at det skal koste en halv arm og din førstefødte at bage et hjemmelavet nøddebrød, mens du får Haribo-poser kastet i nakken…

Afgiften på nødder er nemlig lige nu langt højere på nødder end på slik og sodavand. Giver det mening? På ingen måde!


Du kan se og høre meget mere om kampagnen i videoen herunder:

Vil du selv være med? Find Knæk AfgiftenFacebook eller upload din egen nødde knækkende video på Instagram og nominér 3 af dine venner til at gøre det samme.

Lad os nu få knækket den afgift!

bloglovin_annawarrington

Proteingrød med choko/kaffe glasur og en anmeldelse!

I morges fik jeg mig en ret lækker omgang morgenmad. En smule speciel måske, men jeg havde lyst til at være lidt kreativ. Jeg har nemlig lige hentet en pakke fra Bodylab med en pakke af deres proteinpulver med smagen “double chocolate” som jeg her vil anmelde. Den er altså modtaget som en gave og om jeg så drikker den, bruger den som fyld i hovedpuden eller som bordpynt, det er op til mig. Ligesom det også er op til mig hvad jeg skriver om den.

Min morgenmad:

En omgang proteingrød blev lavet som sædvanligt med 50 gram glutenfri havregryn, 1 æggehvide og 2 dl vand. Den varme grød blev derefter blandet med 1 scoop proteinpulver med double chocolate smag i en kold skål. Jeg varmer aldrig proteinpulveret i gryden, da jeg synes det giver en underlig og klumpet konsistens. Det giver en langt bedre og mere blød grød at blande den varme grød med det kolde pulver, synes jeg.

Grøden skulle (selvfølgelig) toppes, men ikke med de normale nødder og/eller frugt. Jeg havde lyst til at prøve noget lidt ud af boksen, så jeg lavede en omgang proteinrig glasur. Morgenmad må godt smage af kage på en onsdag, må den ikke?

Glasur til 1 portion grød:

Rør det hele godt sammen og tilsæt evt mere vand hvis blandingen er for flydende. Hæld henover din varme proteingrød og nyd at din morgenmad smager af en lækker kage med choko/kaffe, men indeholder gode kulhydrater og proteiner til dagen.

Anmeldelse af smagen double chocolate:

Chokolade er altid min go to variant når jeg selv bestiller proteinpulver, da jeg synes smagen er ret neutral og passer til det meste. Jeg er personligt ikke vild med proteinpulver med frugtsmag, da jeg synes det bliver kvalmt at drikke efter efter træning og jeg bruger gerne mit proteinpulver til både at bage med, drikke som shakes og putte i grød, så det skal kunne fungere til det hele.

Double chocolate smager fint at drikke, men skiller sig ikke ud fra andre varianter af proteinpulver jeg tidligere har prøvet. Den har en mild kakaosmag når den blandes med vand og fungerer fint som en shake. Dér hvor smagen til gengæld overraskede mig, var når den blev blandet i grød eller bagværk (opskrift følger). Smagen var mere kraftig af chokolade end de andre mærker med chokoladesmag som jeg før har prøvet. Den smagte næsten så kraftigt at jeg ikke kunne spise op, men også kun næsten!

Har de så puttet alt mulig lort i den for at få det til at smage ekstra godt? Ikke i forhold til andre mærker proteinpulver, men nu er definitionen af “lort” jo også rimelig subjektiv og der er sikkert nogen der synes proteinpulver med sødemiddel er hamrende usundt. Jeg mener ikke det er skadeligt for kroppen i små mængder, men det er jo bare mig. Næringsindholdet i double chocolate afviger ikke fra næringsindholdet i andre varianter fra Bodylab eller andre mærker jeg har prøvet. Kalorieindholdet er ca det samme med 120 kcal pr. scoop og jeg har personligt intet imod de sødemidler som tilsættes produktet, men det er jo en individuel smagssag. Døm selv:

Indlægget indeholder affiliatelinks

bloglovin_annawarrington

Hvorfor er jeg ikke mere personlig på bloggen?

Kigger man på min instagram eller her på bloggen finder man en masse sunde opskrifter, tanker om kvindeidealer, forskellige træningspas og ikke mindst; masser af billeder af mig der smiler.  Betyder det at jeg altid er glad? Bestemt ikke. Jeg har bare valgt ikke at dele hele mit liv på nettet.

Gør det min blog kedelig og upersonlig, at jeg ikke deler min private hverdag? Måske. Der er mange bloggere der deler ud af langt mere af dem selv end jeg gør og det skal de være velkommen til. Der er sikkert også nogle der vil mene, at jeg er alt for personlig i det jeg vælger at lægge på nettet. Den grænse er individuel. Jeg kunne nok godt være mere spændende at læse om, men jeg har mærket efter i mig selv og fundet ud af hvad jeg har det godt med at lægge online. Og så må andre læse med hvis de har lyst.

Caroline har i dag skrevet et rigtig fint indlæg hvor hun åbner op for noget af det sværeste i verden; at være sårbar. Hun vil den næste uge skrive om alle de nedture og svære følelser hendes hverdag byder på. Jeg synes personligt det er røv sejt at hun tør og glæder mig til at læse med.

Hvorfor er min blog så ikke mere personlig? Eller privat om man vil. Den grænse er utrolig flydende ligeså snart man sætter sig foran en skærm. Det er meget personligt hvad man opfatter som privat og hvad man har lyst til at dele med andre. Jeg har fx. intet imod at dele min oplevelser med operationer, vise mine ar eller fortælle om mine usikkerheder omkring min krop. Men jeg ville aldrig skrive om mine relationer til familie, kæreste, venner osv.

Jeg er personlig på MIN måde og mener ikke jeg fremstiller et glansbillede på nettet. Jeg smiler tit på mine billeder og jeg skriver tit om overfladiske emner, fordi det er den vinkel jeg har valgt at have.

Og nu hvor jeg tænker over det. Hvis jeg kunne tage et valencia filter med mig ud i den virkelige verden og se dagen med helt lyserøde briller på, ville jeg så gøre det? Fandeme nej. Livet ER jo ikke lyserødt. Livet gør ondt ind i mellem, livet er svært, frustrerende og også ret så fantastisk. Det betyder bare ikke at jeg har lyst til at dele alle nuancer og farver i mit liv med min omverden.

Hvad kan du godt li at læse på blogs? Skal de være meget private/personlige?

bloglovin_annawarrington
Older posts