Godmorgen! Det er tid til photoshoot!

Hvordan lærer du at tænke mere positivt?

“Always look on the bright side of life”. Ja ja, vi kender den allesammen. Men når klokken er 17, du er sulten, det regner og din balsam har oversmurt dit spritnye træningstøj nede i tasken, så er det sgu lidt op af bakke. Hvordan lærer du så at få de famøse “positive briller” på i en hverdag der ofte bare suser forbi om ørerne på dig? Ligesom det kræver lang tids træning at få stærkere lårbasser, så kræver det også træning at lære hjernen nye tankemønstre.

Jeg er slem til ikke at stoppe op og nyde nuet. Altså det nu der er lige NU. Mine tanker befinder sig som regel et par timer frem i tiden og i gang med at planlægge et eller andet. Da jeg for et par uger siden deltog i Mental Topform forløbet sammen med en gruppe andre kvinder, blev jeg meget opmærksom på mine dårlige vaner. I forløbet skulle vi prøve alle de øvelser og redskaber som bogen Mental Topform beskriver og så skulle vi naturligvis arbejde med selv at få dem ind i hverdagen.

Hvis det var så nemt som billedet herunder viser, hvorfor er de fleste så nogle værre brokkehoveder?

Mit bud, er at de negative tanker simpelthen kommer som en automatisk reaktion. Hvis du er vant til at se tingene fra den mørke side, hvis du er lidt stresset eller hvis du generelt bare ikke har det særlig godt, så er det nemmere at gå direkte til “tingene er også noget lort” humøret end det er at se positivt på dagen.

Selvfølgelig ER livet også noget lort ind i mellem og det må man hjertens gerne sige. Men hvis du straks reagerer negativt på ALLE små ting der kan ske i din hverdag, hvordan vil du så reagere når livet virkelig ramler?

Jeg har lært flere små øvelser til at vende tankerne om før de kommer. Langsomt bliver det en vane, men det er svært. En øvelse du kan lave hver morgen er, at sætte dig 5 min med en kop kaffe og bare kigge ud i luften. Tænk lidt over dagen der kommer og find én ting du glæder dig til. Det samme gør du så om aftenen hvor du finder én ting der fik dig til at smile i løbet af dagen.

Hvad så hvis du er omgivet af brokkehoveder? Husk, det lort smitter! I stedet for selv at reagere negativt tilbage, eller blive skide sur indvendigt, så næste gang du møder en person der bare brokker sig over 100 småting, reagerer positivt tilbage. Lad vær med at gå ind i nogen diskussion om den dårlige frokost, hendes sko der gnaver eller den middag hun ikke gider med til senere. Vend samtalen i en fart og send hende verdens største smil. Måske kan du give hende en lidt bedre dag, men i det mindste har du vendt dine egne tanker fra irritation til smil.

Hvordan øver du dig i at være positiv til hverdag?

 

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Læs næste indlæg

Godmorgen! Det er tid til photoshoot!