Sundhed kommer (også) indefra: Husk dine oaser!

Hvad er der egentlig galt med mine hofter?

“Hvornår er du så rask?”. Det spørgsmål er altid ment i den absolut bedste mening, men opfattes ærlig talt ikke sådan hvis man, som jeg, har en fysisk skavank der er kronisk. Som regel har jeg overskud til at smile tilbage til det venlige menneske foran mig og give en kort, men overfladisk, forklaring med, at det bliver jeg sgu nok aldrig. Og det er også helt okay, jeg har det nemlig okay med det liv jeg lever.

Jeg får tit spørgsmål til hvad der egentlig er galt med mine hofter, så nu skriver jeg dette indlæg med en mere uddybende forklaring. Jeg referer nemlig tit til  en “dårlig periode” med smerter og så udgiver jeg måske et indlæg et par uger efter med rekord i squat eller dødløft. Det kan virke forvirrende at høre om både her på bloggen, men også i mit virkelige liv. Det har altid været svært for mig at forklare hvad der egentlig var/er galt med de sørens hofter og ærlig talt er det også forvirrende for mig. Der er nemlig ikke noget facit eller nogen klar udvikling fra helt skidt til helt rask.

Jeg er født med dårlige knogler. Det startede med hofteskred da jeg var spæd og en stor del af min tid som baby blev brugt i gisp. Som teenager havde jeg meget svært ved at deltage i idræt i skolen og i starten fik mine hypermobile led en god del af skylden, men smerterne tiltog og det viste sig, at jeg havde hoftedysplasi i begge sider (hvor hofteskålen er for lille) og det er jeg herefter opereret for gentagne gange, hvilket hver gang har betydet en masse genoptræning . Den overlæge der har fulgt mig de sidste 12 år har kaldt det noget så fint som en “produktionsfejl”. Mine knogler i bækken og ryg er simpelthen fra fødslen ikke helt korrekte i vinkel eller størrelse. Det er muligt at reparere, men aldrig helt korrigere. Der er ingen faste fremtidsudsigter eller løsninger. Sådan er det bare.

Jeg er nu opereret 9 gange og skal sikkert under kniven igen, men forhåbentligt kan jeg vente nogle år. Nogle perioder går det rigtig godt og jeg kan træne derudaf. Andre perioder har jeg svært ved at gå i Netto. Det er vilkårene.

Det kan være svært at forstå i vores resultatorienterede samfund, at der ikke altid findes et “fiks”. Det er desværre ikke alting der bare kan “fikses”. Ja, jeg er opereret mange gange, men det betyder ikke, at jeg er rask. Jeg ved faktisk heller ikke helt hvad “rask” betyder, hvornår er man helt uden skavanker?

Jeg prøver at være glad de fleste dage. At få det absolut bedste ud af den krop jeg nu engang har fået. Hvis ikke man prøver at være positiv, så har man sgu ikke meget tilbage.

Min sportsbh på billedet kan købes lige HER (affiliatelink)

 

bloglovin_annawarrington
   

12 kommentarer

  • Sine

    Skønt indlæg!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • maria

    Kan godt forstå din frustration over det spørgsmål – særligt når det ikke altid er en skavank man ser. Min mor har har en form for kronisk gigt, men desværre heller ikke noget man lige lægger mærke til, medmindre hun den ene dag er i kørestol og den anden dag ikke. Der er godt nok mange gange, hvor hun ønsker at sygdommen var tydelig – for så slap de netop for spørgsmål om “hvornår er du så rask”. Jeg tror det er rigtig svært for folk at forholde sig til kroniske sygdomme – for den kan jo svinge så meget. Det er ikke “bare” som influenza eller en arm i gips, som er noget man kan forholde sig til. Men jeg tror det man kan gøre selv for at gøre det lettere og undgå situationer, der gør en ked af det, er simpelthen at infomere de folk, man omgås 🙂 Jeg tror, at jo mere de er informeret, jo mere fjernes både “nysgerrigheden” og uvidenheden og dermed også de kommentarer, der stammer herfra 🙂

    Synes det er flot og rigtig vigtigt, at du oplyser læserne om det! Det kan også gavne rigtig mange med samme sygdom 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anna Warrington

      Tak fordi du delte din mors historie Maria, jeg kan godt sætte mig ind i hendes situation og jeg tror du har ret i, at det er svært for omverden (og “patienten” selv) at det netop kan svinge meget med aktivitet og smerteniveau. Jeg har det også ambivalent med hvor synligt jeg skal selv gøre det, sige/vise at jeg har ondt, for jeg vil ikke kun henlede opmærksomheden på de dumme hofter, men samtidig kan det også være svært at forvente forståelse hvis man ikke siger noget!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Wow, hvor er du stærk Anna!
    Det synes jeg fandeme er flot, at du så stadigvæk går så meget op i træning og er aktiv. Det ved jeg ikke, om jeg ville gøre.

    Respekt!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anna Warrington

      Tusind tak for de flotte ord, dem værdsætter jeg virkelig 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Du er s”bib” sej. Genkender så tydeligt spørgsmålene og det svære er mine børn får dem også. Man kan da ikke blive ved med at være syg, siger de til dem. Og det er desværre de voksne. Jeg er selv meget åben omkring det, men det plager mig værst når jeg skal hvile og sove. Selvom jeg siger det, så opdager folk først det er rigtigt, når jeg sidder foran dem med spasmer og ufrivillige bevægelser. Og så er det virkelig slemt og smertefuldt og svært at finde tilbage til “balancen”. Det kom efter et flåtbid, så pas på de skide kræ, og gå til lægen, hvis der kommer udslet.

    Kh.
    Anne-Marie

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anna Warrington

      Mange tak Anne-Marie! 🙂 Det lyder helt forfærdeligt at leve med, jeg håber du møder mere forståelse på din vej! Folk kan desværre være meget usensitive til tider. Og tak for opfordringen, den er vigtig!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • sejt, at du formår at være glad for det du har og kan… jeg ville ønske, at alle kunne lære det 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anna Warrington

      Tak Lise 🙂 Jeg er bestemt ikke glad hver dag, men jeg gør mit bedste for at prøve på det! 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Du er godt nok sej! Jeg har selv (er 15 år) hoftedysplasi i begge sider og ved hvor ondt der gør, men din situation lyder meget værre end min. Jeg håber lægerne på et eller andet tidspunkt ud i fremtiden kan lindre din smerte!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anna Warrington

      Mange tak for de søde ord Louise 🙂 Og rigtig gode tanker fra mig til dine hofter 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Sundhed kommer (også) indefra: Husk dine oaser!