Nyhed: Lowcarb cookiedough proteinbar!

Hvis du er en slikmund ligesom mig, så er denne her nyhed virkelig noget for dig!

Bodylab har nemlig i dag lanceret den nyhed som jeg (og min bare mave) teasede med i dette indlæg. De har været en tur i laboratoriet, eller hvor de nu laver den slags, og har udarbejdet 2 nye varianter til deres serie med lowcarb proteinbarer.

Indlægget er sponseret i form af produkter og indeholder affiliatelinks

De to nye varianter er… trommehvirvel… cookiedough og chunky chokolate! Jeg tror faktisk, jeg savlede en lille smule henover tastaturet, da jeg læste det første gang. En proteinbar med 20 gram protein, 1,3 gram sukkerarter og 191 kalorier med smag af noget nær det lækreste i verden? Pænt ja tak!

Jeg har desværre ikke selv smagt de nye barer endnu (indset selv meget trist smiley her), da jeg jo har gang i et projekt #stramifarsen med Kira Eggers (læs mere HER) og eftersom vi arbejder meget intenst mod et mål om under 2 uger, er der ikke lige plads til slinger i valsen. Det betyder naturligvis, at når vores photoshoot er overstået, må jeg spise dobbelt så mange cookiedough proteinbarer, gør det ikke?

Proteinbarer er naturligvis ikke en mirakelløsning til en sundere krop, men kan være et glimrende alternativ til traditionelle søde sager, efter min mening. De bør spises som en ekstra lækker snack, der forsøder en grå tirsdag eller gør en festlig fredagsfilm endnu bedre!

Du får lige nu en hel kasse minimum deluxe proteinbarer, 12 stk, for 149 kr. Det tilbud finder du lige HER

Har du smagt dem? Eller spiser du slet ikke proteinbarer?

bloglovin_annawarrington

Proteingrød med sukkerfri hindbærsovs!

Den helt perfekte morgen starter for mig med god tid, en lækker morgenmad og en god kop kaffe. Jeg er ikke god til at løbe ud af døren et kvarter efter vækkeuret har ringet, det stresser mit hoved og min krop. Så hellere stå lidt før op.

Min morgen startede i dag med en portion lækker proteingrød, lavet på glutenfri havregryn, vand og lidt sødemiddel. Jeg starter altid med at koge grynene i vand, skruer ned for varmen og så tilsætter jeg æggehvider under omrøring. Derefter får det et skud sødemiddel og lidt kanel, hvorefter jeg lader grøden stå og trække i en 5 minutters tid – typisk mens jeg selv lægger mascara.

Den lækre hindbærsovs på toppen, tager 2 min. Du tager bare frosne hindbær, hælder kogende vand henover dem. Lader dem stå i et par minutter og hælder vandet fra. Mos dem let med en gaffel eller bagsiden af en ske, tilsæt lidt vaniljekorn og hæld over din skyr, morgengrød eller hvad du nu har til morgenmad.

Jeg spiste min varme grød med min mormors sølvbestik, en kop kulsort kaffe og nød at solen faktisk skinnede lidt ind af mine vinduer, selvom kulden efterhånden begynder at bide bare en smule i kinderne på cykelturen til uni. Det er ved at blive rigtig efterår.

Jeg er ikke det gladeste menneske, når vintermørket begynder at nærme sig. Det afslørede jeg i dette indlæg, da jeg har på fornemmelsen af, at mange elsker efteråret? Det gør jeg ikke, men jeg prøver. Det ER jo hyggeligt at tænde stearinlys, finde de varme trøjer frem og finde hyggen hjemme i stuerne. For eksempel ved at stå bare et kvarter før op og sætte noget dejlig musik på fra morgenstuden. Som sagt; jeg prøver.

Bliver din grød altid helt vandet, klumpet eller brænder den ofte på? Læs også min guide til den perfekte proteingrød HER

bloglovin_annawarrington

Stram i farsen #1

De sidste 2 måneder har jeg ikke styrketrænet. Det kan man efterhånden godt se på min krop. Det hjælper heller ikke, at min gamle struktur over min kost, er røget en tur direkte ud af vinduet.

Nogle dage får jeg ikke spist morgenmad, mine snacks i løbet af dagen er energitætte i form af rawbarer, riskiks og nødder, og jeg får spist for meget sukker på ugentlig basis. Mine hovedmåltider har været sunde og nærende, men jeg har fået spist alt for lidt. Det er som om min appetit røg ud sammen med de tunge vægte?

Det er på ingen måde hverken særlig sundt eller smart, så nu skal der andre boller på suppen! Om små 2 uger skal jeg være med i et spændende photoshoot, og der vil jeg jo gerne være smækker lækker.

Derfor har jeg indgået et samarbejde med en af de sejeste kvinder jeg kender, Kira Eggers. Hun stillede i 2012 op for TLC programmet “På egen krop” hvor hun blev en vaskeægte bodybuilder på 10 uger! (Se programmet HER). Efterfølgende tog hun den sunde livsstil til sig og blev uddannet både personlig træner og kostvejleder. Følg Kiras blog lige HER

Hun har et udtryk som jeg elsker; stram i farsen! Så det er sgu mit mål nu! Jeg skal ikke tabe en masse kilo, tælle en masse kalorier eller blive monsterstærk og løfte en masse kilo. Det kan mine svage hofter slet ikke holde til, så i stedet er mit mål at få mere struktur på min kost, så jeg får den næring jeg har brug for, og blive stram i farsen!

Her er mit udgangspunkt. Ingen fine filtre eller noget, bare mig der står med morgenhår og chiller i mit køkken. I undertøj. Som man jo gør i de her poseringer, host host…

Jeg kommer til at skrive en masse om hvordan jeg træner, nu hvor de tunge vægte er lagt på hylden, og hvad jeg spiser for at holde forbrændingen oppe. Jeg håber det bliver sjovt at følge med i!

Følger du en plan? Eller har du et mål med din kost og træning?

 

bloglovin_annawarrington

Jeg flasher min mave…

Jeg har altid hadet min mave. Den har altid været lidt for blød, stor eller bare underligt formet. De tanker vi går rundt og har om os selv, de kan altså være farlige! Jeg har for eksempel altid sagt til mig selv, at min mave så helt forkert ud. Hvad sker der så når jeg kigger på den? Jamen, så ser den da netop forkert ud!

Jeg er sikker på, at jeg ikke er den eneste kvinde med underlige idéer om kroppen. Nogle hader deres lår, selvom andre synes de ser helt fine ud, og andre hader deres arme så meget, at de ikke vil gå med korte ærmer selvom det (for en gangs skyld) er 25 grader i Danmark.

Vi kommer sjældent særlig langt med de underlige kropskomplekser. Naturligvis kan du tabe dig, træne og spise sundt. Det hjælper sikkert altsammen. Men er problemet egentlig den delle på maven? Eller sidder problemet måske nærmere i hovedet?

Det er så let at skrive og langt sværere at efterleve, men accept af sin egen krop og positive samtaler med og om din egen krop, er bare skide vigtigt. Du er født med én krop. Det bedste du kan gøre for dig selv, er at behandle den krop rigtig pænt og i øvrigt også tale pænt til den.

Jeg flasher i dag min mave på Instagram i anledning af, at min sponsor Bodylab har spændende nyheder i ærmet. De lancerer et nyt produkt på onsdag d 30/9 og jeg GLÆDER mig til både selv at smage, men også at dele nyheden med jer!

bloglovin_annawarrington

Vegetar eller ej?

Det er vist tid til en lille status på det med kød. Jeg flirtede lidt med vegetarisme i dette indlæg, hvor jeg stillede spørgsmålstegn ved, om jeg mon kunne blive vegetar igen. Det er nu nogle uger siden og jeg har haft tid til at tænke…

Er denne saftige bøf til mig, eller vil jeg droppe animalske produkter?

Svaret er, at jeg ikke har planer om at blive vegetar igen. Men jeg har fået øjnene op for vegetariske retter, og har ingen intention om at indtage kød hver dag. Kød falder mig ikke naturligt at spise, men jeg har også den opfattelse, at kød indeholder god næring for min krop (det er helt ok at være uenig her).

Jeg vil derfor fortsat spise både fisk, kylling og til dels også rødt kød, men ikke dagligt. Det er vigtigt for mig, at det er kød af god kvalitet, så jeg er den ivrigste tilbudsjæger lige for tiden. Og det er heldigvis muligt at finde lækkert kød til SU-venlige priser, hvis man leder lidt. Typisk køber jeg tilbudskød i større portioner, fryser ned eller laver i mindre portioner efter tilberedning. Den indre mormor lever!

Nogle dage står der altså kød på menuen i mit lille hjem, og andre dage står den på grønt, falafler, kikærter og linser.

Mangler du inspiration til grønnere retter? Jeg har blandt andet lavet en vegetarisk madpakke HER, en lækker vegetarisk frokost HER og fyret op for nogle nemme vgetariske tapas HER.

Spiser du kød?

bloglovin_annawarrington
Older posts