Breakfast for dinner = brinner!

Jeg bliver bange

Jeg bliver bange, når unge piger skriver til mig, at de synes 48 kg på vægten er for meget. Jeg bliver bange, når jeg får flere mails der spørger om, hvordan man får en flad mave hurtigt, end mails der handler om opskrifter eller træningsøvelser.

Hvordan får jeg formidlet i en enkelt mail eller besked, at mad ikke er farligt? At kalorier ikke er fjenden? At tallet på vægten ikke siger ret meget om hvor stærk, sund eller slank du er? Og slet ikke noget om dit værd som menneske.

Hvordan får jeg forklaret, at diverse sundhedsprofiler og bloggere IKKE kan fortælle dem hvad de bør spise på en dag – blot ud fra deres højde og vægt? Det gør ondt helt inde i hjertet at vide, at der sidder mange unge piger derude og føler sig helt forkerte i en helt normal krop. At de stræber efter noget som måske slet ikke er realistisk eller nødvendigt at opnå. De leder efter et hurtigt svar på et kompleks problem, som slet ikke sidder i den (sikkert) lille og helt naturlige “delle” på maven, men i hovedet.

Den afmagt og desperation der og ulmer i de beskeder, vidner om forskruede midler, som de tror er nødvendige for at få en slank og stærk krop. Og der findes jo også alverdens lynkure, slankepiller og produkter, der lover flade maver. Det lyder bare ikke ligeså sexet at skrive, at du ikke bliver lykkeligere med en sixpack og de atleter som har en sixpack, har arbejdet på deres muskelmasse i årevis, vejet deres mad og levet meget struktureret.

Jeg føler mig magtesløs, frustreret og trist. Er vi ved at lave en hel generation af unge piger, drenge, mænd og kvinder, der ikke kan være i deres egne (helt normale) kroppe?

Jeg bliver bange.

 

 

bloglovin_annawarrington
   

4 kommentarer

  • Hej Anna

    Jeg kan følge dine tanker 100 % og jeg er også bange. Min egen datter er lige knap 15 år og jo et eller andet sted i “højrisiko” for at falde ind under de forventninger til hvordan man skal spise / se ud.
    Hun fortæller mig ofte om de ting der bliver talt om blandt pigerne og hun siger det meget tydeligt. Ingen, absolut ingen af pigerne er glade for hvordan de ser ud, de er alle utilfredse med et eller andet. Heldigvis er hun selv ganske glad for sin krop og forsøger på bedste vis at overbevise de andre om at de også er gode som de er..

    Men jeg tror et eller andet sted, at mange af de helt unge pigers problemer i dag, handler om at vi glemmer at tale med dem, at der er for meget de skal leve op til. Jeg tror ikke det handler om “et ideal billede af hvordan man skal se ud” udgangspunktet tror jeg nærmere er at vi forældre er blevet en kende for hysteriske i forhold til hvad vores børn må indtage og hvad de ikke må. “Hysteriet” starter jo et sted og jeg tror desværre det sted er hos mor og far.. Vi har været alt for ekstremt sundheds fikserede i årevis…

    Børn bør ikke vokse op på en evig slankekur, de bør have lidt af det hele hver dag. Så de får et naturligt forhold til mad & motion igennem hele livet. Hvis de gør det er jeg sikker på at mange flere vil lære at holde af sig selv, i stedet for at søge de ekstreme grænser…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anna Warrington

      Åh, hvor er det bare trist at høre, men det er helt sikkert blevet normalt blandt unge piger med et meget stort fokus på udseende. Jeg er helt enig med dig i, at der er mange årsager til det og det store overordnede fokus på sundhed (eller hysteri om man vil) både i medier, blandt forældre og blandt de unge selv, er nok med til at bidrage til en negativ kropskultur. Jeg håber dog at sociale medier kan være med til at få balance i kost og motion med ind igen. Og forhåbentlig at vi i fremtiden måske ikke tænker helt så meget over det?

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg det er godt nok skræmmende. Når man læser blogge, magasiner eller ser tv, får man tit det perfekte smidt i hovedet. Den perfekte krop, det perfekte smil, den perfekte personlighed. Man glemmer hurtigt, at der bage alt det “perfekte” gemmer sig en historie, der muligvis ikke har været så perfekt. Det handler ikke om hvordan man ser ud eller hvad man spiser. Det handler om, at finde roen i sig selv til og være tilfreds! 🙂
    Alexasmoments.bloggersdeligt.dk

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anna Warrington

      Sikke en fin kommentar Alexa, tusind tak for de meget vigtige ord 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Læs næste indlæg

Breakfast for dinner = brinner!