Om at have en dårlig dag

Slår du dig selv i hovedet med dårlig samvittighed, hvis du har en dårlig dag? Det kan være at du ikke præsterer så godt som du “burde” til træning, at du ikke får svaret godt nok på spørgsmålene i den mundtlige eksamen eller måske har du bare brændt aftensmaden på igen.

Uanset hvad der sker, kan vi alle have en dårlig dag. Sådan en dag hvor man spilder kaffen, vrisser af kæresten og der er modvind på cykelstien begge veje. De dage starter nogle gange fra det sekund vækkeuret river dig ud af drømmeland, men andre gange kommer de dårlige dage snigende.

Min dag startede ellers godt. Morgenkaffen smagte dejligt og blev indtaget på en ny kaffebar på Nørrebro sammen med en veninde, jeg ikke har set længe. Jeg havde godt nok lavet en lidt dum bevægelse med hoften i flyet på vej hjem fra Jylland i går, men havde sovet godt og cyklede derfor frisk og frejdig til træning.

Min træner Michael Kayser (sponseret forløb til bloggen) spottede dog ret hurtigt, at den hofte ikke havde tænkt sig at samarbejde særlig meget. Stædig som jeg er, ville jeg dog gerne fortsætte. I sidste uge faldt jeg ned af min køkkentrappe og vred hoften, men efter en afslappende weekend troede jeg, at den var klar til kamp. Jeg tog fejl.

Ofte har vi idéer om, hvordan dagen, ugen eller selve livet skal foregå. Det er bare ikke altid, at kroppen (eller livet for den sags skyld) har hørt efter. Nogle gange skal man presse på, men andre gange skal man også bare se sig slået, lytte efter og trække stikket. Jeg cyklede den lange tur hjem, aflyste dagens aftaler, tog en smertestillende pille og fandt Greys Anatomy frem på min skærm.

Morten Svane skrev i sidste uge  et blogindlæg om at sænke sine forventninger. Det handlede om de mange krav, som vi stiller til os selv om at spise sundt, varieret og friskt hver dag. Han argumenterer for, at det nogle gange er nyttigt at sænke forventningerne til sig selv og tilpasse dem de realistiske omstændigheder man står i. Den pointe kan også overføres til træning, arbejde eller hvad man nu har gang i.

Mine forventninger til i dag var, at jeg skulle træne, skrive herhjemme og være social. Men min virkelighed blev den, at jeg ligger med smerter på sofaen og forsøger at følge med i gamle afsnit af Greys Anatomy med et lidt omtåget hoved fra min smertestillende pille. Nogle gange har vi alle en dårlig dag og det er ok.

12625662_10208487109996609_1318407417_n

Billedet er taget på min fødselsdag i weekenden, hvor jeg var en del mere festlig, end jeg er lige nu. Pt ligger jeg i nattøj foran min computerskærm med te, snacks og netflix indenfor en rar rækkevidde. Knap så blog-værdigt.

Er du ny læser, kan du læse hvad der er galt med mine hofter HER og mere om hvad smerterne betyder i min hverdag HER

Giveaway: Vind en spritny SodaStream power!

Træt af sodavand med sukker eller en masse sødemidler og tilsætningsstoffer? Men er vand liiige kedeligt nok? Hvorfor ikke køre 80er stilen ind igen og drikke danskvand?

Jeg er glad for igen at kunne udlodde en Sodastream til en heldig vinder, der måske trænger til at spare lidt på enten kalorierne, budgettet eller måske miljøet?

Sodastream giver dig muligheden for at lave danskvand på ganske få sekunder hjemme i dit køkken. Den fylder lidt på køkkenbordet, hvis du har en dejlig Københavnerlejlighed som jeg, men designet er i top, så jeg synes ikke selv, at den ser klodset ud. Den nye SodaStream Source Power er designet af Yvés Behar, der har fokus på bæredygtighed og miljø. Så du kan endda lige pudse din egen miljøvenlige glorie, når du laver en kold drink til filmen næste gang!

Præmien er sponseret af Sodastream

55b6f4ecec5142a442afcd2a

Black Esource

SodaStream Source Power bruger kulsyre til at lave dine drinks. Den omdanner nemt og hurtigt 60 liter almindeligt vand fra hanen til danskvand, hvilket giver en lille literpris på ca. kr. 1,70 – så er du på SU med et stort forbrug  af danskvand, er der altså også et par kroner at spare.

Du kan vinde sådan en fræk fætter her ved at skrive en kommentar til dette indlæg!

Jeg finder en vinder torsdag d. 28 kl 12. Vinderen får direkte besked via mail

bloglovin_annawarrington

Hjemmelavet honningristet granola

Findes der noget bedre end knasende, sprøde og søde morgenmadsprodukter? Jeg har altid været stor fan af morgenmad i næsten alle afskygninger (bortset fra bacon, hvilket er underligt, jeg ved det godt). Ristet granola og sprøde cornflakes er mine personlige favoritter. Det smager fantastisk ovenpå skyr, som drys på pandekager, som topping på is eller bare som en dejlig snack direkte fra pakken. Kom nu, gør alle ikke det?

I går fyldte jeg 26 år gammel og i den anledning er det god stil i min familie, at lade fødselsdags”barnet” bestemme en del af menuen. Jeg valgte naturligvis en dejlig omgang brunch, hvor der skulle ristet granola med chiafrø og honning på bordet.

Chiafrø sponseret af Bodylab og indlægget har affiliatelinks

granola1

Til denne brunch lavede jeg en virkelig nem, men meget lækker, omgang honningristet granola med alverdens sunde kerner og nødder. Der er kun 2 spsk honning i hele portionen, men foretrækker du den mere blodsukkervenlig eller uden de ekstra kalorier fra det søde indslag, kan du søde din granola med kokossukker eller andet sødemiddel, såsom sukkerfri brun farin. Jeg garanterer ikke helt for samme sprødhed, men prøv dig frem.

Det smager fantastisk at servere din hjemmelavede (og måske) honningristede granola ovenpå skyr og frugt.

brunch3

Opskrift til en hel bageplade

  • En stor håndfuld mandler
  • 2 spsk chiafrø
  • 2 dl glutenfri havregryn (eller almindelige havregryn)
  • En håndfuld valnødder
  • 1 spsk solsikkekerner
  • 2 spsk honning
  • 2 spsk vand
  • Frysetørrede hindbær
  • En lille håndfuld rosiner

Start med at hakke mandler og valnødder groft. Læg dem i en skål sammen med chiafrø, solsikkekerner og dine havregryn. Tilsæt honning og vand, og ælt det hele godt sammen med hænderne, så honningen bliver relativt godt fordelt i blandingen. Læg det hele fladt ud på en bageplade og bag i ca. 15 min. ved 175 grader varmluft. Tag den ud af ovnen, når det hele ser dejlig gyldent ud, og lad det køle af. Når det er afkølet, kan du toppe med lidt ekstra honning og fordele rosiner og frysetørrede hindbær henover.

granola2

Er du ligeså vild med morgenmad som jeg? Prøv en omgang Brinner = breakfast for dinner. Det vil hverken skuffe dig selv, din kæreste eller dine veninder. Hvis de altså også elsker morgenmad…

bloglovin_annawarrington

26 år. Er jeg voksen nu?

I dag er det min fødselsdag, og jeg fylder hele 26 år gammel. Et tal der egentlig vækker lidt forskellige følelser i mig. 26 er sådan et tal, der ligger lunt i midten, og alligevel tættere på 30 end på 20. Men betyder det egentlig noget?

Jeg tror, at vi i dag har en alt for lineær oplevelse af, hvad det betyder at blive ældre. Det lader nogle gange til, at de fleste har en slags checkliste, som de skal igennem. Når man er ung SKAL man helst gå i byen 3 gange om ugen, drikke hjernen ned med sure gajolshots og have sjove historier at fortælle næste morgen. Langsomt, men sikkert, skal man så lægge de våde varer på hylden (bortset fra rødvin naturligvis), så skal man finde sig en sød kæreste og gerne investere i fast ejendom.

Det er også vigtigt at rejse, helst med en beskidt rygsæk, mens du er ung. Når du så bliver lidt ældre, skal du have en god portion “livserfaring” med fra den beskidte rygsæk. Den hjælper dig nemlig nu, hvor du skal føde dine 1,4 børn og drikke cafe latte mens du er på barsel og shopper økologisk børnetøj.

Måske er det mig, der er for strid her, men jeg bliver lidt træt indeni, når jeg læser om de mange forventninger der er til et godt liv. Hvem siger, at du skal gøre tingene i den rækkefølge? Hvad med at du bare lever dit liv præcis som du har lyst til?

Du kan både gå i byen som ung og ældre, du kan have dejlige kærester og du kan være single både når du er 25 og 55. Du kan sjovt nok også rejse, med eller uden rygsæk, når du er alle aldre, og du kan sørme også få børn i mange af livets faser. Hvis du vel at mærke har lyst til det.

Jeg skal nyde min 26 års fødselsdag sammen med min familie i dag. Vi skal gå en tur i sneen, spise kage og forhåbentlig grine en del. Jeg har ikke nogen pensionsopsparing , og jeg går i byen, når jeg har lyst. Voksen eller ej, jeg vil bare gerne have en hverdag, hvor jeg er glad.

“Du bruger flere penge på økologisk mad, end på fest og farver i byen. Og nej, de økologiske citroner til dine tequilashots tæller ikke med” Er det et voksentegn? Jeg har i dag udgivet en artikel til den ungdomsside, som jeg skriver for. Den handler om “10 tegn på at du er voksen” og den kan du læse lige HER

“Men der er jo fedt og kulhydrater i!”

Balancen mellem at være for sund og for usund er hårfin på sociale medier. Indenfor de sidste uger er jeg både blevet opfattet som dybt fanatisk, fordi jeg har opskrifter der ikke indeholder gluten eller sukker, men i er sødet med bananer og mandler. Jeg er også blevet opfattet som én der tror hun er sund, men i virkeligheden er utrolig usund, da jeg jo lavede en opskrift med banan og mandler.

Der var faktisk en enkelt kommentar rundt på de sociale medier, som mente, at mit bananbrød med chokolade  måtte være usundt, da det indeholdt ca. 30 gram fedt og 30 gram kulhydrat (?). Jeg mener selv, at det er en ganske fornuftig makrofordeling for en kage/snack, men det virkede som om personen synes, det var høje tal. Men hvad skulle jeg så have puttet i kagen, luft? Der er jo, mig bekendt, fedt og kulhydrater i langt de fleste fødevarer. Nogle har en anden fordeling end andre, hvor der fx. er mere kulhydrat i en broccoli end der er fedt, og hvor der er mere fedt i laks end kulhydrater. Og så er der jo altså også forskel på hvilke slags fedtsyrer og hvilke typer sammensætninger af kulhydrater vi snakker om…

fb8c50e7-10ee-42bf-b198-492d2f3a8cea_zpsufnzxzyk

Så ja, mine “sunde” kager indeholder både nødder, banan, kokosmælk, dadler og alverdens sager i den dur. Og jeg har det ganske fint med det. Men der er jo fedt og kulhydrater i????

A: Jeg har ikke sagt du skulle spise hele kagen selv på en eftermiddag.

B: Jeg har faktisk slet ikke sagt, at du overhovedet skulle spise kagen

C: Sundhed handler som regel om mængder og balance. Er vi uenige her, så se punkt A og B…

kage1_zpsekcphr3f

Og bare for at toppe den; nogle gange spiser jeg faktisk også rigtig kage. Med ægte sukker og alting.

bloglovin_annawarrington