Det er (også) okay at være boglig!

De bedste snacks til fest – stor guide

Skal du holde fest i weekenden? Det er svært at vælge, hvilke snacks, der passer bedst til en god gammeldags privatfest med numserystende dansetrin og køkkenfest over midnat. Personligt elsker jeg at blive inviteret til en fest, hvor der er tænkt lidt over detaljen og hvor der er forberedt lidt lækkert til gæsterne.

Det behøver ikke være sindssygt dyrt, besværligt eller fancy, da det jo bare skal være lidt lækkert og hyggeligt, som dig og dine gæster kan gumle i, mens i smalltalker og starter festen. Her kommer min guide til, hvordan du nemt og lækkert forkæler dine gæster med de bedste snacks til din fest.

I Januar blev jeg 26 år gammel, men det var først et par uger efter, festen skulle holdes. Nu drager jeg jo snart mod New York i praktik, så det var vigtigt for mig, liiige at holde en fest herhjemme inden. Undskyld naboer, men det var en god anledning!

fest2

Det er først og fremmest vigtigt at have noget mad, som dine lettere berusede gæster nemt og hurtigt kan spise. Drop de fancy små retter og noget, der kræver en tallerken.

Jeg valgte nogle klassikere, som jeg var ret sikker på, ville falde i god jord efter et par drinks. Det meste kunne endda forberedes i forvejen, så der var heller ikke pres på mig som vært. Jeg hader selv at stresse i køkkenet, mens mine gæster hygger i stuen, og jeg gider heller ikke lugte af mad, når jeg har klædt om. Derfor var det et krav til mine snacks til festen, at de skulle kunne laves stort set færdige inden, det bankede på døren.

fest1

Spicy kødboller med oksekød

De små kødboller faldt i super god jord, særligt da de var nemme at hapse. Jeg lavede mine af en fars bestående af:

– 1 kg magert kød

– 3 spsk havremel

– salt/peber

– Chilli

– 3 fed hvidløg

– 1-2 tsk spidskommen

Det hele blev blandet godt sammen, formet til små kødboller og bagt i ovnen i ca. 25 min ved 175 grader. De tilbragte natten i køleskabet, og blev varmet lige inden servering.

fest6

Jordnødder, saltede nødder og frugt.

Det er altid godt med mad, som kan spises lidt mens man snakker, hvor man ikke behøver tænke så meget over det. Du kender selv “snack hånden”, der uden du opdager det, bevæger sig frem og tilbage mellem din mund og skålen. Jeg valgte både at have saltede og usaltede nødder, da alle så selv kunne vælge, hvor salt en aften de kunne tænke sig.

fest5

Glutenfri pizza med pesto, parmaskinke, kartoffel og spinat (Opskrift følger snart)

For at have lidt mere solid mad, bagte jeg et par kartoffelpizzaer med frisk pesto, parmaskinke og spinat. Der blev både lavet en glutenfri og en helt almindelig variant, hvor dejen og de fleste ingredienser stod klar i køleskabet, og selve pizzaerne røg i ovnen, mens jeg klædte om og ordnede mit hår. De blev skåret ud i små hapse-størrelser og forsvandt lynhurtigt fra bordet!

fest3

Chips, dip & pretzels

Personligt bryder jeg mig ikke om hverken chips eller dip, men ingen fest uden, så det blev indkøbt! Jeg troede selv, at jeg måske havde gået lidt for meget all in og købt for mange poser, men de forsvandt skam også rub og stub. Så… Note to self; folk elsker chips!

fritter2

Hjemmelavede chips af søde kartofler.

Et sundere alternativ til de supermarkedsindkøbte chips, blev hjemmelavede chips af søde kartofler. Den opskrift finder du lige HER

Din huskeliste som vært:

– Noget salt! Gerne fra chips, nødder og den slags. Vælg evt. både at købe saltet og usaltet, så er der lidt til enhver smag

– Isterningeposer og en fryser fyldt med is

– Noget mad, der fylder i maven. Fx kødboller og pizza som her.

– Ekstra danskvand, hvis nogle får nok af deres drinks…

– En masse servietter, da du ikke orker jordnøddeskaller i dine trægulve i dagene efter

– En sørens masse vin!

– En dagen derpå snack (eller mange) til dig selv, når du skal rydde op

bf4e659d-71ad-459e-855f-39296f3157e7_zpsjw6hhzbe

Hav en rigtig god fest og god weekend!

bloglovin_annawarrington
   

4 kommentarer

  • Hvor ser det lækkert ud det hele – især de hjemmelavede chips af søde kartofler ser jo perfekt sprøde ud!
    Jeg vil gerne til fest hjemme hos dig 😀

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anna Warrington

      Det blev også ret lækkert, hvis jeg selv skal sige det 🙂 Og ALT blev spist!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Ej hvor ser det bare lækkert og hyggeligt ud alt sammen, får helt lyst til at holde fest 😀 Og ja, ALTID køb rigeligt med chips. De ryger altid uanset hvor mange man køber synes jeg. Og gør de i så fald ikke, er det jo såå lækkert at have dem til dagen efter 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anna Warrington

      Chips ryger altid! Faktisk bryder jeg mig ikke selv om Chips, så vil helst have gæster, der spiser op 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Læs næste indlæg

Det er (også) okay at være boglig!