Ønsk mig held og lykke i morgen!

5 spørgsmål om praktik på Manhatten

Og her så man lige mig. Gå på Manhattens travle gader en helt almindelig mandag morgen med en nystrøget skjorte, en kaffe i hånden og 100 sommerfugle i maven (som de andre top-tjekkede business folk heldigvis ikke kunne se).

Min første dag i praktik hos UN Women i New York er overstået! Sikke en rutsjebane! Tak for alle søde tanker, de har varmet hver og én. Jeg havde en fantastisk dag med en masse nye indtryk i et meget internationalt miljø, hvor der arbejder mennesker fra hele verden. Der sidder måske nogle af jer derude, som også overvejer at søge en praktikplads et sted i verden – måske på Manhatten, så nu har jeg samlet 5 typiske spørgsmål om praktik, men lad mig endelig vide, hvis der er andre spørgsmål, som du gerne vil have svar på!

OBS: Dette er naturligvis udelukkende baseret på min individuelle oplevelse og det kan variere meget, hvordan man oplever hverdagen på en praktikplads alt efter, hvor man er i praktik.

1 – Hvad laver jeg?

Mine opgaver som praktikant bliver (heldigvis) ikke bare at hente kaffe, ordne posten og kukkelure i hjørnet. Jeg skal, sammen med to ‘rigtige’ medarbejdere, udarbejde den årlige rapport, der konkluderer, om de mange interstatslige FN organer lever op til deres ansvar i forhold til tidligere vedtaget resolutioner om menneskerettigheder for alle (både mænd, kvinder, drenge og piger). Det betyder, at jeg helt konkret skal indsamle data på alle vedtagne rapporter, dokumenter, resolutioner og derefter sortere, analysere og præsentere dem i en rapport. Derudover skal jeg med til sessioner (møder) og konferencer i de forskellige FN organer, når de omtaler en konflikt eller problematik, hvor der kunne være et interessant aspekt for UN Women.

2- Hvor er jeg i praktik?

Jeg er i praktik hos UN Womens Intergouvernmental Division, der ligger midt i hjertet af Manhatten. Det er UN Womens kontor, der arbejder med alt interstatsligt samarbejde. UN Women er det organ i FN, der arbejder med alt hvad der handler om køn – både mænd, kvinder, drenge og piger. Det handler helt simpelt om, at alle menneskerettigheder overholdes i hele verden, uanset om du er født som dreng eller pige. De har kontorer i hele verden og her i New York handler arbejdet mest om, hvordan de forskellige politiske tiltag, der vedtages i Generalforsamlingen, Sikkerhedsrådet og andre organer, kan huske, at deres arbejde også skal sikre lige muligheder for alle – uanset køn.

3 – Får jeg penge for det?

Nej, jeg er fuldstændig ulønnet. De fleste praktikpladser er ulønnet, men vi er jo nogle heldige danskere, der kan tage vores SU med til udlandet. Derudover arbejder jeg stadig her med bloggen, jeg skriver for UngUnivers, jeg har en god opsparing og så har jeg også en rigtig sød familie, der støtter mig i mit ophold herovre.

4- Hvordan er mine arbejdstider?

De arbejder anderledes i USA og særligt i de store byer, hvor det er normalt at møde mellem kl 9 og 10, spise sin morgenmad på kontoret, arbejde til kl 18(ish) og derefter have ca en times transport hjem. De fleste bor altså nærmest på deres arbejde, i metroen og på deres yndlings takeaway restaurant. Jeg får heldigvis nogle ret fleksible arbejdstider, men mine dage bliver lange og der bliver ikke tid til meget andet i hverdagene.

5 – Hvorfor skulle man vælge praktik fremfor fx udvekling?

Udveksling er sikkert mega fedt, men jeg har ikke selv prøvet det, så har ikke den store erfaring med det. Personligt ville jeg hellere i praktik, da jeg gerne ville have et bedre indblik i, hvordan det daglige arbejde i en international organisation egentlig foregår, da jeg drømmer om at arbejde med internationale politikker senere. Så har man en drøm om at arbejde indenfor en bestemt branche, er en praktikplads en god mulighed for, at bruge noget teori i praksis og lære mere om, hvordan hverdagen ser ud ‘i den virkelige verden’

Har du andre spørgsmål om praktik?

bloglovin_annawarrington
   

3 kommentarer

  • Mette

    Jeg er meget interesseret i hvordan du har fået din praktikplads, var det uopfordret eller gennem et opslag? Jeg læser nemlig engelsk og internationale studier, og drømmer om at komme i praktik i New York, så synes det er vildt spændende at følge med på din rejse! 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anna Warrington

      Tak for et godt spørgsmål Mette! Det vil jeg rigtig gerne skrive et indlæg om 🙂 Dine studier lyder virkelig også spændende!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Mette

      Hvor fedt, det vil jeg glæde mig til ! 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ønsk mig held og lykke i morgen!