Hvad jeg glæder mig til...

Breakdown

I går havde jeg en ret voldsom oplevelse, som jeg gerne vil skrive om. Jeg har ikke været særlig god til at passe på mig selv eller til at lytte til min krop, og der kunne jo være andre derude, som var lidt for gode til at gøre det samme? Det kan nemlig være farligt at ignorere stress-signaler fra kroppen, men rigtig mange af os, gør det alligevel. Vi vil jo gerne nå det hele, ikke?

I går stod jeg op, lavede en skål havregrød og havde kvalme. Jeg fik klemt halvdelen af havregrøden ned alligevel og ignorerede at jeg følte mig små-svimmel. Jeg tager som bekendt smertestillende medicin, hvor jeg har skruet lidt op og ned for dosis, hvilket har givet nogle ubehagelige bivirkninger, men det havde jeg ikke mærket noget til i et par uger.

Derfor tog jeg min præ-pakkede trænings og skoletasker op på cyklen, jeg havde jo en lang dag foran mig. Efter et par hundrede meter på cyklen måtte jeg stille den og tage nærmeste bus. Under busturen fik jeg voldsom hjertebanken, alting flimrede og jeg var meget svimmel. Skulle jeg være taget hjem? Absolut.

På det tidspunkt var min eneste tanke, at jeg måtte nå hen til træningscenteret, Vesterbronx Gym, så jeg kunne sidde ned. Min hjertebanken fortsatte og jeg kunne ikke mærke mine ben, men jeg fik kæmpet mig op til centeret og faldt stort set sammen, da jeg så min træner Michael. Han så straks, at den var helt gal.

Jeg kom ned at ligge på en sofa midt i centeret, Michael løb ned i Føtex efter bananer og han fik fat i en læge, der holdt øje med mig. Efter en halv times hvile, noget mad og en masse væske fik jeg “go” til at tage en taxa hjem og kontakte min egen læge.

Et breakdown midt i et offentligt center er ikke sjovt, men det var vigtigt. Min krop havde en besked og jeg skulle lytte.

red21

Jeg står nu i et slags limbo, hvor jeg ikke ved, om min krop kan tåle medicinen, om jeg har presset mig selv for meget eller hvad der sker. Men hvad jeg ved er, at jeg skal blive bedre til at passe på mig selv.

Hvis du mærker din krop sige fra på lignende måder, som jeg har beskrevet, så stop! Aflys dine planer, mærk efter hvad du har brug for og pas på dig selv. Du har kun én krop og du skal nok nå det hele, men ikke på bekostning af dit helbred.

bloglovin_annawarrington
   

12 kommentarer

  • Sender gode tanker din vej! Husk at trække dybt helt ned i maven indtil, at du finder ud af, hvad der har udløst situationen 🙂 Reagerede du også følelsesmæssigt på det? Altså med gråd eller lignende.

    http://www.marieschleidt.bloggersdelight.dk

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anna Warrington

      Tusind tak Marie 🙂 Ja, det gjorde jeg. Min krop var helt ved siden af sig selv og der kom tårer helt uden, at jeg selv opdagede det. Jeg kom heldigvis hurtigt hjem i en taxa og har talt med en læge om det.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Det kunne altså godt lyde som et angstanfald? Har nemlig selv døjet ekstra meget med sådan nogle det sidste stykke tid, og selvom vi oplever dem meget forskelligt, så kunne din beskrivelse af det godt lyde sådan.

      Men er glad for at høre, at du har fået snakket med din læge om det. Det kan man ALDRIG gøre for ofte 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anna Warrington

      Det er jeg ked af at høre, at du kæmper med Marie, det lyder rigtig hårdt. Jeg har heldigvis god kontakt med min læge og har efterhånden lært, at det er bedre at snakke med hende lidt for ofte end for lidt – selvom jeg desværre har en tendens til at vente indtil min krop siger helt fra. Nu håber jeg, at jeg kan få styr på det hele ved at give min krop ro. Rigtig god bedring til dig også 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anna

    God bedring eller hvad man nu siger. Det er rart at læse sådan en opfordring – jeg tager ikke medicin, men jeg har været inde i en stresset periode, hvor jeg til sidst kunne mærke at jeg blev svimmel etc. etc., men det er sværere end som så at lytte efter. Jeg håber det løser sig 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anna Warrington

      Tak Anna og i lige måde 🙂 Det er nemlig en del lettere at sige til andre end at følge selv 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åh nej din stakkel, sikke en forskrækkelse. 🙁 Du må love at passe ekstra godt på dig selv og tage den med ro. <3 Kram

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Uh det lyder dælme ikke rart! Gode tanker i din retning <3
    Det er så vigtigt at lytte til kroppen, men langt fra altid så ligetil. Det kender jeg også klart fra mig selv, hvor jeg indimellem tænker "aarg det er bare lidt hovedpine, jeg skal så meget idag, afsted med mig", hvilket ofte har ført til at jeg ikke har følt jeg har slået til, og 2 gange har det også endt ud i et migræneanfald. Synes dog jeg er blevet bedre til at lytte til mig selv, men indimellem glipper det stadig. Tror det hænger sammen med at de aftaler vi som regel har, ønsker vi jo ikke at aflyse, eller også at vi bare er lidt for wonder-woman, jeg-kan-det-hele-agtige 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anna Warrington

      Tusind tak Mette 🙂 Det tror jeg, du har meget ret i. Jeg er nemlig også til tider alt for pligtopfyldende og vil meget nødigt sige fra eller aflyse, men det kan bare være nødvendigt at gøre.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hold kæft hvor er jeg for, at du skriver det, jeg ofte tænker.
    Ovenpå en vene-blodpop i højre lår i december 2014 har jeg også stadigvæk smerter, som jeg er nødt til at tage smertestillende imod. Derudover lider jeg også under migræneanfald hver måned. Men jeg vælger at tage smertestillende for at klare dagen og dens udfordringer. Ligesom dig er jeg virkelig dårlig til at lytte til min krops signaler – men det er vigtigt, vi gør det nogle gange. Andre kan ikke se vores smerter udadtil eller agere på vores vegne, vi skal gøre det selv.
    Så TAK Anna, fordi du tør dele din historie! Jeg håber, at jeg en dag tør at dele i hvert fald dele af min egen historie på min blog – du inspirerer mig i hvert fald til at turde tage skridtet! Spørgsmålet er ikke om jeg tør, men hvornår jeg tør 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anna Warrington

      Hvor er det dejligt at du kan finde inspiration i mine ord Sille, men hvor er jeg ked af at høre om din hverdag. Det lyder rigtig hårdt og du kan tro jeg kender den indre kamp, hvor man burde lytte til kroppens signaler, men bare ikke har lyst til at lade sig begrænse af den. Det er meget svært at leve med smerter, især når man er ung og de ikke er synlige, men der er flere af os, end man lige tror! Jeg er super glad for at du læser med og jeg håber, du en dag får lyst til at dele mere af din egen historie. Når du gør, så giv lige lyd! Jeg vil gerne læse med 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Læs næste indlæg

Hvad jeg glæder mig til...