Chokolade og kokos snack

Dilemma: Vil jeg bo i udlandet?

Da jeg var 12 år gammel besøgte jeg København med en veninde og hendes mor. Vi boede ved hendes moster i det (for mig) eksotiske område; Skovlunde. Hver dag var vi så heldige at tage s-toget ind til København, hvor vi gik lange ture helt fra Gammel Kongevej, rundt om søerne og ind til indre by. Det føltes som hele verden, og jeg var betaget af det dynamiske byliv, som København dengang repræsenterede.

Det var den første af mange gode ture i årene efter, hvor min veninde og jeg drømte os til Hovedstaden med Dolce og Gabana toppe (du kan jo godt huske dem!), hvide miss sixty jeans og de første selfies på engangskameraer, der skulle fremstilles i den lokale Kvickly, når det var blevet hverdag igen. København var

Jeg husker, at jeg er kommet hjem til mor og stædigt har proklameret, at jeg altså ville bo i København. Min mor kendte min stædige natur, der altid har haft en snert af ambivalens i forhold til behøvet for en tryg base, men samtidig en forfærdelig udlængsel, så hun trak bare på smilebåndet.

10 år efter besøger jeg New York for første gang med en anden veninde. Vi er gået ud af gymnasiet på daværende tidspunkt, har holdt vores sabbatår og er i gang med vores respektive studier. På det tidspunkt er København for længst blevet hverdag. Dét der engang var eksotisk og dynamisk, er nu blevet den trivielle hverdag, som ikke længere opfylder mit behov for dynamisk tempo og byliv.

Den følelse af snurrende spænding finder jeg, da jeg træder ud af metroen med min store kuffert og ligeså store (hvis ikke store) drømme om storbyen. Min veninde er knap så imponeret og glæder sig til at vende snuden hjemad, da vores to ugers sightseeings eventyr er slut. Jeg går derimod resolut hjem og ringer til min mor, hvor jeg fortæller, at jeg altså nu vil bo i New York.

5 år efter har jeg nu gang i mit livs (hidtil) største eventyr, hvor jeg er flyttet alene til Brooklyn for at være 5 måneder i praktik for UN Women. Hver eneste dag får jeg (absolut uden undtagelse) det vildeste sug i maven, når jeg ser mig omkring. Tænk at jeg går her? Tænk at jeg bor her? Min indre globetrotter klapper i sine små hænder og råber, at jeg skal bo i udlandet NU,  men min indre tryghedsnarkoman prikker mig blidt på skulderen og minder mig om, at jeg har rigtig mange mennesker i Danmark, som jeg elsker og gerne vil have en hverdag sammen med.

udlandet1

Alt bliver hverdag. Og alting vil uomtvistelig miste den der glinsende spændende nyhed, der kendetegner noget nyt. Det er kun fremtiden, der kan vise, om jeg ender i en storby eller om det måske pludselig føles spændende at flytte tilbage til Jylland.

Måske du kan genkende nogle af mine tanker, hvis du også har en tryghedsnarkoman på én skulder og en globetrotter på den anden?

Du kan læse mere om, hvad jeg bruger min hverdag på i New York lige HER og hvor jeg bor henne lige ved HER

bloglovin_annawarrington
   

2 kommentarer

  • Jeg kender aaalt for godt de overvejelser, og har selv mange af de samme! (Har faktisk for nyligt startet en blog om bla. det!). Jeg har boet i Australien igennem flere omgange, hhv på udveksling i highschool og senere på universitetet. Udlandet er så spændende, og det er en fed fornemmelse at opleve helt nye steder og få en hverdag de steder. Men i sidste ende trækker familien, vennerne og hjemme i lille Danmark altså også lidt – meget. Åh det er svært! Er glad for jeg har fundet din blog. Er vild med alle dine tanker og overvejelser! 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anna Warrington

      Hvor lyder det bare skønt med Australien Stephanie! Der har jeg til gode at tage til 🙂 Hvor er jeg glad for at høre, at du nyder at læse med herinde. Jeg vil også lige tjekke din blog ud 🙂 Det er ikke altid nemt at finde hoved og hale i drømme, fornuft og relationer, men mon ikke vi alle finder os til rette på et tidspunkt? 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Chokolade og kokos snack