Roadtrip i USA

Jeg er træt af ’elsk dig selv’ bølgen

Nu siger jeg muligvis noget, der gør mig rimelig upopulær. Men jeg er altså ved at være lidt træt af den der ’elsk dig selv’ bølge, som i den grad har vundet indpas på sociale medier. Det er blevet meget trendy at vise sin helt almindelige krop frem, påpege dens ’fejl’ og tilkendegive at man skal elske sig selv (på trods?).

Jeg er selv ’skyldig’ i ovenstående, så prøver ikke at pudse min glorie, men i stedet åbne for en lidt anden slags debat.

Jeg håber, min intention når ud over skærmen, men formulerer jeg mig helt hen i vejret, så må i melde ud i kommentarfeltet. Jeg har stor respekt for alle, der advokerer for et mere afslappet forhold til perfektion, idealer og fremstilling af kvindekroppen på sociale medier. Der mangler i den grad diversitet i mediebilledet, når det handler om kvinders kroppe. Og vi har alle sammen brug for at se både lyse, mørke, unge, gamle, store, små, stramme og slappe kroppe, der afspejler virkeligheden.

Vi har også alle sammen brug for at blive mindet om, hvor forskellige vi heldigvis er, når vi snakker æstetik og tiltrækning, hvor der heldigvis er også ligeså stor diversitet i præferencer, som der er forskellige kroppe. Så naturligvis skal mediebilledet ikke kun vise én type krop. Men… Jeg vover altså pelsen lidt og spørger, om ‘elsk dig selv bølgen’ måske kan være med til at forstærke presset på udseende?

annagriner

Jeg bliver nemlig lidt træt, når vi hele tiden fokuserer på udseende.  Der er en stor procentdel af unge, der er usikre omkring dem selv og deres kroppe – undertegnede inklusiv. Det hjælper givetvis meget med rollemodeller, der viser deres helt normale deller og strækmærker, men det er måske også med til at forstærke det utrolig store fokus, vi har på udseende?

Ved at italesætte et emne forbliver det emne aktuelt både i medierne, men også i hver vores bevidsthed og daglige tankesæt. Vi eksponeres hele tiden for kroppe hvadenten det er ’perfekte’ photoshoppede kroppe i glinsede blade eller såkaldte ’almindelige’ kroppe på sociale medier, som fortæller at vi nu bare alle sammen skal i gang med at elske os selv mere. Det handler hele tiden om udseende.

Hvad med at snakke lidt mere om, hvad du er god til? Hvad du interesserer dig for? Hvem du har talt med i dag?

bloglovin_annawarrington
   

19 kommentarer

  • Kirstine

    Hvad med at nyde dagen i dag istedet for at tænke på hvordan du ser ud i dag?

    Jeg har tænkt længe over netop dette emne. Jeg er træt af at der altid fokuseres på udseende. Hvis du virkelig elsker dig selv, har man så et behov for at vise det gennem sociale medier?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • S

    På mit gymnasie kørte der en mobbe kampagne, som rigtig mange tog til sig, selv dem der altid mobbede andre. De delte videoen på deres væg, de snakkede om at man skulle have nok i sig selv og så gik de videre med deres daglige liv og mobbede dem der var mindre genetisk heldige end dem selv fx eller kunne li’ nogle andre ting. Jeg føler lidt det er det samme der er sket med denne her kampagne, og det er det, der provokerer mig mest. Jeg har set mange dele det hashtag, der er de første til at lige hviske til veninden om “hende ders fede røv” og så virker det bare så hult. Og hvad så hvis det ikke er vægten? Hvad hvis det er øjnene, næsen eller noget andet, der er i vejen? Sådan rigtig, ikke bare på jeg-er-usikker-måden-i-vejen? Jeg synes det er fedt, hvis man elsker sig selv. Og jeg synes det er værd at stræbe efter. Der er bare ingen grund til at bruge det som et skjold imod at man fortsætter sin mobning, eller at man bagefter græder sig selv i søvn efter at have spist en hel pose chips eller hvad ved jeg. Kommer min mening igennem eller er det for rodet?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anna Warrington

      Det er nogle rigtig fede pointer, du har! En super fin og meget anderledes vinkel på debatten. Tak for din kommentar 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg er helt enig med dig. Jeg spekulerer nogle gange på, om det ikke nogle gange er noget, der blæses lidt ud af proportioner, netop af sundhedsprofessionelle eller hvad jeg lige skal kalde dem/os. Lidt som balance. Åååh se mig og al min fredagsslik #balance. Det samme med den dårlige samvittighed. Helt sikkert, at den findes, men at gøre det til noget alle har, hver gang de tager en bid af en is er at gå alt for langt, tror jeg. Jeg ved ikke, hvorfor det altid er de – stadig – få, der tager tingene til ekstremer, der skal dominere diskursen. I don’t get it!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anna Warrington

      Vi er meget enige Jane. Polarisering af enhver debat er desværre reglen snarere end undtagelsen, hvilket sjældent er specielt konstruktivt. Det er næsten helt paradoksalt, at netop ‘balance’ nu er endt med at være sådan et tilfælde 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christine

    Jeg er så enig i dine meget gode pointer. Det kan ligesom også give for meget fokus på, at bløde lår og strækmærker er noget, man skal elske sig selv “på trods af” – som i: bløde lår og strækmærker er noget negativt. Jeg gad godt vi kunne lade være med at fokusere på kroppen hele tiden, og synes faktisk også det er unfair, at det mest er kvindekroppen. Hvad med mændene? Kan de bare slappe og lade være med at bekymre sig om det? (Retorisk spørgsmål 🙂 )

    Noget andet er, at ofte bliver plus size modellerne i den store ende fotoshoppet heeeelt vildt meget, så de har den glatteste hud, ingen appelsinhud og ingen, eller i hvert fald minimalt med, “deller”.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anna Warrington

      Åh ja, den med plus size er en god pointe! De har jo stadig de samme anerkendte mål, proportioner og perfekt Photoshoppet hud, så måske de endda er med til at forvrænge modebilledet om kvindekroppen yderligere? 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Isabella

    Ja tak! Ikke én blogger har sat emnet i fokus. Jeg er dødtræt af alle der siger ”elsk dig selv og din krop”. For nej, ikke alle kan elske sin krop, og kommer aldrig til det. Jeg har i 5 år haft anoreksi, og er så småt begyndt at se lidt lys ud af den mørke tunnel, men det er en laang vej, og jeg ved med mig selv, det er meget meget svært at få vende sit synspunkt fra at hade sin krop, til at kunne lide den. Vi har alle ”gode” dage, (som jeg kalder dem), og dårlige dage, hvor vi ser os selv som tykke,vi har dårlig hårdag eller whatever. Jeg synes virkelig, der burde lægges mere vægt på det du netop skriver. For ja, jeg tror, at debatten om vores udseende, kan tage alt alt for meget overhånd.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anna Warrington

      Tak for dine rosende ord Isabella og hvor er du hamrende sej at tage kampen op med anoreksien! Jeg håber, du langsomt, men sikkert, får flere gode dage! 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    Super spændende emne at tage op! Jeg er helt enig med dig i, at det hele handler om udseende, hvilket skaber et stort pres på os, for at elske os selv for hvordan vi ser ud. Det burde vi jo når alle andre på Instagram gør, burde vi ikke? Men på sociale medier får vi stadig ikke et helt realistisk billede af virkeligheden, for selv om der er fokus på det ‘uperfekte’, så er alle billeder nøje udvalgt, med det formål at fremstille ‘fejlen’ så godt som muligt. jeg synes det kunne være fedt hvis vi prøvede at elske os selv for den person vi er i stedet for, og prøvede at få mere fokus på indre værdier.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anna Warrington

      Super fed pointe Trine, som jeg er meget enig i. Det er jo stadig en redigeret “uperfekthed” som vises på sociale medier 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Helt enig! Jeg syntes også at det kan virke lidt beslastende, hvorfor der skal være fokus på udseende hele tiden.
    Jeg er selv overvægtig, men jeg bruger ikke hele dagen på at elske eller hade min krop. Men der er så meget andet jeg går op i.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anna Warrington

      Vi er helt enige Line, hvorfor konstant have fokus på kroppen – positivt eller negativt? Der er nemlig mange andre aspekter af livet!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg er i det hele taget bare træt af bølger. Så snart et fænomen har fået sig sit eget hashtag eller er blevet inviteret i Go’ Morgen Danmark, så er det allerede ude på en glidebane.
    Og så er jeg i øvrigt fuldstændig enig i dit oplæg. Det ville være nice med lidt mere fokus på substans.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anna Warrington

      Det forstår jeg godt! Nogle gange gør over eksponering sjældent noget godt ift inspiration 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nana

    Jeg har været træt af det længe, derfor følger jeg stort set ikke flere af de såkaldte fitness/sundhedsprofiler. For mig virker det som om folk forsøger at overbevise sig selv om, at det er ok at de ser normale ud – mere end de forsøger at overbevise andre. Og så kan alle deres følgere bekræfte dem ved at skrive ting ala “du er megalækker”, “du er megasej” osv. Husker ikke om du følger min nye IG @Regalah profil, men jeg er nemlig gået helt væk fra at skulle vise min krop frem – jeg har simpelthen ikke noget behov for andres anerkendelse. Det er ikke derfor jeg poster billeder.. Og det synes jeg egentlig er et interessant spørgsmål at stille sig selv; poster jeg for at inspirere – eller poster jeg for anerkendelse (tror ikke altid folk er helt ærlige omkring dette).

    Hilsen Nana

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nana

    Jeg har været træt af disse indlæg længe – derfor følger jeg stort set ikke sundheds/fitnessprofiler længere.

    Det kunne være interessant om folk egentlig poster disse billeder/blogindlæg for at inspirere – eller om det dybest set er pga. de søger anerkendelse (du er god nok, du er megasej, du er lækker, det er helt ok at du ser normal ud osv.).

    Ved ikke om du følger min nye IG profil @Regalah, men jeg gik nemlig helt væk fra at poste billeder af min krop – jeg har ikke længere behovet for andres anerkendelse af min krop. Det er ikke derfor jeg poster mine billeder 🙂

    hilsen Nana Regalah

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anna Warrington

      Jeg følger din profil (og snap haha) og har længe været inspireret af dine rejser og sjove tanker om livets finurligheder 🙂 Rigtig god pointe om anerkendelse, som jeg bestemt ikke tror er skudt helt ved siden af, men som måske også er gældende for meget anden online adfærd? Selfies fx? En generation der savner anerkendelse?

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Læs næste indlæg

Roadtrip i USA