Jeg har ikke anoreksi

Et vægttab er ikke nødvendigvis lig en spiseforstyrrelse og en spiseforstyrrelse er ikke nødvendigvis lig med et vægttab. Dette er en utrolig vigtig og desværre ofte tilsidesat pointe, mener jeg.

Jeg er blevet spurgt nogle gange, om jeg har eller har haft anoreksi. Jeg har for nyligt været igennem et vægttab, hvilket kunne lede tankerne i retning af en spiseforstyrrelse, men det er ikke tilfældet for mig. Jeg vil dog gerne dvæle lidt ved, hvordan vi ser på spiseforstyrrelser, da det ofte er et misforstået emne.

Når debatten omhandler spiseforstyrrelser, er det ofte et relativt ensidigt billede, der fremvises. Det handler om meget spinkle kvinder, der ikke spiser, fordi de føler sig pressede til at se ud på én bestemt måde. Det billede er sikkert også sandt for mange, men det dækker langt fra alle, der er ramt af spiseforstyrrede tanker.

En spiseforstyrrelse er nemlig først og fremmest en mental problemstilling, der ofte er et synligt symptom på, at noget psykisk ikke er, som det skal være. Den synlige forskruede adfærd omkring mad er ikke ens for alle – og det er de mentale årsager bag heller ikke.

Jeg har selv haft spiseforstyrrede tanker da jeg var teenager, som dog aldrig blev til en spiseforstyrrelse, hvilket jeg er meget taknemmelig for i dag. Jeg er meget bevidst om, at mit vægttab her i New York ikke skal føre til yderligere tabte kilo. Jeg har fuld fokus på at passe godt på mig selv med nærende mad og jeg vil meget gerne tage nogle kilo på igen, men vigtigst af alt, så har jeg det psykisk godt og ved derfor, at jeg ikke er på vej ud i en spiseforstyrrelse.

bbiiii

Har du eller en af dine nærmeste en spiseforstyrrelse, så ræk ud til din egen læge, dine nærmeste eller Landsforeningen for spiseforstyrrelser, der kan hjælpe dig i den rigtige retning.

Læs også mine tanker om ortereksi og dét at veje sin mad lige HER

bloglovin_annawarrington

Tag til Times Square hvis…

Sightseeing er lidt en spøjs størrelse, men en nødvendig én af slagsen. Vi hader allesammen de overfyldte busser med de monotone fortællinger om bygninger, der glider forbi i en blanding af spansk, engelsk og sommerhede. Men det er nu engang et must, når man besøger en ny by, så man strammer sig an, og får det gjort. Man vil jo gerne se alle de lokale seværdigheder (og tage billeder foran dem).

Og så er det, som så meget andet, altid hamrende hyggeligt, hvis man er sammen med mennesker, man elsker.

Mine forældre er på besøg her i New York, hvilket er helt fantastisk. Jeg agerer tourguide og viser dem byen på bedste vis i det smukke sommervejr.

Vi har indtil videre fået set Chelsea, Soho, Financial District, en tour af FN og spist en voldsom mængde god mad sammen, hvilket har været super hyggeligt. I går aftes var det tid til det frygtede, men nødvendige besøg på Times Square. Har du været i New York ved du, at der ikke skal meget til, før man finder ud af, hvorfor alle new yorkere undgår den lille plads ligeså meget, som de undgår at lave mad selv derhjemme.

Du bør dog tage til Times Square, hvis…

– Du elsker at blive rørt af fremmede mennesker på en lettere anmasende måde

– Du hader at gå hurtigere end 100 meter i timen

– Du elsker lyden af sirener, biler og reklamespots

– Du har øjne der suger kunstigt lys til sig (særligt hvis det blinker)

– Du er vild med fast food til overpriser

– Du får en ustyrlig trang til at tage billeder af dig selv på en rød trappe

– Du har lyst til at smide dine penge efter mennesker, der har en skuespillerdrøm, men pt ernærer sig ved at klæde sig ud i supermandkostumer og tage billeder med turister

– Du synes gadesælgere er skide hyggelige

– Du gerne vil se politimænd smile for 10000. gang og stille op til et foto

yimes

(AFFILIAELINKS). Min fine trøje er fra Hummels Seamless kollektion, som du finder HER 

Dette indlæg skal naturligvis læses med et vist glimt i øjet. Jeg elsker som bekendt New York og føler mig utrolig privilegeret over at være her og ikke mindst at kunne vise mine forældre det.

bloglovin_annawarrington

Jeg har det godt: opfølgning på vægttab!

Vægt er et skide sensitivt emne. Det vidste jeg godt, men wow en tilbagemelding på mit indlæg i går. De fleste var bekymrede, så måske har jeg ikke formuleret mig godt nok eller måske var billedet for alvorligt, så nu kommer der en opfølgning på mit vægttab og mine tanker om det hele.

Helt grundlæggende; jeg har det godt.

Jeg er glad, nyder min hverdag på min drømme-praktikplads, har gode venner og føler mig meget heldig over at være i New York. Vores kroppe reagerer forskelligt, og min krop har reageret på nogle forskellige stressfaktorer (hvor mine hofter er én af dem) og andre, som jeg ikke kommer nærmere ind på online. Det har resulteret i et vægttab, men det har ikke resulteret i spiseforstyrrede tanker eller fysiske symptomer på noget, der minder om det. Jeg har fuld fokus på at sove godt, spise godt og generelt passe på mig selv, så de tabte kilo skal nok snige sig tilbage på min krop igen.

hardetgodt

Du kan læse mit indlæg ‘fra fit til skinny’ lige HER og du kan læse det første indlæg, hvor jeg snakker om det at have tabt næsten 8 kilo lige HER.

Har du eller en af dine nærmeste en spiseforstyrrelse? Eller kan du mærke tegn hos dig selv eller andre, der peger i den retning? Tøv aldrig med at række ud til din egen læge, dine nærmeste eller Landsforeningen for spiseforstyrrelser, der kan hjælpe dig i den rigtige retning.

 

bloglovin_annawarrington

Fra fit til skinny

Der var engang et par runde, relativt markerede skuldre. Nu stikker der en knogle frem fra nogle tynde arme. Der var også engang nogle squattende lår, der kunne bære hele min vægt i kilo, hvis den var placeret på nogle vægtskiver. Nu er der nogle tynde stænger, der har det famøse (og ikke videre attraktive, efter min mening) hulrum mellem sig. Det såkaldte thigh gap, som jeg ville have givet min højre arm for som teenager (trist, men sandt).

For bare 1 år siden trænede jeg 4-5 gange om ugen. Træning var en integreret del af min hverdag og jeg brugte lang tid på at overveje personlige trænere, samle viden om forskellige øvelser og svede dagens frustrationer ud i træningscenteret. Jeg var begrænset af mine smerter fra hofterne, der som bekendt desværre er mere eller mindre kroniske, men selvom min træning ikke var på et særlig højt niveau, så fyldte det meget i min bevidsthed og i min hverdag.

Sceneskift til foråret og sommeren 2016, hvor jeg befinder mig midt i min yndlingsby og lever det liv, jeg har drømt om meget længe. Men livet i New York har ikke kun været nemt. Jeg har haft travlt, gået lidt for meget ud om aftenen og har ikke passet mine måltider, hvilket har resulteret i et vægttab på omkring 8 kilo. Mine tanker om selve vægttabet kan du læse HER

Det paradoksale er, at tankerne om min krop og dens udseende har fyldt utrolig lidt. Der var engang, hvor jeg kun tænkte på at være tynd, men nu hvor min krop vist godt kan beskrives i den kategori, fylder tankerne om ’skinny’ bare virkelig lidt.

Det giver ikke nogen ekstra værdi til mig, min hverdag eller mit liv – hvad jeg vejer. Jeg definerer ikke alene mig selv ud fra min vægt eller min krops udseende, og jeg bliver hverken et bedre eller dårligere menneske af, hvor store muskler eller hvor lav en fedtprocent jeg har. En meget banal erkendelse, men ikke desto mindre nogle gange fint at minde sig selv (og andre) om.

fittilskinny

Mangler du lidt mere styr på gode kostvaner og eventuelt lidt mere sul på kroppen? Jeg kan anbefale at alliere dig med dygtige fagfolk, der kan hjælpe dig godt på vej. Læs de 10 spørgsmål jeg mener, du bør stille din personlige træner, før du vælger ham eller hende til at hjælpe dig – hvad enten dit mål er vægttab, opbygning af muskelmasse eller bare at få bevæget kroppen lidt.

bloglovin_annawarrington
Older posts