Lets get lost

Skal vi tage en tur i skoven? Du rynker måske på næsen, ryster på hovedet og finder noget andet at lave, hvor tempoet er hurtigere. Sådan er jeg selv de fleste dage, da jeg elsker højt tempo, larm og mange mennesker (hvilket forklarer hvorfor, jeg elsker at bo i New York, host host). Men.. Jeg elsker faktisk også at forsvinde ind i skoven, gå en tur på stranden eller fordybe mig i en park, hvor der er ro, så alle tanker bare kan flyde, som tanker har det med at gøre.

Og det tror jeg, er hamrende sundt.

14193661_10210344800037699_804022676_n

Lets get lost.

bloglovin_annawarrington

Smeltet skumfidus, oreo og bær (jeg dør lidt!)

Findes der noget mere lækkert end smeltet skumfidus? Det skulle da lige være, hvis du smider det ovenpå frozen yoghurt med friske bær og smuldrede oreos. For søren, det smager godt!

Det er altid en stor beslutning at vælge topping til sin is eller blande en pose slik. Er du chokoladetypen, vingummitypen eller ‘kun frisk frugt og nødder’ typen?

Personligt er jeg en ‘lidt af det hele’ type, der elsker alt, hvad der er hvinende sødt, men det skal helst suppleres med noget syrligt og friskt, der giver det et bid.

froyo

froyo2

Jeg behøver vel ikke sige, at mit projekt ‘tag på i vægt’ går knald hamrende godt med den slags lækkerier på hvert et gadehjørne?

bloglovin_annawarrington

Sund aftensmad på 10 min

Nogle dage skal det gå stærkt, og nogle dage skal det gå rigtig stærkt. Orker du ikke mere takeaway eller har din bankrådgiver lukket for flere middage ude i byen, kan du heldigvis selv nemt og hurtigt fremtrylle en sund aftensmad på 10 min. Der er flere små tips og tricks til den slags, men her kommer min personlige redning, når jeg er sulten og maden helst skulle have været klar for 5 min siden…

Du løber enten ned til dit lokale supermarked, eller åbner dit køleskab, hvis du har handlet i forvejen og hiver følgende ud:

Falafel fra frost eller køl

– Mix af friske grøntsager, der er snittede i forvejen (eller grøntsager fra frost)

– En håndfuld frisk salat eller snittede, friske grøntsager (jeg havde en pose rå gulerods/broccoli spaghetti)

– Et par spiseskefulde salsa, pastasovs, karrypaste eller lignende smagsgiver

– En håndfuld nødder

Du starter med at varme dine falafler i mikroovnen eller i et ildfast fad i ovnen (hvis de er optøede). Imens tilsætter du lidt olie på en varm pande, hvor du smider dine allerede snittede grøntsager op. Lad det svitse godt sammen i et par minutter og tilsæt salt, peber og lidt af den smagsgiver, du har valgt (som du altid kan have i køleskabet til travle dage). Din tallerken kan nu samles ganske kort tid efter, din mave begyndte at rumle. Bum. Færdig!

14101885_10210305574017073_1934450088_n

Personligt er jeg helt vild med falafel, der kan redde enhver knurrende mave, der kræver mad indenfor kort tid. Falafel er lavet på kikærter, der steges eller bages med krydderier og olie. De kan købes mere eller mindre kalorietætte, økologiske eller konventionelle og med ganske få (eller slet ingen) tilsætningsstoffer. Jeg har endda for nyligt spist falafel til morgenmad!

Har du nogle gode tips til sund aftensmad på 10 min?

bloglovin_annawarrington

Derfor bliver du tyk i USA #2

Hvorfor bliver du tyk i USA? Der er sukker i absolut alle madvarer! Du tror måske, jeg overdriver, men prøv at tage ind i ethvert amerikansk supermarked og brug et par minutter på at læse (den ikke særlig gennemskuelige) ingrediensliste på langt de fleste varer. Der vil stå enten sukker, fructose, majssirup eller lignende i varer, du ikke anede, havde brug for sukker.

Græsk yoghurt er for kedeligt i sig selv. Det mangler sørme noget sukker! Brød? Slet ikke spiseligt uden et skud lidt sirup. Og hvad med dressing? Det smager da slet ikke nok af purløg og basilikum, hvis vi ikke smider lidt sødt ind i blandingen! Der findes naturligvis en masse helsekost osv, der ikke putter tilsat sukker i deres produkter, men almene varer er overraskende fyldt med sødme, hvor det (efter min mening) ikke hører hjemme.

I øjeblikket befinder jeg mig i Vancouver, hvor jeg besøger min far og hans side af familien. Det er givetvis ikke USA, men Canada, og alligevel har de fleste supermarkeder et imponerende udvalg af sukkerholdige varer. Jeg er jo også selv en sukkergris, der ikke går af vejen for en god omgang bland selv slik, meeeen jeg måtte alligevel se mig slået af 5 kg sirup. SÅ mange pandekager får jeg nok ikke spist på et helt liv!

sirup

Læs første del af mit bud på, hvorfor du bliver tyk i USA, lige HER

bloglovin_annawarrington

5 fordomme om universitet

Vi kan ligeså godt indrømme det; vi har alle fordomme. Så lad os snakke lidt om dem! Lad os få dem luftet lidt, så de ikke er helt så slemme at sige højt, næste gang en fordumsfuld tanke eller to finder vej til dig. De fleste af dem har jo ikke det store på sig, når det kommer til stykket.

Bloggeren Amalie Wessel skrev et ret så genialt indlæg her den anden dag om ‘5 fordomme om CBS’, hvilket fik mig til at trække på smilebåndet, men også tænke lidt. For der er jo bare nogle fordomme om forskellige uddannelser, der bunder i mere eller mindre halve sandheder, og som vi måske allesammen er med til at forstærke, når vi griner af jokes, der handler om netop de fordomme.

Derfor har jeg formuleret 5 fordomme om universitet, som du måske har hørt, tænkt eller snakket om?

  1. Studerende på universitet laver ikke en skid. Vi sover længe, drikker caffe latte dagen lang og går i byen så meget, som det kan lade sig gøre. Vi skal jo alligevel ikke tidligt op dagen efter…
  2. Universitetet forbereder dig ikke til den rigtige verden, men det er ikke særlig vigtigt, for de fleste af os ender alligevel ikke med at få et ‘rigtigt’ arbejde.
  3. Studerende på universitetet brokker sig ved enhver given lejlighed (selvom de får SU smidt i nakken)
  4. Universitet er mere hierakisk end militæret, så du vover ikke at tale med en professor, hvis du selv ‘bare’ er kandidatstuderende.
  5. Studerende på universitetet er arrogante og tror de er bedre end alle andre

14111933_10210312641753762_658726677_n

1 – Studerende er givetvis ikke fysisk til stede på universitetet i mere end 15 timer (cirka) om ugen, men det er ikke ensbetydende, med, at den gennemsnitlige arbejdstid fordelt på et semester kun er 15 timer (på nogle studier. Andre har flere timer, og der er også forskel på bachelor og kandidat på de fleste studier). I nogle perioder har man meget fri og kan selv tilrettelægge sin tid, hvilket er fantastisk, og i andre perioder sover man stort set ikke, da eksamensopgaver skal skrives. Det er op til den enkelte studerende, hvor mange timer om ugen der skal bruges på studie, men jeg kender ingen studerende, der bare feder den. De fleste har både studiejobs og frivilligt arbejde, så de kan få et imponerende CV, der kan sparke røv, når specialet en dag er afleveret.

2 – Hvad er et ‘rigtigt’ arbejde overhovedet? Får du løn, så har du et arbejde. Færdig. De fleste uddannelser i dag giver dig ikke en direkte vej til ét bestemt job, men forbereder dig i stedet til et varieret og forhåbentlig spændende arbejdsliv, hvor du selv skal formidle dine kompetencer til en arbejdsgiver indenfor det felt, du gerne vil arbejde. Personligt har jeg brugt både mit studie og mit frivillige arbejde til at komme i praktik for UN Women, hvor jeg er nu. Læs hvordan jeg fik min praktikplads HER

3 – Jeg kender både studerende, der demonstrerer ved enhver given lejlighed og passioneret snakker studenterpolitik, men jeg kender ligeså mange, der drikker deres billige øl i fred og lykkeligt inkasserer SU hver måned uden videre debat.  Personligt føler jeg mig utrolig heldig over de uddannelsesmuligheder, der er i Danmark, men ser kritisk på de forringelser, som besparelser på området medfører.

4 -Der ER mange gamle traditioner og normer på universiteter, og der er også en vis ærefrygt over professorer, men ærlig talt er det ikke så slemt, som man skulle tro. De fleste forskere vil gerne høre fra studerende, men spild IKKE hele forelæsningssalens tid bare fordi du har et spørgsmål, som andre medstuderende sagtens kan svare på!

5 – Uddannelsessnobberi er noget møg uanset hvem, der snobbes for eller imod. Alle der bidrager, og gør hvad de kan, fortjener en highfive. Men.. Der er mange kærlige (og nogle mindre kærlige) rivaliseringer mellem uddannelser, der gør, at mange opfatter universitetsstuderende som havende næsen ret så meget i sky. Og vi kan sikkert også (ofte ganske retmæssigt)  beskyldes for at leve i vores egen verden. Undskyld, vi kommer ud nu. Hvis du altså giver en latte…

Det var 5 fordomme om universitetet. Hvor mange kan du nikke genkendende til?

bloglovin_annawarrington
Older posts