Pak den smarteste håndbagage

5 fordomme om universitet

Vi kan ligeså godt indrømme det; vi har alle fordomme. Så lad os snakke lidt om dem! Lad os få dem luftet lidt, så de ikke er helt så slemme at sige højt, næste gang en fordumsfuld tanke eller to finder vej til dig. De fleste af dem har jo ikke det store på sig, når det kommer til stykket.

Bloggeren Amalie Wessel skrev et ret så genialt indlæg her den anden dag om ‘5 fordomme om CBS’, hvilket fik mig til at trække på smilebåndet, men også tænke lidt. For der er jo bare nogle fordomme om forskellige uddannelser, der bunder i mere eller mindre halve sandheder, og som vi måske allesammen er med til at forstærke, når vi griner af jokes, der handler om netop de fordomme.

Derfor har jeg formuleret 5 fordomme om universitet, som du måske har hørt, tænkt eller snakket om?

  1. Studerende på universitet laver ikke en skid. Vi sover længe, drikker caffe latte dagen lang og går i byen så meget, som det kan lade sig gøre. Vi skal jo alligevel ikke tidligt op dagen efter…
  2. Universitetet forbereder dig ikke til den rigtige verden, men det er ikke særlig vigtigt, for de fleste af os ender alligevel ikke med at få et ‘rigtigt’ arbejde.
  3. Studerende på universitetet brokker sig ved enhver given lejlighed (selvom de får SU smidt i nakken)
  4. Universitet er mere hierakisk end militæret, så du vover ikke at tale med en professor, hvis du selv ‘bare’ er kandidatstuderende.
  5. Studerende på universitetet er arrogante og tror de er bedre end alle andre

14111933_10210312641753762_658726677_n

1 – Studerende er givetvis ikke fysisk til stede på universitetet i mere end 15 timer (cirka) om ugen, men det er ikke ensbetydende, med, at den gennemsnitlige arbejdstid fordelt på et semester kun er 15 timer (på nogle studier. Andre har flere timer, og der er også forskel på bachelor og kandidat på de fleste studier). I nogle perioder har man meget fri og kan selv tilrettelægge sin tid, hvilket er fantastisk, og i andre perioder sover man stort set ikke, da eksamensopgaver skal skrives. Det er op til den enkelte studerende, hvor mange timer om ugen der skal bruges på studie, men jeg kender ingen studerende, der bare feder den. De fleste har både studiejobs og frivilligt arbejde, så de kan få et imponerende CV, der kan sparke røv, når specialet en dag er afleveret.

2 – Hvad er et ‘rigtigt’ arbejde overhovedet? Får du løn, så har du et arbejde. Færdig. De fleste uddannelser i dag giver dig ikke en direkte vej til ét bestemt job, men forbereder dig i stedet til et varieret og forhåbentlig spændende arbejdsliv, hvor du selv skal formidle dine kompetencer til en arbejdsgiver indenfor det felt, du gerne vil arbejde. Personligt har jeg brugt både mit studie og mit frivillige arbejde til at komme i praktik for UN Women, hvor jeg er nu. Læs hvordan jeg fik min praktikplads HER

3 – Jeg kender både studerende, der demonstrerer ved enhver given lejlighed og passioneret snakker studenterpolitik, men jeg kender ligeså mange, der drikker deres billige øl i fred og lykkeligt inkasserer SU hver måned uden videre debat.  Personligt føler jeg mig utrolig heldig over de uddannelsesmuligheder, der er i Danmark, men ser kritisk på de forringelser, som besparelser på området medfører.

4 -Der ER mange gamle traditioner og normer på universiteter, og der er også en vis ærefrygt over professorer, men ærlig talt er det ikke så slemt, som man skulle tro. De fleste forskere vil gerne høre fra studerende, men spild IKKE hele forelæsningssalens tid bare fordi du har et spørgsmål, som andre medstuderende sagtens kan svare på!

5 – Uddannelsessnobberi er noget møg uanset hvem, der snobbes for eller imod. Alle der bidrager, og gør hvad de kan, fortjener en highfive. Men.. Der er mange kærlige (og nogle mindre kærlige) rivaliseringer mellem uddannelser, der gør, at mange opfatter universitetsstuderende som havende næsen ret så meget i sky. Og vi kan sikkert også (ofte ganske retmæssigt)  beskyldes for at leve i vores egen verden. Undskyld, vi kommer ud nu. Hvis du altså giver en latte…

Det var 5 fordomme om universitetet. Hvor mange kan du nikke genkendende til?

bloglovin_annawarrington
   

6 kommentarer

  • Pernille

    Jeg tror lige du skal huske at tilføje at nr 1 kun gør sig gældende for mange humaniorastuderende 😉 på de naturvidenskabelige, samt ingeniøruddannelserne er der meget mere travlt, hele tiden, og langt flere forelæsninger 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anna Warrington

      Det er en god pointe, som jeg lige retter. Det er også mest henvendt til kandidatstuderende, da jeg også selv havde flere timer på bacheloren. Jeg mener, humaniora faktisk har færre timer, men er ikke sikker? Tak for rettelsen.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • På jura er vi så heldige, at vi har oplæg til hvert seminartime. Som skal laves i (administrative fastsatte) grupper.. Èn case til et seminar kan tage mellem 1-3 timer.. Så selvom vi kun har 10-15 timers undervisning (vi har næsten ingen forelæsninger mere), så bruger man ret meget tid på uni. Og du ser din studiegruppe mere end nogen anden. Det bliver kun sjovere desto længere du kommer. 5 mennesker i én studiegruppe, der skal tilrettelægge hvornår der skal laves gruppearbejde.. Vores skemaer er skiftende og alle har stort set job – og det ligger sjovt nok aldrig på de samme dage!
    Men, udover det er lidt besværligt, så er ideen jo god nok! En jurist er ikke meget værd, hvis man ikke kan arbejde sammen med andre mennesker! 😀

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anna Warrington

      Det lyder faktisk som en hamrende god løsning, så der stilles flere krav om aktivitet og i også som studerende, føler jer mere engagerede. Jeg har også altid selv godt kunne lide ideen med læse og diskussionsgrupper, så det faglige stof ikke er noget, man sidder med selv.
      Og vi er enige; ingen duer til særlig meget, hvis de ikke kan arbejde sammen med andre 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Charlotte

    Ja jeg studsede også lidt over punkt 1 for specielt for sådan en ingeniørstuderende som mig (eller færdiguddannet er jeg egentlig lige blevet hehe), så er det SÅ øv at få at vide, at folk på universitet aldrig laver noget og ingen undervisning har, når man har 30 timers undervisning hver uge plus læsning og opgaveregning hjemme. Tilgengæld synes jeg ikke det gavner at havde så meget undervisning og læsestof hver uge, for både jeg selv og rigtig mange på mine hold på Ingeniørhøjskolen er gået helt ned (fx med stress) pga det umennskelige pres, hvilket også har gjort at ingen rigtig har haft tid til at fordybe sig sådan rigtigt i tingene selv ikke ordentlig (synes jeg) ved specialet som man kun har 4 måneder til. Så jeg synes faktisk 15 timers undervisning lyder meget mere fornuftigt (og ikke som for lidt, for jeg ved hvor meget tid, man bruger på læsning og forberedelse til undervisning/efter undervisning/gruppearbejde)!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anna Warrington

      Det er en virkelig god pointe! Det handler vel (som meget andet) meget om balance, når der skal afgøres, hvor mange timers fysisk undervisning er nødvendig, for at den studerende får det optimale ud af studiet? Det lyder som utrolig mange timer, når forberedelse kommer oveni. Jeg har personligt altså ment, at de ca 15 om ugentlig (flere på bacheloren og færre på kandidaten) i statskundskab var for lidt, men kan godt følge pointen med, at studerende så også selv bruger tid i læsegrupper og lignende. Tak for en kommentar med et andet perspektiv! 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Læs næste indlæg

Pak den smarteste håndbagage