20% på active wear

Du skal veje under 50 kg

De fleste kvinder jeg kender, har et tal. Det er et magisk tal, der ofte kommer ganske ud af den blå luft, men som styrer meget af deres tankevirksomhed. Jeg snakker ikke om tallet, der fortæller, hvor mange personer der har været inde og runde dobbeltsengen eller hvor mange nuller, der står på bankbogen. Jeg snakker om tallet på vægten.

Selvom de fleste i dag efterhånden ved, at sundhed ikke defineres af vægt, at muskler vejer mere end fedt (fylder mere) og alt det der, så ser jeg stadig mange, smukke, seje og veluddannede kvinder blive besatte af det lysende tal, der blinker frem på vægten, når de med let svedige fødder har stillet sig op på den.

Og ved du hvad? En af de kvinder – er mig selv.

Det er pinligt at indrømme, for jeg ved jo bedre. Ikke sandt? Jeg ved jo rationelt godt, at vægten ikke fortæller en skid om, hvordan jeg ser ud, hvor sund jeg er, eller hvem jeg er som menneske. Alligevel havde jeg i årevis en underliggende idé om, at min vægt helst skulle ligge under 50 kg.

Jeg ved faktisk ikke præcis hvor tallet kom fra. Måske lød det bare godt og rundt? Jeg er 163 cm høj, så 50 kg er ikke en faretruende lav vægt, men det er bestemt heller en øvre grænse, der er nødvendig. Da jeg trænede meget styrketræning lå jeg omkring 56 kg, hvilket var en personlig udfordring. Min vægt faldt naturligt et par kilo, da jeg stoppede med kostplan og de tunge træningspas, men især det seneste halve år har jeg tabt mig en del, grundet stress, så pludselig skulle jeg til at arbejde for at tage på.

Min taktik for at få lidt mere fylde i kinderne blev, at jeg droppede vægten. Jeg har ganske simpelt ikke vejet mig, fordi jeg ved, jeg ikke kan styre det. Det føles (igen) ret pinligt at indrømme, men det er sandheden. Jeg har ikke en spiseforstyrrelse, men jeg ved, det ikke er sundt for mig, hvis jeg vejer mig. De 50 kg er jo røv ligegyldige.

14454532_10210581032983375_2017377866_n

Du kan læse mere om mit vægttab her i New York HER, og hvordan jeg har taget på i vægt igen lige HER

Har du også haft et magisk tal på vægten?

bloglovin_annawarrington
   

6 kommentarer

  • Rikke

    59 er mit magiske tal, og jeg er lykkelig, grænsende til helt høj, når jeg ind i mellem ser de magiske tal på vægten, men mere almindeligt er det med 61 til 63kg.
    Jeg ved ikke hvorfor et par kilo fra eller til, kan gøre sådan en forskel, det burde ikke betyde noget med sådan et tal, men må erkende at jeg også kender til tallets magt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anna Warrington

      Hej Rikke. Det er sørgeligt, men rart, at jeg ikke er alene med de her tanker. Det er så fjollet, at man kan lade sig styre af et tal på den måde, men det sker for rigtig mange kvinder, tror jeg. Tak fordi du også deler dine tanker om det dumme tal!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cecilie

    Jeg er 161, og jeg har også 50 kg (eller derunder) som mit “magiske tal”. Da jeg gik i behandling for min spiseforstyrrelse var 50-52 kg min målvægt, så derfor har jeg haft altid haft svært at acceptere hvis tallet var højere. Jeg tror ikke at jeg kommer til at blive tilfreds med min vægt eller min krop på noget tidspunkt. Ærlig talt. Men jeg øver mig i at være ok med det. At jeg ikke er tilfreds med min vægt/krop betyder ikke at det skal hæmme mig i at gøre hvad jeg gerne vil og have det sjovt. Det skal ikke forhindre mig i at leve livet 🙂
    Jeg synes det er fedt at du er så ærlig omkring det 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anna Warrington

      Hej Cecilie. Det er stærke ord, du skriver. Jeg sætter meget pris på, at du har lyst til at dele dine tanker om det her emne, der kan være svært for mange. Det lyder som en sej kamp, du har, som du er godt på vej til at være ovenpå. Det bør nemlig aldrig være vægten, der afgør om man har det godt eller kan gøre de ting, man gerne vil! 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Jeg blev faktisk lidt stille og meget tænksom da jeg så dine pointer. Jeg har en veninde, der er meget spinkel og også kæmper for at holde sig oppe på 50 kg. Vi er nogenlunde lige høje og jeg er 170 cm.

    Og jeg har egentlig heller ikke godt af at veje mig. Så det har jeg ikke gjort i årevis. Ikke siden dengang min læge sendte mig hjem efter endt graviditet og med besked om at stoppe amning og spise noget mere. Jeg var nemlig rigtig afpillet på 62-64 kg. Ja, der stod noget med 60+ …altså ca. 10 kg mere end de magiske ca. 50-55 kg.

    Ellers har jeg siden teenageårene vejet tættere på 70-72 kg end 65, som for mig bare har været et næsten uopnåeligt tal, med mine store muskler, kvindelige former og en sygdom, der gør jeg ikke kan træne hårdt. Jeg har aldrig været decideret overvægtig, men har da haft perioder hvor jeg fyldte mere end jeg selv var glad for.

    Årevis uden en vejning. Fordi jeg ikke bryder mig om det tal og fordi jeg finder BMI misvisende når jeg tager højde for muskler, figur mv. Og fordi jeg nok har haft tendens til at blive for fokuseret og det går så udover min sunde tilgang til det at leve sundt.

    I sidste uge steg jeg så på vægten og satsede på jeg – ud fra hvad jeg så i spejlet – ville veje lige under 70 kg. 66, 65, 64, 63,5… Wow!
    Jeg må så også konstatere jeg er pænere og mere “afslappet veltrænet” end nogensinde før. For første gang siden jeg kom i puberten er jeg ikke direkte ked af mine store lår og numse – der slet ikke er så urimeligt stor(e) mere.
    Jeg brugte det til at klappe mig selv på skulderen for at have fundet en god balance og hvile i mig selv. Jeg spiser sundt, hvad jeg har lyst til og lytter til min krop.

    Jeg ved jeg har tabt mig lidt ekstra fordi jeg længe ikke har spist nær nok pga. meget sygdom og det tror jeg ikke ændrer sig. Til gengæld er jeg hverken den, der sparer på god chokolade eller kulhydrater, men går op i min hjerne pg krop får næring.

    Netop pga. min fortid med et mindre godt forhold til kost, vægt og min krop har jeg bestemt jeg ikke skal på vægten igen.
    Jeg har planer om i løbet af vinteren at få trænet bagdelen helt i top – det tager lidt tid med elastikøvelser og hensyntagende kropsvægtøvelser. Men bikinikroppen er jeg – efter år med elitesport/kropsfokus/kostregler og mange ærgelser – nu glad for. Ikke fordi jeg har arbejdet hårdt for den for det har jeg kun på det mentale plan. Men fordi jeg passer godt på den.

    Jeg kan tillade mig at sige det er luksus, at jeg vil stramme lidt op, men behøver det egentlig ikke. Selvfølgelig ligner jeg ikke en supertrænet 18-20 årig. Jeg har født for nogle år siden, hvilket især gik ud over mine ellers flotte bryster. Jeg kan trods gode muskler og et stramt maveskind godt mærke, der er lidt på midten af maven, der hænger lidt inde bagved.
    Men jeg er i starten af 30’erne og ser bedre ud end nogensinde – for mig handler det altså mere om str. 36-38 sidder flot og netop for mit vedkommende er 64 kg altså meget slankt. Under 60 kg er både urealistisk og usundt for mig

    Det var blot mit input fra den anden ende af skalaen.

    Et wake up call var at jeg så et billede af mig selv sammen med nogle andre. Først bagefter gik det op for mig hvordan jeg så ud – også ifht. de andre.

    Anna, jeg har ofte kigget med et stik af misundelse og “gid, jeg…” på dine billeder. Jeg føler faktisk jeg er på niveau selvom jeg aldrig har mødt dig live, er både højere og med garanti også bredere (og måske ikke helt så stram i formerne 😏) Men den der tøjstørrelse – den betyder noget for mig.

    Jeg er sikker på I er meget smukkere end I selv kan se.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anna Warrington

      Hej Mette. Tusind tak fordi du havde lyst til at dele din historie og dine tanker! Det sætter jeg stor pris på og jeg tror, der er rigtig mange, der kan sætte sig ind i de tanker, du skriver. Du har nemlig helt ret i, at man ofte bliver meget fokuseret på sig selv og stirrer sig helt blind på sig selv, men at man med garanti faktisk er langt smukkere (og har det bedre), end man selv tror. Og så tror jeg også, at man har det bedre, hvis man netop træder et skridt tilbage og kan slappe lidt mere af ift de krav, man stiller for sig selv. Tak for din kommentar og tak for de søde ord til sidst. Jeg er sikker på, du også er absolut smuk – uanset hvilken størrelse der står i nakken af din bluse i dag 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Læs næste indlæg

20% på active wear