"Se mig, se mig" Er det ok, jeg brækker mig?

Personligt indlæg: Hvordan kommer jeg mentalt hjem?

Om to en halv uge er det juleaften, og jeg er tilbage i Danmark. Jeg sidder omkring et spisebord med min familie, spiser, snakker og kigger rundt på de omgivelser, jeg har set så mange gange før. I skrivende stund sidder jeg midt i New Yorks travle gader på en Starbucks, hvor jeg kan se bylivet summe udenfor.

Jeg ved fysisk godt, hvordan jeg kommer hjem. Det er noget med aerodynamik, et stort fly og en masse trætte kilometer i luften. Men hvordan kommer jeg mentalt hjem? Er der nogen, der kan fortælle mig det?

Det ligger ikke til min personlighed at være hverken særlig sensitiv eller specielt dramatisk overfor forandringer, men jeg har svært ved at forstå, at jeg mentalt skal hjem igen. Jeg har skønne mennesker, der venter i Danmark. Jeg har et speciale, der skal skrives, og jeg finder sikkert en masse sjove projekter at gå i krig med. Det skal nok gå. 

Jeg ved også, at der er rigtig mange, som har taget et halvt eller helt år i udlandet i forbindelse med studie og arbejde, og de kommer jo alle hjem til Danmark igen, hvor de får en hverdag op at køre ganske hurtigt. Så det sker helt sikkert også for mig. Lige nu kan jeg bare ikke slippe fornemmelsen af, at jeg får virkelig svært ved mentalt at komme hjem.

Nu har jeg jo to gange forlænget mit ophold her i det store æble, og selvom det snart er helt slut for denne gang, så er der noget, der siger mig, at det alligevel ikke bliver definitivt farvel, men nærmere et forlænget ‘på gensyn’ til New York

Læs også ’snart færdigudannet: hvad så nu?’

15300604_10211306055348481_2090468190_n

Har du stået i en lignende situation? Hvordan havde du det, da du skulle hjem igen?

bloglovin_annawarrington
   

11 kommentarer

  • Helle

    Det var skrækkeligt.

    Jeg hadede at skulle hjem – jeg var slet ikke klar. Og det værste var at jeg ikke selv bestemte hvornår jeg ville hjem, hvornår jeg mente at jeg var færdig med eventyret.

    Det tog lang tid mentalt at lande i Danmark og acceptere at det virkelig var slut.

    Det der virkelig hjalp mig var at indse at det var mit liv og mit eventyr og hvis jeg ville (tilbage til New York) så måtte jeg ligge en plan for hvordan jeg kom det. Da det hele så endelig blev muligt gav det en kæmpe ro at vide at jeg selv kunne bestemme hvor jeg ville være og hvad jeg ville beskæftige mig med – det kostede bare en masse hårdt arbejde og dedikation.

    Største bussemand er at ens familie og venner altså ikke følger med i pakken, men så må man gøre op med sig selv hvad der er vigtigst. For man kan ikke få det hele 🙃

    Nye de sidste dage og kom godt hjem.

    Hilsner fra Danmark

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anna Warrington

      Tak for den dejlige hilsen Helle. Den sætter jeg stor pris på 🙂 Jeg vil bestemt bruge dine gode råd, da jeg jo heller ikke får noget ud af, at være negativ. Det bedste er klart at tænke fremad, lave gode planer og se tilbage på tiden ude med et stort smil 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Elisabeth

    Da jeg var ung (….altså – det er ‘kun’ da jeg var 20 år.) var jeg aupair og boede i Greenwich CT, og tilbragte al den tid jeg kunne på Manhatten.( Lååååve that place! Elsker derfor at følge med på din rejse.) Men da jeg skulle hjem – det var forfærdeligt, og jeg sammenlignede alt med USA. Jeg lægtes efter ALT, og alt i DK var bare…skod. Her, 15 år senere går der ikke længe mellem hvor jeg drømmer om at komme tilbage. Af og til drømmer jeg om helt at flytte derover, men det er min mand lissom ik helt enig i😏 Det tager tid at være tilbage, og hvis man er virkelig ramt, går der lææænge.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg var egentlig klar til at rejse hjem, da jeg flyttede hjem i ’99. Jeg var træt af Paris, af forurening, uforskammede franskmænd, hverdagssexisme etc. Men for mig hjalp det, at jeg ikke tog ‘hjem’. Jeg tog et nyt sted hen. I stedet for at vende tilbage til Aarhus, flyttede jeg fra Paris til København og startede forfra en gang til.

    Men når det er sagt, så er jeg aldrig kommet rigtigt hjem. Jeg har været i Paris gennemsnitligt en gang om året, siden jeg flyttede hjem og hver gang jeg er der, føler jeg mig underligt hjemme og tilpas. Og jeg vil så gerne bo der igen. Forleden prøvede jeg at forklare Søren, at tanken om, at jeg ikke skal bo der igen, gør fysisk ondt i mig nogle gange. Det forstår han ikke noget af, men han foreslog mig, at jeg rejste alene derned i et par uger. Så det tror jeg, jeg gør næste år. Måske. Bare mig og Paris.

    Og du er jo så ung, Anna, så du har alle muligheder for at vende tilbage. Så jeg tror også på et “på gensyn”.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anna Warrington

      Tak for den virkelig rare kommentar, der gjorde mig helt glad i maven at læse. Det kan være svært at forklare, men den fornemmelse du beskriver, som du har prøvet af forklare din mand, den minder meget om den, jeg sidder med. Jeg har aldrig identificeret mig med tankegangen at være ‘hjemme’ i Danmark og så blot rejse ind i mellem, da hjem for mig ikke rigtig er definerbart på den måde. Jeg bliver simpelthen også nødt til at komme tilbage, hvilket jeg også er overbevist om, vil ske i fremtiden 🙂
      Mon ikke du også får stillet din Paris-fornemmelse på kreativ vis?

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • B

    Jeg haaber at tilvaenningen til Danmark kommer til at blive nemmere for dig end den föles lige nu.
    Da jeg flyttede udenlands, var det med önsket/maalet om aldrig at flytte tilbage. Altsaa, kun i nödssituationer, hvis der sker mystiske ting politisk f.eks. Med baade Brexit og Trump er der mange af os der har faaet en vaeldig stor forskraekkelse.
    Derfor har jeg aldrig prövet den med at tage midlertidigt ophold i udlandet. Det maa vaere maerkeligt, at have en ben og et liv i hver lejr og have en hjemrejsedato. Job, lejlighed(er!), husleje,studie og ansvar i begge lande og fordi det er midlertigt vil man gerne suge det hele ind mens man kan. Man kan ikke slaa sig helt ned dog, for den der hjemrejsedato kommer taettere og taettere paa.
    Man gider nok heller ikke at köbe det der paene sofabord der ville pynte i lejligheden, for det skal alligevel smides ud snart etc.

    Allerhelst ville jeg flytte rundt og rundt saadan hvert andet aar, eller hvad der föles rigtigt, hvis jeg overnight blev stenrig.

    Naar du kommer hjem, vaenner dig til hverdagen og faar tid til at föle din mavefornemmelse. Saa er jeg sikker paa at det du kommer frem til, nok skal lykkedes for dig. Du er en der opnaar det du saetter dig for og har en masse at byde paa.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anna Warrington

      Tusind tak for din kommentar. Det er rigtig rart at høre andres tanker og perspektiver, og jeg sætter stor pris på dine tanker min vej 🙂 Og du har helt ret i, at det føles underligt med ‘et ben i hver lejr’, hvor mit hoved har lidt svært ved at finde ud af, hvad der egentlig føles som ‘hjemme’ 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hej Anna
    New York vil altid bo i dit hjerte. Det er nu en del af dig og det der gør dig til den du er. Det der gør dig speciel.
    Jeg er selv lige flyttet tilbage til Danmark efter at ha’ boet 9år i Sverige. Egentlig følte jeg det ikke helt at jeg boede i et andet land, da jeg stadig arbejdede i KBH! Men for hele min omgangskreds var det det store udland!
    Nu er vi flyttet tilbage for at få et simplere liv (da min mand kan arbejde hjemme fra). Alle er så glade. Specielt familien. Velkommen hjem, siger de. Hjem! Det føles ikke helt sådan, men det kommer det til. Ikke i morgen eller om en uge. Men når alt det praktiske er i orden og du begynder at få en hverdag (med struktur;)
    Når man lukker en dør, så åbnes en ny. Held og lykke med din nye dør!
    Mvh
    MichalaT

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hej Anna
    New York vil altid bo i dit hjerte. Det er nu en del af dig og det der gør dig til den du er. Det er det der gør dig til den du er!
    Jeg er selv lige flyttet tilbage til Danmark efter at ha’ boet 9år i Sverige. Egentlig følte jeg det ikke helt at jeg boede i et andet land, da jeg stadig arbejdede i KBH! Men for hele min omgangskreds var det det store udland!
    Nu er vi flyttet tilbage for at få et simplere liv (da min mand kan arbejde hjemme fra). Alle er så glade. Specielt familien. Velkommen hjem, siger de. Hjem! Det føles ikke helt sådan, men det kommer det til. Ikke i morgen eller om en uge. Men når alt det praktiske er i orden og du begynder at få en hverdag (med struktur;)
    Når man lukker en dør, så åbnes en ny. Held og lykke med din nye dør!
    Mvh
    MichalaT

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Damit internet!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anna Warrington

      Sikke en fantastisk kommentar at læse Michala. Tusind tak for dine virkelig varme og opmuntrende ord, som jeg i den grad tager til mig 🙂 Det lyder som et spændende eventyr at have boet ude i 9 år, men også som en stor omvæltning at komme hjem igen. Du har helt ret i, at alt det praktiske nok skal ordne sig, og at det følelsesmæssige også kommer hen af vejen 🙂 Rigtig god dag!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Læs næste indlæg

"Se mig, se mig" Er det ok, jeg brækker mig?