Mine bedste blogindlæg i 2016

Svampet mint brownie – dessert til nytår

Forestil dig en svampet brownie, der smager af kraftig chokolade og nødder. Forestil dig så, at du ovenpå har en kølende, cremet og sød glasur, der smager af mint. De to smagsnuancer komplimenterer hinanden så godt, at jeg næsten vil vove den påstand, at der er den bedste kage, jeg har smagt.

Dette er et godt bud på en noget nær perfekt dessert til nytår, hvis du spørger mig. Jeg kan i hvert fald forestille mig ganske få mennesker, der ikke ville bryde sig om, hvis sådan et stykke blev sat foran dem.

Inspirationen kommer fra min kollega, der havde sådan en mint brownie med til kontorets afsluttende julefest. Men… nedenstående opskrift er altså 100% på eget ansvar, for du får lyst til at rydde hele fadet – nu har jeg sagt det.

Opskriften indeholder reklamelinks i form af affiliatelinks

15577550_10211454569501242_1474582388_n

Opskrift på svampet brownie:

– 2 æg

– 2 spsk kakaopulver

– 1 tsk bagepulver

– 1 knivspids salt

– 5 dl sukker

– 1/2 tsk vaniljepulver (eller 1 tsk vaniljesukker)

– 1,5 dl mel

– 2 spsk smør

– 1-2 spsk stærk kaffe

– En håndfuld hakkede mandler, valnødder eller mørk chokolade (eller alle tre)

Du starter med at røre alle de tørre ingredienser sammen, mens du smelter smørret ved lav varme. Når smørret er en smule afkølet, vender du det i de tørre ingredienser sammen med æg og kaffe (pas på med ikke at bruge for meget kaffe, det skal bare give en smule væske og smag). Er du slet ikke til kaffe, så brug en smule varmt vand eller appelsinsaft.

Rør dejen godt sammen, tilføj de hakkede nødder (og/eller chokolade) og hæld dejen i en smurt, firkantet kageform. Kagen skal ikke bage ret længe, da vi jo gerne vil have en svampet brownie, så hold godt øje med din ovn under vejs og stik evt. lidt i din brownie med en gaffel. Der må gerne sidde lidt dej tilbage, da den efterbager, når du tager den ud af ovnen. Min kollega anbefalede ikke mere end omkring 10 min ved ca 180 grader varmluft som en tommelfingerregel, men der kan være forskel på ovne, dybde af kageform mm, så et vågent øje er en god idé, hvis du kaster dig ud i denne lækkerhed.

15497714_10211454580421515_1745296903_n

Du kan naturligvis nyde din brownie præcis, som den er, men den bliver lige det mere lækker, hvis du giver den et lag mint glasur.

Opskrift på mint glasur:

– 4-5 spsk smør

– Et par dråber mint essens

– 1/2 tsk salt

– 2-3 dl sukker (alt efter hvor sød, du gerne vil have den)

– 1 spsk mælk

Du blender alle ingredienser i en stor skål og smager til undervejs, da glasur virkelig er en smagssag både med tekstur og smag.

For at få den fine effekt, smelter du et par stykker chokolade og ’swirler’ ind i frostingen, når du har smurt den udover kagen. Kan du ikke finde mint essens, kan du smelte et par stykker mint chokolade i din frosting, eller blot smelte noget mintchokolade ud over din brownie, når den er bagt og afkølet.

Nu er der ikke mere at gøre, end at nyde din brownie og ønske dig selv, dine gæster eller dit kæledyr et rigtig godt nytår!

Læs også ‘Må man boycutte nytår?’

bloglovin_annawarrington
   

2 kommentarer

  • Sara

    Lækker opskrift! Har prøvet 2 gange med varmluft, men den blev slet ikk bagt. Efter 50min i ovnen smed jeg den ud. Nu har jeg prøvet uden varmluft og der lykkedes det efter ca 10min i ovnen:)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anna Warrington

      Ej, er det rigtigt Sara? Jeg har aldrig haft problemer med varmluft, så det er jeg ked af at høre. Jeg er godt nok glad for, det lykkedes dig til sidst at få kagen lækker og færdigbagt! 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Mine bedste blogindlæg i 2016