Nemme banan pandekager uden mel

Jeg er træt af debatten om kød

Nu siger jeg det lige højt; Jeg er træt af debatten om kød. Der er skyllet en ‘grøn bølge’ over de sociale medier, hvilket umiddelbart betyder, at flere spiser mere grøn mad. Og det er jo dejligt. Men… Det betyder desværre også, at der ofte følger en grim tone af fordømmelse og vrede med ind i en debat, der slet ikke er en debat, men blot stædige råb fra hver sin lejr om at ‘kød er mord’ vs. ‘kød er bedst og grønt er kaninføde’.

Jeg er derfor ærlig talt træt af debatten om kød. Hvad jeg til gengæld ikke er træt af, er at flere er blevet bevidste om bæredygtighed i fødevareindustrien og de etiske aspekter af dyrevelfærd, så de bliver mere bevidste forbrugere.

Middagen i indlægget er sponseret

I går var jeg eksempelvis på restaurant Köd i indre København. Der fik jeg en helt vanvittig lækker oksemørbrad, der var smørblød i midten og havde en dejlig stegeskorpe udenpå. Dagen før havde jeg spist vegansk wok med kokosmælk, en masse grøntsager og kerneknækbrød. Var jeg så et bedre menneske dagen før, end jeg var den aften i går? Nej, det mener jeg ikke. Og det vil jeg gerne uddybe…

15841635_10211638622262446_591165640_n

Personligt mener jeg ikke, det er et realistisk projekt, at alle mennesker verden over stopper med at spise kød og lever vegansk. Jeg mener i øvrigt heller ikke, det er nødvendigt. Der er mange grunde til, at der spises dyr i de fleste af verdens lande: kultur, sociale normer, vaner, velsmag og den livskvalitet der for mange er forbundet med at spise en bøf.

Der er mange fingre at sætte på den måde, fødevare produceres, behandles og transporteres verden over. Miljømæssige og moralske hensyn bør bestemt få en større plads på den politiske og personlige dagsorden, hvis du spørger mig. Jeg mener bare, det er mere realistisk at advokere for at spise mindre og bedre kød, end at opfordre alle mennesker til at kvitte deres bøffer helt i morgen.

En middag på Köd lod mig sætte tænderne i en perfekt stegt udskæring af oksekød med velvalgt tilbehør, og jeg kunne skylle det hele ned med dejlig rødvin til et smit fra en opmærksom, men ikke over-frisk, tjener. Jeg kunne også læse på deres menukort, hvor al kødet er fra, og hvad koen er blevet fodret med, hvilket jeg mener, er rigtig god stil. Generelt er atmosfæren bare super behagelig, og det er hamrende vigtigt, når man ikke så tit er ude at spise den slags mad. Så skal det sgu nydes! Ikke sandt?

15909578_10211638622422450_1118712352_n

At man etisk beslutter med sig selv, at man vil droppe alle animalske produkter, har jeg naturligvis stor respekt for. Men jeg har også stor respekt for forskellighed og tolerance overfor andres valg. Personligt trives jeg bedst med flere dage i ugen, hvor jeg lever grønt, men hvor jeg også ind i mellem køber økologiske æg, spiser skyr til morgenmad og tager ud at spise sammen med gode veninder for at spise et stykke kød, der er tilberedt, så alle smagsløg er glade.

Læs om mit tidligere besøg på Köd sammen med en hel flok bloggere, live musik og en spand sangria i solen lige HER

bloglovin_annawarrington
   

6 kommentarer

  • Cecilie

    Jeg er helt enig! Jeg er også SÅ træt af debatten omkring kød! Det jeg er mere træt af, er når veganere eller vegetarer er spydige overfor folk der spiser kød og mejeriprodukter. Der er en del veganere der laver videoer for udelukkende at hakke en anden persons kost ned fordi de ikke er veganere. Det er lidt skræmmende og dybt usympatisk. Jeg er også ved at være godt træt af af dem der gør sig hellige ved at sige, at de spiser plantebaseret. Fedt for dig! Men hvad kan jeg bruge det til? Det er ikke fordi jeg ikke synes det er en super god idé at spise en masse grøntsager – for det er uden tvivl noget ens krop har super, super godt af. Jeg synes bare ikke det burde være nødvendigt at råbe ud til hele verden at man spiser sine grøntsager. Hvorfor skal man putte et mærke på ens kost, når man jo i bund og grund bare spiser MAD? Spis det du kan lide, og lad andre spise det de kan lide – slut og stop den der. I forhold til kød, er jeg meget enig med dig i at jeg synes man skal fokusere på mindre, men bedre kød. Jeg synes der burde være mere fokus på kød der reelt har haft et værdigt liv. Jeg tror også det kød vil smage meget bedre 😉 For ja, at få hele verden til at droppe kød er urealistisk som det ser ud lige nu. Det vil være en kæmpe indgriben i så mange menneskers liv og vanser, som de ikke er villige til at give op på. Men det ville helt sikkert gavne en del at skære lidt ned på kødet – uden at de nødvendigvis behøver at droppe det helt. Personligt, hvis jeg siger til mig selv at jeg ikke må spise kød, så er det eneste jeg har lyst til en saftig kylling og smagfuld kødsovs 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anna Warrington

      Vi er helt enige i forhold til måden at kommunikere på Cecilie, hvor det sjældent har omvendt særlig mange at bruge skræmmetaktikker, provokerende videoer og lignende. Jeg tror nemlig også, at den slags retorik mest får folk til at gå helt over i den anden grøft, lukke ørerne og spise endnu mere kød – det er er i hvert fald en reaktion, jeg har set tit. Det ville være rart, hvis vi kunne debattere madvaner uden at der skulle en masse fordømmelse med i snakken, men det er nok ret svært at forestille sig, at det bliver tilfældet, særligt online. Jeg er selv også meget enig med dig, hvor jeg både spiser grønt og kød, men helst mindre kød på ugentlig basis, og så vælger jeg også mere kød, der er af en højere kvalitet 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lea

      Grunden til at folk “putter et mærke på deres kost” er jo for at undgå at få serveret ting, som de ikke spiser. Hvis jeg bestiller et måltid på en restaurant, og specificerer at det skal være vegansk ved stedet, at de ikke skal komme fx smør eller andre animalske produkter i retten. Udover det, handler veganisme jo ikke kun om kost, men er en livstil, hvor man også undgår pels, læder, dyreforsøg og generelt al udnyttelse af dyr. Derfor er det smart at der findes et “mærkat”, fordi man skiller sig ud fra flertallet, og så ved folk fx, at når jeg ønsker mig et par sko til jul, skal det være nogen som ikke er lavet af læder 🙂
      Jeg har egentlig aldrig oplevet at folk udbasunerer vidt og bredt at de er veganere/vegetarer, men det er jo et valg som stikker ud fra mængden, så derfor lægger man mere mærke til det. Jeg tror det er derfor at folk har en opfattelse af, at alle veganere gør ekstra opmærksom på sig selv. Når jeg møder nye folk, har de oftest indenfor fem minutter sagt indirekte til mig at de er “ikke-veganere” (i mangel på bedre ord), fx ved at tale om noget kød de har spist, læderprodukt de ønsker sig, og dets lige, man tænker bare ikke over hvor meget folk taler om deres kødspisende livstil, fordi det er normen.
      Hvis I vil forstå jeres debatmodstandere bedre, så bliver I nødt til at huske på, at for veganere har et menneske ikke mere ret til at dræbe et dyr og spise dets lig/bruge det til tøj/creme mv., end dyret har ret til at beholde sit liv. Derfor er det svært helhjertet at advokere for mindre kød, frem for ingen kød. Veganere mener jo at det er dybt uetisk. For at komme med et eksempel som ikke-veganere kan forholde sig til, så vil det – for veganere – være ligesom at sige “voldtag mindre” frem for “stop voldtægt”. Det er ikke for at drage en parallel mellem de to ting, men for at pointere, at nogle mennesker mener, at det er moralsk forkert at slå ihjel, også selvom det “kun” drejer sig om dyr. Det har intet med at være frelst at gøre, og alt med at leve i overensstemmelse med sine værdier at gøre, at I har andre værdier anerkender jeg fuldt ud. Dog er det svært at have direkte respekt for et valg, som man mener er moralsk forkert, så derfor skal man ikke sige “respekter mit valg, jeg respekterer dit”.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anna Warrington

      Hej Lea. Tak for en rigtig velovervejet kommentar, hvor du sætter fokus på nogle vigtige aspekter i debatten. Jeg har også selv tænkt en del over etikken, da jeg er med på, at det at anvende animalske produkter betyder noget helt andet for en veganer, end det gør for en ikke-veganer. Det ville jo, som du selv siger, være helt absurd at bruge argumentet ‘voldtag mindre’ end slet ikke, og hvis en veganer har det moralske standpunkt, at dyr slet ikke bør bruges af mennesker i nogen sammenhæng, så giver argumentet ’spis mindre kød’ omtrent ligeså lidt mening. Der hvor jeg tænker, veganere (som generaliseret helhed) kunne have gavn af pragmatisme, er i forhold til at mindske udbredelsen af den lidelse, som fødevareindustrien i dag spreder. Det er, vil jeg stadig påstå, urealistisk at regne med, at alle stopper med at spise kød. Hvad der så kan være det næstbedste, i forhold til dyr og klima, må vel være at få folk til at spise mindre kød og tænke mere bevidst over, hvor deres kød kommer fra? Det handler måske så ikke om respekt, for det kan jeg godt se kan være svært at have, når det moralske standpunkt er så anderledes, men i stedet om pragmatisk at tænke over, hvordan man nærmer sig et mål?

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • AJ

    Hej Anna. Lige et andet emne, måske med en idé til et indlæg…. Har du nogen efaring med dating, f.eks. tinder og lignende? Kunne godt tænke mig at læse dine tanker om det, da jeg selv er lidt forvirret omkring emnet og du er så velovervejet 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anna Warrington

      Tusind tak for et rigtig godt spørgsmål og ros – det sætter jeg stor pris på 🙂 Jeg har ikke rigtig lyst til at skrive om lige netop de emner, da de for mig er for private til at ville dele på nettet. Det håber jeg, er forståeligt. Jeg kan dog anbefale rigtig mange af mine blogger-kollegaer her på Bloggers Delight, der har skrevet en del om dating, apps og den slags? 🙂 Jeg tror nemlig, det er noget, der kan forvirre de fleste af os! 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Nemme banan pandekager uden mel