
Hende der altid aflyser. Det er mig. Jeg er den veninde, der ofte skriver en besked et par timer før, vi har en aftale og siger, at jeg ikke kan mødes alligevel. Og hver eneste gang det sker, får jeg den samme velkendte knude i maven af dårlig samvittighed.
Det sker også i blogsammenhænge eller ved andre vigtige aftaler, hvor der er mennesker, som ikke kender mig privat, der ender med at blive skuffede.
Jeg hader at skuffe andre, men at være hende der altid aflyser er et vilkår, når man lever med den slags krop, som jeg gør. Jeg er født med hofter, der bare ikke sad, som de skulle, og trods utallige operationer, en sørens masse medicin og utrolig meget genoptræning (og søvn), så bliver de bare aldrig, som de skal være.
Jeg bliver vred på mig selv, føler mig doven og har svært ved at acceptere, at det er sådan, det er. Jeg er jo godt klar over, at jeg bryder alle former for sociale normer og høflighedsregler, men jeg ved bare aldrig helt, hvordan jeg har det i morgen.
Og jo, det handler da om at have de positive briller på. Jeg prøver også at fokusere på alle de ting, jeg godt kan. Det lykkedes skam også de fleste dage. Jeg er jo heldig, at jeg overhovedet kan gå, at jeg kan træne, og jeg endda kan cykle nogle dage. Men andre dage er jeg ked af (og vred over), at jeg er hende, der altid aflyser.
Læs også ‘Der er ikke mere, vi kan gøre’
Mit tøj på billedet er sponseret af Hummel.