Tøj til job samtale

At diskutere på Facebook…

Man skal aldrig gøre det. Jeg ved det godt. Alligevel er det virkelig svært at lade vær nogle gange. Hvad jeg taler om? At diskutere på Facebook…

Vi ved det allesammen godt. Det værste du kan gøre, er at åbne kommentarfeltet på artikler, der omhandler et tilnærmelsesvist politisk emne. Det slår sjældent aldrig fejl, at dem der råber (eller skriver) højst, er dem der ved mindst om det emne, der diskuteres. Nu er det givetvis lidt generaliserende skrevet af mig, men jeg vil faktisk vove den påstand, at der ofte slet ikke er tale om en diskussion, men i stedet påståelige mennesker, der har lidt for meget tid, lidt for meget vrede og et tastatur, der bare skal bruges.

Nu skal jeg imidlertig ikke se mig for fin til at kaste mig ind i kampen, for nogle gange kan jeg bare ikke lade vær. Generelt prøver jeg at trække vejret dybt stedet for at lade mig provokere, da jeg slet ikke mener Facebook er det rette forum for diskussioner – og slet ikke af politisk karakter, men det sker jo alligevel ind i mellem, at fingrene ikke kan holde sig i ro (jeg er vel selv påståelige og har for meget tid).

Et emne der altid får mig op af stolen, er vold mod kvinder. Det er simpelthen for stort et problem (både globalt og i Danmark) til at jeg ikke bliver engageret, når emnet er oppe og vende. Det er måske også fordi, det også er et emne, der systematisk bliver undervurderet, negligeret og ofte decideret latterliggjort. Især i kommentarfeltet på sociale medier.

Og så er jeg bare sådan en type, der hverken holder kæft eller giver op. Den seje Nina Q delte for et par dage siden en artikel fra Politikken om vold mod kvinder i Danmark på Facebook. Der kom hurtigt en del kommentarer, der stillede spørgsmålstegn ved undersøgelsen fra artiklen. Var det nu i virkeligheden slemt? Kunne det virkelig passe? Skulle vi nu ikke lige… Og nej, det skulle vi faktisk ikke. Så tillad mig at smide en fandens masse veldokumenteret information i dit hoved – også selvom du sandsynligvis ikke læser det. Det er jo Facebook.

Læs også ‘Fortæl mig én gang til, vi ikke har brug for ligestilling’

giphy-1

Jeg fik gravet forskellige tal frem, men fordi emnet er så kompleks og sensitivt, er der utroligt mange mørketal på området – både globalt og i herhjemme i Danmark. Undersøgelsen der blev henvist til i artiklen fra Politiken er fra 2014, hvor 42.000 kvinder blev adspurgt i EU, hvoraf 2000 var danskere. Den viste, at 32% af de adspurgte kvinder, havde oplevet en form for (hvad de opfattede som) vold. Der er blevet rettet kritik imod undersøgelsen af flere danske forskere siden. Tal fra UN Women globale database om vold mod kvinder viser en række parametre for vold mod danske kvinder. Er du interesseret, kan du dykke ned i rapporter lige HER eller HERVil du læse hele EU undersøgelsen fra 2014, kan du downloade rapporten HER.

Så ja, jeg faldt selv i fælden ved at kommentere på Ninas opslag på hendes Facebook. Jeg er altså givetvis selv en af dem, der råber lidt for højt og har lidt for meget tid, men det her er emne er for vigtigt til at jeg tier stille.

Hvad mener du om at diskutere på Facebook?

   

5 kommentarer

  • Anne

    Hej Anna 🙂
    Jeg synes, det er tåkrummende og pinligt, at en undersøgelse foretaget af Institut for Menneskerettigheder viser, at hver syvende kommentar på DR’s og TV2’s nyhedssider er hadefulde. Jeg mener, man har sin fulde ret til at debattere og tilkendegive sin mening på Facebook (og på andre digitale platforme, men også i det analoge lov), hvis man kan holde en sober og saglig tone og være i stand til at være nuanceret i forhold til problemstillingen. Med det mener jeg, at hvis man tager del i en debat, så bør man også acceptere, at alle ikke er enige i ens egen holdning til emnet. Hvis alle var enige, ville der jo ikke være nogen debat – og hvordan skal vi så reflektere over samfundsforhold? Efter min mening er debat og det, at vi kan tale seriøst om problemstillinger essentielt for vores demokrati. Såfremt man ikke lever i sit eget “ekkokammer” og ignorerer dem, der har andre holdninger helt selv, synes jeg, at online-diskussioner er et glimrende redskab til den demokratiske debat. Men ja, det er trist, at hver syvende ikke kan tale ordentligt til andre. Helt ærligt så er det heller ikke særlig forbilledligt overfor ungdommen. Det er ikke så sært, at mange unge trækker sig fra (politiske) debatter, når tonen er så usaglig.
    Hilsen Anne 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anna Warrington

      Jeg er helt enig Anne. At vi kan debatere og reflektere over samfundet, er en hjørnesten i demokratiet. Det er derfor en utrolig uheldig udvikling, når flere og flere trækker sig fra overhovedet at indlede debatter, fordi tonen ofte er som den er på sociale medier. Jeg synes, det er interessant at tænke over, om al debat er god debat? Altså debat er et vigtigt fundament i demokrati, men når debatten bliver så udvandet, så det nærmest ikke kan kaldes en debat, er den så med til at styrke eller faktisk skade demokratiet (fordi flere så trækker sig?).

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anne

      God pointe med hensyn til det at udvande debatten. Dertil synes jeg, hvis man ikke er i stand til at byde andre indsigter “velkommen”, så er der ikke noget demokratisk over debatten. Demokrati indbefatter jo blandt andet, at samtalen er nuanceret og flertydig. Jeg synes samtidigt, at i takt med sociale mediers fremkomst, bliver ord som “ytringsfrihed” og “demokrati” misbrugt. Ofte tænker jeg, at folk misbruger den priviligering, at vi har ret til at ytre os om det, vi vil – mange glemmer bare, at det er ytring under ansvar. Det er forkasteligt, når nogen i en debat skriver: “Jeg har ytringsfrihed”, når de i virkeligheden har smidt mudder efter en anden og nærmest lukket af overfor andre holdninger end sin egen … 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anna Warrington

      Det er en virkelig god pointe. Det er nemlig tit som om, mange glemmer, at bare fordi du kan eller må – er det ikke ensbetydende med, det er en god idé at sige eller skrive bestemte ting. Formuleringen ‘ytring under ansvar’ er utrolig væsentlig i den her sammenhæng, mener jeg. Ofte bliver ytringsfrihed lidt et form for skjold, som man kan påtage sig som et fripas til enten at ignorere andres holdninger, sige nedsættende ord om andre eller bare lukke sig selv af for al tovejs kommunikation i en debat, og det er virkelig ærgerligt brug af et ellers utroligt demokratisk princip 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Åh ja. Jeg falder også konstant i fælden og diskuterer løs på facebook igen og igen. Det er så dumt. For som du også har opdaget: folk er ikke interesseret i at diskutere, ej heller i fakta. De vil kun ytre deres mening og råbe højt (ja jeg generaliserer groft her;) ). Min “faldgruppe/emne” er HPV-vaccinen og hvorfor nogle vælger ikke at vaccinere dem selv eller deres børn. Jeg kan sleeeet ikke tåle det. Og det er så tåbeligt af mig igen og igen at forsøge at overbevise nogle om at vaccine er en fornuftig idé, ved hjælp af fakta og videnskabelige undersøgelser. Jeg bliver nok aldrig klogere 😉 …Og håber heller ikke at hverken jeg, du eller andre vil stoppe med at bruge en saglig “tone” og videnskabelige argumenter i facebook-diskussioner.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Tøj til job samtale