Jeg er den sidste i verden til at fatte...

Kære 17 årige mig…

Hvis du skulle give dig selv et råd for 10 år siden, hvad ville det så være? Ville du fortælle dig selv, at det hele nok skal gå, at du er god nok, som du er? Eller ville du give dig selv et skub bagi og sige, du skulle komme ud af de starthuller?

I dag er jeg 27 år gammel. Det betyder, at jeg for 10 år siden var 17 år. Jeg gik i gymnasiet, hvor jeg havde et dejligt socialt liv og levede i den bobbel, som mange sikkert kan genkende fra gymnasiet (eller fra SKAM, host host), hvor dagligdagsdramaet om alle de andres kys i krogene fra weekendens byture optog mig meget – ligesom afleveringer og eksamen, naturligvis.

Herunder kan du læse mine råd til mig selv som 17 årig. Hvilke råd ville du give dig selv for 10 år siden?

Kære 17 årige mig…

unggammel

…Lige nu er hele din verden gymnasiet, men du længes efter at komme ud i verden. Den rastløshed skal du holde fast i, men lov mig, at du ikke får alt for travlt med at rejse mentalt. Du skal nyde, hvor du er lige nu. Den tid kommer nemlig aldrig igen, og det er noget helt særligt over de venskaber, du får i gymnasiet, så pas godt på dem. Bare rolig, du skal nok komme ud i den store verden.

Du er meget optaget af, om du ser tyk ud i dine polyesterkjoler, der skal vises frem på diskoteket i weekenden. Du vælger salater uden dressing i løbet af ugen, men glemmer det hele i weekenden, hvor du drikker fri fadøl til 50kr og spiser pølsehorn på vejen hjem. Du lever også stort set af is og sandwich fra den isbar, hvor du arbejder hver sommer. Det er helt i orden. Faktisk burde du spise lidt flere is og se dig selv lidt mindre i spejlet – du er nemlig ganske fin, som du er.

Dit 27 årige jeg vil gerne give dig et par råd med på vejen. Du har sikkert allerede nu travlt med at rulle med øjnene, fordi du ikke orker høre på råd, for du har jo egentlig regnet hele verden ud. Spoiler: det har du ikke. For det er der faktisk ingen der har, og det er overraskende befriende, når du opdager det.

Du tror måske, jeg vil sige til dig, at det hele nok skal gå. Men jeg vil faktisk sige det modsatte. Det hele går nemlig ikke altid godt, og det er også helt i orden. Livet vil altid have op og nedture, og du vil aldrig helt regne den ud, så du kan ligeså godt lære at leve med den usikkerhed, der følger med at være menneske. Du er nemlig stærk nok til at håndtere det meste.

Med venlig hilsen,

Dit 27-årige jeg…

bloglovin_annawarrington
   

4 kommentarer

  • Anne

    For ti år siden var jeg 12 år. Så vidt jeg husker, var der ikke så mange bekymringer i den alder. Jovist var jeg præ-teenager og tænkte over, hvordan jeg så ud, og hvilket tøj jeg gik i. Men tanker om karakterer, eksamener og pensum eksisterede ikke, og uddannelse var blot på drømme-stadiet. Jeg ville sige til den 12-årige mig, at jeg skulle huske at nyde stadig at være barn. Jeg ville fortælle, at jeg skal værdsætte de omgivelser, jeg vokser op i – de er et privilegium. Jeg ville sige, at selvom man kan møde en del modvind, er der intet, som er så skidt, at det ikke er godt for noget, og at jeg skal huske at sætte pris på alle de muligheder, jeg vil få. Og vigtigst af alt: pas på dig selv og find ud af, hvad der gør dig glad. Bekymringer dræner dig for energi.
    Venlige hilsen
    Anne 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anna Warrington

      Hej Anne. Jeg er helt vild med dit råd om at finde ud af, hvad der gør dig glad. Det er hamrende vigtigt her i livet, og det er noget, som vi alle skal lære for os selv 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lad være med at klippe page en ganske almindelig tirsdag, du lige keder dig.
    Drik lige akkurat alle de fadøl du kan, syng falsk med på hiphoppen og vær sammen med de der tiltider halvklamme og andre gange søde, drenge i baren – du har en chance, og det skal gøres nu, og ikke når du er 35 og ikke kan få en Tinderdate. For når du er 20, så bærer den adfærd frugt og du får verdens dejligste kæreste, og ham har du stadig, i 2017, hvor du er 26. Så skidt pyt, med hvad du laver, hvad tøj du går i, og om de der gymnasielektier bliver lavet, Gør som du gør pt., mor dig – du får ingen kønssygdomme (I promise), dine venskaber holder og du vil se tilbage og vide, du gav den fuld allan, mens du var ung.

    – A

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anna Warrington

      Ha ha, det er nogle virkelig gode råd, som jeg er sikker på, vi er mange, der kan relatere til 😉 Og så elsker jeg i øvrigt udtrykket ‘fuld allan’ 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Læs næste indlæg

Jeg er den sidste i verden til at fatte...