Summervibes inspiration

Æble rabarber crumble med kokosskum

En af de lækreste ’sundere’ desserter i verden. Bum. Jeg tør godt være bombastisk i min beskrivelse, for denne dessert smager virkelig, virkelig godt. Den er oveni købet let at lave, selvom den ser besværlig ud med sine 3 lag. Min veninde medbragte lækkerier i tasken til en venindemiddag, og så gik vi alle i gang i køkkenet med at kreere denne æble rabarber crumble med kokosskum, hvilket tog under tyve min i reel arbejdstid – inkl. bagningen af vores crumble. Her kan alle altså være med!

Og er du vild med flødeskum, kan du naturligvis bare erstatte kokosskum med traditionel flødeskum, men du kan også tage ja-hatten på og give denne kokosskum en chance, for det smager super dejligt og cremet. Jeg bryder mig ikke selv om almindeligt flødeskum, men synes at kokosskum giver en anden, lidt lettere og mere sødlig smag, men de andre flødeskumsspisere rundt om bordet klagede bestemt heller ikke. Og så er kokosmælk jo i øvrigt vegansk, så hvis du har en veganer i venneflokken, kan denne dessert også serveres for dem.

Læs også ‘Verdens bedste sunde kage’

18197408_10212769664937806_289656805_n

Æble rabarber fyld til ca 4 personer

– 3 æbler

– 1 bundt rabarber (ca. 6-8 stk.)

– 1 vaniljestang

– Saften fra en halv økologisk citron

– 1 tsk kokossirup, almindeligt sirup eller honning

– En smule vand

Skær æbler og rabarber ud i små stykker, kom dem i en gryde med resten af ingredienserne, hvor mængden af sirup eller honning afhænger af, hvor sødt du vil have din frugtkompot. Lad det hele koge til du synes, det har den rigtige konsistens af kompot. Hvis du gerne vil have lidt mere bid i, kan du vente med at smide det sidste af rabarber og æbler i til 5-10 minutter inden ”grøden” er færdig.

Kokosskum

1 dåse kokosmælk (helst øko)

Vaniljepulver

Stil kokosmælken i køleskabet eller fryseren alt efter, hvor lang tid der er, til at du skal lave skummet. Kulden får den faste del af kokosmælken til at skille sig fra den mere vandede del, så du skal vente indtil, det er helt adskilt. Tag derefter den faste del over i en skål sammen med vaniljen og pisk til det er luftigt. Du skal ikke bruge det flydende kokosmælk i denne omgang, men gem det i køleskabet til en omgang wok til aftensmad – ingen grund til at smide det ud.

18217767_10212769665977832_876245306_n

Crumble til 4 personer (og en lille rest)

– 1 dl Havregryn

– 1 dl havregryn blendet fint til ‘havremel’

– En håndfuld hakkede nødder (mandler og hasselnødder er lækkert)

– 1 spsk kokosolie

– 1 tsk kokossirup, almindeligt sirup eller honning

– En smule kanel og kardemomme

– Evt. 1-2 spsk grove kokosflager

Hak mandler, blend havregryn til mel og bland dem sammen med alle øvrige ingredienser sammen i en skål. Rør det godt sammen og hæld blandingen ud på en bageplade, der skal bages i 10-15 minutter ved 200 grader, til det er dejlig sprødt. Når det hele er kølet af, lægger du æble-rabarber grøden, kokosskum og crumble i lag – pynt evt. med spåner af mørkchokolade og frysetørrede bær.

Velbekomme!

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Summervibes inspiration