At vælge profilbillede til Linkedin

Du skal signalere professionalisme uden desperation, selvom du mest har lyst til at tage et kæmpe skilt over dit hoved, hvor der står “jeg er nyuddannet, please giv mig et arbejde!”. Jeg taler naturligvis om, når du skal vælge profilbillede til Linkedin.

Jobsøgning er jo ikke nemt for nogen, men det bliver bestemt ikke nemmere af den professionelle version af Tinder, hvor du desperat forsøger at fremhæve din (manglende) erfaring, mens du ligner en overskudagtig ‘jeg kan holde mange bolde i luften’ type. Du ved, det look hvor du ligner én, de andre gerne vil drikke kaffe med, men samtidig tager seriøst nok til at forfremme en dag. Ja, det look som vi alle nemt skaber på en eftermiddag – eller noget.

Du skal helst smile, men ikke alt for meget. Du skal også helst se præsentabel ud, men ikke have for meget makeup på. Derudover skal du gerne have noget afslappet, men professionelt tøj på. Du må dog helst ikke ligne et kikset ejendomsmægler eller skolefoto, så det er en fin, fin balance.

Mit eget profilbillede til Linkedin ser du herunder. Jeg har forsøgt mit allerbedste på et professionelt, men imødekommende smil. Om det så bærer frugt, det vil tiden vise. Jeg har i hvert fald ikke fundet et job endnu, men min jobsøgning er i sat i sving, mens jeg også lige færdiggør to ugers sommerskole og venter på min karakter for mit speciale, som jeg afleverede for under en uge siden.

Læs også ’10 tanker under jobsøgning’ eller ‘Hvor søger jeg job?’

linkedin1

bloglovin_annawarrington

Tag dig tid til en ostemad

Der er noget dejligt ukompliceret ved sådan en ostemad. Den er, hvad den er. Du kan godt pimpe den med honningristede valnødder, virkelig dyr ost eller en sjov pesto, men grundlæggende behøver du faktisk ikke andet end en ost på noget brød af en art. Der er ikke noget fancy over den, og den smager bare virkelig godt. Et stykke virkelig lækkert rugbrød eller kernebrød og lige præcis den ost, du godt kan li. Jeg er til den milde ende, så for et par dage siden nød jeg et par skiver emmentaler i selskab med en dejlig kop kaffe på friskt rugbrød med masser af kerner.

Om du spiser kerneknækbrød, paleobrød eller helt traditionelt rugbrød, eller om du smør honning, ost, chokolade eller hjemmelavet bønnemos på – det er underordnet.

Min pointe er her, at de fleste af os gider ikke lave sådan en mad til hverdag, fordi vi føler, vi har for travlt. Det handler naturligvis ikke om ostemaden her, men hvad den repræsenterer. For har de fleste af os har i dag utrolig travlt med at have travlt. Jeg har ikke gjort mig de store tanker om, hvorfor eller hvordan (det kan måske komme i et andet blogindlæg), for i dag handler mine tanker primært om det simple. Og jeg håber ikke, vi glemmer, hvad det egentlig er, vi har travlt med, eller hvad det skal ende med. Jeg håber, vi husker ostemaden.

20067624_10213552373585033_93583267_n

For der er altså få ting, der kan slå sådan en rolig morgen med sådan en ostemad. Så næste gang du kan, så tag dig tid til en ostemad. Eller en smoothie, en god kop kaffe eller hvad du nu godt kan li.

bloglovin_annawarrington

Gode coversange

De seneste uger har jeg brugt rigtig meget tid på Spotify, mens jeg skrev mit speciale. Der er bare noget over god musik i ørerne, hvor man bliver en smule mere effektiv. Eller i det mindst kan lukke resten af verden ude, holde en lille pause, nynne med på nogle kendte sange og så fortsætte, hvad man var i gang med. Vi bruger alle musik forskelligt, men det er vist de færreste, som går en hel dag uden at høre musik.

Er du blevet træt af Despacito, så kan det være en idé at udforske lidt andet musik. Det er der jo tusind måde at gøre på, hvor det nemmeste nok bare er at spørge dem omkring dig, hvilke toner de har i deres ører, men du kan også gå på opdagelse i nye genrer, artister eller lignende.

Personligt er jeg blevet overraskende glad for coversange, da jeg efter noget tid begyndte at blive træt af de klassiske playlister, så jeg trængte til noget nyt. Og jo, coversange kan være noget værre lort, men der kan faktisk også være noget lidt fantastisk over, at en anden fortolker et kendt nummer, så man får noget nyt ud af det som lytter.

Nedenunder har jeg samlet nogle af de gode sange, synes jeg selv, som jeg hørte den sidste uge af specialeskrivningen. God fornøjelse. Billedet har i øvrigt intet med musik at gøre, men det er da meget pænt, er det ikk?

20227085_10213626834486509_1746798206_n

‘Love youself’ Dashboard Confessionals

‘Paris’ Sofia Karlberg

‘I dont wanna live forever’ Sara Farell and Simon Samaeng

‘Scared to be loney’ Thomas Daniel

‘Issues’ Matt Johnson

‘Uh Huh’ Sara farell

‘Malibu’ Maygen Lacey

‘Pretty girl’ Becca Adams

‘Closer’ Tore Bojsten

‘Mask off’ Tobey Rosen

‘Something just like this’ Julia Ross

bloglovin_annawarrington

Jeg har afleveret speciale!

Verdens korteste blogindlæg: Jeg har fucking afleveret speciale! Jeg er glad, lettet, stolt, træt og forvirret på én og samme tid. Nu vil jeg drikke bobler og nyde at sove uden at tænke på antal tegn, begreber og lignende. Nu er jeg statskundskaber og skal ud i verden, hvor der forhåbentlig venter et job.

Hav en dejlig dag!

20370447_10213675530983891_1926327252_n

bloglovin_annawarrington

‘Det må du ikke udtale dig om’

Der er en tendens online, hvor rigtig mange godt kan li at sidde bag deres skærm og gøre sig til dommer over andres krop, udseende eller beslutninger generelt. Især har jeg bemærket, at der kan udbrede sig decideret skænderier i kommentarfeltet på store blogs, hvis der er nogen, der vover at komme med en holdning. For så skal andre sgu nok komme og fortælle, at ikke nok med at selve holdningen/billedet/whatever er helt forkert, så kan afsenderen faktisk slet ikke tillade sig at udtale sig om emnet – men det kan personen i kommentarfeltet naturligvis.

Jeg ved ikke, om det bare er mig, men jeg har bemærket den her tendens en del på det sidste. Det er som om, at et blogindlæg eller et instagramopslag hurtigt kommer til slet ikke at handle om det emne, som afsenderen har lagt op til, men i stedet bliver en lang kamp for, om den personen ‘må’ sige noget om emnet.

Fx måtte Matilde for nyligt lægge øre til, at hun ikke ‘må’ udtale sig om kropsidealer, fordi hun er såkaldt ‘normal’vægtig. Hun vovede at skrive, at hun er en str 36-38 og pludselig handlede debatten ikke længere om at have det godt i sin egen krop (uanset størrelse), men om Matilde nu i virkeligheden er en str small eller medium. Det er så småligt, ligegyldigt og vildledende for en ellers rigtig vigtig debat om kropsidealer på sociale medier. Hun ‘må’ udtale sig om, hvad hun har lyst til. Og hun taler ud fra sit eget perspektiv, der kan give noget videre til andre, som læser med. Det kan hun sige uanset hendes størrelse. Punktum.

Bare fordi du er overvægtig, har du ikke patent på nogen sandhed for, hvordan det er at være overvægtig (eller undervægtig, blondine eller høj/lav/whatever). For du befinder dig (sjovt nok) i din egen krop og ikke i en andens krop. Derfor ved du ikke, hvordan den anden person har det, og derfor kan du ikke sige, om den anden person har ‘ret’ til at udtale sig.

Du må udtale dig, om hvad du har lyst til. Ligesom jeg må udtale mig om, hvad jeg har lyst til. Det vigtige her (mener jeg), er at din historie måske kan inspirere andre, hvilket er hamrende fedt, men historien er stadig din og din alene. Så tal pænt, hav respekt for andres holdninger og husk at der altid er forskellige, personlige perspektiver på alle situationer i livet.

20271876_10213626834286504_1996783069_n

 

bloglovin_annawarrington
Older posts