Tv om selvhad, deller og (selv)kærlighed

Det er efterhånden en universel sandhed, at de fleste er kede af deres kroppe. Det anses for ‘modigt’, hvis man ‘tør’ at være stolt af, hvordan man ser ud – uanset om man bliver anset for at være for tyk, for tynd eller for trænet. Det gør virkelig trist, at det er stadig nødvendigt at tale om, hvorfor vi er så optagede at det skide udseende. Men det er nødvendigt, for vi bliver allesammen påvirkede af den måde, vi taler til os selv og hinanden på både i det private rum, men også online.

Er du én af dem, der skammer sig over sin krop eller kæmper med at prøve at acceptere/elske/leve med den, så er du altså langt fra alene. Og den kamp gør langt bredere ud end dine bløde lår, små bryster eller tanker om, hvor meget du burde træne hver uge. Det er nemlig i høj grad en strukturel kamp, hvor samfundet efterhånden er indrettet sådan, at der er en vis form for skjult social kontrol, hvis du ikke skammer dig nok. Hvis du er lidt for kæk, for ‘meget’ eller bare lidt for glad i din egen krop, så kan andre hurtigt få dig ned igen.

Journalist og kropsaktivist Ida rud har eksempelvis fået ødelagt en dejlig dag på cyklen, hvor hun cyklede med bare ben, fordi det var varmt udenfor (og fordi hun havde lyst – ingen forklaring behovet), hvorefter en fremmed stopper op, kigger hende i øjnene og siger “fuck dig, din fede so”. I det øjeblik tager en helt fremmed person ejerskab over Idas krop, dømmer den og skammer den. Det er på så mange måder ikke i orden, men det er virkeligheden for rigtig mange. Det ydre had mod andre interagerer desværre ofte med selvhad hos personen selv, men det sparker også til selvhad hos den person, der modtager sådan en sviner, hvilket får det til at brede sig endnu mere.

Og selvhad er langt fra fastlåst til en bestemt type menneske eller en bestemt type krop. Det er noget, vi alle bliver nødt til at snakke om, så den slags opførsel forbliver aldeles uacceptabel. At snakke om det, det gør Ida heldigvis. Sætningen: ‘et provokerer folk, når jeg ikke skammer mig over, hvordan jeg ser ud – for det burde jeg’. er udtalt af Ida i forbindelse med et nyt fantastisk tv-program, hvor man følger hendes op og nedture i en rejse på vej mod at blive glad i sin egen krop.

Programmet er et rørende, provokerende og virkelig varmt portræt af en stærk kvinde, der bare gerne vil leve sit liv og være glad. Det handler om deller, selvhad og kærlighed til sig selv og andre, og du burde se det i dag. Hvis du har 28 gange to minutter, så kan du se programmet Tykke Ida på dr.dk ganske gratis (udover licens, naturligvis…).

239f14b82d7c5f3eba5ed9c84a6c9685-body-positive-daily-motivation

 

bloglovin_annawarrington

Derfor får du ikke succes, hvis du er generation Y

Det er populært at skælde ud på unge mennesker. Sådan har det vist altid været. Der er uden tvivl høje krav til unge i dag, hvor vi både skal have en høj uddannelse, stor livserfaring, et aktivt træningsliv og et fantastisk socialt/kærlighedsliv. Og der er måske også noget om snakken, når mange unge er lidt for egoistiske og selvcentrerede, samt lidt hurtige til at give op, når der kommer udfordringer i livet, fordi vi er vant til, at det næste måltid/date/job kun er et swipe væk.

Men er unge i dag virkelig mere dovne og narcissistiske end tidligere generationer? Spænder vi ben for os selv i vores vilde drømme efter succes, fordi vi har en iphone fast monteret i højre hånd?

Den video jeg linker til, vil sandsynligvis provokere en del. Den provokerede også mig, første gang jeg så den, men på den absolut bedste måde, for ham Simon Sinek, han har fat i noget. Vi vil allesammen gerne være den næste Medina, Ronaldo eller direktør for et millionfirma, men vi ved ikke helt, hvordan vi kommer derhen. Vi er nemlig mere end bare instagram og avocadomadder, vi har en masse erfaringer og evner at byde på, og de fleste af os er også villige til at arbejde rigtig hårdt. Men måske er der nogle grundlæggende tendenser i samfundsudviklingen, der gør, at du ikke får succes, hvis du er generation Y?

morgen2222

Om du er studerende, ny på arbejdsmarkedet eller har en lederrolle og mange års erfaring, det er faktisk ikke så vigtigt for hans budskab i den her video, hvor han fortæller, hvordan unge i dag ikke forstår den verden, de er en del af – og derfor spænder de/vi ben for dem/os selv.

Jeg har ikke læst noget af ham her succesforfatteren, men Simon Sinek er en bestseller (og ung!) forfatter, der har lavet ted-talks, skrevet artikler for de helt store aviser og har stillet op til en del foredrag og interviews, der ligger frit tilgængeligt på youtube.

Du kan finde nogle af hans bøger, hvis du har lyst til at dykke mere ned i universet, herunder. De fleste er både på dansk og engelsk.

‘Start med hvorfor’  handler om, hvordan du selv bliver mere motiveret af andre, og hvordan du kan give den inspiration videre til at motivere endnu flere mennesker.

‘Find your why’ er skrevet i forlængelse af hans foredrag om generation Y og handler om, hvordan man finder et formål med sit arbejdsliv og liv i det hele taget, så man ikke er drevet af de mere diffuse ønsker såsom ‘jeg skal bare gøre en forskel’

‘Leaders eat last’ handler om, hvordan du bliver en bedre leder, uanset om du har et lille eller et stort team, der arbejder sammen med dig.

‘Together is better’ handler om at skabe forandring (der rent faktisk rykker noget) i samspil med andre, hvor alles evner bruges bedst muligt.

bloglovin_annawarrington

Derfor har jeg ikke noget træningsprogram

Jeg træner ikke efter noget program. Jeg tæller faktisk ikke engang antal reps, når jeg træner, og jeg aner ikke noget om, hvor meget vægt jeg tog sidste gang, jeg trænede. Ligesom jeg heller ikke har noget der minder om et overblik over, hvor ofte jeg træner. Så… Hvad kan man sige? Min træning er pisse ustruktureret, og det fungerer virkelig godt for mig!

Det er vigtigt for mig at pointere her, at vi alle er forskellige. Vi har forskellige kroppe, forskellige livsomstændigheder og forskellige mål, så det er virkelig fedt for dig, hvis du giver din gas med et træningsprogram, og det motiverer dig med en struktur, hvor du kan følge med i dine resultater. Men det er altså ligeså cool, hvis du bare bevæger dig det, du har lyst og overskud til, hvor din krop og dit sind kan slappe af med det.

Jeg har haft nogle super dygtige personlige trænere de senere år, hvor jeg også har blogget om mine forløb hos henholdsvis Amanda Louise, Kira Eggers og Michael Kayser. Alle forløb har været mere eller mindre strukturerede, og jeg har virkelig nydt at have nogle faste rammer for min træning (og til dels min kost), fordi det fungerede for mig på det tidspunkt. Der er nemlig absolut intet i vejen for, at noget ændrer sig, og så bliver man selv nødt til at ændre sin strategi, sine vaner og sine tanker. Det er altså ikke sådan, at jeg ser det som forkert, at jeg engang har trænet efter nogle mere strikse rammer, men at jeg nu vælger ikke at gøre det. Nu passer det bare bedre til, hvor jeg er i mit liv at træne med lyst og frie hænder.

Det er bedst for mig og mine hofter, hvis træningen er et frirum, hvor der ikke er nogle regler. Jeg har tit skiftende dage, hvor jeg i nogle perioder har super travlt og andre perioder helt selv kan placere masser af hvile ind i min kalender. Det samme gælder mine smerter, der er i nogle perioder kan holdes i skak med min fysioterapi, smertestillende medicin og akupunktur, men i andre perioder er det en kamp at komme ud og købe ind. Derfor fungerer det bedst for mig, hvis jeg kan tulle op i træningscenteret og træne 25 min et par gange om ugen, eller én gang om ugen, når energien er der. På den måde føles træning som en rar form for bevægelse, hvor jeg kan slå hovedet fra og bare være i kroppen.

traening1

Mit tøj er sponseret af Hummel.

Mit sæt er enkelt og lækkert, præcis som jeg bedst kan lide det.

 Sorte tights med mesh-detalje 399 kr og seamless-top 300 kr

bloglovin_annawarrington

Hjemmelavede spinat blinis!

Blinis er ikke kun til nytår, fancy forretter eller gæstemad. Du kan faktisk virkelig hurtigt og nemt lave dine egne hjemmelavede blinis, der smager rigtig dejligt som anderledes del af en aftensmad, der nydes enten med tirsdagens hverdagsstress eller med et glas koldt hvidvin om lørdagen.

Jeg satte tænderne i en portion hjemmelavede spinat blinis sidste weekend, hvor jeg var i Aarhus med nogle søde veninder. Vi havde en flaske boble, som endte med at diktere menuen for aftensmaden, og det fortrød vi på ingen måde!

De er nemme at lave og kan sagtens gemmes til næste dag eller puttes i fryseren, hvis du har lyst til at lave en stor portion som forberedelse til en middag. Det er også en opskrift, der kan varieres, så forskellige allergikere kan være med, idet du kan bruge speltmel, glutenfrit mel eller laktosefri mælk, hvis det er et problem for en eller flere af dine gæster.

blinis

Opskrift på hjemmeavede spinat blinis (ca 12 stk)

– 200 gram hvedemel, speltmel eller glutenfrit mel (start med 150 gram og rør de sidste 50 gram i undervejs, mens du rør i dejen)

– 1 tsk bagepulver

– 2 dl mælk (brug mini, letmælk eller laktosefri mælk)

– 2 æg

– 1 knivspids salt

– 1/2 pose frisk spinat der hakkes fint

– Smør eller olivenolie til stegning

 

Rør mel, bagepulver og salt sammen. Tilsæt derefter æg og mælk, mens du rør godt i dejen, for det er vigtigt, at der ingen klumper er tilbage, når du skal stege dem. Dejen opfører sig lidt sjovt, da den gerne skal være en smule elastisk, så det kan sagtens være, du lige skal eksperimentere med lidt ekstra mel eller lidt ekstra mælk, før du begynder at stege dem. Når du er tilfreds med dejen, tilsætter du en masse friskhakket spinat, og så er du klar til at stege dem et par minutter på hver side på en meget varm pande, der er smurt med smør eller olivenolie.

aarhus4

Server dine blinis med røget laks og (mere) frisk spinat, nogle rejer, frisk dild og eventuelt forårsløg eller finthakkede rødløg. Vi fik også ovnbagte rodfrugter, så det var mere et aftensmadmåltid, men du kan også servere dem med de klassiske stenbidderrogn og bruge dem som en forret. Velbekomme.

bloglovin_annawarrington

Har #metoo overhovedet noget effekt?

Alle har set de mange hashtags og stærke, personlige historier om seksuel chikane, vold og misbrug de seneste uger, som har fyldt det meste af sendefladen både på sociale medier og de traditionelle medier, siden sagen om Hollywood produceren Harvey Weinstein brød ud.

Over hele verden har kvinder og mænd delt deres personlige oplevelser ved at tale om et emne, der sjældent tales ret højt om. Ligefra ubehagelige tilråb på gaden til mere grove og alvorlige sager som voldtægt er blevet delt med det lille hashtag #metoo. Den enorme eksponering vidner om et stort samfundsmæssigt problem, der går på tværs af kulturer og landegrænser, men kampagnen har også vækket en anden debat: nytter det overhovedet noget at tale på sociale medier?

Nogle mener, at det er ren ananas i egen juice at råbe højt på sociale medier, hvor man blot tilkendegiver sin egen mening, erklærer sig enig i andres og skaber en masse larm, men ingen reel effekt. Andre siger, at det netop kan være en stærk bevægelse, hvis civilsamfundet går sammen med offentlige og private aktører om at skabe et åbent forum for at tale om tabubelagte emner.

Min personlige mening er, at effekt er noget, der er svært at tale om. Og det er som regel her, de fleste debatter taler forbi hinanden. For vi har nogle gange en idé om, at ‘effekt’ betyder, at vi kan måle noget helt konkret. Skete der nogle lovændringer? Er der ændret på nogle statistikker? Hvis ikke, så har det ingen effekt. Men her glemmer man, at ‘effekt’ er meget mere end det. Politik, sociale normer og hverdagsvaner sker jo ikke kun i form af love og tal. Det sker lige nu og her, det er hele tiden i bevægelse og vi er allesammen konstant med til at skabe det samfund, vi lever i qua vores handlinger og vores ord.

Når det bliver delt personlige historier i fx danske blogindlæg fra offentlige personer som Ekaterina ogLouise, eller når ikke offentlige kvinder deler deres sympati eller egen historie på deres private Facebookvæg, så sker der noget. Der sker nemlig det, at noget som før var skjult, nu bliver ført ud i lyset. Og det gør, at vi taler om det, vi ser det, og vi bliver nødt til at forholde os til – omend kun et par minutter, men ikke desto mindre har vi forholdt os til det.

Forandringer sker ikke over natten, og der kan være lang vej endnu på mange områder, men det er altid (i min optik) positivt, når der bliver talt om emner, der er alvorlige, og som typisk ikke får meget spalteplads. Måske kan det gøre, at det bliver lidt nemmere at tale om de svære ting i livet foran kaffemaskinen på kontoret, eller måske kan det få sagsbehandlingstiden på voldssager en smule ned i fremtiden? Det ved vi ikke, men vi ved, at vi snakker mere om det.

pa%cc%8atoppen

bloglovin_annawarrington
Older posts