Ting du ikke skal sige til en jobsøgende

Sådan skriver du en stor opgave

Det er ikke altid nemt at være studerende hverken på gymnasiet, universitetet eller andre uddannelsessteder. Der er ofte mange store opgaver, som alle har hver deres krav, format og deadlines, hvilket kan stresse rigtig mange studerende.

Vi er (heldigvis) allesammen forskellige, så vi finder jo hver især vores egne strategier som studerende (eller medarbejdere på en arbejdsplads) til at få opgaverne løst. Når det så er sagt, er jeg blevet spurgt om en del gange, om jeg ikke har et tip eller to i ærmet, siden jeg for nyligt har afleveret mit speciale, som må anses for at være en rimelig stor opgave, der skal planlægges, skrives og afleveres selvstændigt. Derigennem har jeg naturligvis gjort mig nogle erfaringer, ligesom resten af min studietid har bidraget en del til opgaveerfaringen, som jeg gerne deler ud af – du kan jo bruge, hvad du kan og smide resten væk.

Læs også ‘10 blogindlæg om eksamen

speciale

  • Start altid med at læse kravene til din opgave grundigt. Det kan være en opgavebeskrivelse, en officiel fagbeskrivelse eller anden vejledning fra der, hvor du tager din uddannelse. Det er ikke nok at skimme opgaven og så sætte sig til tasterne, mens man forsøger at ‘komme godt fra start’, for al den energi du bruger i starten, den kan ende med at være spildt, hvis du ikke sætter dig ind i, hvad der egentlig bliver spurgt ind til.
  • Søg inspiration hos andre. Der er garanteret flere (både offline og online) der har viden om det område, du sidder med, eller som kan give nogle personlige fif til processen, strukturen eller indholdet på din opgave. Brug nogle af de hjemmesider, hvor andre deler deres noter, søg efter gamle opgaver på dit uddannelsessted og spørg endelig også gamle studerende til råds.
  • Søg kilder mange forskellige steder. Det er typisk ikke nok at have et par bøger, hvis du skal sætte dig grundigt ind i et emne eller tilmed skal diskutere forskellige tilgange, resultater eller begivenheder. Brug de ressourser, som du har igennem din udannelse – eksempelvis adgang til Rex, Infomedia osv. men søg også oldschool på biblioteket, brug Google scholar eller Research Gate, hvor du kan læse andres artikler og studier om selvsamme emne, som du sidder med.
  • Planlæg din tid og lad ikke dagene smuldre i ingenting. Det kan være en stor hjælp at bruge sin kalender meget, når man selvstændigt skal strukturere en stor opgave. Få dagene fyldt ud med mindre delmål, hav et ugentligt overblik over de forskellige opgaver i forbindelse med hele opgaven og sørg for, at du får sat en form for rutine i gang med din dag. Om det virker bedst for dig at skrive om aftenen/natten eller om morgenen/dagen, det er ligegyldigt, men som regel fungerer det godt med en vis form for rutine.
  • Se din opgave i mindre dele. Ingen skal overskue en hel opgave hele tiden, men de fleste kan overskue delelementer i form af kapitler, mindre opgaver osv. Det kan derfor være en fordel at have et selvstændigt dokument, hvor du kun har selve overblikket delt ind i mindre portioner ala: litteraturreview (forskningsoversigt på dansk?), teori, dataindsamling, analyse (i mindre bidder) osv.
  • Få andre til at læse dine afsnit igennem, mens du arbejder videre på andre afsnit. På den måde får du løbende feedback, så du kan revurdere forskelligt indhold, men du spilder ikke tiden, mens en anden sidder og skal forsøge at overskue hele din opgave
  • Husk livet omkring dig! Få set dine veninder ind i mellem, tag til træning, gå en tur eller lav noget helt andet. Opgaven er der stadig, når du kommer tilbage, og nogle gange tænker man bedre, hvis hovedet får en pause.
bloglovin_annawarrington
   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Læs næste indlæg

Ting du ikke skal sige til en jobsøgende