Sådan forbereder du madpakke til flere dage

Der er mange måder at holde jul på

Når du går på juleferie i dag, er der noget, jeg gerne vil bede dig om. Det kan være svært her i jule-travlheden, men både for din egen og for andres skyld, så brug et øjeblik på at huske: der er mange måder at holde jul på.

Med det mener jeg, at det er godt at huske os selv (og hinanden) på, at der ikke findes én rigtig måde at holde jul på. Hvis vi kunne sænke forventningerne lidt til os selv og til vores omgangskreds, samtidig med at undlade at dømme andres måder at gøre tingene på, ville langt flere have det en del bedre her i juletiden, tror jeg.

Der findes nemlig mange måder at holde jul på. Nogen er store forsamlinger, og andre er få. Nogle vælger at holde jul med familien, andre vælger at holde jul med deres venner, deres kæreste eller måske dem selv. Og for nogle er dette ikke et valg, men bare sådan det er. Uanset hvilke omstændigheder du har, fortjener du en god jul.

Der er også mange, der slet ikke holder jul. Nogle er religiøse, andre er ateister og mange laver deres helt egne traditioner med en blanding af lidt af det hele. Der er dem, som elsker at være i kirke juleaften og som helst vil overholde alle klassiske traditioner, og så er der dem, der helst drikker en cocktail i sydens sol uden skyggen af en pebernød. Det kan være rigtig svært at skulle sikre sig, at alle har den ‘rigtige’ jul, men alle variationer af jul er lige i orden, så længe man passer på sig selv og hinanden (ja, det er en kliché af rang, men ikke desto mindre sandt).

Det er naturligvis lettere sagt end gjort at læne sig tilbage og bare nyde dagene, især hvis der er forskellige forventninger, traditioner og følelser i spil. Jeg har læst forskellige indlæg i blogland om mange forskellige måder at have et forhold til julen, og det har inspireret mig til at tænke endnu mere over, hvor dejligt det er, når der er åbenhed og accept overfor forskelligheder (igen en kliché, men det er ikke værre end de julefilm, som kører for tiden, så bær over med mig).

For at opsummere; det er i orden, hvis du glæder dig som et lille barn til jul og ikke kan få nok af julehygge, men det er også helt okay, hvis du er en af dem, der synes, at julen er lidt svær at komme igennem. Det kan der være rigtig mange årsager til. Det er helt fint, hvis du holder jul med din familie, og det er ligeså fint at holde jul med nogle andre. Om du spiser and, tofu eller pizza den næste uge, så håber jeg bare, at du får en dejlig tid med mennesker, du holder af.

jul1

Læs også ‘Alle mine opskrifter til jul’

bloglovin_annawarrington
   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Læs næste indlæg

Sådan forbereder du madpakke til flere dage