Nyrårsdessert: marengs juletræer!

De smukkeste små juletræer pyntede bordet hos min kusine mellem jul og nytår, og de var simpelthen så fine, at jeg var nødt til at bede om opskriften. Hvis man abonnerer på, at julen varer til nytår, kan de også fint gå til en let nytårsdessert – og ellers kan man jo bare let og elegant ændre deres form til noget mindre juleagtigt.

De små marengs smager let, luftigt og sødt, især med den mørke chokolade i bunden, der giver en god kontrast til den søde marengstop. Selve juletræet er formet med en tyl, men har du ikke den slags bageudstyr, kan du forme små ‘klatter’ og blot sørge for, at bunden er flad, så de kan dyppes i chokolade, når de er bagt (og afkølede).

26105358_10214944358383783_136367266_n

Ingredienser til en stor portion (ca 20 stk)

  • 30 gram æggehvider
  • 125g sukker eller flormelis (min kusine brugte sukker i hendes portion, men anbefaler flormelis til næste gang)

Du starter med at piske æggehviderne meget stive (du ved, tricket med at holde skålen over hovedet UDEN, at du får en fin klat hvid æggemasse i håret). Derefter pisker du 1/3 del af sukkeret i lidt af gangen. Til sidst skal det resterende sukker vendes i med en ske, så her må du ikke bruge røremaskine, for det skal være ret forsigtige bevægelser. Dette sikrer, at du får en luftig marengs.

Du er nu klar til at forme dine juletræer eller små klat/kyskager. Det gøres nemmest med en sprøjtepose, der eventuelt har en tyl for enden, hvis du vil forme små træer. De skal sættes på en bageplade, hvor du først lægger et stykke bagepapir og dernæst en smule mel, så dine træer ikke sidder fast på papiret, når de bager.

De skal bage i 40 minutter ved 115 grader under almindelig varme og ikke varmluft. Når de små kager tages ud, skal de afkøle i et par timer, så de er helt kolde. Derefter kan du smelte noget god, mørk chokolade (helst over et vandbad) og dyppe dine marengs ned i chokoladen, så de får en bund af chokolade. De skal dernæst afkøle igen, men når de er helt kolde, behøver de ikke blive opbevaret på køl. De holder sig fint i en lufttæt småkagedåse, indtil de skal serveres.

bloglovin_annawarrington

Vegetar lasagne med spinat og hytteost

Jeg har vist ikke fået lasagne i et par år – før i går. Min familie og jeg brugte tid på at hakke, snitte, svitse og røre sammen i går, hvor vi lavede en virkelig lækker vegetar lasagne med spinat og hytteost.

Opskriften er hapset fra Louises madblog og tilpasset vores smag/indhold af køleskabet, for det er jo det skønne ved andres opskrifter; man kan tage basiselementer og så selv sætte sit eget præg på retten.

Lasagnen her tager lidt tid at lave, for der er en del elementer, som skal laves hver for sig, så jeg ville foreslå, at det er en slags aftensmad, som du laver søndag aften (eller en anden aften hvor du har god tid), men så laver du til gengæld en kæmpe portion. På den måde har du aftensmad til flere dage, til fryseren eller til en stor flok sultne gæster. Lasagnen her er som sagt uden kød, men du kan sagtens tilføje oksekød, hvis du har lyst til det. Jeg synes, den mætter virkelig godt i sig selv, men den smager også dejligt med lidt ekstra salat, brød eller kød ved siden af, såfremt man er til det.

26174840_10214957412350124_1730326937_n

Opskrift på et stort fad med lasagne 

  • En stor pose frisk spinat
  • 250 gram hytteost (brug det mærke du foretrækker)
  • 10 lasagneplader (vi fandt glutenfri lasagneplader i Føtex)
  • 1 løg
  • 1/2 fed hvidløg (et lille et)
  • Salt, peber, timian, oregano og lidt revet muskat (i de mængder du er til – evt tørret chili)
  • 3 hele laubrbær blade
  • 1 lille dåse tomatpuré og en stor dåse flåede tomater (eller 3 store friske tomater, finthakkede)
  • 3 håndfulde svampe
  • 2 gulerødder
  • 1 lille portion grøntsagsbouillon (vi brugte en puré, men du kan godt bruge 1 tern blandet med en smule vand)
  • 1 squash
  • 1 lille pastinak
  • 1 lille bechamelsovs (250 ml)
  • En håndfuld revet ost til toppen

Du starter med at skære løg og hvidløg, som svitses ganske kort på en varm pande. Dernæst skal gulerødder, squash og pastinak enten finthakkes eller rives groft. De svitses også sammen med svampe og krydderier, så det hele er varmet godt igennem. Dernæst skal tomater (enten flåede eller friske) tilsættes sammen med boullion og tomatpuré. Her skal du lige vurdere, hvor meget væske din pande med grønt har. Bruger du friske tomater, vil den muligvis være lidt mere vandet (og skal koge en del mere ind), end hvis du bruger flåede. Lad det hele koge i en 10-15 min og tilsæt evt andre krydderier.

Når du har sovsen klar, hælder du lidt kogende vand henover halvdelen af din friske spinat – og skynder dig at hælde det fra igen, så spinaten ikke bliver helt kogt. Det gøres nemmest i et si. Derefter blander du den varme spinat i en kold skål med resten af den friske spinat og hytteost, samt salt og peber. Du kan evt rive lidt citronskal ned i blandingen, mens du rør rundt.

Nu er du klar til at samle din lasagne! Find panden med grønt/tomat sovsen frem, dine lasagneplader, spinat/hytteost blandingen og din bechamelsovs (vi købte en færdigblanding). Du kan samle din lasagne, som du ønsker det, men vi startede med plader, derefter lidt bechamel, så grønt/tomatsovs og til sidst spinat/hytteost. Det blev gentaget 2 gange, men har du et større fad, kan du måske få 3 lag. Slut af med revet ost på toppen, hvis du er til den slags, og giv din lasagne 30-35 min i ovnen ved 200 grader varmluft. Det kan være en god idé at bruge et låg til dit fad eller dække toppen med staniol, hvis din ovn har tendens til at varme lidt ekstra fra oven. Alternativt kan du vente med at rive osten henover, indtil 5-10 min før, din lasagne føles færdig.

Velbekomme.

bloglovin_annawarrington

Opskrift på spinatpandekager

Er julemaden landet godt i maven? Måske trænger du til lidt andet end juleguf i disse dage, før nytåret melder sin ankomst med god mad, bobler og kransekage? Jeg har i juleferien hygget lidt med at være i køkkenet hjemme hos mine forældre, hvor der blandt andet er kommet disse spinatpandekager frem.

De passer rigtig fint som supplement til en frokost, som tilbehør til en kold aftensmad eller som morgenmad, hvis man lige giver dem en tur på brødristeren og tilføjer lidt skyr, peanutbutter, frisk frugt eller hvad man nu godt kan lide. Jeg har også en idé om, at det vil gøre sig ganske godt at få sådan et par pandekager med i madpakken, når hverdagen melder sig i det nye år.

spinat1

Opskrift på spinatpandekager (ca 12 små pandekager)

  • 2 æg
  • 1 pose frisk spinat (lille eller stor pose alt efter, hvor vild du er med spinat)
  • 1 tsk salt
  • 1 tsk timian (undlad dette hvis de skal være mere neutrale i smagen)
  • 1 tsk bagepulver
  • 2 dl havregryn (der blendes til mel)
  • 1 dl mel (brug rismel, speltmel, hvedemel eller hvad du foretrækker. Dejen kan opføre sig lidt forskelligt, alt efter hvilken meltype du bruger, så prøv dig lidt frem med mængder her)
  • 1/2 dl mælk

spinat3

Bland alle de tørre ingredienser først ved at blende havregryn til mel, tilføje salt, eventuelle krydderier, bagepulver og mel. Tilsæt herefter æg og mælk og rør dejen rigtig godt sammen. Skyl din blender eller stavblender og blend du al den friske spinat. Er det svært at få blendet helt fint, kan du tilføje et par dråber vand (så plejer min blender at være mere medgørligt). Bland til sidst spinaten i dejen og rør den godt sammen.  Føles din dej alt for fast, kan du tilføje lidt mere mælk til sidst og røre den sammen igen. Er dejen omvendt blevet lidt for flydende, kan du enten blende lidt mere havregryn og putte i eller tilføje mere af den mel, du foretrækker.

Put lidt olie på en varm pande og bag dine små pandekager i et par minutter på hver side. Jeg synes, det er lettest at få dem gyldne og fine, hvis jeg laver dem små, men her kan man også fint prøve sig frem med forskellig tykkelse og størrelse.

bloglovin_annawarrington

God jul (og husk nu at slappe af og nyde…)

Glædelig jul allesammen! Uanset hvad du skal i dag, hvem du er sammen med, og hvad i skal have at spise, håber jeg, at du får en dejlig dag og en hyggelig aften.

Og husk nu at julen varer ganske få dage, så det er simpelthen ikke det værd at stresse over, om alt nu forløber ‘perfekt’, om du nu gør det hele godt nok, eller om du nu får spist ‘sundt’ nok. Spis det du har lyst til, gå de ture du har lyst til og nyd at være i den stemning der er.

Årets produktion af dadelkugler med rom og appelsin blev trillet i går, julemusikken er klar og der er rigeligt med skum-julemænd på lager, så jeg er også klar til at holde jul.

screen-shot-2017-12-24-at-9-54-18-am

Læs også ‘Der er mange måder at holde jul på’ eller ‘Alle mine opskrifter til jul’

oh-im-so-bad-for-eating-this-cake-for-f-cks-19583373

bloglovin_annawarrington

Der er mange måder at holde jul på

Når du går på juleferie i dag, er der noget, jeg gerne vil bede dig om. Det kan være svært her i jule-travlheden, men både for din egen og for andres skyld, så brug et øjeblik på at huske: der er mange måder at holde jul på.

Med det mener jeg, at det er godt at huske os selv (og hinanden) på, at der ikke findes én rigtig måde at holde jul på. Hvis vi kunne sænke forventningerne lidt til os selv og til vores omgangskreds, samtidig med at undlade at dømme andres måder at gøre tingene på, ville langt flere have det en del bedre her i juletiden, tror jeg.

Der findes nemlig mange måder at holde jul på. Nogen er store forsamlinger, og andre er få. Nogle vælger at holde jul med familien, andre vælger at holde jul med deres venner, deres kæreste eller måske dem selv. Og for nogle er dette ikke et valg, men bare sådan det er. Uanset hvilke omstændigheder du har, fortjener du en god jul.

Der er også mange, der slet ikke holder jul. Nogle er religiøse, andre er ateister og mange laver deres helt egne traditioner med en blanding af lidt af det hele. Der er dem, som elsker at være i kirke juleaften og som helst vil overholde alle klassiske traditioner, og så er der dem, der helst drikker en cocktail i sydens sol uden skyggen af en pebernød. Det kan være rigtig svært at skulle sikre sig, at alle har den ‘rigtige’ jul, men alle variationer af jul er lige i orden, så længe man passer på sig selv og hinanden (ja, det er en kliché af rang, men ikke desto mindre sandt).

Det er naturligvis lettere sagt end gjort at læne sig tilbage og bare nyde dagene, især hvis der er forskellige forventninger, traditioner og følelser i spil. Jeg har læst forskellige indlæg i blogland om mange forskellige måder at have et forhold til julen, og det har inspireret mig til at tænke endnu mere over, hvor dejligt det er, når der er åbenhed og accept overfor forskelligheder (igen en kliché, men det er ikke værre end de julefilm, som kører for tiden, så bær over med mig).

For at opsummere; det er i orden, hvis du glæder dig som et lille barn til jul og ikke kan få nok af julehygge, men det er også helt okay, hvis du er en af dem, der synes, at julen er lidt svær at komme igennem. Det kan der være rigtig mange årsager til. Det er helt fint, hvis du holder jul med din familie, og det er ligeså fint at holde jul med nogle andre. Om du spiser and, tofu eller pizza den næste uge, så håber jeg bare, at du får en dejlig tid med mennesker, du holder af.

jul1

Læs også ‘Alle mine opskrifter til jul’

bloglovin_annawarrington