10 ting der giver mange læsere

Hvordan får du mange læsere og masser af likes? Der findes nogle riiimelig sikre skud, som du kan have klar, hvis du vil have dine læsertal eller følgere helt op i skyerne. Dette indlæg må gerne læses med et glimt i øjet, og det er udelukkende udtryk for mine egne betragtninger rundt på sociale medier.

Nå, her kommer de så. 10 ting, der giver mange læsere… (trommehvirvel)

17495990_10212399130834685_2016918478_n

  1. Bliv gravid. Vis billeder af din mave hver eneste uge, snak om hvordan du har kvalme, hvordan du fortalte din partner nyheden (hvis du har sådan én) – gerne på en vildt overraskende, sød og meget offentlig måde
  2. Snak om børneopdragelse. Gerne hvor du kritiserer noget andre gør. Hvis du vil have kommentarfeltet helt glødende, skal det også handle om mad. Noget med at dine børn slet ikke spiser sukker – eller spiser vildt meget sukker. Byt gerne ’sukker’ ud med ‘kød’, ‘økologi’ eller ‘glutenfrit’.
  3. Tab dig helt vildt meget (og tag helt vildt mange billeder af det).
  4. Vis dine helt normale deller på maven, når du sidder ned. Eller tag nogle nærbilleder af dine strækmærker, appelsinhud eller hvad du nu har, som er “uperfekt”.
  5. Få en ordentlig omgang hjertekvaler og skriv om dem
  6. Bliv forlovet – folk elsker at følge med i bryllupsplanlægning. Ingen detalje er for lille og ingen overvejelse er for overfladisk – del det hele!
  7. Bliv gift – skulle gerne være en naturlig følge af punkt nummer 6, men det er jo ikke altid, det sker. Du kan få en masse skrevet om selve dagen, dine tanker bagefter, hvordan kagen smagte, og hvordan din hverdag nu er helt anderledes, eller måske helt den samme? Krydr dine indlæg med smukke fotograf billeder af dig i dit fineste skrud, close up af (dyre) blomster, et billede hvor du kigger ned som en bly viol og noget med dig og din nye ægtefælle, der går sammen mod solnedgangen…
  8. Vær enten særlig sensitiv, introvert eller noget i den dur. Og delagtiggør alle andre i dine tanker om dette.
  9. Tag ud at rejse til et eksotisk sted og del billeder, der gør folk derhjemme lige dele misundelige og fascinerede (en fin balance)
  10. Bag en kage der indeholder en sørens masse Nutella, Oreos, Snickers eller andet som absolut alle mennesker kan lide. Pynt den med overdrevet meget lir, chokolade, karamel, peanutbutter osv. Husk at kalde den “syndig” i din titelbeskrivelse.

Jeg blev inspireret til at skrive dette indlæg af Lauras indlæg, der skriver om, hvordan du får mange likes på Instagram (spoiler: vær tynd og nøgen – gerne samtidig) og af bloggen Copenhagen Wilderness, der har påpeget 14 ting der også hitter i blogland. Jeg har selv tænkt over lignende tendenser i et stykke tid, for det er jo umuligt ikke at studse over, når nogle ting hitter, mens andre ikke gør,  især når man selv er flittig bruger af sociale medier. Så nu lavede jeg også min egen liste. Måske kan du fortsætte den?

bloglovin_annawarrington

Glad i låget med blomster på tøjet

Jeg er ikke særlig god til at gå med farver, men jeg øver mig! For man bliver ærlig talt bare glad i låget, når der er farver på tøjet. Og det er jo også officielt forår, så det er vel en god anledning til at få lidt farver ind i garderoben. Er det ikke?

På min instagram flashede jeg her i eftermiddag dette fine outfit, der gav mig et smil på læben, og som jeg følte mig rigtig godt tilpas i. Det a-formede snit giver et let og feminint udtryk, der også har lidt retro-vibes. Jeg har fundet min nederdel på et loppemarked til 100 kr i New York, men jeg har herunder samlet et par muligheder i samme stil fra Asos, hvis du nu skulle føle dig fristet til også at få lidt blomster på tøjet her til foråret.

Indlægget indeholder reklame i form af affiliatelinks

17327870_10212347807711639_1887252605_n

picmonkey-collage333

1. Smuk a-formet nederdel til 599 kr. & 2. Let og lys nederdel til 299 kr.

picmonkey-collage2222

1.feminine blomster til 279 kr.  & 2 Fantastisk struttende nederdel til 439 kr.

 

bloglovin_annawarrington

Jeg er den sidste i verden til at fatte…

I går følte jeg mig som absolut ’slow mover’ – altså det omvendte af at være ‘first mover’ på et område. Jeg var nemlig i biografen sammen med Matilde og andre søde mennesker fra Bloggers Delight, der havde fået fingrene i billetter til forpremieren på den nye danske film ‘Du forsvinder’ (som i øvrigt er ret fantastisk).

Til denne ellers så hyggelige aften, udspillede der sig pludseligt et mindre drama i køen til de livsnødvendige snacks til filmen. Den kyndige blogger Matilde opdagede nemlig til hendes store forfærdelse følgende facts om mig… 1: Jeg har ikke opdateret min Instagram-app (dårlig blogger) og 2: Jeg har aldrig brugt Insta-stories på Instagram (endnu dårligere blogger).

Nu er jeg jo altid glad for at kunne bidrage med et godt grin til andre, og man skal som bekendt aldrig være for fin til at grine af sig selv, så ja… Jeg er den sidste i verden til at fatte insta-stories, men jeg tog naturligvis det stødt voksende gruppepres til mig, og skyndte mig at starte sådan en story.

Rent praktisk betyder det nu, at du kan hoppe ind på Instagram (annawarringtondk) og øverst oppe i skærmen klikke på min historie, der vil bestå af banebrydende små øjeblikke fra min sindsoprivende hverdag. For eksempel har jeg i dag lavet kaffe og formiddagssnack for åben skærm.

Spøg til side er de små stories faktisk rigtig hyggelige, hvor jeg nyder at følge med i andres hverdag, så har du lyst til at følge mere med i min, ved du nu, hvor du skal klikke hen… Måske er der andre slow movere derude?

17321477_10212327646807629_511263108_n

bloglovin_annawarrington

Reklamer ødelægger blogs

Da jeg i går skrev, at jeg personligt var lidt træt af blogs, så overraskede reaktionerne mig faktisk en smule. Jeg fik flere kommentarer her på bloggen, men der var også gang i kommentarfeltet på bloggens Facebookside og på min Instagram. Læs indlægget fra i går: ‘Vil blogs overleve?’

Det handlede nemlig for mange ikke (som det gjorde for mig) om manglende kreativitet i indlæg og fornyelse af idéer i blogland, men nærmere om mængden af reklamer. Mange læsere tilkendegav, at de følte, at bloggere var begyndt at gøre mere op i reklamer, end i at skabe personligt indhold. Se, dét synes jeg er spændende at dykke lidt ned i!

At finde hoved og hale i, hvordan reklamer fungerer på blogs, er noget de fleste læsere efterhånden har godt fat i. Det er i hvert fald mit indtryk, at ord som ‘affiliate’ og ’sponseret’ ikke opildner til meget forvirring længere. De fleste bloggere (og instagrammere) er da også efterhånden skarpe til at gøre opmærksom på alt, hvad der kan lugte af reklame.

Så det er ikke som sådan viden om reklamerne, der lader til at være årsag til læsernes irritation – af hvad jeg kan se. Hele humlen lader nærmere til at være, at læserne føler, at mange bloggere er gået på kompromis med indhold i forhold til reklame på deres blog. Den modsætning mellem indhold og reklame, finder jeg utrolig interessant. For hvem siger, at dit indhold ikke kan være ligeså godt eller dybt, bare fordi du har fået betaling for den? Er dit arbejde bag ved skærmen ikke lige meget værd, om du er blevet betalt 0 kr, 100 kr eller 10.000 kr for det? Ordene er vel de samme?

Det har måske noget at gøre med, at vi som læsere føler, at troværdigheden ryger, når der er penge involveret. Omvendt kunne man jo argumentere for, at indholdet kan blive endnu bedre, hvis bloggeren har råd til at fordybe sig mere i sine skriverier, fordi de faste indtægter er betalt.

Det er bestemt ikke op til mig at vurdere, hvad der er hverken rigtigt, forkert eller noget midt i mellem. Jeg synes blot, det er interessant at følge de mange tendenser på sociale medier og kommentere på dem, når jeg selv mener, jeg har noget på hjerte.

Hvad mener du? Kan indhold og reklame gå hånd i hånd, eller vil det ene altid trumfe det andet?

Læs også ‘Skjult reklame – nej tak’

17321311_10212300180560990_1792994998_n

Et billede af en absolut ikke sponseret (men meget velsmagende) jordbærtærte fra weekendens besøg hos mine bedsteforældre. Jeg har altid svært ved at finde et passende billede til denne slags indlæg, men jordbær og kage er jo altid lækkert at kigge på, ikke sandt?

bloglovin_annawarrington

Nej, du skal ikke se min appelsinhud

Jeg er træt af at skulle bevise, hvor uperfekt jeg er. Det er som om, det er blevet trendy på sociale medier at vise, hvor langt fra perfekt man er. En form for uperfekt perfekthed, om man vil. Vi skal helst allesammen hive i de deller, der kommer på maven, når vi sidder ned, og vi tager billeder af vores strækmærker, appelsinhud, vasketøj og overfyldte slikskål. Fordi det åbenbart er “uperfekt”. Jeg kan dog ikke lade vær med at stille spørgsmålstegn ved, om det egentlig er særlig smart.

På den ene side er det fedt, at sociale medier bruges til andet end photoshoppede glansbilleder, men på den anden side kan det også hurtigt give en illusion om, at det så rent faktisk er noget helt ægte, du ser på Instagram. Men sociale medier vil altid være et glimt af en redigeret virkelighed, som en anden har valgt at dele med dig. Og det bliver aldrig hverken noget perfekt eller noget uperfekt, for den betydning vi tillægger de begreber er så forskellige fra person til person, at de slet ikke giver mening at tale om. Det gælder i øvrigt også den overdrevne brug af ordet ‘normal’, efter min mening.

Så nej, du skal ikke se min appelsinhud. Eller mit vasketøj. Og min slikskål er præcis den størrelse, som den skal være. Jeg skal nemlig hverken bevise, hvor perfekt eller hvor uperfekt jeg er.

Hvad mener du om uperfekt perfekthed?

16810169_10212063942215179_1837192820_o-2

Mit tøj er sponseret af Hummel og mine tights er de eftertragtede (og insta-venlige) classic bee. Du finder dem til 250 kr. HER.  Min seamless under-top finder du HER (reklamelinks).

Læs også ‘Jeg er træt af elsk dig selv bølgen’ eller Kurver lyver på Instagram’

bloglovin_annawarrington
Older posts