‘Dont do it for the money’ Interview med Daniel Ishøj

Hvad kan man lære af at blogge? Lærer man overhovedet noget? De tanker har jeg grublet med et stykke tid, idet jeg selv går og pusler lidt med, hvad jeg egentlig vil med min egen blog. Og mens mine egne tanker rumsterer, har jeg besluttet mig for at søge viden hos andre bloggeres refleksioner ved at lave en lille miniserie af interviews, hvor jeg spørger erfarne bloggere om, hvad de har lært igennem deres tid som bloggere.

Den første blogger i rækken er æstetikeren og iværksætteren Daniel Ishøj, der står bag en række projekter, du helt sikkert kender.

“Samlet set har jeg blogget i 5,5 år. Jeg startede ud i februar 2012 under eget navn, Daniel Ishøj – en blog som senere skiftede navn til FAG AND FAB. Bloggen blev oprettet i forbindelse med, at jeg selv sprang ud af skabet og stod ved min seksualitet. I denne forbindelse ville jeg hjælpe og inspirere andre, samtidig med at jeg kunne udvikle mig selv og være en stemme i marken.
Efter knap 5 gode år, lukkede jeg FAG AND FAB ned i december 2016. Det gjorde jeg, fordi gnisten for dén blog var forsvundet, og det var blevet mere en pligt end lyst. Samtidig med, at jeg lukkede FAG AND FAB ned, så min nye blog &ARTICLE dagens lys. Her blogger jeg fortsat, og bloggen er allerede blandt de meste læste design- og interiørblogs i Danmark; det har jeg det selvsagt ret vildt over!”

daniel2
Hvad er forskellen på din motivation på at blogge i dag og fra dengang, du startede?
“Motivationen er egentlig fortsat den samme; gnisten for at inspirere og dele. Dog er det to vidt forskellige blogs, så hvor det mere var den personlige vinkel, der var drivkraften de første par år, har det nu være fagligheden som er drivkraften”

daniel1
Hvad ville du ønske, du havde vidst, da du begyndte at blogge?
“På den ene side er jeg ret glad for, at jeg ikke anede noget som helst om blogging, da jeg startede, for min uvidenhed har ført nysgerrighed og gå-på-mod med sig, og dét har været en af grundene til, at jeg stadig er igang. Hvis jeg dog alligevel skal give et godt råd med til en kommende blogger, må det være, at du skal være klar over, det tager meget længere tid, end du først regner med, og du i starten føler du har rigtig meget på hjerte, men lige så hurtigt løber tør for inspiration indtil du kommer ind i et naturligt ‘flow’. Og hey, don’t do it for the money!”

Hvad vil du sige er de 3 vigtigste ting, du har lært af at være blogger? Forstået som; hvad tager du med i din mentale rygsæk fremover, når skærmen er slukket?
“Jeg ved ikke, om det er noget, jeg har lært, men i al fald er jeg blevet bekræftet i, at med ærlighed kommer du længst, at man skal ære sit netværk, for det kan ikke erstattes, og så skal man kun fortsætte noget – uanset hvad det er her i livet – så længe, man har det sjovt imens”
daniel3

Billede af Daniels Future Planner stylet hjemme hos Dittes blog

 

Tak til Daniel! Næste blogger i række er Tina aka Lillemor – glæd jer!

bloglovin_annawarrington

Ugen på bloggen #3

Glædelig lillejuleaftensdag! Så er det i morgen, at du skal have dejlig julemad (hvad end det betyder for dig), du skal hygge med dine nærmeste (hvem end de er for dig) og du skal forhåbentlig også skrue så meget op for ‘hygge-faktoren’, at det halve kunne være nok.

Hvis du alligevel får tid og lyst til at klikke rundt i blogland, så kommer her denne uges opdatering på, hvad der skete herinde i mit lille univers. Jeg har snakket om at holde jul i udlandet, at sige farvel til New York og jeg har delt min personlige favorit opskrift på dadelkugler. Det var også ugen, hvor mine billeder blev misbrugt online, så jeg gravede i reglerne for at se, hvem der egentlig ejer dine billeder på sociale medier.

Læs også ‘Ugen på bloggen #2’ 

rom4

En opskrift der virker absolut hver eneste gang, er denne opskrift på de bedste sunde dadelkugler, som du kan smække sammen lynhurtigt, hvis du bliver lækkersulten efter andet end pebernødder og æbleskiver her i juleferien. Du finder indlægget HER

falsk

Mine billeder blev misbrugt online, så jeg researchede brugervilkårene for de mest populære sociale medier, hvilket gav nogle ret overraskende oplysninger om, hvem der faktisk ejer de billeder, du lægger ud på eksempelvis Instagram og Facebook. Du kan læse med lige HER

nya%cc%8ar

Hvad skal du have på til nytår? Hvis du overvejer at droppe den stramme, korte kjole og i stedet have en aften hjemme i blødt og behageligt tøj, så har jeg fundet det absolut rareste ‘anti nytårs outfit‘ i mit indlæg lige HER (tip: det fungerer også glimrende som 1. januars look).

nycprofile

Farvel og på gensyn New York blev skrevet dagen inden, jeg satte mig ombord på et fly, der tog mig tilbage til Danmark. Det er et indlæg med de sidste tanker fra det store æble, hvor jeg har boet størstedelen af 2016.

15644940_10211502700704492_1782444557_n

Hvordan er det at holde jul i udlandet? Jeg har interviewet min veninde Petra, der både har holdt jul i Finland, Thailand og New York. Læs med lige HER.

Hav en dejlig jul. Vi ses i næste uge!

bloglovin_annawarrington

Det skal ikke være tabu at snakke om!

Hvorfor skriver jeg om noget så personligt som at have kroniske smerter? Er det ikke en sag mellem min læge, mig selv og min krop? Det kunne man givetvis argumentere for, og mange mener sikkert også, at den slags ikke behøver blive offentliggjort på en blog. Jeg har en anden opfattelse.

Jeg vil nemlig gerne bruge min historie til at gøre bare en lille bitte forskel, hvis andre kæmper med noget lignende. Vi har så mange ting i Danmark som vi “ikke snakker om”. Uanset om det er kærestesorger, dødsfald eller fysiske skader, så har vi sandsynligvis allesammen prøvet det, eller kender nogen, der har. Så hvorfor ikke snakke mere om det?

“Min ven af smerte var desværre stædig og jo mere jeg kæmpede imod, jo sværere blev det at leve med. Jeg besluttede mig derfor at arbejde på, at acceptere mine smerter og tale mere om det”

I dag gæsteblogger jeg hos den seje Juliane, hvor hun har interviewet mig om det at blogge, snakke om smerter og hvordan man egentlig er sund på nettet. Du kan læse blogindlægget lige HER

brugnu

I forbindelse med at åbne tabuer har blogs en stor styrke, mener jeg. Grænsen mellem det private og personlige er utrolig subjektiv og bør naturligvis altid respekteres (Ikke mindst af én selv). Det er bare nogle gange nemmere at skrive end at tale, og det er nemmere at række ud til andre gennem en skærm. Så lad os bruge de nye sociale medier konstruktivt og få sat både ord og ansigt på nogle af de ting, som kan være svære. Det behøver ikke være tabu, da der er en ret god sandsynlighed for, at du ikke er alene!

bloglovin_annawarrington

Er det arrogant at ville inspirere?

Jeg startede med at kalde dette indlæg “et ønske om at inspirere”, men slettede det igen. Og årsagen fangede min nysgerrighed. Hvorfor slettede jeg det? Fordi en snigende lille stemme af usikkerhed, jantelov, kald det hvad du vil, dukkede op. Jeg kan da ikke tillade mig at antage, at jeg inspirerer nogen. Kan jeg det?

Det fik mig til at tænke. Er det virkelig arrogant at ville inspirere? For mig indebærer ordet ‘inspiration’ et element af gensidighed. Jeg formidler mine tanker, følelser, tips og opskrifter, men jeg er jo også selv forbruger af andre bloggeres indhold, hvilket kombineret med den interaktion der heldigvis ofte er med læsere på bloggen og Instagram, giver en form for gensidighed, som jeg sætter stor pris på.

Grunden til at jeg startede bloggen, var ikke at formidle mit syn på sundhed fra et bedrevidende eller fagligt sted. Der er mange gode blogs, hvor der er uddannede personer bag og der er også blogs, hvor kun bloggerens egen mening anses for ‘rigtig’. Hver sin lyst. Min idé med bloggen, da den startede for 2,5 år siden var at inspirere til et sundt liv (i absolut bredeste forstand) uanset hvilke udfordringer, der måtte være at kæmpe med. Jeg valgte at bruge min historie som udgangspunkt og simpelthen formidle ud fra min egen hverdag, da det efter min mening er blogmediets styrke at der sidder et helt menneske bag og ikke blot en faglighed eller kommercielle interesser.

Skærmbillede 2016-04-14 kl. 09.37.07Jeg er blevet interviewet til en artikel for University Post, som jeg faktisk er ganske stolt af. De stillede mig nogle rigtig gode spørgsmål, efter min mening, og har lavet en samlet artikel, der handler om både min hverdag som studerende og de ambitioner jeg har i forbindelse med det, men også om min baggrund som hoftepatient, og hvordan det har givet mig en passion for at inspirere andre på en måde, hvor det giver mening for mig. Så godt som jeg kan ud fra mit eget hverdagsliv, hvor man kan tage hvad de kan bruge og ignorere resten. Ligesom jeg selv gør, når jeg læser blogs og instagram.

Jeg kæmper også selv med en masse udfordringer i hverdagen både ift studiestress, kropsidealer, sundhed og smerter. Vi kæmper alle med hver vores, så hvorfor ikke gøre det sammen? Hvorfor ikke hjælpe hinanden på vej med en god tanke, opskrift eller et tip? Der er helt sikkert andre, der har følt eller tænkt det samme som dig, så hvorfor ikke dele? Du behøver naturligvis ikke krænge alle dine inderste tanker ud på nettet, men hvis du har mod på at dele lidt af dig selv, får du rigtig meget tilbage.

Så… For at besvare mit eget spørgsmål. At ville inspirere er ikke arrogant, det er fedt!

udenfor4Skærmbillede 2016-04-14 kl. 09.36.54

Hvad mener du?

bloglovin_annawarrington

Jeg er i Woman (og snakker om ar)

Er ar smukke eller er de en fejl på kroppen? Og hvad med strækmærker, appelsinhud eller skønhedspletter? Vi har alle mærker på vores hud, som fortæller en historie om, hvem vi er som mennesker.

I denne måneds Womanblad kan du læse 4 historier fra 4 kvinder om hver deres “fejl”, og hvordan de hver især har vendt deres fejl til deres fordel, deres styrke. Èn af de 4 kvinder er mig.

Jeg er desværre ikke ret glad for det valgte billede af mig i artiklen, men jeg må pænt pakke min egen forfængelighed ned i baglommen og fokusere på ordene i artiklen.

Jeg deler nemlig min historie om mine ar og fortæller, hvorfor jeg med tiden har lært at se mine ar som noget smukt. For mig er mine ar ikke fejl, men fortællinger. De siger noget om hvad jeg har været igennem, og hvorfor søren skulle jeg skjule det? Ligesom jeg ikke kan se hvorfor en nybagt mor skal skjule sit ar efter kejsersnit eller hvorfor en tidligere svært overvægtig skal skamme sig over strækmærker.

I øvrigt bør INGEN skamme sig over deres kroppe, uanset hvad de føler deres “fejl” er. Hverken tykke, tynde, trænede, mænd eller kvinder. Punktum. Hvad andre fortæller dig er dine fejl, behøver ikke være fejl i din egen selvforståelse.

woman

Da jeg fik mit første store ar, var jeg kun 15 år gammel og havde netop gennegået min første hofteoperation. Det betød meget for mig at det blev pænt og jeg var så heldig, at min mor hjalp med at få det laserbehandlet. Det ar er næsten ikke til at se i dag, men er helt hvidt og fint.

Mit seneste ar er kun et par år gammelt og er aldrig blevet behandlet med andet end lidt creme herhjemme, Det æstetiske var bare ikke så vigtigt for mig mere, at jeg følte det krævede en dyr og omstændig behandling. Nogle dage kan jeg dog godt blive lidt træt af hvor rødt det er, og derfor har jeg også takket ja til at teste og anmelde en hudplejebehandling af ar, som jeg påbegynder om en uges tid.

Mine ar har tidligere været oppe på bloggen, hvor du blandt andet kan læse hvorfor jeg tog et billede af mit lår til Instagram kampagnen #smuksomjeger lige HER.

 

bloglovin_annawarrington
Older posts