Fordomme om politikere?

Reklame/ Politikere kører i dyre biler og laver ikke så meget andet end at få skattekronerne ned i egen lomme. Måske har du (i dit stille sind) tænkt sådan en tanke? At politikere ikke bekymrer sig ret meget over, hvad ‘rigtige’ mennesker laver, og at de i stedet har travlt med at bureaukratisere den offentlige forvaltning ned i et sort hul af djøffere, hvor ingen kan se, at de selv tager lidt til side til sommerhuset….

Der findes (desværre) fordomme om de fleste professioner, hvor politikkere bestemt ikke går fri. Jeg vil dog vove den påstand, at langt de fleste fordomme bunder i mangel på viden om, hvad der foregår hos de mennesker, man har fordomme om. Der vil naturligvis altid være uheldige sager og nogle mennesker med tvivlsom moral i alle brancher, men måske bemærkes det mere, når politikeres fejl rammer offentligheden, fordi de ender med at rydde forsiden?

Uanset får jeg i morgen lov til at udfordre nogle af de fordomme, som måske/måske ikke florerer rundt omkring i Danmark. Det er jo som bekendt snart tid til kommunalvalg og valg til regionerne. De mange smilende plakater i gadebilledet lyser op med slogans på cykelstien, og de mange kandidattests deles på sociale medier. Men, hånden på hjertet, hvor meget ved du egentlig om, hvad en lokalpolitikker laver?

Jeg har eksempelvis læst statskundskab, så man skulle måske tro, at jeg har helt styr på politik. Det vil jeg dog selv mene er en sandhed med modifikationer. Mit studie har nærmere givet mig et indblik i politiske processer, samt redskaber i form af teorier og metoder, der kan analysere institutionelle forandringer, begivenheder og lignende, men hvad politikere i forskellige regioner, kommuner og ministerier foretager sig fra 9-17 (eller 21…) hver dag – det ved jeg faktisk ikke ret meget om. Jeg kan derfor godt snakke med om store politiske strategier, men det hverdagsmæssige rugbrødsarbejde, dét vil jeg gerne vide mere om. Og lige netop derfor har jeg sagt ja til at mødes med socialdemokraten Sophie Hæstorp Andersen i morgen, hvor jeg får lov til at stille hende spørgsmål om at være kvinde i politik, hvordan hendes daglige arbejde ser ud og hvilke fordomme, hun har mødt på sin vej til valgplakaten.

Det glæder jeg mig meget til at fortælle mere om her på bloggen! Hvem ved, måske kan vi mane nogle fordomme til jorden?

(Indlægget på lørdag er sponseret – derfor markeres dette indlæg også som reklame). 

netflix

Foto: Netflix

Læs også ‘3 fordomme om feminister’ eller ‘Få hurtigt overblik over regioner og kommuner’

bloglovin_annawarrington

Tv om selvhad, deller og (selv)kærlighed

Det er efterhånden en universel sandhed, at de fleste er kede af deres kroppe. Det anses for ‘modigt’, hvis man ‘tør’ at være stolt af, hvordan man ser ud – uanset om man bliver anset for at være for tyk, for tynd eller for trænet. Det gør virkelig trist, at det er stadig nødvendigt at tale om, hvorfor vi er så optagede at det skide udseende. Men det er nødvendigt, for vi bliver allesammen påvirkede af den måde, vi taler til os selv og hinanden på både i det private rum, men også online.

Er du én af dem, der skammer sig over sin krop eller kæmper med at prøve at acceptere/elske/leve med den, så er du altså langt fra alene. Og den kamp gør langt bredere ud end dine bløde lår, små bryster eller tanker om, hvor meget du burde træne hver uge. Det er nemlig i høj grad en strukturel kamp, hvor samfundet efterhånden er indrettet sådan, at der er en vis form for skjult social kontrol, hvis du ikke skammer dig nok. Hvis du er lidt for kæk, for ‘meget’ eller bare lidt for glad i din egen krop, så kan andre hurtigt få dig ned igen.

Journalist og kropsaktivist Ida rud har eksempelvis fået ødelagt en dejlig dag på cyklen, hvor hun cyklede med bare ben, fordi det var varmt udenfor (og fordi hun havde lyst – ingen forklaring behovet), hvorefter en fremmed stopper op, kigger hende i øjnene og siger “fuck dig, din fede so”. I det øjeblik tager en helt fremmed person ejerskab over Idas krop, dømmer den og skammer den. Det er på så mange måder ikke i orden, men det er virkeligheden for rigtig mange. Det ydre had mod andre interagerer desværre ofte med selvhad hos personen selv, men det sparker også til selvhad hos den person, der modtager sådan en sviner, hvilket får det til at brede sig endnu mere.

Og selvhad er langt fra fastlåst til en bestemt type menneske eller en bestemt type krop. Det er noget, vi alle bliver nødt til at snakke om, så den slags opførsel forbliver aldeles uacceptabel. At snakke om det, det gør Ida heldigvis. Sætningen: ‘et provokerer folk, når jeg ikke skammer mig over, hvordan jeg ser ud – for det burde jeg’. er udtalt af Ida i forbindelse med et nyt fantastisk tv-program, hvor man følger hendes op og nedture i en rejse på vej mod at blive glad i sin egen krop.

Programmet er et rørende, provokerende og virkelig varmt portræt af en stærk kvinde, der bare gerne vil leve sit liv og være glad. Det handler om deller, selvhad og kærlighed til sig selv og andre, og du burde se det i dag. Hvis du har 28 gange to minutter, så kan du se programmet Tykke Ida på dr.dk ganske gratis (udover licens, naturligvis…).

239f14b82d7c5f3eba5ed9c84a6c9685-body-positive-daily-motivation

 

bloglovin_annawarrington

Derfor får du ikke succes, hvis du er generation Y

Det er populært at skælde ud på unge mennesker. Sådan har det vist altid været. Der er uden tvivl høje krav til unge i dag, hvor vi både skal have en høj uddannelse, stor livserfaring, et aktivt træningsliv og et fantastisk socialt/kærlighedsliv. Og der er måske også noget om snakken, når mange unge er lidt for egoistiske og selvcentrerede, samt lidt hurtige til at give op, når der kommer udfordringer i livet, fordi vi er vant til, at det næste måltid/date/job kun er et swipe væk.

Men er unge i dag virkelig mere dovne og narcissistiske end tidligere generationer? Spænder vi ben for os selv i vores vilde drømme efter succes, fordi vi har en iphone fast monteret i højre hånd?

Den video jeg linker til, vil sandsynligvis provokere en del. Den provokerede også mig, første gang jeg så den, men på den absolut bedste måde, for ham Simon Sinek, han har fat i noget. Vi vil allesammen gerne være den næste Medina, Ronaldo eller direktør for et millionfirma, men vi ved ikke helt, hvordan vi kommer derhen. Vi er nemlig mere end bare instagram og avocadomadder, vi har en masse erfaringer og evner at byde på, og de fleste af os er også villige til at arbejde rigtig hårdt. Men måske er der nogle grundlæggende tendenser i samfundsudviklingen, der gør, at du ikke får succes, hvis du er generation Y?

morgen2222

Om du er studerende, ny på arbejdsmarkedet eller har en lederrolle og mange års erfaring, det er faktisk ikke så vigtigt for hans budskab i den her video, hvor han fortæller, hvordan unge i dag ikke forstår den verden, de er en del af – og derfor spænder de/vi ben for dem/os selv.

Jeg har ikke læst noget af ham her succesforfatteren, men Simon Sinek er en bestseller (og ung!) forfatter, der har lavet ted-talks, skrevet artikler for de helt store aviser og har stillet op til en del foredrag og interviews, der ligger frit tilgængeligt på youtube.

Du kan finde nogle af hans bøger, hvis du har lyst til at dykke mere ned i universet, herunder. De fleste er både på dansk og engelsk.

‘Start med hvorfor’  handler om, hvordan du selv bliver mere motiveret af andre, og hvordan du kan give den inspiration videre til at motivere endnu flere mennesker.

‘Find your why’ er skrevet i forlængelse af hans foredrag om generation Y og handler om, hvordan man finder et formål med sit arbejdsliv og liv i det hele taget, så man ikke er drevet af de mere diffuse ønsker såsom ‘jeg skal bare gøre en forskel’

‘Leaders eat last’ handler om, hvordan du bliver en bedre leder, uanset om du har et lille eller et stort team, der arbejder sammen med dig.

‘Together is better’ handler om at skabe forandring (der rent faktisk rykker noget) i samspil med andre, hvor alles evner bruges bedst muligt.

bloglovin_annawarrington

Har #metoo overhovedet noget effekt?

Alle har set de mange hashtags og stærke, personlige historier om seksuel chikane, vold og misbrug de seneste uger, som har fyldt det meste af sendefladen både på sociale medier og de traditionelle medier, siden sagen om Hollywood produceren Harvey Weinstein brød ud.

Over hele verden har kvinder og mænd delt deres personlige oplevelser ved at tale om et emne, der sjældent tales ret højt om. Ligefra ubehagelige tilråb på gaden til mere grove og alvorlige sager som voldtægt er blevet delt med det lille hashtag #metoo. Den enorme eksponering vidner om et stort samfundsmæssigt problem, der går på tværs af kulturer og landegrænser, men kampagnen har også vækket en anden debat: nytter det overhovedet noget at tale på sociale medier?

Nogle mener, at det er ren ananas i egen juice at råbe højt på sociale medier, hvor man blot tilkendegiver sin egen mening, erklærer sig enig i andres og skaber en masse larm, men ingen reel effekt. Andre siger, at det netop kan være en stærk bevægelse, hvis civilsamfundet går sammen med offentlige og private aktører om at skabe et åbent forum for at tale om tabubelagte emner.

Min personlige mening er, at effekt er noget, der er svært at tale om. Og det er som regel her, de fleste debatter taler forbi hinanden. For vi har nogle gange en idé om, at ‘effekt’ betyder, at vi kan måle noget helt konkret. Skete der nogle lovændringer? Er der ændret på nogle statistikker? Hvis ikke, så har det ingen effekt. Men her glemmer man, at ‘effekt’ er meget mere end det. Politik, sociale normer og hverdagsvaner sker jo ikke kun i form af love og tal. Det sker lige nu og her, det er hele tiden i bevægelse og vi er allesammen konstant med til at skabe det samfund, vi lever i qua vores handlinger og vores ord.

Når det bliver delt personlige historier i fx danske blogindlæg fra offentlige personer som Ekaterina ogLouise, eller når ikke offentlige kvinder deler deres sympati eller egen historie på deres private Facebookvæg, så sker der noget. Der sker nemlig det, at noget som før var skjult, nu bliver ført ud i lyset. Og det gør, at vi taler om det, vi ser det, og vi bliver nødt til at forholde os til – omend kun et par minutter, men ikke desto mindre har vi forholdt os til det.

Forandringer sker ikke over natten, og der kan være lang vej endnu på mange områder, men det er altid (i min optik) positivt, når der bliver talt om emner, der er alvorlige, og som typisk ikke får meget spalteplads. Måske kan det gøre, at det bliver lidt nemmere at tale om de svære ting i livet foran kaffemaskinen på kontoret, eller måske kan det få sagsbehandlingstiden på voldssager en smule ned i fremtiden? Det ved vi ikke, men vi ved, at vi snakker mere om det.

pa%cc%8atoppen

bloglovin_annawarrington

Små glimt af solskin

Hvorfor er nogle dage bare lidt bedre end dage? De dage hvor du smiler helt uden grund, mærker glæden boble nede i maven og har en fornemmelse af mental solskin, der bare skinner ned over dig – kontra de dage, hvor det føles som om, modvinden nærmest er en personlig fornærmelse mod dig. Du ved, de dage hvor du fryser, det er mørkt, og hvor køen i Netto er ekstra lang ved netop din kasse.

Det er lidt mærkeligt det der med glimt af solskin. Hvorfor man bare er gladere nogle dage? Måske har vi en tendens til at huske de glade dage som lidt mere glade, fordi vi er småsure over de mørke og kolde måneder på vej? Eller måske husker vi alt for godt de negative dage og glemmer, at der måske også var grund til at smile et par gange alligevel?

Der er naturligvis perioder i alles liv, hvor det hele stinker, ligesom der er perioder, hvor alt kører på skinner. Den slags ture hører bare med til det at være menneske, men det er ikke de helt store rutsjeture, jeg snakker om her. Det er mere de mange hverdage, som har det med at blive én stor, grå masse, hvor vi hverken husker det særligt gode eller det særligt dårlige.

Jeg ved ikke, om de her strøtanker giver så meget mening, men jeg kom til at tænke over det med smil og solskin i forhold til negativitet, da jeg gik min mobil igennem for gamle billeder og fandt mig selv for ganske få måneder siden (faktisk kun to) med en kæmpe brunchtallerken, bare arme og et stort smil. Overfor mig sidder min Canadiske far, hans kone og min bror, vi har alle fri og skal nyde den sjældne sol i Københavns gader. Der var sikkert også mange mennesker i bussen, småskænderier over hvad vi skulle lave osv, men der var også dette lille glimt af solskin, som jeg husker.

Jeg er fortaler for, at vi generelt snakker mere om hverdagen, så det starter jeg med selv. Muligvis kedeligt for andre, men også muligvis inspirerende på en anden måde end indlæg, der handler om de helt store følelser og oplevelser.

Læs også ‘Hvor er caffe latte tilfredsheden?‘ eller ‘Gider du læse om hverdagsmad?’

sol

Brunchen er spist på Nørrebro i København på det lille, men utroligt fine, sted Stefanos Mad og Kaffe

bloglovin_annawarrington