Detox opskrift: glutenfri kerneboller med gods i!

Hvad enten du lever glutenfrit, er hoppet med på min detox eller bare prøver at spare lidt på kulhydraterne i hverdagen, så kan brød godt være savnet i kosten. Det kan det i hvert fald til tider for mit vedkommende. Glutenfrit brød er tricky at få til at lykkedes og det bliver aldrig helt det samme som rigtigt brød, men det kan jeg heldigvis næsten ikke huske hvordan smager alligevel 😉

Jeg har kastet mig ud i glutenfri boller HER og HER, men synes selv at dagens opskrift er den bedste til dato! Den er super duper simpel:

  • 2 dl blendede mandler (til mandelmel)
  • 1 dl hørfrø
  • 2 dl hasselnødder blendet lidt grovere end mel (gerne nogle grove stykker)
  • 1 dl knuste valnødder (eller helt grofthakkede)
  • 1 knivspids salt
  • 2 spsk Fiberhusk
  • 1 dl lunkent vand
  • 2 dl glutenfri havregryn
  • 2 æg og 1 æggehvide

Det hele blandes i en stor skål og fordeles i enten en stor brødform, som klatter på en bageplade eller i muffinsforme. Derefter bages det hele i ca. 30 minutter ved 180 grader varmluft.

De er gode enten som morgenmad, i madpakken eller som mellemmåltid på farten hvis man mangler lidt godt fedt og nogle langsomme kulhydrater. Herunder er de serveret med lidt tørrede morbær som smager helt fantastisk. Bollerne kan  fint fryses og tages op til travle dage, hvilket jeg altid synes er en stor fordel ved opskrifter 🙂

Savner du også brød i hverdagen? Og bager du glutenfrit?

 

bloglovin_annawarrington

Fuck size zero: jeg vil hellere have stærke end tynde ben!

Det er nu dag 2 i min “detox som ikke er en detox” udfordring og jeg vil gerne lige prøve et par dage mere før jeg skriver om forløbet. Jeg skriver flere uddybende indlæg undervejs, men nu skal min krop lige vænne sig til den rene kost og de nye tilskud i form af 15 day cleanse pillerne. Selvom jeg er hoppet på denne udfordring skal det bestemt ikke opfattes som en kur. Det handler IKKE om at jeg skal tabe mig og jeg opfordrer IKKE til at nogen læsere går på en striks lynkur.

Der skal naturligvis være plads til at ville tabe sig, tage på, blive mere tonet eller hvad man nu har lyst til. Jeg arbejder også selv på at forme min krop til (hvad jeg opfatter som) det bedre. Men det bør, efter min mening, være sekundært i forhold til hvordan du har det. Derfor handler hele maj måneds “bikiniform udfordring”  i højere grad for mig om at føle sig sund og lækker – og dernæst om hvordan man ser ud. Er det for helligt at skrive det?

Min veninde lagde ovenstående billede af mig op på Facebook her den anden dag. Det er taget i New York i 2012 og jeg kan huske, at jeg var lykkelig: tænk at jeg kunne købe et par shorts i size zero! I dag vil jeg  hellere have stærke end tynde ben, hvilket naturligvis ikke behøver være gensidigt udelukkende, men for mit vedkommende har jeg altid enten været tynd og slap eller buttet og slap. Andre kan jo sagtens være både tynde og stærke, jeg har bare ikke prøvet det 😉

I dag går jeg ikke så højt op i hvilken størrelse der står i mine shorts. Jeg går mere op i at forbedre min squat teknik og hvor meget min bagdel er vokset. Det er tankevækkende hvordan ens fokus kan ændre sig så radikalt, men for mig har det klart været positivt.

Hvordan er dine tanker om bikiniform? Og er det okay, at jeg skriver mere om kropsaccept end om træningstips?

Bikiniform: Hop med på en detox som ikke er detox..

Nu er halvdelen af maj måneds udfordring gået. Hvad kan vi gøre for at de næste to uger bliver lidt sundere, så den bikini bliver lidt lækrere at have på? Personligt vælger jeg en detox!

Detox. Hver gang jeg læser ordet, så kribler det i mig. Hvad  får folk ud af at sulte sig i flere uger og “rense ud”? Jeg er mildest talt skeptisk, da det oftest bruges til et hurtigt vægttab, hvilket jeg tidligere har skrevet min (negative) holdning overfor.  Jeg er derimod positiv overfor kosttilskud og anvender selv tilskud i form af proteinpulver, vitaminer og kreatin for at få det mest optimale ud af træningen. Derfor takkede jeg ja til invitationen fra VivaVita om at høre om deres produkter.

Hvem er VitaViva?

VitaViva startede i 1998 og beskæftigede sig oprindeligt med AIDS syge patienter, der havde brug for at få immunforsvaret genopbygget. Nu har de fortsat fokus på sygdomsbehandling, primært cancer patienter, men har også udvidet deres sortiment med en livsstilsserie af kosttilskud og forebyggelse.

Hvad er 15 day cleanse?

“15 day cleanse hjælper effektivt tarmkanalen af med ophobet affaldsstoffer, reducerer oppustetged, bidrager til øget energi og kan give flere kilo i vægttab”. Det lyder jo altsammen meget godt, men hvad er egentlig i det her produkt?

  • Laxitative urter
  • Naturlige fibre
  • Mælkesyre bakterier
  • Lakridsrod (der har en beroligende effekt på tarmen)

Det anbefales, at kosten holdes så ren og letfordøjelig som muligt under de 15 dage, så kroppen kan få genopbygget tarmfunktionerne. Derfor bør man undgå forarbejdede fødevarer, rødt kød og  mælkeprodukter, men primært spise:

  • Masser af grønt
  • Masser af fisk og kylling (ikke rødt kød)
  • Nødder, kerner og frø
  • Havregryn (glutenfri)

Hvordan vil jeg bruge de 15 dage?

Jeg spiser i forvejen glutenfrit og sukkerfrit (med mindre jeg har en cheatday, host host), men har et par dårlige vaner som jeg ønsker at få gjort  kål på. Derfor vil jeg begrænse mit indtag  af sødemidler, kaffe og diverse barer, samt primært spise naturlige fødevarer de næste 15 dage. Måneden efter vil jeg bruge de anbefalede “Brazilan burn” ovenpå udrensningen, der stimulerer kroppens blodcirkulation og forbrænding.

 Skal du være med?

Dette er IKKE  en opfordring til at sulte sig i 15 dage eller tage afføringspiller for at “detoxe”. Det handler for mig om at få sat min fordøjelse på plads og få sat fokus på dårlige vaner i  hverdagen.

 Er du frisk på at finde én dårlig vane at slippe af med og én god vane at fortsætte med?

15 dage: sæt i gang!

 

Lowcarb og glutenfri opskrift: protein hapsere!

Vi kender det allesammen. Vi går rundt derhjemme og åbner alle køkkenskabe for at finde noget lækkert. Den nagende lækkersult, der bare river i kroppen og forlanger at blive hørt! Men nu er det jo en udfordring her i maj at få lidt sundere hverdagsvaner og dermed få det lidt bedre med den der bikiniform. Hvis det skal være  hyggeligt, hurtigt og nemt, men du ikke orker  at stå og vende pandekager,  så er det jo godt, at man kan tænke kreativt (læs: dovent) 😉

Denne dej minder utrolig meget om dejen til proteinpandekager, dog uden banan for at holde  opskriften lowcarb, men tilsæt endelig en blød banan hvis du har lyst. Her bages dejen i ovnen og skæres ud i stedet for at blive bagt på en pande – hurtigt og let!

De bliver hurtigt tørre, så de skal spises med det samme. Det plejer dog heller ikke at være et problem for mig 😉

Har du prøvet at bage dine pandekager? Eller hvad gør du med den dovne lækkersult?

Kom i bikiniform med slankebehandlinger? Jeg er ikke fan!

Der er pres på i maj, sommeren er jo lige rundt om hjørnet og den støvede bikini skal findes frem! I samarbejde med de andre fitnessbloggere fra Bloggers Delight har vi skudt en udfordring i gang her i maj måned: kom i bikiniform – hvad end det betyder for lige netop DIG. Ingen regler, bare fokus på at være lidt sundere end normalt.

Jeg kan godt mærke, at denne maj udfordring for mit vedkommende kommer til at handle om kropsidealer og kropsaccept fremfor reelle tips til at forbedre selve bikiniformen. Jeg kan godt komme med tips til at øge forbrændingen eller intensiteten i træningen, men jeg kan mærke, at jeg i højere grad brænder inde med ord omkring det at acceptere den krop du har i en bikini – fremfor at forbedre den.

Her på det sidste er jeg stødt på diverse tilbud om slankebehandlinger, slankepiller og andre quick fixes med ordet “slanke” som en del af deres navn. Nu lægger jeg mig måske ud med mange der gladeligt benytter sig af tilbud og produkter som disse – fred være med det, i skal have lov til at gøre med jeres krop hvad i lyster.

Jeg har også prøvet forskellige cremer, kure, you name it og det er jeg virkelig færdig med. Det tager tid at opbygge den krop man ønsker, men selvom man er midt i en proces, så er kroppen stadig helt okay som den er! For mig tæller sundhed, velvære og styrke mere end en helt flad mave. Om du er i gang med et vægttab, at opbygge muskel eller er glad for din krop som den er nu – nyd din krop, nyd din sommer og nyd din bikini!

Jeg siger JA TAK til:

  • Masser af sund og nærende mad
  • Masser af træning
  • Masser af søvn

Jeg siger NEJ TAK til:

  • Slankepiller
  • Lynkure
  • Slankebehandlinger

Jeg vil rigtig gerne høre din holdning:  Hvordan har du det med slankebehandlinger?