Hvorfor sagde jeg ja til Kanal 4?

Fik jeg sagt noget dumt? Så jeg mærkelig ud? Var min stemme nederen? En masse tanker gik igennem mit hoved, da jeg skulle se det program, som blev optaget i Oktober. For at være helt ærlig var det mere gode sommerfugle, for jeg var faktisk ikke særlig nervøs. Jeg sagde ja til at være med i Kanal 4 programmet ‘Oraklerne’ under forudsætning af, at jeg selv måtte vælge mit dilemma. Jeg ved godt, hvad mange tænker om Kanal 4, men jeg mener nu, de laver nogle ganske underholdende og gennemarbejdede programmer, hvor dygtige mennesker står bag og er tro mod den genre, som hvert program nu bliver lavet indenfor.

Så… Hvordan var det at se sig selv på TV? Det var rigtig fint, for jeg kan stå ved alt, hvad jeg har sagt. Jeg taler givetvis alt for hurtigt, men det har jeg fået at vide mange gange, og jeg prøver at arbejde med det.

Jeg valgte et noget mere alvorligt dilemma end de fleste andre, men jeg synes, det fungerede rigtig godt, og alle på produktionen var super søde, så jeg var sikker på, programmet ville være underholdende, men også sobert og fint. Og det var det også. Jeg er glad for, jeg sagde ja, for det var en sjov oplevelse. Og det betød en del for mig at være med til at skabe lidt mere opmærksomhed om unge med kroniske smerter på arbejdsmarkedet, for jeg tror ikke, det er noget, der ret ofte tales særlig højt om.

Du kan se programmet, som jeg også selv har gjort, på Kanal 4´s hjemmeside HER (første måned er gratis og nogle programmer løbende lægges også gratis online).

Læs også ‘Der er ikke mere, vi kan gøre’ eller ‘Kendte mænd i min stue’

17467888_10212395374300774_780937359_n

bloglovin_annawarrington

Jeg tror, jeg er større, end jeg er

Jeg kigger mig i spejlet. Jeg har på ganske få minutter fået overbevist mig selv om, at jeg er lettere overvægtig. Ganske effektivt endda. Når først min indre stemme går i gang, så er den svær at stoppe – og den lytter sjældent til rationelle betragtninger eller facts såsom, at man ikke bliver overvægtig overnight (og selv hvis man gjorde, ville jeg være lige okay uanset min vægt).

Ikke detso mindre var det netop, hvad der skete denne morgen. Jeg synes faktisk, det er pinligt at skrive om, men jeg har en snigende fornemmelse af, at jeg ikke er alene om dette? At jeg tror, jeg er større, end jeg er. Min hjerne får spillet mig et puds, når jeg efter et par dage med for meget chokolade på sofaen får overbevist mig selv om, at jeg ligner en flodhest. Det er en ubehagelig følelse, der sidder i kroppen og er svær at ryste væk, selvom jeg godt ved, den ikke har forbindelse med virkeligheden. Jeg stirrer mig i spejlet og ser nu kun en blød mave, en alt for stor hage og nogle kinder, der gør mit ansigt kuglerundt.

I stedet for at blive i den følelse, vælger jeg at tage til dans med min gode veninde Mette. Jeg har aldrig taget et hold i Fitness World før, men jeg lader mig lokke til en omgang ‘retro mix’, der er let dans uden de vilde bevægelser (så mine hofter kan være med) til musik fra 70erne og 80erne. Kort sagt; det er umuligt ikke at blive i bedre humør efter de 45 min.

Da musikken pumper ud af højtaleren, får jeg kigget mig selv i spejlene i holdsalen. Spejlbilledet overrasker mig. Jeg er jo faktisk ikke overvægtig? Egentlig ser jeg ret lille ud, som jeg står der og prøver at efterabe 70er dansetrin i mine to lag træningstøj (fordi jeg følte mig “for stor” på maven den morgen).

Jeg bliver pludselig ramt af skam over at have tænkt de tanker, som jeg gjorde. Jeg tænker nemlig meget over, hvilket budskab jeg bidrager med til hele sundhedsdebatten online, men også over hvordan jeg omtaler min krop, når jeg taler med veninder i det virkelige liv. Jeg vil gerne bidrage til en positiv snak blandt kvinder om, hvordan kvindekroppe er skønne og lige ‘rigtige’ uanset hvordan de er formet, eller hvilken størrelse de har.

Derfor vælger jeg også at snakke højt om den her indre, og meget destruktive stemme, som jeg desværre stadig har til tider, selvom jeg godt ved, den ikke er virkelig. Jeg har nu taget et outfit på, som jeg føler mig godt tilpas i, og så vil jeg tage  ud og have en god dag. Jeg håber, du vil få det samme!

Kender du den indre stemme, der fortæller dig, du er større, end du er?

17409884_10212375825492066_1199797551_n

Stram denim nederdel på budget: Vila 329 kr. A-formet denim nederdel i luksus udgaven: Ralph Lauren 799 kr (reklamelinks i form af affiliatelinks). 

bloglovin_annawarrington

Min yndingsbog

Hvad er den bedste bog du har læst? Du ved, den bog som du ikke kunne lægge fra dig, så du ikke fik sovet nok, men ikke på den der afhængighedsagtige ‘play next episode’ måde (som altid sker med Netflix – host host), men på den måde, hvor du fuldstændig levede dig ind i et andet univers mentalt, selvom det hele i virkeligheden foregik på papir lige foran dig.

Indlægget indeholder affiliatelinks

Min yndlingsbog er en bog, som for nyligt blev filmatiseret, hvilken var en god oplevelse. Men efter min mening, så er der altså ikke noget, der slår den oplevelse, som du får ved at læse bogen. ‘Du forsvinder’ af Christian Jungersen er en intet mindre end fantastisk bog, der er skrevet med en helt særlig nerve, der er ret unik for hans forfatterstil, efter min mening. Hans anden bog ‘Undtagelsen‘ er også en af mine absolutte favoritter, når vi snakker skønlitterære bøger.

Hvad gør dig, til den du er? Hvor meget af din personlighed dannes af kemiske reaktioner i din fysiologiske hjerne, og har du egentlig noget, der kan betegnes som en fri vilje, eller er det blot en illusion, vi alle går og bilder os selv ind? Det er store spørgsmål, der tages op i bogen, som handler om ægteparret Mia og Frederik, hvis liv vendes op og ned, da det opdages, at Frederik har en svulst i hjernen. Mia kan ikke genkende sin mand, men måske har hun aldrig rigtig kendt ham? For han ville da ikke være hende utro og begå underslæb for et tocifret millionbeløb. Eller ville han?

17410141_10212366109249166_703888974_n

Du finder bogen ‘Du forsvinder’ som paperback til kun 149 kr HER, men du kan også klikke den hjem som e-bog for sølle 90 kr HER. Det er altså kun én smådårlig brunch på en fin Københavner café, du skal undvære, hvis du vil have en læseoplevelse, der bliver hos dig!

bloglovin_annawarrington

Kære 17 årige mig…

Hvis du skulle give dig selv et råd for 10 år siden, hvad ville det så være? Ville du fortælle dig selv, at det hele nok skal gå, at du er god nok, som du er? Eller ville du give dig selv et skub bagi og sige, du skulle komme ud af de starthuller?

I dag er jeg 27 år gammel. Det betyder, at jeg for 10 år siden var 17 år. Jeg gik i gymnasiet, hvor jeg havde et dejligt socialt liv og levede i den bobbel, som mange sikkert kan genkende fra gymnasiet (eller fra SKAM, host host), hvor dagligdagsdramaet om alle de andres kys i krogene fra weekendens byture optog mig meget – ligesom afleveringer og eksamen, naturligvis.

Herunder kan du læse mine råd til mig selv som 17 årig. Hvilke råd ville du give dig selv for 10 år siden?

Kære 17 årige mig…

unggammel

…Lige nu er hele din verden gymnasiet, men du længes efter at komme ud i verden. Den rastløshed skal du holde fast i, men lov mig, at du ikke får alt for travlt med at rejse mentalt. Du skal nyde, hvor du er lige nu. Den tid kommer nemlig aldrig igen, og det er noget helt særligt over de venskaber, du får i gymnasiet, så pas godt på dem. Bare rolig, du skal nok komme ud i den store verden.

Du er meget optaget af, om du ser tyk ud i dine polyesterkjoler, der skal vises frem på diskoteket i weekenden. Du vælger salater uden dressing i løbet af ugen, men glemmer det hele i weekenden, hvor du drikker fri fadøl til 50kr og spiser pølsehorn på vejen hjem. Du lever også stort set af is og sandwich fra den isbar, hvor du arbejder hver sommer. Det er helt i orden. Faktisk burde du spise lidt flere is og se dig selv lidt mindre i spejlet – du er nemlig ganske fin, som du er.

Dit 27 årige jeg vil gerne give dig et par råd med på vejen. Du har sikkert allerede nu travlt med at rulle med øjnene, fordi du ikke orker høre på råd, for du har jo egentlig regnet hele verden ud. Spoiler: det har du ikke. For det er der faktisk ingen der har, og det er overraskende befriende, når du opdager det.

Du tror måske, jeg vil sige til dig, at det hele nok skal gå. Men jeg vil faktisk sige det modsatte. Det hele går nemlig ikke altid godt, og det er også helt i orden. Livet vil altid have op og nedture, og du vil aldrig helt regne den ud, så du kan ligeså godt lære at leve med den usikkerhed, der følger med at være menneske. Du er nemlig stærk nok til at håndtere det meste.

Med venlig hilsen,

Dit 27-årige jeg…

bloglovin_annawarrington

Er du glad? Altså sådan rigtig glad?

Hvornår er man glad? Altså ikke sådan ‘du smiler pænt på billedet’ glad, men sådan glad helt nede i maven? Og hvordan får man indrettet sit liv således, at man er glad på den ægte måde? (Hvis det overhovedet findes).

Jeg synes, det er svært at finde en balance mellem at acceptere leverpostejshversdagen uden at nøjes med en rytme, der ikke gør mig glad. Det er muligvis snotforkælede tanker, for rigtig mange mennesker verden over kæmper for at overleve, mens jeg går og piller mig selv i navlen over, om jeg mon er rigtig glad. Men mon ikke det er meget menneskeligt at tænke den slags tanker?

Vi skal jo alle have en indtægt, der giver mad på bordet, og vi skal have nogle sociale relationer, der giver os glæde. Og der er mange forudsætninger og omstændigheder, der kan ændres uden, at vi selv er herre over det. Som nyuddannet får man eksempelvis sikkert ikke drømmejobbet i første omgang, og der kan ske ting i familien, der gør, at man må fravælge andre ting.

Men alle de små mellemregninger, dem vælger vi alt andet lige selv. Det jeg mener er, at vi hovedsageligt selv har ansvaret for, at der er noget at smile af hver eneste dag. Vi har alle lortedage, og vi har alle nogle gange perioder, hvor livet giver en lussing eller to. Det er dog sjældent, at der ikke også er mange muligheder for at finde små ting, der giver glæde i hverdagen.

Jeg er snart færdiguddannet, og når mit speciale afleveres til sommer, skal jeg ud på arbejdsmarkedet som ‘rigtig’ voksen. Det bliver nervepirrende og spændende, for jeg ved endnu ikke, hvordan min nye hverdag kommer til at se ud. Men det er i hvert fald min mission at give mig selv de bedste muligheder for at være glad.

Læs også ‘At finde struktur i en ny hverdag’ eller ‘Findes den perfekte hverdag?’

16810260_10212063941655165_2118743030_o

Mit tøj er sponseret af Hummel og er fra den nye forårskollektion. Indeholder reklamelinks i form af affiliatelinks.

Mine tights er de pæne classic bee tights, som du finder til 250 kr. HER. Min under-top finder du HER og den langærmede bluse finder du HER. De har begge silikone i bunden, så de ikke kravler op.

bloglovin_annawarrington
Older posts