“Det overrasker mig, hvor lidt du kan”

‘Nogle gange overrasker det mig, hvor lidt du kan’, sagde min veninde til mig her den anden dag, mens vi spiste. Selvom det var stærke ord, kunne jeg ikke lade vær med at smile. Vi havde brugt eftermiddagen sammen, hvor vi havde trænet, handlet ind, lavet mad og nu havde vi spist aftensmad, hvorefter jeg havde sagt, jeg var ved at være træt, så det var tid for hende at vende cyklen mod hendes lejlighed.

I hendes optik var hun ked af det på mine vegne over, at jeg kun kunne lave halvdelen af øvelserne, da vi trænede (og uden vægt). Hun var også ked af, jeg allerede var udmattet kl 22, mens hun sagtens kunne have fortsat aftenen. Det var også overraskende for hende, da jeg fik sagt, at inden vi havde mødtes om eftermiddagen (hvor hun havde været på arbejde en halv dag) havde jeg lige hvilet mig en halv time.

Det havde været en helt almindelig dag for hende, men for mig var det faktisk en rigtig god dag, hvor jeg var positivt overrasket over alle de ting, jeg kunne. Aktivitet og intensitet i aktivitet er meget relativt, for vi kan ikke alle det samme, og det er helt i orden. Det er derfor, det er meningsløst at sammenligne os selv med andre.

For jeg kan godt det hele, men det tager mig længere tid, og jeg sover mere til middag end andre på min alder. Jeg er født med en krop, der ikke altid samarbejder, som gør ondt, og som kræver meget søvn, men jeg får det bedste ud af det. Hver dag.

Læs også ‘Der er ikke mere, vi kan gøre’ eller ‘At være for positiv?’

15423537_10211407290399294_759637557_n

Billedet er fra toppen af New York, hvor det lykkedes mig at flytte til og arbejde helt alene. Det var ikke nemt, men det er jeg stolt af. Læs meget mere om hele mit eventyr i det store æble i mit New York arkiv HER

bloglovin_annawarrington

Er det feminint at sulte sig?

Måske har du siddet til et middagsselskab og hørt dine veninder sige; “pyha, nu kan man GODT nok ikke spise mere!” For derefter at trække din egen hånd tilbage som var liiige ved at række ud efter portion nummer 2?

Jeg reposter nedenstående indlæg, fordi jeg synes, det er vigtigt, at vi får talt om, hvor stor en rolle mad faktisk spiller i sociale sammenhænge, hvilket kan have en negativ mental effekt for rigtig mange.

Jeg synes nemlig, at det er vigtigt at stille spørgsmål til den måde vi omtaler vores egen (og hinandens) mad, for det er sjældent ‘bare’ mad. Eksempelvis har rigtig mange fået stillet spørgsmålet: “skal du spise ALT det?” om en portion mad foran dem. Og i virkeligheden burde der ikke være andet svar end; “Ja, jeg er vist sulten i dag”. Punktum.

16558745_10211949206266852_211053814_n

1. Hvad er “meget” mad?

At stille spørgsmålstegn ved andres madvaner kan være farligt. Du stiller nemlig ikke kun spørgsmål til maden, men til det menneske der spiser den. De sociale medier bugner af smukke middagsretter og kan være med til at give et misvisende billede af hvad der er “normalt” at spise. Hvornår er en portion stor?

Den mad jeg viser, er den mad jeg spiser. Muligvis har den fået et filter eller nogle pynte-bær (en skål havregrød er ikke synderligt fotogen), men mængden er der ikke pillet ved. Det gør jeg ikke for at klandre dem som vægter æstetikken i en smuk, lille anrettet portion, men for at give et reelt billede af hvad en pige på min højde/drøjde og med mit aktivitetsniveau spiser.

Den mængde mad kroppen kræver, er subjektiv. Det handler om hvor meget du bevæger dig, hvor høj du er, hvad du vejer og hvad dit mål med din kost/træning er. Din portion er ikke “for stor” hvis den passer til dig!

2. Hvorfor er det forkert at spise meget mad?

Hvis du oplever dårlig samvittighed over en portion mad som du synes virker “for stor”, kan det være fordi, at mad ofte tillægges følelser. Der er “hyggemad”, “syndedage” og “trøstespise”. På den måde kommer der også et spørgsmål om moral ind i billedet. Det bliver pludselig “forkert” at spise “for meget”. Muligvis fordi det signalerer grådighed og dermed manglende kontrol?

Det klassiske svar er, at mad før var en mangelvare, og derfor var kropsidealet at have til gården og gaden. I dag lever vi med konstant overflod af mad, og derfor signalerer kontrol over din mad også kontrol over dit liv. Men det er da ærlig talt en forskruet tanke. Mad er næring, det er ikke følelser. Alligevel er mange, især kvinder, gode til at koble fedt, kulhydrater og proteiner til følelser i højere grad end til næring. Det er jeg også selv slem til, men jeg arbejder med at se mad som byggesten til kroppen, noget hyggeligt at have samvær omkring og noget dejligt til dine smagsløg.

3. Er det feminint at sulte og maskulint at være mæt?

Koblingerne mellem mad og følelser er i høj grad, desværre, kønsbestemt. Jeg har ingen videnskabelig evidens for min påstand her, den bygger kun på egen erfaring. Ret mig gerne hvis du er uenig.

Veninder er særligt slemme til at “synde” med usunde sager sammen, men også til at spise sundt i flok. Det er trygt at passe ind i en gruppe og derfor bliver normerne omkring mad hurtigt noget som bestemmes kollektivt. Det er bare noget værre møg, da mængden af mad netop er subjektivt og IKKE ens for alle.

Det er ikke nemt at ændre sociale normer og især ikke noget så følsomt som madvaner, men det er vigtigt at udfordre normer som kan have negative konsekvenser for kvinders mentale sundhed. Sætninger som “sikke en herreportion du har det” indikerer at det er maskulint at spise meget og feminint at spise lidt. Fuck nu det! Den portion du hælder op til dig selv er ikke forkert, og du ikke er forkert.

Lad os arbejde på at få fjernet de negative følelser mellem kvinder og “store” portioner mad, for nej, det er sgu ikke feminint at sulte sig! Spis!

16507353_10211949195106573_1044635701_n

Hvad mener du?

Rynker som 27 årig?

Er det noget fis for at sælge creme, eller er der noget om snakken? Jeg har gået i lykkelig uvidenhed om alt, hvad der hedder rynker, dyre cremer og den slags. Jeg bruger ikke engang en øjencreme til daglig, og jeg synes egentlig, min hud og jeg har det ganske fint.

Men… I går fik jeg en hud-analyse i går, hvor den viste, at jeg nok burde komme i gang med noget rynkecreme. Det kom ærlig talt bag på mig, for jeg har da læst, at kvinder i midt/slut tyverne burde overveje deres hudpleje en ekstra gang. Det virker bare lidt fjollet på mig, at man allerede i den (unge – host host) alder skal købe noget, hvor der står ‘anti aging’ på? Altså, jeg er sgu da kun 27?

Søde Matilde og jeg var inviteret ud til Biotherm i lufthavnen, hvor vi fik den famøse hud-analyse. Det er i øvrigt gratis for alle, så hvis du alligevel er i lufthavnen, og du har god tid, er det værd at smutte forbi og få taget en test. Det tog 2 min og er bare sådan en lille dims, der måler fugt og elasticitet i din hud, så det ødelægger hverken din makeup eller dit travle skema.

Jeg har altid fået at vide, jeg så yngre ud, end jeg var. Et såkaldt babyface. Meeeen.. Det her babyface bliver jo ikke ved med at være babyface som årene går, så jeg skal da gerne tage ja-hatten på og prøve at putte lidt ekstra fugt omkring mine øjne og tænke over min sædvanlige hudpleje, så min hud bliver passet lidt bedre på i fremtiden. Det kan jo ikke skade…

Dette blogindlæg er ikke sponseret, men jeg fik en goodiebag med hjem fra eventet.

Læs også ‘Uren hud som voksen: Hvad der virkede for mig’

brug2

brug1

Hvad mener du om rynker som 27 årig? Og er du den overskudsagtige type, der har brugt øjencreme og ekstra fugt, siden du fyldte 20?

Hvor søger jeg job?

Jagten på mit første voksen-job er skudt i gang, og det er både nervepirrende, spændende og skræmmende på samme tid. Jeg sidder pt og skriver mit speciale, som reelt set først skal afleveres i august, men der er jo ingen skam i at være i god tid, vel? Så jeg er altså gået i gang med den frygtede opgave at søge job…

Indeholder reklamelinks i form af affiliatelinks

Men hvor søger jeg job? Hvad leder jeg efter, og hvad vil jeg allerhelst arbejde med? Det er naturligvis et meget navlepillende spørgsmål, som strengt taget kun er relevant for mig, men jeg tænkte, at der sikkert sidder andre derude, som også befinder sig i grænselandet mellem at være studerende og at være på arbejdsmarkedet. Så hvorfor ikke dele tanker, forventninger, skuffelser og følelser? Det kunne jo være, vi kunne inspirere hinanden.

Derfor har jeg besluttet at dele min process fra at have været evighedsstuderende (næsten) til forhåbentlig snart at kunne sætte mig til rette i det første trin på min karriere-sti. Det er jo sjældent, man lander sit drømmejob i første omgang, og hvem ved overhovedet, hvad deres ‘drømmejob’ er, før de er i gang? Begrebet er egentlig lidt fjollet, for man kan jo ikke vide, præcis hvad man gerne vil, før man har fået forskellig erfaring. Livet kan som bekendt tage mange snørklede ruter undervejs, så jeg tror personligt, det handler om at være klar, når muligheder melder sig – og have ja-hatten på, selvom det kan se sort eller kedeligt ud til tider. Du ved aldrig, hvad der befinder sig rundt om næste hjørne af stien…

Det internationale har bidt sig fast i mig, efter jeg fik et halvt års erfaring som praktikant i UN Women, samt snart tre måneder som forskningsassistent for en anden NGO, Det er derfor indenfor det brede felt af globale, humanitære, politiske emner, jeg søger. Her er det i første omgang større organisationer, NGOer, tænketanke og analysecentre, som får en ansøgning fra mig.

Jeg vil gerne ud i verden igen, det er ikke nogen hemmelighed, men jeg søger primært i København eller større byer i nærheden, da jeg vurderer at have størst chance der, hvorefter jeg kan brede min søgning ud til resten af Europa (og New York eller Washington), når jeg har lidt mere erfaring i bagagen.

Læs også ‘Gode råd til specialestart’  eller ‘Snart færdiguddannet, hvad så nu?’

fullsizerender-5

Min kjole er fra New York, men jeg har fundet de fineste blomstrede kjoler i nogenlunde samme snit uden ærmer HER, med t-shirt ærmer HER og med lange ærmer HER.

bloglovin_annawarrington

Er kvote 1 bedre end kvote 2?

Det er altid bedre at være nummer 1 end nummer 2… Eller hvad? Sidste år skrev jeg et indlæg om at søge uddannelse, som jeg mener, fortjener et repost herinde.

Tilmeldingen kvote 2 til videregående uddannelser lukkede som bekendt midt i marts. Det betyder, at der rundt om i landet lige nu sidder tusindevis af unge danskere, der med sommerfugle i maven har sendt deres ansøgninger ud i cyberspace, hvor deres fremtid skal afgøres om ganske få måneder.

Valg af uddannelse er nemlig vigtigt. Det er faktisk pisse hamrende vigtigt. Eller, det får unge i hvert fald tudet ørene fulde af, når de går på gymnasiet og skal vælge, hvilken vej deres fremtid bringer. Drømmescenariet for enhver politiker på Christiansborg er, at alle unge er fuldstændig klar over deres kompetencer, planer og drømme, så de i første hug får søgt deres rette uddannelse og kan komme lynhurtigt ud i samfundet, hvor de betaler en masse skat og lever lykkeligt til deres dages ende.

Virkeligheden er som bekendt mere mudret end som så. Der kan være mange årsager til, at en kvote 2 ansøgning kommer på tale. Måske trak rejserne i sabbatåret ud, måske har du mere kick-ass enhverserfaring end du har 12-taller eller måske har du måtte tilpasse dine drømme og planer efter uforudsete omstændigheder. Livet er ikke altid lineært.

Jeg søgte selv ind på kvote 2 på statskundskab for præcis 4 år siden. Ærlig talt, så syntes jeg faktisk dengang, det var en smule pinligt, at jeg søgte kvote 2. Det er ikke en særlig sympatisk ting at skrive, men jeg kan ligeså godt være ærlig. Jeg har aldrig tænkt dårligt om dem, hvor karakterne ikke var høje nok til deres drømmestudie, men jeg havde altid været vant til, selv at kunne vælge og vrage mellem uddannelser, da mit snit var højt.

Så min indre perfektionist var bestemt ikke tilfreds med, at mit snit fra gymnasiet manglede 0,01 for at møde kravet på statskundskab, da jeg ønskede at skifte studie efter 2 år med sociologibøger på programmet. Jeg fik dog skrevet min kvote 2 ansøgning og kom som bekendt også ind på statskundskab.

Og ved du hvad? Det betød jo ikke en fløjtende fis, at jeg var kommet ind på kvote 2. Ingen spurgte mig og jeg spurgte heller ingen af de andre, om de var kommet ind på kvote 1 eller kvote 2. Pludselig følte jeg mig virkelig fjollet, overfladisk og dum. Det siger jo vitterligt ingenting om dine evner til at studere, hvilken kvote du kommer ind på!

Læs også ‘National kampagne om studievalg’ eller ‘Sådan overlever du på SU’

metroa

Så… Hvis du har sendt din kvote 2 ansøgning afsted i dag, så hepper jeg på dig. Hvis du derimod venter til sommer og sender din kvote 1 ansøgning, så hepper jeg også på dig. Og har du slet ikke sendt noget som helst, så hepper jeg sgu også på dig!

bloglovin_annawarrington
Older posts