Jobsøgning er frustrerende!

Så… Jobsøgning går pisse godt. Eller noget. Jeg ved, jeg hverken er den første, sidste eller eneste til at stå i denne situation, men derfor kan jeg jo godt lufte et par frustrationer alligevel. Måske sidder der andre derude, som kan genkende nogle af de tanker, der ryger ind i hovedet, når man efter mange års uddannelse skal til at finde et arbejde.

Det er nemlig frustrerende at være jobsøgende, hvor man hele tiden skal tjekke alle jobopslag og desperat håbe, der dukker nogen op, som matcher de kompetencer, man har brugt årevis på at erhverve sig. Det er meget sandsynligt, at man (læs: jeg) befinder sig i et limbo mellem at skulle have 10 års erfaring, men samtidig være ‘et ungt og friskt pust’ i en eller anden virksomhed eller organisation. Så man (igen, læs: jeg) forsøger at snakke alle de erfaringer op, som helt bestemt passer ind i den her virksomhed eller organisation (eller kan komme til det), men samtidig overbevise dem om, at man stadig er mega kreativ, innovativ og initiativrig…

Jeg ved godt, at jeg ikke har været ledig særlig længe, men jeg synes allerede, at processen omkring jobsøgning er trættende, så jeg har allerede udvidet min søgning til at være en del bredere, end jeg først havde antaget, den skulle være. Al erfaring tæller jo. Jeg kan dog også allerede på nuværende tidspunkt sige, at det for mig hjælper, at der er relativt meget struktur på mine dage, så jeg føler mig nogenlunde effektiv. Det hjælper også, hvis jeg får bevæget mig, gået nogle ture og tager op og træner ind i mellem, ligesom at jeg sørger for at have mange aftaler med veninder, så jeg kommer ud og får nye input. Jeg deltager også i alle de workshops og jobsøgnings-arrangementer, som jeg kan komme i nærheden af for at få lidt ny inspiration til søgningen.

Men ellers er det eneste, der virkelig batter noget, faktisk bare at lave en god kop kaffe til mig selv og sørge for at spise godt, imens jeg arbejder røven ud af bukserne for at få skrevet nogle gode ansøgninger.  Held og lykke til alle, der også sidder og søger jobs!

Læs også ‘10 tanker under jobsøgning’ eller ‘At vælge profilbillede til Linkedin’

brunch

bloglovin_annawarrington

Når man mister 300 følgere på Instagram

Hvad sker der, når antallet af følgere ryger nedad? Jeg har på det sidste mistet omkring 300 følgere på Instagram, sådan stille og roligt, så jeg kan her afsløre, hvad der sker, når man mister følgere…

Ikke en skid. Eller jo, jeg kunne da godt downloade den slags apps, hvor man kan se, hvem der unfollower og hvornår, på hvilke tidspunkter de fleste profiler er online og hvilket indhold bliver liket mest osv. Det kunne jeg godt, hvis jeg var en virksomhed, der gerne ville optimere min strategi og please flest mulige mennesker på sociale medier. Men det er jeg ikke.

Jeg er bare mig, der godt kan lide at have en profil offentligt, men mit selvværd eller selvtillid afhænger ikke af, hvor mange mennesker der har lyst til at følge med. Det er dejligt, at der er nogen, der har lyst til at læse med og like mine ting, men det er også helt okay, hvis jeg ikke er din kop te.

Min profil på Instagram og min blog har ændret sig meget de sidste år, fordi jeg har ændret mig. Hvad jeg synes er sjovt at skrive om, det er hele tiden i forandring. Og jeg vil hellere drive sociale medier af lyst end af en trang til at please alle. Så hvis du er til hardcore fitness inspiration eller ren ‘elsk dig selv’ budskaber, så er jeg ikke dit første bud. Jeg er heller ikke nogen Instagram model, der flasher min krop i bikini på tropestrande, eller en hverdagsblogger der viser alle aspekter af mit liv. Jeg skriver om de ting, der inspirerer mig, provokerer mig og rør mig – og så må du meget gerne følge med, hvis du har lyst.

Læs også ‘Kurver lyver på Instagram’ eller ‘Ærlighed på sociale medier’

morgen22222222

Her er i øvrigt et insta-venligt billede af morgenmad..

bloglovin_annawarrington

‘Jamen det er jo bare for sjov’

Nej, det er ikke sjovt at gøre nar af handicappede, folk med anden hudfarve end lys, kvinder med blond hår eller folk der stemmer på et parti, du ikke selv kan li. Jeg får tit at vide, at jeg da må være en noget sur akademiker type, når jeg hævder, at ord ikke bare er ord.

Louise (bedre kendt som Twerk Queen) skrev i går et indlæg med den sigende titel ‘Men negerjokes er da sjove‘. Det er et indlæg, jeg vil opfordre dig til at læse, hvis du nogensinde har hørt (eller selv har sagt) sætningen; ‘jamen det er jo bare for sjov’ om en joke, der er ’sjov’ på bekostning af andre.

Humor kan være en glimrende icebreaker og alt her i livet skal bestemt ikke tages for alvorligt. Det er livet for kort til, efter min mening. Men humor kan og skal ikke bruges som et halvhjertet skjold fra at tage ansvar for sine egne ord og handlinger. Ved at bruge humor defensivt og give sig selv fripas til at grine af fx minoriteter, er du nemlig med til at opretholde de strukturer, der gør den slags menneskelige ulighed legitim. Og det er ikke i orden. Heller ikke selvom du selv synes, du er sjov.

Du kan nemlig sagtens have det både sjovt og hyggeligt, uden at det er på bekostning af andre menneskers hudfarve, seksualitet, politiske ståsted eller lignende. Du kan fx prøve at dø af grin ned i en tallerken sushi sammen med en god ven eller veninde.

glad

bloglovin_annawarrington

Tyk betyder ikke grim

Nej, du er ikke tyk! Du er da smuk! Har du læst eller hørt sådan en sætning? Det vil jeg gerne snakke om i dag. For det er reelt en deskriptiv beskrivelse, hvis du siger, at en person er tyk. Ordet ‘tyk’ betyder sådan set bare, at den person har mere end gennemsnitligt fedt på kroppen. Det ord siger intet om, hvordan personen er som menneske, om personen er attraktiv, om personen er sund, fit eller noget som helst andet. At være attraktiv er i øvrigt hamrende subjektivt, så bare fordi du bedst kan lide langbenede brunetter med små bryster, er det jo ikke ensbetydende med, at din nabo har det på samme måde. Måske foretrækker han eller hun storbarmede, lave kvinder med bløde hofter og blond hår?

Der er en grim tendens i samfundet til, at det er okay at kommentere andres kroppe og gøre sig til dommer over, hvorvidt en person har ret til at have bestemt tøj på, se ud som han eller hun gør, eller bare danse og være i det offentlige rum. Det er ikke vare dårlig opdragelse, det er også en skræmmende tendens, at nogle føler de har ret til at tage ejerskab over andres kroppe på den måde.

Jeg har fulgt diskussioner om det her emne på nettet, hvor den slags kommentarer ofte bliver berettiget ud fra et (vil jeg påstå) misforstået argument; ‘jamen, overvægtige koster samfundet masser af penge, så de skal have at vide, at de skal tabe sig’. Men det er jo en helt anden diskussion, hvem der koster samfundet hvad. Tages den op, skal vi revurdere den offentlige model og også tale om rygere, folk der drikker, folk der tager på skiferie osv. Det har ikke noget at gøre med, at alle fortjener at kunne være i deres egen krop uden at blive udskammede for det.

Tyk er blevet et ladet ord, der har en sky af skam med sig, hvor end den går. Og ingen fortjener at leve i en sky af skam!

screen-shot-2017-07-13-at-3-03-04-pm

Det er i øvrigt også ret subjekt, hvad ‘for meget’ vægt på sidebenene er. Der findes ikke én standard for, hvad der er ‘normalt’, hvor alt andet så bare bliver ‘for meget’ vægt. Og selv hvis der var, så har du absolut ingen ret til at kommentere på den mængde af fedt (eller mangel på samme) som et andet menneske har på deres krop. Du kan faktisk pænt gå den anden vej og passe dig selv og din krop. Den eneste der her kan komme med en (forhåbentlig konstruktiv) kommentar, er din egen læge, der kender din helbredsmæssige historie.

bloglovin_annawarrington

Sådan bliver du publiceret

Det er mega ananas i egen juice sådan at sidde med en artikel, som man selv har skrevet. Men ind i mellem må man gerne klappe sig selv lidt på skulderen, må man ikke? Jeg skrev i forgårs et indlæg om, at jeg har nået et af mine personlige mål. Jeg tænkte, at det måske var lige lovligt for meget sådan at hylde mig selv på den måde, men jeg har simpelthen fået så mange søde tilbagemeldinger og spørgsmål om det, at nu gør jeg det sgu igen og skriver lidt mere.

Jeg blev nemlig publiceret i et akademisk tidskrift, hvor min forskningsartikel om at bekæmpe terrorisme online på Twitter, blev udgivet for få dage siden. I den forbindelse blev jeg spurgt, hvordan jeg fik idéen, hvordan jeg skrev artiklen, og hvordan jeg kontaktede tidsskriftet, og hvordan processen foregik. Jeg er jo ingen ekspert, og jeg er selv stadig ny i det her med udgivelser osv, men jeg kommer da meget gerne med nogle ord om min erfaring, som andre måske kan bruge.

Læs også ‘Jeg har nået et af mine mål’ eller ’10 tanker under jobsøgning’

19758024_10213421704838396_242046776_n

Her er min guide. Sådan bliver du publiceret:

– Find et relevant tidsskrift, hjemmeside eller forlag. Hvis du skriver om mikrobiologi, skal du ikke finde et politisk forlag eller tidskrift og omvendt. Så lav en god research, før du kontakter nogen og spørger, om de er interesserede i at udgive dine skriverier. Det er lidt ligesom dating, da det skal være et match for begge parter.

– Find din egen stemme. Hvad brænder du for? Det skinner hurtigt igennem, hvis du skriver om noget, som du egentlig er lidt ligeglad med.

– Find din skrivestil. Bare fordi andre bruger lange sætninger, behøver du ikke gøre det. Det samme gælder metaforer, fremmedord og snørklede beskrivelser. Find ud af hvordan du bedst formulerer dig, hvad der passer til dit temperament og den genre, du skriver indenfor.

– Få andre til at læse dine tekster igennem og lyt til feedback. Det er altid en god idé, at slippe sin ‘baby’ og lade andre kigge på den. Det kan være svært, når man virkelig har siddet og arbejdet med noget, men det bliver kun bedre af, at der kommer ris og ros fra andre.

– Mist ikke modet ved afslag. Det er helt normalt. at du får flere ‘nejér’, før du får et ‘ja’. Det skal du ikke lade dig slå ud af, især ikke hvis du brænder for at skrive (hvilket jeg håber, du gør, hvis du gerne vil have dine tekster udgivet).

– Lav en plan med konkrete delmål. Rom blev som bekendt ikke bygget på én dag, så selvom du gerne vil udgive en hel bog, skal du måske starte med nogle artikler, noveller eller lignende.

– Kend din tidsplan og overhold altid deadlines. De fleste tidsskrifter udgives fx kun 3-4 gange om året, men vil du skrive for andre typer magasiner er der også altid deadlines, der skal overholdes. Så find ud af, hvornår de søger indhold og kontakt dem, så der er god tid til at rette dine skriverier igennem før udgivelse.

– Leg med forskellige stilarter. Det kan godt være. du elsker at skrive lange, akademiske tekster, men måske kan du også lære noget af, at formulere dig helt kort og præcist? For mig personligt har det været en lærerig rejse at skrive på bloggen, samt at have et fritidsjob som skribent for en ungdomshjemmeside med helt andre typer skriveopgaver, end jeg er vant til.

– Læs andres artikler indenfor samme genre. Det kan være en rigtig god idé at bruge Researchgate, Linkedin eller Google Scholar her, så du kan følge med i, hvad andre skriver om lige netop det emne, du selv brænder for.

– Spørg i dit netværk. Måske kender dine venners venner nogen, der arbejder med præcis den type branche eller tekst, du skriver indenfor? Måske vil de gerne mødes til kaffe, læse dine tekster igennem eller på anden vis give dig gode råd. Her er jeg ikke selv særlig stærk, men jeg øver mig som bekendt i at være mere modig og netværke, så det råd er hermed givet videre.

bloglovin_annawarrington
Older posts