‘Jamen det er jo bare for sjov’

Nej, det er ikke sjovt at gøre nar af handicappede, folk med anden hudfarve end lys, kvinder med blond hår eller folk der stemmer på et parti, du ikke selv kan li. Jeg får tit at vide, at jeg da må være en noget sur akademiker type, når jeg hævder, at ord ikke bare er ord.

Louise (bedre kendt som Twerk Queen) skrev i går et indlæg med den sigende titel ‘Men negerjokes er da sjove‘. Det er et indlæg, jeg vil opfordre dig til at læse, hvis du nogensinde har hørt (eller selv har sagt) sætningen; ‘jamen det er jo bare for sjov’ om en joke, der er ’sjov’ på bekostning af andre.

Humor kan være en glimrende icebreaker og alt her i livet skal bestemt ikke tages for alvorligt. Det er livet for kort til, efter min mening. Men humor kan og skal ikke bruges som et halvhjertet skjold fra at tage ansvar for sine egne ord og handlinger. Ved at bruge humor defensivt og give sig selv fripas til at grine af fx minoriteter, er du nemlig med til at opretholde de strukturer, der gør den slags menneskelige ulighed legitim. Og det er ikke i orden. Heller ikke selvom du selv synes, du er sjov.

Du kan nemlig sagtens have det både sjovt og hyggeligt, uden at det er på bekostning af andre menneskers hudfarve, seksualitet, politiske ståsted eller lignende. Du kan fx prøve at dø af grin ned i en tallerken sushi sammen med en god ven eller veninde.

glad

bloglovin_annawarrington

Tyk betyder ikke grim

Nej, du er ikke tyk! Du er da smuk! Har du læst eller hørt sådan en sætning? Det vil jeg gerne snakke om i dag. For det er reelt en deskriptiv beskrivelse, hvis du siger, at en person er tyk. Ordet ‘tyk’ betyder sådan set bare, at den person har mere end gennemsnitligt fedt på kroppen. Det ord siger intet om, hvordan personen er som menneske, om personen er attraktiv, om personen er sund, fit eller noget som helst andet. At være attraktiv er i øvrigt hamrende subjektivt, så bare fordi du bedst kan lide langbenede brunetter med små bryster, er det jo ikke ensbetydende med, at din nabo har det på samme måde. Måske foretrækker han eller hun storbarmede, lave kvinder med bløde hofter og blond hår?

Der er en grim tendens i samfundet til, at det er okay at kommentere andres kroppe og gøre sig til dommer over, hvorvidt en person har ret til at have bestemt tøj på, se ud som han eller hun gør, eller bare danse og være i det offentlige rum. Det er ikke vare dårlig opdragelse, det er også en skræmmende tendens, at nogle føler de har ret til at tage ejerskab over andres kroppe på den måde.

Jeg har fulgt diskussioner om det her emne på nettet, hvor den slags kommentarer ofte bliver berettiget ud fra et (vil jeg påstå) misforstået argument; ‘jamen, overvægtige koster samfundet masser af penge, så de skal have at vide, at de skal tabe sig’. Men det er jo en helt anden diskussion, hvem der koster samfundet hvad. Tages den op, skal vi revurdere den offentlige model og også tale om rygere, folk der drikker, folk der tager på skiferie osv. Det har ikke noget at gøre med, at alle fortjener at kunne være i deres egen krop uden at blive udskammede for det.

Tyk er blevet et ladet ord, der har en sky af skam med sig, hvor end den går. Og ingen fortjener at leve i en sky af skam!

screen-shot-2017-07-13-at-3-03-04-pm

Det er i øvrigt også ret subjekt, hvad ‘for meget’ vægt på sidebenene er. Der findes ikke én standard for, hvad der er ‘normalt’, hvor alt andet så bare bliver ‘for meget’ vægt. Og selv hvis der var, så har du absolut ingen ret til at kommentere på den mængde af fedt (eller mangel på samme) som et andet menneske har på deres krop. Du kan faktisk pænt gå den anden vej og passe dig selv og din krop. Den eneste der her kan komme med en (forhåbentlig konstruktiv) kommentar, er din egen læge, der kender din helbredsmæssige historie.

bloglovin_annawarrington

Sådan bliver du publiceret

Det er mega ananas i egen juice sådan at sidde med en artikel, som man selv har skrevet. Men ind i mellem må man gerne klappe sig selv lidt på skulderen, må man ikke? Jeg skrev i forgårs et indlæg om, at jeg har nået et af mine personlige mål. Jeg tænkte, at det måske var lige lovligt for meget sådan at hylde mig selv på den måde, men jeg har simpelthen fået så mange søde tilbagemeldinger og spørgsmål om det, at nu gør jeg det sgu igen og skriver lidt mere.

Jeg blev nemlig publiceret i et akademisk tidskrift, hvor min forskningsartikel om at bekæmpe terrorisme online på Twitter, blev udgivet for få dage siden. I den forbindelse blev jeg spurgt, hvordan jeg fik idéen, hvordan jeg skrev artiklen, og hvordan jeg kontaktede tidsskriftet, og hvordan processen foregik. Jeg er jo ingen ekspert, og jeg er selv stadig ny i det her med udgivelser osv, men jeg kommer da meget gerne med nogle ord om min erfaring, som andre måske kan bruge.

Læs også ‘Jeg har nået et af mine mål’ eller ’10 tanker under jobsøgning’

19758024_10213421704838396_242046776_n

Her er min guide. Sådan bliver du publiceret:

– Find et relevant tidsskrift, hjemmeside eller forlag. Hvis du skriver om mikrobiologi, skal du ikke finde et politisk forlag eller tidskrift og omvendt. Så lav en god research, før du kontakter nogen og spørger, om de er interesserede i at udgive dine skriverier. Det er lidt ligesom dating, da det skal være et match for begge parter.

– Find din egen stemme. Hvad brænder du for? Det skinner hurtigt igennem, hvis du skriver om noget, som du egentlig er lidt ligeglad med.

– Find din skrivestil. Bare fordi andre bruger lange sætninger, behøver du ikke gøre det. Det samme gælder metaforer, fremmedord og snørklede beskrivelser. Find ud af hvordan du bedst formulerer dig, hvad der passer til dit temperament og den genre, du skriver indenfor.

– Få andre til at læse dine tekster igennem og lyt til feedback. Det er altid en god idé, at slippe sin ‘baby’ og lade andre kigge på den. Det kan være svært, når man virkelig har siddet og arbejdet med noget, men det bliver kun bedre af, at der kommer ris og ros fra andre.

– Mist ikke modet ved afslag. Det er helt normalt. at du får flere ‘nejér’, før du får et ‘ja’. Det skal du ikke lade dig slå ud af, især ikke hvis du brænder for at skrive (hvilket jeg håber, du gør, hvis du gerne vil have dine tekster udgivet).

– Lav en plan med konkrete delmål. Rom blev som bekendt ikke bygget på én dag, så selvom du gerne vil udgive en hel bog, skal du måske starte med nogle artikler, noveller eller lignende.

– Kend din tidsplan og overhold altid deadlines. De fleste tidsskrifter udgives fx kun 3-4 gange om året, men vil du skrive for andre typer magasiner er der også altid deadlines, der skal overholdes. Så find ud af, hvornår de søger indhold og kontakt dem, så der er god tid til at rette dine skriverier igennem før udgivelse.

– Leg med forskellige stilarter. Det kan godt være. du elsker at skrive lange, akademiske tekster, men måske kan du også lære noget af, at formulere dig helt kort og præcist? For mig personligt har det været en lærerig rejse at skrive på bloggen, samt at have et fritidsjob som skribent for en ungdomshjemmeside med helt andre typer skriveopgaver, end jeg er vant til.

– Læs andres artikler indenfor samme genre. Det kan være en rigtig god idé at bruge Researchgate, Linkedin eller Google Scholar her, så du kan følge med i, hvad andre skriver om lige netop det emne, du selv brænder for.

– Spørg i dit netværk. Måske kender dine venners venner nogen, der arbejder med præcis den type branche eller tekst, du skriver indenfor? Måske vil de gerne mødes til kaffe, læse dine tekster igennem eller på anden vis give dig gode råd. Her er jeg ikke selv særlig stærk, men jeg øver mig som bekendt i at være mere modig og netværke, så det råd er hermed givet videre.

bloglovin_annawarrington

Mad som social markør

Dømmer du dem, der har hvidt toast broad og kopi-cola i deres indkøbskurv? Hvis du indrømmer det, så er du ikke den eneste. Ikke den eneste der gør det i hvert fald.

Mad er nemlig i høj grad blevet en ny social markør, hvorudfra vi læser hinanden, når vi mødes i det offentlige rum, til sociale sammenkomster eller hjemme i privaten. Velstanden er steget i Danmark, og selvom der er forskel på indkomst og levevilkår fra fødslen, så er vi (relativt set i et globalt perspektiv) ret lige allesammen. Men det er jo så dejlig menneskeligt at sætte hinanden i små kasser, så vi kan placere, hvilken type hinanden er. Er hun ‘madpakke med salami og ristede løg’ typen, eller ‘bager sit eget brød med glutenfri hirsekerner’ typen?

En af årsagerne til, at jeg i sin tid valgte at starte på sociologi, var fordi jeg fandt den slags menneskelige grupperinger interessante. I løbet af ganske få øjeblikke kan man få sat hinanden ind i behagelige ‘kasser’, så vi hurtigt kan finde dem, der ligner os selv mest. Det er nemlig trygt, så vi føler os med det samme tilpas i sociale sammenhænge. Det er trygt, men måske også lidt kedeligt i længden? Måske er hirsekerner slet ikke så slemt? Og måske smager salami egentlig ok en gang i mellem?

Læs også ‘Derfor elsker vi Miriams hemmeligheder’ eller ‘Jeg er træt af debatten om kød’

påske7

I det nyeste indlæg med hemmeligheder hos Miriam, var der en hemmelighed med følgende ordlyd; ‘Jeg betragter folk, der ikke køber økologiske basisvarer som proletarer og udannede’. Den holdning er vedkommende faktisk slet ikke alene om at have.

Bestemte diæter og kost-retninger taler alt sammen til den kontrolfreak, som samfundet for tiden virkelig gerne vil have frem i os alle. Det sender nemlig et vist statussymbol, hvis du har overskud til at tænke på bæredygtighed eller til at lave alt din mad fra bunden  ud fra kunstfærdige regler om sundhed. Så har du jo noget ekstra i form af tid, energi, overskud – eller hvad man kan kalde den slags ‘valuta’, der lader til at være mest efterspurgt i dag.

screen-shot-2017-06-22-at-10-23-26-pm

Den nye værdimarkør er så måske slet ikke mad i sig selv, men i stedet såkaldt overskud. Det er sejt at have overskud, fordi vi alle sammen har (for) travlt hele tiden. Jeg læste i går en anmeldelse af en kommende bog af filosofiprofessor og forfatter bag den kendte bog ‘Stå fast’, Svend Brinkmann. Hans næste bog handler faktisk om at have mindre travlt, at nå mindre og være helt bevidst om de valg, fordi vi ikke allesammen skal præstere hele tiden. Faktisk er det en rigtig god idé at gå glip af noget mere.

Så måske skal vi droppe de kasser, vi dømmer hinanden ud fra lidt mere, mens vi øver os i ikke at jage efter mere overskud?

bloglovin_annawarrington

Hvad man burde lære i folkeskolen

Hvad burde du have lært i folkeskolen? Udover ligninger, korrekt bøjning af udsagnsord og sommerferiesangen, er der grundlæggende færdigheder, som man burde lære i folkeskolen, hvis du spørger mig.

Jeg er ikke mor, og jeg er heller ikke lærer eller pædagog. Så det er muligvis farligt at udtale sig om det her emne, men nu gør jeg det alligevel. Hvad man burde lære i folkeskolen er nemlig noget, vi alle kan forholde os til, hvis vi har været børn, der har gået i skole og nu er blevet voksne.

Læs også ‘Snart færdiguddannet – Hvad så nu?’ eller ‘Når en politikker siger bøssedreng’

18678873_10212983642927122_1958326336_n

Her er hvad jeg mener, man burde lære i folkeskolen…

– At behandle andre ordentligt offline og online. Det betyder, at digital mobning, hævnporno og ensomhed er emner, man ikke er bange for at tale om.

– At få et kursus i billed-redigering, der inkluderer en debat om den ‘virkelighed’, der findes på sociale medier, og hvordan man navigerer i den – uanset alder.

– At lære om forskellen på selvværd og selvtillid, og hvordan det er ok, vi alle ser forskellige ud og er gode til forskellige ting.

– At lære hvordan man indberetter skat, læser sin årsopgørelse og udfylder en korrekt forskudsopgørelse. Hvor mange voksne halter ikke bagefter her?

– At der er mange veje til Rom, så du kan sagtens få et dejligt liv, selvom du ikke får rene 12-taller. Men det er også cool at være bogligt stærk, så uanset om du er kreativ, boglig, sportslig eller noget helt andet, er du lige, som du skal være.

– At det er ok at gøre sig umage, tage sig sammen og kede sig ind i mellem på et arbejde, et studie eller noget andet

– At gøre noget godt for andre også er godt for dig selv. Hjælp til ved næste skolefest, tag en dag ud af kalenderen til frivilligt arbejde eller slå græsset for din nabo.

– At tålmodighed er noget, man skal lære. Det samme gælder rummelighed, tolerance og åbenhed, men det er pisse vigtigt, og ingen bliver nogensinde færdige med at øve sig

– At respekt for andre menneskers måde at opfatte verden på er essentielt for at kunne leve sammen.

bloglovin_annawarrington
Older posts