3 fordomme om feminister

Så… Feminister er sådan nogle 70ér typer, der brændte deres bhér, men nu bruger det meste af deres tid på at skælde ud på alle mænd inde på Facebook? Og de ævler løs om emner, der er pisse ligegyldige, for vi har jo ligestilling i Danmark, ik?

Er det ikke ærgerligt, at man ikke kan åbne et debatopslag, en avis eller et kommentarspor uden liiige at skulle trække vejret en ekstra gang? Det skal jeg i hvert fald altid, hvis det handler om ligestilling, kvinders rettigheder eller f-ordet (feminisme). Og det er faktisk uanset, om emnet er Nepals unge piger der dør i menstruationshytter (ja, det findes. Læs mere HER), om det handler om barsel til mænd i provinsen eller procentdelen af kvindelige topledere i København.

Men skal vi da ikke bare gå lige i kødet på dem? Her kommer 3 fordomme om feminister! Og giv da gerne dit besyv med, hvad mener du? Holder fordommene?

1ligestilling

Læs også ‘Fortæl mig én gang til, at vi ikke har brug for ligestilling’

1- ‘Feminister tager kun ligegyldige emner op her i Danmark, hvor de råber højt kun for at høre deres egne stemmer’.

Argumentet her siger, at det for mange handler mere om selvpromovering, end om at sætte fokus på ligestilling. Det er en debat der har kørt længe i de danske medier, særligt efter at Girlsquad kom frem, hvor de tre højtprofillerede personligheder, Louise, Ekaterina og Nikita har fået sat både dem selv og en ny form for feminisme på dagsorden. Min tanke er, om det reelt ikke er ligegyldigt, hvis det også handler om selvpromovering? Enhver form for arbejde handler, til en vis grad, om selvpromovering, så det er ikke nødvendigvis en dårlig ting, at der skabes opmærksomhed omkring deres personer i kulørte blade, da det også får en debat i gang om andre emner. Selve formatet betyder vel ikke ret meget i det store billede, så længe vi får flere, forskellige stemmer i spil. Det er vigtigt, mener jeg, at vi hører fra så mange forskellige synspunkter i en debat, ligesom det er vigtigt, at vi får mange aspekter frem i en debat.

2- ‘Vi har sgu da ligestilling herhjemme, så hvorfor blive ved?’.

Det relaterer jeg meget til ovenstående, da jeg virkelig ofte hører, at jeg (og andre danskere) burde lukke numsen og fokusere på “rigtige” problemer. Her kan jeg ikke lade vær med at tænke flere ting. For det første, hvem bestemmer, hvad der er et “rigtigt” problem? Kan diskriminering på den måde rangordnes? Og for det andet, fordi flere kvinder (desværre) udsættes for vold i andre lande, betyder det vel ikke, at vi ikke også skal tale om vold mod kvinder i Danmark? Eller barsel for den sags skyld. Èn problematik udelukker ikke, at vi ikke også kan snakke om andre.

3-‘Feminister er enten grimme, tykke og med hår på benene, eller også ligner de duller med twerkende numser og alt for meget rød læbestift’.

Den debat er en lidt nyere end de andre, men desværre snakker vi stadig utrolig meget om, hvordan kvinder ser ud, hvordan de vælger at se ud, og hvordan det så påvirker, om alle andre overhovedet skal tage dem alvorligt. Jeg vil slet ikke gå ind i en snak om, hvordan du (selvfølgelig!) selv bestemmer, hvordan du har det bedst med at se ud, eller hvordan andre faktisk ikke skal definere, hvordan du er ’smuk’, da det er hamrende subjektivt. Nu gjorde jeg det så (mindre subtilt) alligevel, men min egentlige pointe er nærmere, hvorfor vi ikke starter med at lytte til, hvad hinanden siger? Fremfor hvordan vi ser ud?

Læs også ‘Hvordan ser seje kvinder ud?’bitch-body-fat-girl-favim-com-1821477

bloglovin_annawarrington

“Buttede kvinder er bedre kærester”

Jeg hader den slags overskrifter: ‘Mænd der er kærester med buttede kvinder er gladere og lever længere”. Man bliver næsten træt allerede før, man har klikket sig ind på artiklen, eller er det bare mig?

Den overskrift jeg her bruger som eksempel, faldt jeg for et par uger over på Dagens.dk, som givetvis lever af de hurtige kliks (såkaldt clickbait), men jeg bliver alligevel træt helt ind i mine knogler, når jeg læser den slags.

Overskriften er ved første øjekast pakket ind i en positiv form for fejring af ‘ekstra på sidebene’ men i virkeligheden burde det jo ikke være en form for ekstra premie, at din kæreste er glad, hvis du er buttet. Hvorfor overhovedet nævnte den vægt? Hvad med: mennesker der er i forhold med nogen, de godt kan lide – er gladere og lever længere?

Læs også ‘Du må ikke snakke om fedme, når du selv er slank’ eller ‘Når en politikker siger bøssedreng’

self-love-is-the-greatest-middle-finger-of-all-time-8781643-png

Overvægt er et emne, der er meget oppe i medierne for tiden. Særligt efter lanceringen af Tv3 programmet “min fede træner”, der har fået en særdeles hård medfart på de sociale medier. Jeg har ikke selv set hele programserien, så jeg vil ikke blande mig i specifikt i en debat om det koncept. Men jeg vil gerne sige noget om, at reducere vægt til noget absolut positivt eller absolut negativt. Din vægt vil nemlig (sandsynligvis) være bestemt af en helhed af genetiske, fysiologiske og psykologiske årsager, samt dine vaner omkring mad og livsstil, som ikke “bare” sådan lige kan ændres, fordi du har tillagt dig de vaner over en lang årrække. Nogle af de vaner har du måske endda med dig fra barndommen – hvad enten det er sodavand til maden eller frisk frugt i madpakken. Desuden vejer de færreste det samme hele livet, fordi krop, sind, livsstil og omstændigheder ændrer sig.

Så kunne vi ikke lade vær med at forsimple en kompleks diskussion med så mange (følsomme) elementer? Især når vi så krydrer den med noget som også er meget sårbart – kærlighed? Det kan da umuligt gavne særlig mange mennesker, hvis de tror, at deres kærlighedsforhold bestemmes af, hvad de vejer?

bloglovin_annawarrington

Forstå det uforståelige

Vi er nødt til at forstå det uforståelige, ellers kan vi ikke gøre os forhåbninger om, at bekæmpe det. Vi har naturligvis alle straks lyst til at tage så meget afstand fra forfærdelige handlinger som muligt, men hvis vi gang på gang griber efter den første ‘forklaring’, vi kan finde, mens vi sætter de mest afstandstagende mærkater på handlingen som ‘ondskab’, så opnår vi måske ikke det, vi allerhelst vil: at bekæmpe truslen fra terror.

Det vi opnår øjeblikkeligt, er at politikkere og almindelige mennesker får etableret en hurtig definition af ‘os’, som er de gode og normale, og ‘dem’ som ondskaben selv, som helt uforståeligt handler på en måde, der aldrig vil være til at forstå for sådan nogle som os. Det er til dels en reaktion, der giver mening. Problemet er, at vi er nødt til at forstå ‘de andre’, hvis vi vil undgå, at det sker igen.

Politiet har hurtigt erklæret, at det var én mand, der stod bag selvmordsbomben, som i går aftes slog 22 ihjel ved en koncert i Manchester. Det er meningsløst, at så mange (helt unge) skulle dø. Jeg kan faktisk næsten ikke skrive det, fordi det virker så absurd. Men jeg vil alligevel dedikere et blogindlæg, hele mit tidligere studieliv, mit speciale og forhåbentlig resten af min karriere til at prøve at forstå, hvad fanden det er, der sker.

Mit argument om at prøve at forstå, handler ikke så meget om, at jeg mener, det er ’synd’ for den stakkels gerningsmand, og jeg vil forstå hans forfærdelige barndom osv. Det er ikke her, jeg vil hen. Jeg mener i stedet, vi bør prøve (som samfund og som borgere) at forstå mere af de komplekse dynamikker, der ligger bag sådan et angreb, som det vi lige har set. Det er for ‘nemt’ at afskrive som umenneskelig ondskab, for det løser ikke ret meget andet, end at vi alle bekræfter hinanden i, at du og jeg i hvert fald aldrig ville kunne finde på den slags. Og nej, det ville vi naturligvis ikke, men hvis vi ikke forstår, hvad der får andre til at gøre det, så kan vi ikke undgå, at det sker igen – vil jeg vove at påstå.

Islamisk Stat, som sandsynligvis vil tage ‘æren’ for angrebet i går, mister territorium i den region, hvor de gerne vil have total kontrol. Det er forståeligt, at den danske stat sender støtte til den internationale koalition, som bekæmper IS i Syrien og Irak, men vi må også sætte endnu stærkere ind, der hvor slagmarken nu er flyttet hen: blandt ‘os’. I vestlige byer, på internettet, på arbejdspladsen og alle andre steder, hvor veluddannede unge mennesker får trang til at støtte de idéer, som til sidst får et voldeligt udfald.

Radikalisering er ikke simpelt, og fortællingen om den ‘ensomme ulv’, der handler alene – holder ikke. Der findes ikke én forklaring, men bare fordi det er forfærdeligt, uforståeligt og kompleks, så skal vi ikke blive ved med at prøve at forstå. For ellers kan vi ikke bekæmpe.

Læs også ‘Hvad skriver jeg speciale om?’

ond

Et anderledes og ganske mørkt blogindlæg, som jeg var i tvivl om, hvorvidt skulle udgives eller ej. Men i stedet for at dele hjerter med #prayformanchester på instagram, så prøver jeg noget andet. Jeg brænder nemlig for at forske, undersøge og diskutere, hvordan terror kan forstås – og bekæmpes. 

bloglovin_annawarrington

Hvordan vil du gerne have det, når du bliver voksen?’.

‘Hvad vil du gerne være, når du bliver stor?’ Det spørgsmål har vi helt sikkert allesammen fået. Først som børn, da vi kunne drømme om at blive astronauter, batman og alt derimellem. Senere er spørgsmålet blevet stillet mere insisterende at studievejledere, forældre og venner, når vi har stået overfor uddannelsesvalg og karrierevej.

Men måske skulle spørgsmålet i virkeligheden omformuleres? Hvad med; ‘Hvordan vil du gerne have det, når du bliver voksen?’.

Krav og ressourcer hænger nemlig ikke hænger sammen på det danske arbejdsmarked i dag, skriver Eva Hertz,  psykolog, ph.d og direktør i Center for Mental Robusthed i et debatindlæg for Politikken. Et stigende niveau af stress præger de fleste branchers arbejdsmiljø, hvilket krydres med samtidens præstationssamfund og individualiserede livssyn, som ender med at påvirke flere og flere danskeres helbred i en negativ retning.

“Stress koster hvert år det danske samfund 16 mia. kroner – en regning, som primært betales af danske virksomheder i tabt produktion. WHO peger på, at depression, som ofte følger i kølvandet på stress, bliver det mest alvorlige sundhedsproblem i 2020, hvis vi ikke sætter ind med forebyggelse”

Og regningen på de 16 milliarder kan jo heller ikke kun gøres op i kroner og ører. Der er også en uvurderlig menneskelig omkostning, når vi har flere generationer, der arbejder i miljøer, hvor de mentalt slides ned dagligt.

Jeg mener, at vi alle bør forholde os til dette – uanset alder og uddannelse. Vi har nemlig allesammen et ansvar for at skabe et samfund, hvor vi alle kan have det godt. Det nytter ikke noget, hvis vi kun ser hen til vores egen næsetip og ser stress som et individuelt problem, for det er det ikke.

Så… Hvordan vil du gerne have det, når du bliver voksen?

Læs mere i samme kategori i mit arkiv med indlæg om ‘studieliv

18073184_10212685151345019_680954560_n

Billedet har ikke noget med indlægget at gøre, men jeg har en skjorte på, så det er vel i ‘karriere-genren’?

Photoshop er ulovligt – Hvad mener du?

I Frankrig er en ny lov trådt i kraft, der gør det ulovligt at bruge photoshop i modeblade. Den blev udarbejdet og vedtaget i 2015, men det er først nu, at den endelige implementering er sket, så loven i praksis er trådt i kraft. I franske modeblade vil der altså givetvis komme flere skønhedspletter, strækmærker, ar og rynker i den næste fremtid. Såfremt blade alligevel vælger at ændre deres billeder digitalt, er det nu lovpligtigt at skrive klart og tydeligt photoshopped image”. Du kan læse om den franske lovændring HER og HER

Men er det en god idé at gøre photoshop ulovligt? Hvad mener du?

På billedet herunder ser du med med og uden photoshop. Min talje er synligt mindre, og mine bryster er synligt større. Mit ansigt er også smallere. Dette billede er naturligvis dårligt lavet, og hele rummet bag mig ser også underligt sløret ud med mærkelig proportioner, men var det lavet af en professionel grafiker, så ville jeg da helt sikkert kunne se noget lækkert i, at min talje liiige var lidt mindre, at min numse var lidt mere rund, og at mindre kindben blev lidt mere markerede. Men den tendens er hamrende farlig, for det ville jo være et forvrænget billede af, hvordan jeg ser ud. Det ville ikke være mig.

Læs også ‘Ansvar og manipulation på sociale medier’

18450089_10212880898198568_1647278552_n

Man kan godt argumentere for, at alle unge (og ældre) piger i dag ved, at photoshop bliver anvendt, og at det er naturligt for magaziner fx at fjerne en bums, et løst hår eller en lille hudfold, så deres billeder bliver så visuelt smukke som muligt, når de skal sælge nogle produkter. Men der er forskel på rationelt at være klar over, at de glinsende billeder ikke viser en reel virkelighed, og så til også følelsesmæssigt at vide det. For vi kan ikke vide, hvor meget vi inddirekte tager ind. Når vi går forbi spejlet og lige suger maven ind, popper numsen ud og for et splitsekund ser den “forbedrede” udgave af os selv. Hvem har givet os den idé, at der er en anden og bedre måde, hvorpå vi skulle se ud?

Vi former naturligvis ikke (kun) vores eget selvbillede ud fra medier og magaziner, men de har en inddirekte rolle i at skabe de normer, som vi ofte tager for givet. Hvad der anses for smukt og attraktivt er jo subjektivt og forandres løbende i forskellige kulturer, historiske kontekster og forskellige sociale miljøer. Derfor er der ikke noget fikseret billede af, hvad der er perfekt, men når blade har muligheden for kun at give os en poleret virkelighed, så vil det alt andet lige påvirke, den måde vi ser både os selv og andre.

Så… Jeg kan egentlig ikke finde ret mange argumenter for, at det er en dårlig idé at gøre photoshop ulovligt i modemagaziner, men jeg hører gerne fra andre. Hvad mener du?

bloglovin_annawarrington
Older posts