Om en bar bagdel og en ja-hat!

Nogle gange skal man bare have ja-hatten på og springe ud i ting, som man måske ikke helt er sikker på, at man tør. Jeg er ret vild med at udfordre mig selv, så længe jeg har mig selv og mine egne værdier med undervejs.

Havde du fortalt mig for 2 år siden at jeg ville stå med fuld makeup, vindmaskine i håret og vise en noget nær bar bagdel i en landsdækkende kalender, så havde jeg nok taget din ølflaske fra dig og fået ringet efter en taxa i en helvedes fart. Men nu er det altså sket!

Du kan lige nu få fingrene i den cykelkalender, som jeg fik taget billederne til for et par uger siden. Og hvorfor egentlig ikke? Jeg viser ikke mere hud end jeg ville gøre på stranden og billederne er super flot lavet, så jeg er ganske stolt af resultatet.

Kalenderen er lavet af cykelpartner.dk  og jeg blev betalt for at medvirke i den. Årets 12 måneder prydes med fine billeder af blandt andet mig, Kira Eggers, Rikke Chilli, Rikke Lauersen og Amalie Szigethy. Du finder kalenderen lige HER.

Har du gjort noget for at udfordre dig selv på det sidste?

bloglovin_annawarrington

Bliver du snydt af før/efter billeder?

Det kan være helt vildt imponerende at se før/efter billedet på sociale medier. På før billedet ser manden eller kvinden grå, triste og slappe ud. På efter billedet er de sprudlende, øjnene lyser af glæde og deres kroppe strutter af sundhed. Men kan du altid regne med de fancy billeder du ser?

Nogle mennesker arbejder uden tvivl røv hamrende hårdt for deres før/efter resultater, og deres billeder oser af årevis med hårdt arbejde. Andre har bare skruet op for kontrasterne på deres mobil, suget maven ind og har fundet det rette lys.

Jeg er faldet over denne pudsige video fra Youtube, der ret tydeligt viser hvor nemt det er for helt normaltvægtige at fremhæve både deres mindre flatterende, og deres absolut bedste sider ved hjælp af små tricks.

Hvor stort et problem det er med før/efter billeder, vil jeg ikke udtale mig om. Jeg tror generelt at unge i dag vokser op i en tid hvor mediebilledet ER forskruet, men på den anden side ser jeg også flere og flere tendenser til, at det autentiske hyldes. Der kommer mere fokus på “rigtige” ambassadører for modemærker og ikke kun modeller (som naturligvis også har “rigtige” kroppe, blot med modelmål).

Jeg ser også de sociale medier, og bloggere, være meget opmærksomme på hvordan de fremstiller sig selv. Når det så er sagt, så er der også bare en rigtig stor industri i fx slankepiller. Så inden du bliver suget ind i et univers af smukke glansbilleder af mennesker med spændstige mavemuskler, der lover at du taber 5 kg på 5 dage, så hav photoshop i baghovedet. Der er meget billedmanipulation derude!

Personligt indlæg: Mine tanker om bikinifitness

Min drøm har de sidste 2 år været at stå på scenen til NewComers indsmurt i kvalmende sød spraytan med en øjenmakeup så kraftig at selv den gladeste dragqueen ville blive misundelig. På scenen ville jeg være iført den smukkeste bikini med skinnende sten som glitrede om kap med mit smil der ville eksplodere af stolthed. Min krop ville givetvis på daværende tidspunkt være udmattet, udsultet og skrige efter ro, næring og væske, men i de få minutter på scenen ville det ikke betyde noget. Jeg ville nemlig have nået mit mål.

Forskellen på drømme og mål

Den opmærksomme læser vil bemærke, at jeg har skrevet ovenstående i datid. Betyder det at min drøm om scenen er tabt? At jeg har givet op? Nej, men det betyder, at jeg på de sidste har haft en masse tanker på forskellen om drømme og mål som jeg nu forsøger at finde hoved og hale i.

Nogle læser måske de to ord “drømme” og “mål” som stort set ens hvis de bruges i sætninger såsom “det er mit mål at…”, men der er faktisk en væsentlig sondring i betydningen af hvilken ordlyd man anvender. En drøm henviser (for mig) til et ønske og en flygtig idé uden tidshorisont. En drøm sidder i hjertet, men et mål sidder i hjernen. Et mål er en fast defineret opgave med en struktureret plan for at nå dertil.

Jeg er efterhånden ved den erkendelse, at bikinifitness for mig er en drøm, ikke et mål på nuværende tidspunkt.

squat3

Er klassen den rigtige for mig?

Hvor startede mine overvejelser om alt det her? Sammen med min træner har jeg først og fremmest talt om klassen; bikinifitness. Det er en klasse som er boomet i popularitet de sidste par år og der er rigtig mange unge piger som stiller op. Det er også en klasse hvor der ikke er faste kriterier for udseendet, hvilket gør den svær at træne efter offseason.

Min krop er ikke naturligt skabt til bikinifitness hvis man kigger nøgternt på min form. Jeg er født uden særlig meget talje og jeg har ikke særlig bredde hofter. Det betyder, at den smukke timeglasform som pigerne på vinderskamlen fremviser, er svær for mig at opnå. Det kan dog hjælpes på vej af de famøse poseringer hvor hoften vrides, så taljen fremstår mere synlig og bagdelen “poppes” bagud for at skabe mere fylde. Nu står dog jeg i den uheldige situation, at min lænd er blevet stivgjort ved en operation for 3 år siden, så de poseringer er mildt sagt op af bakke for mit vedkommende.

Den anden mulighed for mig, er bodyfitness. Der er poseringerne mere ligetil og passer umiddelbart bedre til min kropstype og mine svage hofter/ryg. De piger er bare en god tand mere muskuløse end bikinipigerne og de fleste er nogle ret stærke damer som har trænet i 5-10 år før de står på scenen. Dem har jeg ikke en ærlig chance for at matche i forhold til muskelmasse når jeg kun har trænet i 2 år.

Kan min krop klare presset?

Det vigtigste for mig når det kommer til træning, er ikke en sixpack eller fyldig booty selvom jeg ofte snakker om hvor flot jeg synes en trænet krop er. Min absolut første prioritet er at styrke min krop og passe på den. Her nævner jeg min krop som helhed, hvilket også inkluderer min psyke.

Jeg har ikke altid været lige sød ved min krop. Det har heldigvis aldrig udmøntet sig i en reel spiseforstyrrelse grundet mit fantastiske bagland, men jeg har (som de fleste andre teenagere) haft op og nedture hvor mad har fyldt lige rigeligt mentalt. Min krop har også været igennem 9 operationer i begge hofter og ryg siden jeg var 15, hvoraf den seneste var i oktober 2013. Det har altså kun haft det seneste halvandet år uden narkose, smertestillende medicin og genoptræning. Din krops historie bør, efter min mening, tages i mente hvis du overvejer en konkurrence.

At stille op i en konkurrence er benhårdt. Jeg har efterhånden fulgt et par stykker fra sidelinjen og set hvordan det påvirker stort set alle aspekter af deres liv i månederne før scenen. Det er træning 2-3 timer om dagen, ikke særlig meget mad og enorme mængder vilje og dedikation. Jeg tager hatten af for ALLE der begiver sig ud i projektet og har stor respekt for sporten. Derfor ønsker jeg heller ikke at gøre det halvt. At stille op selvom min form ikke spiller og jeg ikke er langt nok nede i fedtprocent fordi jeg for eksempel ikke kunne lave cardio de dage mine hofter drillede. Nej tak. Og det vil altid være vigtigere for mig at mit helbred er i orden end at jeg får en tur på en scene.

brugnu

På nuværende tidspunkt har jeg ærlig talt ikke nogen fast plan. Jeg træner 5-6 gange om ugen fordi jeg elsker det og fylder stadig (primært) min krop med sund og nærende mad, men jeg ved ikke hvad endemålet er. Måske behøver der ikke være et mål? Bare jeg er glad.

bloglovin_annawarrington

Året der gik – sommer og efterår 2014

Det er første gang jeg har en online dagbog med billeder, ord og tanker igennem et helt år, det er faktisk ret fantastisk at kunne se tilbage på! Her kommer forsættelsen på min opsummering af året der gik her på bloggen

Juli blev måneden hvor…

… jeg besøgte min familie i Canada og gik amok I Whole Foods, det var vist der jeg brugte flest penge på hele turen – udover Nikebutikken naturligvis! Jeg var en sulten type på raw café, spiste proteinpandekager igen igen, prøvede kræfter med dropset (og fik meget ømme skuldre!) og fik beundret mine egne små mavemuskler i spejlet. De blev da også vist frem på stranden hvor jeg opfordrede alle til at nyde varmen og sommeren – uanset form og størrelse på kroppen.  Det blev også til en meget lang, men helt fantastisk cykeltur med Tour de Tisvilde 2014 og jeg fik skrevet et indlæg om ortoreksi med ord på nogle af mine egne personlige kampe med mad og i den forbindelse spiste (og nød!) jeg verdens største is… Og så sagde jeg nej tak til alkohol, men ja tak til chokoladecookies lavet på sorte bønner.

Så kom august med…

… Fokus på pullups, hvorfor jeg har lyst til det her blogging og hvorfor jeg ønsker mig en større bagdel.  Jeg opfordrede også jer alle til at se muligheder og ikke begrænsninger i mad og jeg nød de ekstra kilo som efterhånden havde fundet sig vej til min krop mens jeg følte mig både stærk og sund – og snakkede om min yndlingslast; bland selv slik. I køkkenet blev der bagt sunde chokolade rugbrødsboller, lavet nem og lækker hverdagsmad og så spiste jeg mig igennem Københavns lufthavns sunde muligheder. På træningsfronten fik jeg prøvet kræfter med træningssko uden hæl i form af Fivefingers, jeg fik trænet i  Danmarks stærkeste center, Loaded Gym og så prøvede jeg en uges deload træning.

I september måned…

… Stod jeg ved min afhængighed til (god!) kaffe og min store kærlighed til peanutbutter. Jeg spiste hjemmebagte glutenfri valnøddeboller og mente, at du skulle droppe din dårlige samvittighed, gav gode råd til at komme igennem en små-dårlig dag og stillede spørgsmålstegn ved om der er for meget fokus på sundhed i medierne. September var også en måned med masser af lækre opskrifter under navnet “sukkerfri september” og hvor jeg snakkede lidt om kosttilskud, tid til træning i en travl hverdag og hvorfor det er så fascinerende at se på halvnøgne mennesker på en scene til debutantstævnet 2014. Derudover tog jeg bladet fra munden og satte fokus på reklamer på blogs mens min egen blog skiftede navn fra Wonderwomanwannabe.dk til Annawarrington.dk for at blive mere personlig mere mig.

Oktober blev der hvor…

… jeg forsøgte at blive mere kreativ i køkkenet, blev stærkere til at lave pullups og bagte en djævelsk lækker sund(ere) chokoladekage. Jeg stillede også spørgsmålstegn ved om personlige rekorder er gode at bruge i træning, snakkede om det at vise sin krop frem på sociale medier og gav min egen krop en hel masse kærlighed! Og så fik jeg lige indrømmet at jeg i mine teenageår har prøvet suppekur, men nu har droppet alt hvad der minder om slankekure. I oktober prøvede jeg også kræfter med løbetræning på absolut nybegynderniveau, bagte verdens lækreste efterårstærte med butternutsquash og spiste proteinmuffins med hindbær og banan.  Jeg var også usikker på mig selv, fik nyt træningsprogram der virkelig udfordrede min krop og styrke, og så deltog jeg i Iforms Hjerteløb 2014.

November var der hvor…

… jeg brugte min lørdag aften i et træningcenter i stedet for på et dansegulv, tryllede min morgengrød om til de lækreste gulerodskage muffins og så lavede jeg min egen skyris. Jeg øvede mig stadig på pullups, snakkede om Nupobarer og måltidserstatninger og anbefalede en lyslampe  og masser af gåture hvis du (ligesom jeg) har det med at blive mere træt og trist i efterårsmørket. Så fik jeg også provokeret en smule ved at stille spørgsmålet om det var feminint at sulte sig og maskulint at spise meget, skrevet om mine personlige økonomiske valg ved at prioritere en personlig træner selvom jeg er på SU og hvorfor jeg synes det er okay at lyve på nettet.  Derudover fik jeg lige dødløftet min egen vægt i kilo!

December var en måned med…

Et meget personligt indlæg om perioder hvor det hele ikke går godt, en lille snak om hvorfor motivation ikke kan stå alene hvis du gerne vil forbedre dine træningsresultater og hvordan jeg blev glad for mig selv og min krop.  Jeg opfordrede dig også til at prøve en plankeudfordring, træne dine balder med en sjov øvelse og prøve en ny form for squat. Min ryg blev styrket med et nyt (og hårdt!) rygprogram og jeg delte min yndlingsopskrift på klassiske dadelkugler, glutenfrit kernebrød og hyggede igennem med sukkerfri julekager. Jeg spiste også en masse hjemmelavede sunde romkugler, var ramt af eksamenspres og fik gjort op med de dumme “alt eller intet” tanker om sundhed. I forlængelse af de tanker stillede jeg spørgsmålstegn ved om jeg mon er fanatisk og hysterisk med min mad og fik sat ord på det hele i DR3 debatprogram “Dr3 bestemmer” med fokus på medbragt mad, kostplaner og sociale arrangementer.

Ses vi i 2015?

bloglovin_annawarrington

Ud af komfortzonen! Update på poseringstræning!

Vi har den allesammen: komfortzonen. Der hvor vi føler os trygge og hvor det er rart at være. Problemet er, at der sjældent sker udvikling når man bevæger sig indenfor de samme trygge rammer. For mig er noget af det mest grænseoverskridende at skulle bevæge mig i lidt tøj foran andre… Så det har jeg naturligvis kastet mig ud i!

Det er dog ikke en ny karriere som stripper jeg har i tankerne, men derimod poseringstræning til mit mål om at stå på scenen i bikinifitness, Newcomers 2015.

Hop ud i det du ikke tør!

Det var med nerverne udenpå tøjet at jeg mødtes med min træner Amanda og to andre seje piger i søndags. Vi skulle nemlig lære at posere! I sidste uge skrev jeg om min usikkerhed omkring hele situationen. Det kan du læse lige HER.

Det er for mig en to-delt udfordring at skulle træne poseringer. Den fysiske del fylder naturligvis primært, da bevægelserne er utroligt svære at koordinere og hele kroppen virkelig skal samarbejde for at det ser (tilnærmelsesvist) elegant og naturligt ud. Men det kommer med masser af træning og øvelse!

Min krop er god nok som den er – selvom jeg arbejder på den!

Den anden del af udfordringen med poseringer er mental. Dét at stå foran et spejl i et rum med andre uden særlig meget tøj på – det stiller krav til både kropsbevidsthed og selvtillid. Dine bevægelser kan være liiige i skabet, men har du ikke udstrålingen med og hviler du ikke i din egen krop, så kan det være ligemeget.

For mig personligt er det en god øvelse i ikke at tænke så meget. Ja, min mave er blød og ja, mine lår er store. Men det er jo netop en del af processen! Ingen render rundt med en sixpack hele året rundt og jeg tror det er sundt at øve sig i at acceptere sin krop som den er lige nu. Jeg arbejder fortsat med at bygge muskelmasse og der er 1000 ting der kan forbedres med min fysik, men derfor er min krop jo ikke forkert som den er nu!

Jeg vil nyde hele den her proces og jeg har 11 måneder til scenen kalder hvor jeg vil stå i mit livs bedste form. Vi er alle forskellige, har forskellige kroppe og forskellige udgangspunkter, så det vigtigste er at fokusere på sig selv og den proces man selv går igennem.

Ps. Jeg venter stadig på min Iphone 6 (leveringen fra 3mobile er ikke ligefrem hurtig) så der vil snart komme skarpere billeder her på bloggen…

bloglovin_annawarrington