Du vælger selv dine sociale medier

Sociale medier får skyld for meget. De fordummer den offentlige debat, giver unge mennesker urealistiske kropsidealer og er usandsynligt effektive tidsrøvere. Selvom alt dette (og meget mere til) sikkert er ganske sandt (med modifikationer), så er der én væsentlig pointe, som jeg ofte synes, der mangler fra debatter om sociale medier generelt: du vælger faktisk selv.

Selvom det kan føles som den største selvfølge at tjekke mobilen 3 gange i timen, fordi man ellers går glip af vigtige begivenheder, invitationer, beskeder fra nære venner og aftaler, så er det væsentligt at minde sig selv om (bare ind i mellem). Du vælger for det første selv, hvor mange sociale medier du vil have en profil på. For det andet vælger du, hvor ofte du vil tjekke disse medier, og du vælger også selv, hvem du vil følge derinde. Vil du have en åben profil med flere hundrede (eller tusinde) profiler, der hver dag påvirker dine tanker? Så er det en god idé at tænke over, hvad disse mennesker på den anden side af skærmen giver dig. Bliver du inspireret? (fx så jeg nedenstående billede på Katrine Gisigers profil og blev inspireret: for det gør hun ved mig), bliver du provokeret, eller bliver du trist af at se andres billeder?

Mærk efter hvem, hvad og hvordan de sociale medier påvirker din dag og sæt dine egne vaner derefter. Det er mit bedste råd, som jeg måske ikke altid selv efterlever, men jeg er blevet bedre til det. Eksempelvis ved jeg, at mine Facebookbeskeder kun er for nære veninder, så dem tjekker jeg ofte, men jeg skriver også tit, hvis jeg har læst en besked, men ikke har lyst til at sniksnakke, at jeg måske først svarer dagen efter. Min instagram er for mig underholdning og tidsfordriv, så nogle dage tjekker jeg den ofte og andre dage kun en enkelt gang. Det er vigtigt for mig, at min Insta er positiv, lys og let med plads til humør, så den slags profiler følger jeg (fra forskellige genrer). Min snapchat åbner jeg utrolig sjældent, hvilket sikkert er drøn irriterende, og jeg ved, at mine veninder hygger sig med billederne, men for mig er den app noget, jeg i perioder har lyst til og i andre perioder glemmer alt om. Du har sikkert et helt andet forhold til dine sociale medier, og det er helt i orden. Måske bruger du dem meget mindre, end jeg gør, og måske bruger du dem langt mere. Min pointe med dagens skriblerier er blot at opfordre til nogle selvrefleksioner over, hvordan og hvor meget, vi hver især vælger at bruge disse medier.

medier

Læs også ‘Ærlighed på sociale medier’ eller ‘Hvor er caffe latte tilfredsheden?’

bloglovin_annawarrington

Sammenlign ikke din backstage med andres frontstage

Det er så nemt at se på andres smukke, perfekte liv på de sociale medier. De fine billeder af perfekte skåle med skyr of frisk frugt, de store smil og solen, der altid skinner på cykelstien. Men vi ved jo allesammen godt, at alle de andre også har nullermænd under sengen, en opvask de lader stå for længe og et fitnesskort der aldrig bliver brugt i perioder. Det er bare ikke ligeså sjovt at vise online, og det behøver man så vidt heller ikke. Nogle profiler viser de mindre perfekte sider af hverdagen, og det er både sjovt og befriende, men det er ikke alles kop te at fremvise appelsinhud eller vasketøj, og det behøver vi bestemt heller ikke alle gøre.

Men hvad vi alle bør huske at gøre ind i mellem, efter min mening, er at tænke over, hvordan de sociale medier ikke er virkeligheden. Det er givetvis rygende banalt efterhånden, men det kan alligevel være svært ikke at sammenligne sine egne sure sokker med andres stramme kjoler og høje hæle.

Citatet: “Sammenlign ikke din backstage med andres frontstage” har jeg læst engang, og jeg husker altid på det, hvis jeg kommer til at tage mig selv i at sammenligne med andre. For du er den eneste, der ser hele din egen historie – andres liv får du kun serveret i små glimt, især på sociale medier.

Du ser andres frontstage, de pæne dele af hverdagen, som de ønsker at dele. Du ser ikke deres backstage, så hvorfor skulle du sammenligne din egen backstage af rod, usikkerhed og frustrationer med andre glitrende frontstage af opstillet morgenmad?

screen-shot-2017-11-28-at-11-52-41-am

Læs også ”Hvor er caffe latte tilfredsheden?” eller en hurtig gennemgang af (noget af) teorien bag de to begreber

bloglovin_annawarrington

I stedet for Black Friday kan du lave disse 10 ting

Vil du gerne undgå Black Friday, kan dette lille indlæg måske være et pusterum fra alverdens gode tilbud, fængende overskrifter, rabatkoder og gule (eller sorte) udslagsskilte. Jeg har som sådan ikke noget imod Black Friday fra et ideologisk/det er for materialistisk synspunkt, jeg bliver bare lidt træt, når jeg ikke kan åbne en avis, en hjemmeside, en Instagram, en tv-avis eller gå ned af et gadehjørne uden, at jeg bombarderes med Black Friday tilbud.

Så derfor bliver mit bidrag til forbrugsfesten en liste over, hvilke 10 ting du ellers kan bruge din fredag på, hvis du ikke gider at shoppe hverken fysisk eller online.

brunch2

1. Inviter en god ven, veninde eller dig selv på en dejlig brunch eller eftermiddagskaffe på din yndlingscafé

2. Find nærmeste sted hvor du bor, hvor du kan gå en tur ude i noget, der minder om naturen. Strand, skov eller en park

3. Bag en kage fra bunden med alle dine yndlingsingredienser

4. Skriv et gammeldags julekort til nogle familiemedlemmer, som du fysisk sender med posten (bare rolig, det ankommer sikkert først til omkring første advent)

5. Ryd op i dit tøjskab, så du får smidt alle de ting ud, du faktisk ikke bruger. Giv resten til genbrug, byt med dine veninder eller sælg dine gamle sager online til andre, der kan blive glade for dem

6. Tag en tur på biblioteket og find en bog, du altid gerne har villet læse. Er du mere moderne, så find selvsamme bog online og læs på din ipad eller computer

7. Smut en tur i biografen, køb en stor bunke popcorn og lad dig gribe af et helt andet univers end hvad din egen hverdag.

8. Lyt til en podcast der handler om noget, som du ikke ved særlig meget om, eller som kan give dig nogle nye perspektiver på et emne, du altid har haft én bestemt holdning til

9. Prøv en ny form for bevægelse, som du ellers ikke gør så tit. Det kan være, du skal tage i svømmehallen i eftermiddag, måske skal du finde løbeskoene frem fra under sengen, eller også er det i aften, du skal prøve det lokale yoga-hold for første gang

10. Sæt din yndlingsmusik på, brug aftenen i nattøj og lav en ansigtsmaske på dig selv, mens du ordner dine negle, får en dejlig hårkur eller laver noget andet, du godt kan li. Ikke alle er fan af ansigtsmasker, så det kan også være et fodbad, et karbad eller noget helt tredje, hvor du slapper af.

Vil du rigtig gerne shoppe? Så anbefaler jeg Miriams indlæg med ALLE rabatkoder til Black Friday online.

bloglovin_annawarrington

Nej, jeg vil ikke rådgive dig over Instgram

Det gør mig ked af det, når ser unge piger og kvinder søge råd for alvorlige problemer blandt tilfældige profiler på sociale medier. Det er fedt, at du kan tale med andre, trække på deres erfaringer og få inspiration til dit eget liv, men det er ikke fedt, at du også kan høre mere eller mindre tilfældige råd fra tilfældige profiler om problematikker, der bør tages alvorligt hånd om.

Der er rigtig mange, der skriver til profiler online, og det er fantastisk, at der findes medier såsom Instagram, hvor man kan søge andres erfaringer. Men. Jeg tænker personligt meget over, at jeg ikke rådgiver andre. Det eneste jeg gør, er at fortælle et udsnit af mine egne tanker (og gøre opmærksom på at det netop er dét) og eventuelt videresende vedkommende til nogle af de sider, jeg kender, hvor der er hjælp at hente. Jeg har eksempelvis ikke selv haft en depression, men selv hvis jeg havde, ville jeg ikke påtage mig ansvaret for at rådgive en anden over et socialt medie. I stedet ville jeg altid vælge at give vedkommende oplysninger på nogle steder at henvende sig, hvor der er professionelle rådgivere. Vi har alle forskellige omstændigheder, og et medie som Instagram er (efter min mening) ikke fyldestgørende nok til at kunne sætte sig ind i, hvilke problematikker et andet menneske kæmper med.

Derfor er det potentielt skadeligt for andre, hvis man uden videre begynder at rådgive om både tunge sager såsom depression eller spiseforstyrrelser, men også om lettere emner som træningsprogrammer og vægttab.

Hvis du eksempelvis gerne vil i gang med et vægttab, er det også mit bedste råd at kontakte en træner, der gerne vil tale med dig lidt længere end en privatbesked over Instagram (og Mobilepay). Der er naturligvis forskel på, om du er en garvet træningstype, der bare mangler lidt ny motivation, eller om du er helt ny ud i fx styrketræningensverden, om du har haft en skade eller om der er andre ting, der er vigtige at tage hensyn til.

Det jeg prøver at sige er: dit helbred er vigtigt – både det mentale og det fysiske. Og det er dejligt at finde inspiration hos andre, men hvis du gerne vil have hjælp til en problematik, der går ind og påvirker din krop eller din psyke, så søg grundig information før du spørger nogen til råds.

burger

 ‘Opskrift på hjemmelavet burger‘ 

Nyttige links:

Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade

Gratis psykologhjælp – Børns vilkår

Kognitiv vejledning til at slippe madstress – Katrine Gisiger

Kontakt en diætist hvis du vil have hjælp til et langvarigt vægttab eller undersøg baggrunden grundigt på den personlige træner, du overvejer at købe en kostplan af. Det skal fungere for dig, din krop og dit hoved.

Kontakt din egen læge, hvis du har mistanke om, at du mentalt har det skidt – af den ene eller anden årsag.

bloglovin_annawarrington

Hvorfor vil alle læse om vægttab?

De får allerflest kliks og likes: artikler om vægttab. Vi er åbenbart en hel generation (og formentlig flere), der har en stor interesse i at mindske omfanget og tyngden af vores kroppe. Det er naturligvis ganske forståeligt i situationer, hvor det giver mening at have et ønske om vægttab. Hvis din vægt generer dig i hverdagen, hvis dit helbred lider under følgesygdomme, der kan mindskes ved reduktion i kroppens fedtmasse, eller hvis du kan mærke, at nogle ekstra kilo på anden vis generer dig. Det er egentlig ikke en hel diskussion om vægttab eller ej, jeg vil ind på her, for der kan være utrolig mange situationer, hvor et vægttab giver rigtig god mening, og der er som bekendt også mange måder at gribe sådan en størrelse an på.

Hvad jeg hellere vil tale om i dette indlæg, er det store fokus på vægttab som emne. Som et koncept der optager en utrolig stor del af vores individuelle og kollektive tankevirksomhed – antager jeg her på baggrund af generelle observationer, ret mig endelig hvis du har en anden opfattelse.

For et par uger siden skrev jeg eksempelvis et små-sarkastisk indlæg med titlen ‘Genialt tip til vægttab’, hvilket var en helt bevidst titel, fordi jeg gerne ville gøre opmærksom på, hvor mange clickbait agtige quickfixes der er på nettet. Mit indlæg var sådan set blot en gengivelse af George Clooneys ret geniale citat til en premiere, hvor han meget hemmelighedsfyldt fik sagt: “I eat a little less…”. Og vægttab er bestemt ikke så enkelt for alle, men det sjove var alle journalisters skuffede ansigter, nu hvor de lige troede, de ville sælge en masse forsider med et nyt kendis quickfix.

Og hvorfor er det netop altid det skide vægttab, der sælger? Måske er vi fascinerede af forandring? Når nogle kæmper for at blive ‘bedre’ – hvad end det så subjektivt betyder? Fordi vi ofte forbinder vægttab med en form for proces, hvor fortællingen går noget i  retning af: ‘før havde jeg det sådan her, men så tabte jeg mig, og nu har jeg det sådan her’. Vi kan simpelthen godt li at læse om en forandring, så vi har noget at spejle os i, se op til eller måske blive provokeret af. Der er som sådan ikke noget i vejen for at blive inspireret af andres gode råd, deres historie eller erfaringer, men problemet opstår for mig, når der per definition bliver sat lighedstegn mellem dét at tabe sig og dét at blive gladere. For sådan hænger det jo ikke nødvendigvis sammen. Du bliver hverken automatisk sundere eller gladere, hvis du smider nogle kilo, men en forandring i dit liv henimod nogle gode vaner, der giver mening for dig, dét kan gøre dig gladere (og i den forstand sundere).

Jane aka Madbanditten skrev et super spændende indlæg i sidste uge med titlen ‘Om at ville være lille, som netop tager fat i det her evindelige fokus på, at man skal gøre sin krop (og sig selv?) mindre. Det satte en masse tanker i gang hos mig, hvoraf nogle har ramt dette blogindlæg. Jeg har ikke set et endegyldigt svar på, hvorfor vi er så fascinerede af vægttab, men jeg finder det interessant at reflektere over.

Det kan selvfølgelig også være, at det slet ikke var ordet ‘vægttab’, der fik folk til at klikke på titlen i mit tidligere indlæg. Måske var det inkluderingen af hr. George Clooney. Altså, ham vil alle jo gerne læse om? Det håber jeg faktisk næsten, at det var. For det er da trist, hvis vægttab skal fylde SÅ meget i vores hoveder, er det ikke?

Læs også ‘Det er IKKE et før/efter billede’ eller ‘På forhånd fuck ‘sommer kroppen’

fullsizerenderkkk

bloglovin_annawarrington