Hvorfor vil alle læse om vægttab?

De får allerflest kliks og likes: artikler om vægttab. Vi er åbenbart en hel generation (og formentlig flere), der har en stor interesse i at mindske omfanget og tyngden af vores kroppe. Det er naturligvis ganske forståeligt i situationer, hvor det giver mening at have et ønske om vægttab. Hvis din vægt generer dig i hverdagen, hvis dit helbred lider under følgesygdomme, der kan mindskes ved reduktion i kroppens fedtmasse, eller hvis du kan mærke, at nogle ekstra kilo på anden vis generer dig. Det er egentlig ikke en hel diskussion om vægttab eller ej, jeg vil ind på her, for der kan være utrolig mange situationer, hvor et vægttab giver rigtig god mening, og der er som bekendt også mange måder at gribe sådan en størrelse an på.

Hvad jeg hellere vil tale om i dette indlæg, er det store fokus på vægttab som emne. Som et koncept der optager en utrolig stor del af vores individuelle og kollektive tankevirksomhed – antager jeg her på baggrund af generelle observationer, ret mig endelig hvis du har en anden opfattelse.

For et par uger siden skrev jeg eksempelvis et små-sarkastisk indlæg med titlen ‘Genialt tip til vægttab’, hvilket var en helt bevidst titel, fordi jeg gerne ville gøre opmærksom på, hvor mange clickbait agtige quickfixes der er på nettet. Mit indlæg var sådan set blot en gengivelse af George Clooneys ret geniale citat til en premiere, hvor han meget hemmelighedsfyldt fik sagt: “I eat a little less…”. Og vægttab er bestemt ikke så enkelt for alle, men det sjove var alle journalisters skuffede ansigter, nu hvor de lige troede, de ville sælge en masse forsider med et nyt kendis quickfix.

Og hvorfor er det netop altid det skide vægttab, der sælger? Måske er vi fascinerede af forandring? Når nogle kæmper for at blive ‘bedre’ – hvad end det så subjektivt betyder? Fordi vi ofte forbinder vægttab med en form for proces, hvor fortællingen går noget i  retning af: ‘før havde jeg det sådan her, men så tabte jeg mig, og nu har jeg det sådan her’. Vi kan simpelthen godt li at læse om en forandring, så vi har noget at spejle os i, se op til eller måske blive provokeret af. Der er som sådan ikke noget i vejen for at blive inspireret af andres gode råd, deres historie eller erfaringer, men problemet opstår for mig, når der per definition bliver sat lighedstegn mellem dét at tabe sig og dét at blive gladere. For sådan hænger det jo ikke nødvendigvis sammen. Du bliver hverken automatisk sundere eller gladere, hvis du smider nogle kilo, men en forandring i dit liv henimod nogle gode vaner, der giver mening for dig, dét kan gøre dig gladere (og i den forstand sundere).

Jane aka Madbanditten skrev et super spændende indlæg i sidste uge med titlen ‘Om at ville være lille, som netop tager fat i det her evindelige fokus på, at man skal gøre sin krop (og sig selv?) mindre. Det satte en masse tanker i gang hos mig, hvoraf nogle har ramt dette blogindlæg. Jeg har ikke set et endegyldigt svar på, hvorfor vi er så fascinerede af vægttab, men jeg finder det interessant at reflektere over.

Det kan selvfølgelig også være, at det slet ikke var ordet ‘vægttab’, der fik folk til at klikke på titlen i mit tidligere indlæg. Måske var det inkluderingen af hr. George Clooney. Altså, ham vil alle jo gerne læse om? Det håber jeg faktisk næsten, at det var. For det er da trist, hvis vægttab skal fylde SÅ meget i vores hoveder, er det ikke?

Læs også ‘Det er IKKE et før/efter billede’ eller ‘På forhånd fuck ’sommer kroppen’

fullsizerenderkkk

bloglovin_annawarrington

Genialt tip til vægttab (Fra George Clooney himself)

Nogle gange skal man åbenbart høre sandheden fra Hollywood-stjerner (og ikke børn eller fulde folk). Vægttab kan være en kompliceret affære og der findes (unødvendigt) mange gode råd derude. Man kan næsten ikke åbne et magasin eller scrolle ned af Instagram uden at læse om den nyeste superfood eller en ny smart dims, der hjælper med at ’smelte’ mavefedt.

For et par år siden så jeg et tv-program fra den røde løber, hvor en masse lækre og veltrænede Hollywood-stjerner blev interviewet. Jeg har aldrig glemt det svar, som George Clooney kom med, da han blev spurgt, om hvilken kur han havde brugt for at tabe sig til en rolle.

Han så meget eftertænksom ud, sagde ‘I have this great new diet…’ og lænede sig hemmelighedsfuldt ind mod den forventningsfulde journalist, der helt sikkert allerede så en ny overskrift foran sig. Da George endelig løftede sløret for hans geniale tip til vægttab, fik den stakkels journalist dog et ganske andet udtryk i ansigtet. Den kære George sagde nemlig én simpel sætning: ‘Its called… Eat a little less’.

Yep, det var det. Spis lidt mindre. Vægttab handler basalt om at forbrænde flere kalorier, end man indtager. Så er der nuancer i forhold til, hvordan forskellige makronæringsstoffer bliver fordøjet i kroppen og hvilke forudsætninger man har for forbrænding, hvor sygdom, stofskifte, hormoner osv kan spille ind, men grundlæggende handler vægttab om (relativ) kaloriereduktion.

Læs også ‘Tyk betyder ikke grim’ eller ‘Den dovne guide til vægttab

groent1

Dette er naturligvis ikke for at negligere, hvor svært et vægttab kan være eller hvor mange faktorer, der spiller ind på menneskers fysiske og mentale helbred. Min intention er blot at prikke lidt til de tendenser på sundhedsområdet i dag, hvor mange industrier (og selvudnævnte eksperter med sparsom uddannelse og ligeså kildekritiske evner) tjener penge på at vildlede folk til at tro, at deres sundhed skal være et meget forvirrende og dyrt foretagende.

bloglovin_annawarrington

Du må ikke snakke om fedme, når du selv er slank

8 ud af 10 danskere mener, det er folks egen skyld, hvis de er tykke.  Det viser en ny undersøgelse, der bringes i Politikken i dag. Men hvad kan vi egentlig bruge ’skyld’ til? Er det vigtigt, om det er folks egen skyld, hvis de har mere på sidebenene end gennemsnittet?

Nogle mener, det ikke er ok at udtale sig om fedme, hvis man selv er slank. Jeg er slank, og jeg har aldrig prøvet at være overvægtig, så jeg kan ganske rigtigt ikke sige noget om, hvordan det er at være overvægtig. Jeg kan heller ikke udtale mig om, hvorvidt det er folks egen skyld, hvis de er blevet for tykke.

Jeg kunne til gengæld godt sige noget om politiske og samfundsmæssige strukturer, der påvirker fødevareindkøb, og jeg kunne også sige noget om underliggende normer om krop og mad i det offentlige rum qua min uddannelse. Men så teknisk mener jeg langt fra, det behøver at være. Jeg kan nemlig heldigvis også sige noget om, at vi bør behandle hinanden ordentligt, og det kan jeg sige, qua jeg er et menneske.

Der er jo rigtig mange variable i spil, når debatten handler et emne, der er så komplekst og sensitivt som fedme. Og det er utrolig vigtigt, at der bliver forsket i årsager til fedme, så nogle af de mange fordomme om overvægt kan blive aflivet. Det er også væsentligt, at der bliver forsket i, hvad der kan gøres på et individuelt og på et samfundsniveau, så vi får færre overvægtige i fremtiden. Men lige nu og her mener jeg, vi alle har et ansvar. Det er et ansvar for, at vi taler ordentligt til og om hinanden – uanset hvad vi vejer, og uanset hvad der er årsag til, at vægten nu engang er sådan.

Læs mere om samme emne: ‘Fede Dorit’ eller ‘Jeg tror, jeg er større, end jeg er’

15319377_10211317699719583_418582163_n

bloglovin_annawarrington

Du skal veje under 50 kg

De fleste kvinder jeg kender, har et tal. Det er et magisk tal, der ofte kommer ganske ud af den blå luft, men som styrer meget af deres tankevirksomhed. Jeg snakker ikke om tallet, der fortæller, hvor mange personer der har været inde og runde dobbeltsengen eller hvor mange nuller, der står på bankbogen. Jeg snakker om tallet på vægten.

Selvom de fleste i dag efterhånden ved, at sundhed ikke defineres af vægt, at muskler vejer mere end fedt (fylder mere) og alt det der, så ser jeg stadig mange, smukke, seje og veluddannede kvinder blive besatte af det lysende tal, der blinker frem på vægten, når de med let svedige fødder har stillet sig op på den.

Og ved du hvad? En af de kvinder – er mig selv.

Det er pinligt at indrømme, for jeg ved jo bedre. Ikke sandt? Jeg ved jo rationelt godt, at vægten ikke fortæller en skid om, hvordan jeg ser ud, hvor sund jeg er, eller hvem jeg er som menneske. Alligevel havde jeg i årevis en underliggende idé om, at min vægt helst skulle ligge under 50 kg.

Jeg ved faktisk ikke præcis hvor tallet kom fra. Måske lød det bare godt og rundt? Jeg er 163 cm høj, så 50 kg er ikke en faretruende lav vægt, men det er bestemt heller en øvre grænse, der er nødvendig. Da jeg trænede meget styrketræning lå jeg omkring 56 kg, hvilket var en personlig udfordring. Min vægt faldt naturligt et par kilo, da jeg stoppede med kostplan og de tunge træningspas, men især det seneste halve år har jeg tabt mig en del, grundet stress, så pludselig skulle jeg til at arbejde for at tage på.

Min taktik for at få lidt mere fylde i kinderne blev, at jeg droppede vægten. Jeg har ganske simpelt ikke vejet mig, fordi jeg ved, jeg ikke kan styre det. Det føles (igen) ret pinligt at indrømme, men det er sandheden. Jeg har ikke en spiseforstyrrelse, men jeg ved, det ikke er sundt for mig, hvis jeg vejer mig. De 50 kg er jo røv ligegyldige.

14454532_10210581032983375_2017377866_n

Du kan læse mere om mit vægttab her i New York HER, og hvordan jeg har taget på i vægt igen lige HER

Har du også haft et magisk tal på vægten?

bloglovin_annawarrington

Kunsten at tage på i vægt

Alle vil gerne tabe sig, men hvordan griber man det egentlig an, hvis man gerne vil tage på? Rigtig mange anser det for et ‘luksusproblem’, da så mange som bekendt forsøger at få de kære tal på vægten til at vise et lavere nummer, men det kan også være noget af en kamp, hvis du kæmper i den modsatte retning.

Jeg har ikke selv decideret problemer med at tage på, men da jeg for nyligt har tabt mig nogle kilo, vil jeg gerne have lidt mere fylde på min krop igen, da det er sådan, jeg både selv føler, jeg ser bedst ud, men også hvor jeg føler mig bedst tilpas i forhold til energi, styrke og generelt velvære.

Derfor har jeg lige ny kastet mig ud i kunsten at tage på i vægt, hvilket man jo kan gribe an på en del forskellige måder. Skal jeg bare høvle en sørens masse is og kage ind på daglig basis? Skal jeg lave en madplan og sørge for, at det daglige kalorieindtag er højt nok? Eller måske noget midt i mellem?

Det ville være nærliggende for mig at skrive lidt om kunsten at tage på i vægt, hvis det har interesse for jer, der læser med herinde, at læse om? Måske er der flere derude, som kunne bruge lidt tanker, tips og tricks til det med at få lidt mere fylde i kinderne igen.

is

På billedet har jeg netop udset mig den næste bid af lækker italiensk is i Little Italy. Mit vægttab her i New York har ikke noget med en spiseforstyrrelse at gøre, hvilket jeg har uddybet i dette indlæg, så det er bestemt ikke frygten for sukker eller fedt, der har forårsaget de tabte kilo.

Vil du selv have en lækker is i de hyggelige gader omkring Little Italy? Jeg har lavet en lille guide til lower Manhatten, hvor du kan læse meget mere om gode spisesteder, hvad der er at se i området og hvordan, du nemt kommer dertil (forudsat du allerede er i New York, naturligvis). Den lille guide kan du læse lige HER

bloglovin_annawarrington
Older posts