Du må ikke snakke om fedme, når du selv er slank

8 ud af 10 danskere mener, det er folks egen skyld, hvis de er tykke.  Det viser en ny undersøgelse, der bringes i Politikken i dag. Men hvad kan vi egentlig bruge ’skyld’ til? Er det vigtigt, om det er folks egen skyld, hvis de har mere på sidebenene end gennemsnittet?

Nogle mener, det ikke er ok at udtale sig om fedme, hvis man selv er slank. Jeg er slank, og jeg har aldrig prøvet at være overvægtig, så jeg kan ganske rigtigt ikke sige noget om, hvordan det er at være overvægtig. Jeg kan heller ikke udtale mig om, hvorvidt det er folks egen skyld, hvis de er blevet for tykke.

Jeg kunne til gengæld godt sige noget om politiske og samfundsmæssige strukturer, der påvirker fødevareindkøb, og jeg kunne også sige noget om underliggende normer om krop og mad i det offentlige rum qua min uddannelse. Men så teknisk mener jeg langt fra, det behøver at være. Jeg kan nemlig heldigvis også sige noget om, at vi bør behandle hinanden ordentligt, og det kan jeg sige, qua jeg er et menneske.

Der er jo rigtig mange variable i spil, når debatten handler et emne, der er så komplekst og sensitivt som fedme. Og det er utrolig vigtigt, at der bliver forsket i årsager til fedme, så nogle af de mange fordomme om overvægt kan blive aflivet. Det er også væsentligt, at der bliver forsket i, hvad der kan gøres på et individuelt og på et samfundsniveau, så vi får færre overvægtige i fremtiden. Men lige nu og her mener jeg, vi alle har et ansvar. Det er et ansvar for, at vi taler ordentligt til og om hinanden – uanset hvad vi vejer, og uanset hvad der er årsag til, at vægten nu engang er sådan.

Læs mere om samme emne: ‘Fede Dorit’ eller ‘Jeg tror, jeg er større, end jeg er’

15319377_10211317699719583_418582163_n

bloglovin_annawarrington

Du skal veje under 50 kg

De fleste kvinder jeg kender, har et tal. Det er et magisk tal, der ofte kommer ganske ud af den blå luft, men som styrer meget af deres tankevirksomhed. Jeg snakker ikke om tallet, der fortæller, hvor mange personer der har været inde og runde dobbeltsengen eller hvor mange nuller, der står på bankbogen. Jeg snakker om tallet på vægten.

Selvom de fleste i dag efterhånden ved, at sundhed ikke defineres af vægt, at muskler vejer mere end fedt (fylder mere) og alt det der, så ser jeg stadig mange, smukke, seje og veluddannede kvinder blive besatte af det lysende tal, der blinker frem på vægten, når de med let svedige fødder har stillet sig op på den.

Og ved du hvad? En af de kvinder – er mig selv.

Det er pinligt at indrømme, for jeg ved jo bedre. Ikke sandt? Jeg ved jo rationelt godt, at vægten ikke fortæller en skid om, hvordan jeg ser ud, hvor sund jeg er, eller hvem jeg er som menneske. Alligevel havde jeg i årevis en underliggende idé om, at min vægt helst skulle ligge under 50 kg.

Jeg ved faktisk ikke præcis hvor tallet kom fra. Måske lød det bare godt og rundt? Jeg er 163 cm høj, så 50 kg er ikke en faretruende lav vægt, men det er bestemt heller en øvre grænse, der er nødvendig. Da jeg trænede meget styrketræning lå jeg omkring 56 kg, hvilket var en personlig udfordring. Min vægt faldt naturligt et par kilo, da jeg stoppede med kostplan og de tunge træningspas, men især det seneste halve år har jeg tabt mig en del, grundet stress, så pludselig skulle jeg til at arbejde for at tage på.

Min taktik for at få lidt mere fylde i kinderne blev, at jeg droppede vægten. Jeg har ganske simpelt ikke vejet mig, fordi jeg ved, jeg ikke kan styre det. Det føles (igen) ret pinligt at indrømme, men det er sandheden. Jeg har ikke en spiseforstyrrelse, men jeg ved, det ikke er sundt for mig, hvis jeg vejer mig. De 50 kg er jo røv ligegyldige.

14454532_10210581032983375_2017377866_n

Du kan læse mere om mit vægttab her i New York HER, og hvordan jeg har taget på i vægt igen lige HER

Har du også haft et magisk tal på vægten?

bloglovin_annawarrington

Kunsten at tage på i vægt

Alle vil gerne tabe sig, men hvordan griber man det egentlig an, hvis man gerne vil tage på? Rigtig mange anser det for et ‘luksusproblem’, da så mange som bekendt forsøger at få de kære tal på vægten til at vise et lavere nummer, men det kan også være noget af en kamp, hvis du kæmper i den modsatte retning.

Jeg har ikke selv decideret problemer med at tage på, men da jeg for nyligt har tabt mig nogle kilo, vil jeg gerne have lidt mere fylde på min krop igen, da det er sådan, jeg både selv føler, jeg ser bedst ud, men også hvor jeg føler mig bedst tilpas i forhold til energi, styrke og generelt velvære.

Derfor har jeg lige ny kastet mig ud i kunsten at tage på i vægt, hvilket man jo kan gribe an på en del forskellige måder. Skal jeg bare høvle en sørens masse is og kage ind på daglig basis? Skal jeg lave en madplan og sørge for, at det daglige kalorieindtag er højt nok? Eller måske noget midt i mellem?

Det ville være nærliggende for mig at skrive lidt om kunsten at tage på i vægt, hvis det har interesse for jer, der læser med herinde, at læse om? Måske er der flere derude, som kunne bruge lidt tanker, tips og tricks til det med at få lidt mere fylde i kinderne igen.

is

På billedet har jeg netop udset mig den næste bid af lækker italiensk is i Little Italy. Mit vægttab her i New York har ikke noget med en spiseforstyrrelse at gøre, hvilket jeg har uddybet i dette indlæg, så det er bestemt ikke frygten for sukker eller fedt, der har forårsaget de tabte kilo.

Vil du selv have en lækker is i de hyggelige gader omkring Little Italy? Jeg har lavet en lille guide til lower Manhatten, hvor du kan læse meget mere om gode spisesteder, hvad der er at se i området og hvordan, du nemt kommer dertil (forudsat du allerede er i New York, naturligvis). Den lille guide kan du læse lige HER

bloglovin_annawarrington

Jeg har ikke anoreksi

Et vægttab er ikke nødvendigvis lig en spiseforstyrrelse og en spiseforstyrrelse er ikke nødvendigvis lig med et vægttab. Dette er en utrolig vigtig og desværre ofte tilsidesat pointe, mener jeg.

Jeg er blevet spurgt nogle gange, om jeg har eller har haft anoreksi. Jeg har for nyligt været igennem et vægttab, hvilket kunne lede tankerne i retning af en spiseforstyrrelse, men det er ikke tilfældet for mig. Jeg vil dog gerne dvæle lidt ved, hvordan vi ser på spiseforstyrrelser, da det ofte er et misforstået emne.

Når debatten omhandler spiseforstyrrelser, er det ofte et relativt ensidigt billede, der fremvises. Det handler om meget spinkle kvinder, der ikke spiser, fordi de føler sig pressede til at se ud på én bestemt måde. Det billede er sikkert også sandt for mange, men det dækker langt fra alle, der er ramt af spiseforstyrrede tanker.

En spiseforstyrrelse er nemlig først og fremmest en mental problemstilling, der ofte er et synligt symptom på, at noget psykisk ikke er, som det skal være. Den synlige forskruede adfærd omkring mad er ikke ens for alle – og det er de mentale årsager bag heller ikke.

Jeg har selv haft spiseforstyrrede tanker da jeg var teenager, som dog aldrig blev til en spiseforstyrrelse, hvilket jeg er meget taknemmelig for i dag. Jeg er meget bevidst om, at mit vægttab her i New York ikke skal føre til yderligere tabte kilo. Jeg har fuld fokus på at passe godt på mig selv med nærende mad og jeg vil meget gerne tage nogle kilo på igen, men vigtigst af alt, så har jeg det psykisk godt og ved derfor, at jeg ikke er på vej ud i en spiseforstyrrelse.

bbiiii

Har du eller en af dine nærmeste en spiseforstyrrelse, så ræk ud til din egen læge, dine nærmeste eller Landsforeningen for spiseforstyrrelser, der kan hjælpe dig i den rigtige retning.

Læs også mine tanker om ortereksi og dét at veje sin mad lige HER

bloglovin_annawarrington

“Du ser tynd og brugt ud”

De hårdeste ord kommer altid fra de mennesker, der elsker dig mest. Er det ikke sådan man siger? Det kræver en stor grad af omsorg og kærlighed at kunne være helt ærlig overfor et andet menneske – især hvis det man vil sige måske ikke er lige nemt at høre.

Ord kan ramme. Somme tider kan selv ganske få ord føles som at få en regulær mavepuster. Den sidste uge har både min mor, min kæreste og to af mine bedste veninder hjemmefra kommet med ord, der ikke er nemme at høre,  men det er måske en god idé at lytte til en mavepuster eller to.

hummel111

Jeg har siddet på kontoret, drukket min kaffe og set min mobil blinke ud af øjenkrogen. Som regel er det ’bare’ søde hverdagsbeskeder, men andre gange har beskederne en anden karakter.

”Du ser brugt ud”. ”Du ser træt ud”. ”Du ser noget tynd ud”. Mine nærmeste har ikke sagt nogle af delene for at gøre mig ked af det, og det er altid efterfulgt af; ”Er du okay? Passer du godt nok på dig selv?”

Det første sekund man læser sådan nogle beskeder, får man lyst til at lukke af, gå i forsvarsposition eller benægte. At blive småsur eller fornærmet er også en mulighed. Men det tjener nok et formål at trække vejret en ekstra gang ned i maven og tænke over, hvorfor de beskeder mon bliver sendt?

Jeg har været åben og ærlig om, at hverdagen her i New York både er fantastisk og spændende, men også hård for mig personligtJeg er simpelthen så heldig at have fået verdens bedste praktikplads og de sødeste mennesker, der gider drikke drinks, tulle rundt i byen og grine, når vi har fri.

Men, jeg har stadig mine kroniske smerter, som desværre ikke forsvandt, da mine fødder landede i drømmebyen. Når jeg vågner om morgenen, skal jeg tage mig sammen. Når jeg ser en etage med trapper, skal jeg tage mig sammen. Bag ethvert smil til møderne på arbejdet eller over drinken i baren, gemmer sig meget hårdt arbejde.

Det er nemlig skide hårdt arbejde at leve med en krop, der altid gør ondt og er træt,  så jeg har ikke været lige god til at passe på mig selv. Så ja, jeg ser måske brugt og en smule tynd ud, men jeg gør mit bedste.

Har du oplevet at få kommentarer, der rammer fra dine nærmeste?

 

 

 

bloglovin_annawarrington
Older posts